2 different worlds. {1D} 2.

At blive droppet af sin kæreste var præcis, hvad Valerie blev, da hun vågnede op på hospitalet, efter en overdosis af piller. Valerie lever stadig det luksiriøse liv og får penge som andre børn får mad. Men pengene bliver misbrugt, mens Valerie gør alt for at glemme sine tidligere venner, og sin kæreste, som var det eneste der betød noget for hende. I det sorte hul, hvor Valerie lever lige nu, er der ikke lys for enden. For ikke nok med at miste sine eneste venner og sin kæreste, skal Valerie også kæmpe mod sin far, som var grunden til det hele skete. Men vil de andre drengene virkelig lade hende smutte ud af deres liv så hurtigt? Og vil de se på, mens Valerie ender i det ene blad efter det andet, med stoffer i hånden? Og hvad med Zayn? Vil han holde sit løfte om at blive væk fra Valerie? Eller fucker alt bare endnu mere op?

1075Likes
724Kommentarer
86900Visninger
AA

9. I need the drugs.

Et lysglimt fik mig til at åbne øjnene og kiggede ud i det mørke rum. Jeg trak hurtigt dynen over mig og gispede svagt da mit kolde lår ramte det andet. Et brag lød lige over huset, hvilket fik mig til at hoppe op af forskrækkelse. Det jeg sagde før i dag med, at jeg gerne ville flytte til Sverige, det trækker jeg tilbage. Tordenvejret her var næsten værre end i England – og det siger altså meget!

Igen blev værelset lyst op. En kold fornemmelse gik igennem mig igen. Var varmen blevet slukket?

Jeg greb ud efter min mobil, som ikke havde opladet det mindste. Det gik hurtigt op for mig, at strømmen var gået. Jeg kneb øjnene i. Hvorfor lige nu? Jeg var skide træt, men så længe det var så koldt, så fik jeg da ingen søvn.

Jeg slog dynen om mig, og begav mig langsomt hen til døren. Niall var den eneste jeg lige kunne komme i tanke om at gå ned til. Han vidste mere end de andre, og jeg vidste, at Niall aldrig ville misforstå, hvorfor jeg kom ned til ham, så det blev altså ham.

Jeg hadede tordenvejr. Jeg havde altid frygtet, at der ville ske noget med mig, men inderst inde vidste jeg godt, at jeg bare var paranoid.

Jeg listede langsomt ned af gangen og kiggede så lidt forvirret rundt. Dørene lignede hinanden fuldstændig, og eftersom jeg ikke havde været andre steder end den anden ende af huset, anede jeg ikke, hvilket værelse drengene havde. Jeg havde dog set Niall gå ind af nummer to dør før i dag, så det måtte være den.

Jeg trak langsomt ned i håndtaget og sprang op igen, da et brag lød. Hurtigt fik jeg åbnet døren og kiggede rundt. Jeg følte mig allerede trygger, men det var kun fordi jeg vidste, at jeg ikke var alene.

Jeg drejede mig langsomt rundt, og så en person sidde på sengen med mobilen i hånden. Et gisp undslap hurtigt mine læber, da personen ikke havde lyst hår – faktisk langt fra lyst. Jeg bed mig hårdt i læben. Hvordan var det muligt at være så uheldig? Det var nok den person jeg mindst havde lyst til at støde på, og hvad lavede han her? Det burde være Nialls værelse. Jeg havde set ham gå herind!

Min mave trak sig sammen og hurtigt satte mit hjerte farten op. Følelserne pumpede rundt, og da han langsomt lod blikket glide op og ned af mig, løb det mig koldt ned af ryggen.

Jeg kom hurtigt til mig selv, da han lavede en bevægelse og skubbede dynen væk. Jeg skulle ikke snakke med ham – ikke nu. Jeg havde intet at sige til ham. Jeg var vred på ham! Skide vred.

Jeg trak panisk fat i håndtaget og kom i farten til at slå min fod mod døren, hvilket sendte en smerte igennem mig, men den smerte var ligegyldig lige nu.

”Forkert værelse” sagde jeg med en rystende stemme og drejede rundt for at få døren op, men en hæs kort latter fik min krop til at stivne. Hvorfor grinte han?

”Valerie,” sagde han langsomt, hvilket sendte en masse følelser rundt i min krop. Måden han sagde mit navn på var så bekendt og så savnet, men disse følelser måtte ikke kom frem i mig nu! Jeg skulle være hård. Han fortjente ikke engang min opmærksomhed.

Jeg skulle lige til at åbne døren, da hans stemme lød igen, og denne gang tættere på.

”Hvorfor er du oppe på denne tid?” Mumlede han hæst, hvilket fik mig til at lukke øjnene hårdt sammen. Jeg skulle bare trække ned i håndtaget, hvorfor var det så skide svært?

”Jeg kunne spørge dig om det samme,” lød det koldt fra mig, inden jeg drejede rundt og kiggede på Zayn, som stod overraskende tæt på mig. Det hele var som et Deja Vu fra en af de første gange jeg var hjemme hos dem. Det hele havde ændret sig efter de par gange, og jeg endte som Zayns kæreste. Men det skulle jeg ikke – det kunne jeg ikke nu. Jeg havde heller ikke lyst. Selvfølgelig havde jeg ikke lyst! Han havde ødelagt mig, og selvom en del ville hoppe på ham lige nu, så var den anden del større. Jeg ville ikke igennem alt sammen igen, fordi Zayn var underlig. Og hvorfor var han overhovedet sådan her?

Han kørte langsomt en hånd igennem håret, inden han lod den falde ned langs siden igen.

”Er du oppe pga. vejret?” Måden han sagde det på fik minderne til at blusse op – endnu engang. Jeg plejede at ligge med ham når det tordnede. Han plejede at grine af mig, plante små kys i mit ansigt og fortælle mig, at der ikke skete noget. Han plejede at spørge præcis som nu!

Hvorfor gjorde han det her imod mig? Han havde allerede brudt sit løfte om jeg ikke skulle se ham igen, og nu står han her, og oven i købet og kaster alle minderne tilbage i mit ansigt! Hvor kunne han! Jeg hadede ham.

”Hvorfor bliver du ved?” vrissede jeg surt, hvilket fik ham til at træde et skridt tilbage. ”Bliver ved med hvad?” sagde han forvirret, og selvom jeg ikke burde lade det irritere mig, at han stod med et smil på læberne, så irriterede det mig grænseløst!

”Med at gøre det værre! Du gør det hele tiden.” Jeg knurrede min hånd om håndtaget. Jeg ville ikke engang høre hans svar. Det var ikke meningen han skulle vide, at han gjorde det hele meget værre. Jeg skulle spille ligeglad med ham! Præcis som tidligere i dag. Jeg nød at se den vrede følelse jeg kunne få frem i ham, men i stedet stod jeg og morede ham. Det var forkert.

Jeg trak hårdt ned i håndtaget så det sagde en høj lyd. ”Godnat Zayn,” hviskede jeg for ikke at vække de andre, inden jeg trådte ud på gangen. Det føltes pludselig utrolig koldt igen. Hvis Zayns værelse var her, så måtte Nialls være det næste. Jeg kunne umuligt gøre det værre for mig selv, end jeg lige havde gjort.

Jeg åbnede hurtigt døren og trådte ind, og denne gang var det det rigtige værelse. Et lyn lyste værelset op og hurtigt genkendte jeg det lyse hår. Et lettet suk forlod mine læber, og lidt efter begav jeg mig hen til sengen.

Jeg satte mig forsigtigt på sengen og lagde en hånd på hans bare skulder. Han rystede kort og hev ud efter dynen. Et smil gled over mit ansigt, og selvom det ikke var bevist, mindede det hele mig igen om Zayn. Zayn havde aldrig været den nemmeste til at komme op, men en morgen var han pludselig væk og havde lavet morgenmad til ham. Jeg ved ikke, hvor alle de minder kom fra, men en ting var sikkert, de skulle væk. De skulle ikke give mig den prikkende fornemmelse i øjnene, som de gjorde.

”Niall,” hviskede jeg hurtigt. Jo hurtigere han vågnede, jo hurtigere kunne jeg få Zayn ud af hovedet. Han hørte ikke til der, ikke længere. Han måtte forfanden da kunne give mig lidt fred.

”Niall,” hviskede jeg højere, hvilket fik ham til at drejede sig. ”Mmh?” mumlede han i søvne.

”Niall,” sagde jeg højt, hvilket fik ham til at åbne øjnene. Synet af mig overraskede ham vidst, for lidt efter satte han sig halvt op.

”Er du okay?” spurgte han forvirret om, hvilket fik mig til at grine. Hans hår stod ud til alle sider, men det så sødt ud.

”Jeg kan bare ikke sove,” jeg sendte ham et skævt smil. ”Strømmen er gået, og der er koldt,” mumlede jeg, hvilket fik ham til at forstå det hele. ”Det er også noget lorte vejr,” sagde han og rykkede over, så der blev plads til mig. ”Men jeg er hot!” sagde han grinende og hjalp mig med at få dynen over mig selv.

”Selvfølgelig er du det Niall,” jeg fniste og lagde mig ned. Et højt brag fik mig automatisk til at søge hen til Niall. Jeg skulle aldrig bo i Sverige. På tre dage havde det tordnet to gange. Jeg hadede det.

En kølig hånd lagde sig på min hofte. Jeg kiggede overrasket på Niall, som sendte mig et smil og trak mig ind til sig. Han puttede sin egen dyne om mig, og straks kunne jeg mærke varmen.

”Shit du er kold,” mumlede han og nussede langsomt min arm. Mit hjerte fandt hurtigt sin normale rytme, og lidt efter kunne jeg mærke trætheden overtage min krop. Jeg var virkelig træt, men alt det med Zayn havde fået min krop helt frisk. Det skete så tit. Jeg kunne huske den fra sidste gang, men denne gang irriterede det mig mere end det plejede. Han burde ikke engang snakke til mig. Jeg havde gjort det tydeligt nok, at jeg virkelig ikke gad ham. Jeg frygtede, at han begyndte at blive som den første gang vi mødtes, selvom jeg udmærket vidste, at det ikke ville ændre sig til noget – det kunne jeg ikke tillade.

Min hånd lagde sig på Nialls bryst. Hans hjerte bankede roligt under min berøring, og i meget lang tid, faldt jeg i søvn med et smil på læben – et ægte et. Et ægte Valerie smil.

***

”Nialler, har du set Val… Heeey!” Råbte en stemme.

”Jeg tror jeg har fundet hende.” Råbte stemmen igen.

Jeg gned mig langsomt i øjnene og drejede hovedet, for at se en overrasket Louis stå i døren. Hans blik gled fra Niall til mig, og straks vidste jeg, hvad han tænkte.

”Nej Louis, bare nej,” mumlede jeg, hvilket fik Niall til at bevæge sig. Han skulle til at trække sin arm til sig, men da han sikkert kunne føle jeg lå der, lod han den blive og åbnede i stedet øjnene.  Hans blå øjnede skinnede og lidt efter gled er smil over hans ansigt.

”Hvad fanden laver hun her?” hørte jeg Harry sige forvirret. Jeg kiggede hurtigt hen på ham, og så de andre drenge stod i døren, og selvfølgelig troede de præcis det samme som Louis.

”Godmorgen,” mumlede Niall og ignorerede dem Han tog langsomt sin arm til sig, og strakte sig.

Jeg bed mig i læben og kiggede modvilligt hen mod Zayn, som stod afslappet op af døren, og da han drejede hovedet og lod sine øjne møde mine, gled et smil over hans ansigt. Hvorfor smilede han?

Hurtigt kom jeg i tanke om mit besøg på hans værelse. Jeg kiggede hurtigt væk og smed så hovedet tilbage i puden. ”Hvorfor står I alle her?” mumlede Niall forvirret, hvilket fik mig til at grine. Var han først nået til det nu?

Jeg kunne se drengene sende hinanden et forvirret blik, og faktisk morede det mig bare. De kunne vel ikke for alvor tro, at Niall og jeg havde noget sammen? ”Og godmorgen,” sagde Niall inden han hev fat i mine kinder.

”HEY!” råbte jeg og slog ud efter hans hænder, hvilket fik ham til at grine. ”Nå, hvad står dagen så på i dag?” Niall slap mine kinder og kiggede på drengene, som stadig stod med et forvirret blik, og denne gang gjorde Zayn også.

”Ehm, det ved jeg ikke. Noget I vil?” Liam trådte lidt længere ind i rummet, så han afslørede hans nøgne overkrop, og jeg var en pige, og det var længe siden jeg havde set ham, så mit blik gled ned af hans mave, inden jeg hurtigt kiggede væk. Et svagt grin lød fra Zayn, hvilket fik mig til at se irriteret over på ham, men han ignorerede det bare, og trådte et skridt væk fra døren.

”Jeg vil gerne ind til byen,” sagde han inden han kørte en hånd igennem håre.. Jeg kiggede hurtigt væk fra ham og så de andre gjorde sig enige.

”Jamen så tager vi vel i byen,” lød det fra Niall, som smed dynen væk og hoppede ned fra sengen. En kold brise mødte mine nøgne arme, hvilket fik mig til at fare sammen. Arene. Hvordan kunne jeg være så dum at glemme dem? Jeg trak hurtigt dynen over mig igen, som om jeg frøs.

”Måske du skulle få noget tøj på,” lød det grinende fra Harry. En lettelse gik igennem mig da jeg var sikker på, at han intet havde set, men en anden stirren fik mit hjerte til at hoppe af sted, og da jeg langsomt drejede hovedet, så jeg Zayns hoved ligge på skrå, og hans før strålede øjne, strålede ikke længere. En kold fornemmelse gik igennem mig, og noget sagde mig, at han havde mistanke, og den tanke fik mig til at indse, at jeg skulle holde mig langt væk fra Zayn. Fandt han først ud af det, ja så ville han vide, at han stadig betød noget, for tro det eller ej, men der stod Zayn skrevet hen af min arm. Ikke så tydelig, men det stod der, og det var et ar jeg havde for altid, og jeg var flov – utrolig flov.

***

”Oh my god, de er One Direction!” skreg en pige højt. Og det var så 10 gang i dag, at en helt gruppe piger skreg og løb hen imod drengene, og det var så 10 gang jeg blev skubbet væk og måtte vente i alt for lang tid, men det var okay. Det gjorde mig glad, at se, hvor glad de blev. Det var dog lidt trættende i længden, men jeg havde min mobil, så tiden skulle jeg nok få til at gå.

”Er det ikke Valerie?” et par piger stod og kiggede hen på mig med et par grimme blikke. Det mindede mig om dengang med Zayn, hvor pigen hældt kogende kaffe ud over mig. Den oplevelse sad stadig i mig, og da de tre piger begyndte at gå hen imod mig, kunne jeg langsomt mærke panikken overtage.

Jeg kiggede ned i mobilen igen for at lade som om jeg ikke havde set dem, men da en af pigerne begyndte at knipse med fingrene foran mig, kiggede jeg op.

”Jo det er. Omg er hun ikke på stoffer og alt muligt?” spurgte en af pigerne, og snakkede hen over hovedet på mig.

Jeg ville have kommet med en flabet kommentar, men for en gangskyld vidste jeg, hvornår jeg skulle holde mund. Jeg kiggede hen mod drengene og så, hvordan de smilede og skrev autografer. Jeg skulle ikke ødelægge det, så derfor skulle jeg bare opføre mig venligt – selvom vi alle vidste, at det nogen gange ikke hjalp.

”Hvorfor er du sammen med drengene igen? Er dig og Zayn sammen?” Det ene spørgsmål efter det andet fløj ud, hvilket fik mig til at se forvirret på hende. Et par andre piger rundt omkring stod med mobiler, og jeg viste, at de var rettet mod mig.

Jeg ville have sagt jeg blev tvunget med, men jeg stoppede mig selv i tide. Fik jeg sagt det, så ville der starte alt for mange rygter – hvilket det ville i forvejen. Men der ville komme så meget had med at jeg bare skulle være glad for at møde dem og sådan noget.

”Nej, Zayn og jeg er ikke sammen.” Jeg sendte hende et kort smil, som ikke blev gengældt.

”Godt, for du fortjener ham ikke. Det ender sikkert bare med du brokker dig over dit liv, og prøver at begå selvmord igen.” Hendes øjne borede sig ind i mine, og det føltes som om jeg fik en lussing. Hendes ord ramte mig, men det gjorde det altid, når det omhandlede dengang.

Ingen udover Niall vidste præcis, hvad der var sket den dag. Det eneste folk vidste, var at Zayn og jeg ikke længere var sammen, og så kom alle rygterne om stoffer, og nu var det sådan folk så mig. Og det sårede mig.

”Undskyld mig,” jeg rejste mig hurtigt op og gik hen imod Niall. Jeg ignorerede deres kommentar. Jeg vidste det ville blive slemt, hvis jeg ikke kom væk, og om de så ville hade mig for at tage Niall med, ja det var så mit problem.

”Niall,” råbte jeg igennem pigerne, som skreg og maste frem. Jeg kunne ikke rigtig tage mig af det, så jeg maste mig bare videre og ignorerede et par grimme kommentar.

”Niall!” skreg jeg højt igen, hvilket fik ham til at kigge forvirret rundt. Louis stod ved siden af ham og så mig. Han rakte hurtigt hånden frem mod mig og så uroligt på mig. Jeg lignede sikkert et lig, men jeg havde det virkelig også skidt lige nu. Hendes ord havde virkelig ramt mig, og det var som om sandheden om mig selv kom frem igen. Det ville være i dette tilfælde jeg havde fundet stofferne frem, men jeg måtte virkelig vise Niall, at jeg godt kunne det her, selvom det gjorde ondt. Smerten var næsten så stor, at jeg havde lyst til at kaste op – faktisk skulle jeg kaste op.

”Hvad sker der?” Niall lagde hurtigt hånden på min arm. Jeg havde det forfærdeligt, og alle de piger gjorde det ikke ligefrem bedre.

”Vi skal videre,” råbte Louis over til de andre drenge, som prøvede at klemme sig igennem pigerne, som blev ved med at skrige. Niall gav mig et puf i ryggen så jeg snurrede rundt. Jeg var nær stødt ind i en af pigerne fra før, og hendes øjne borede sig vredt ind i mine. Hendes mund åbnede sig, men lyden der kom ud, kunne jeg ikke høre. Det var som om alle lyde omkring mig blev dæmpet mens kvalmen steg.

Jeg droppede at følges med Niall som var omringet af piger, så i stedet satte jeg farten op og gik væk fra pigerne. Det hele svimlede for mig, og jeg kunne langsomt mærke min mave gøre sig klar til at få alt op. Jeg havde det forfærdeligt!

Pludselig var det som om alle lydende kom igen. Jeg fik et stort chok da et par utrolige høje pigeskrig lød, og før jeg kunne se mig omkring, tog en hånd fat om min arm og hev mig med. Mine øjne flakkede rundt, så jeg anede slet ikke hvem eller hvor vi var på vej hen. Jeg fulgte bare med, jeg skulle væk, væk fra alle de mennesker. Jeg havde lyst til at græde og skrige, for at få denne følelse væk. Jeg havde brug for stofferne, men jeg havde ikke taget nogen med.

Min krop begyndte langsomt at ryste. Jeg havde brug for det lort!

”Stop,” sagde jeg forpustet, men personen gik videre. Vi kom ind i en slags gyde og stillede os. Min krop reagerede værre end før. Den rystede, og en masse kolde stød blev sendt rundt + det svimlede for mig og min mave var i oprør.

”Valerie?” stemmen lød utrolig, men jeg kunne nemt genkende den. Jeg havde håbet på Niall. Ingen andre skulle se mig sådan, men ikke engang selvom Zayn stod med en hånd på min ryg, havde jeg lyst til at svare igen. Jeg kunne ikke, for før jeg vidste af det, bøjede jeg mig forover og kastede op. Det hele kom op, og tårerne kom ud.

Zayn samlede hurtigt mit hår og fjernede det fra mit ansigt. Det hele var som et Deja Vu, og da Zayn mumlede ind i mobilen, skød tårerne frem igen. Ikke nok med pigens ord, ja så skete der det samme, som der skete dengang. Jeg burde ikke tænke tilbage på det, men det hele spillede sig som et diasshow i mit hoved. Jeg hadede denne følelse! Det var den jeg plejede at tage stoffer for at komme fra, men ingenting hjalp nu, for jeg havde ingen stoffer – og Niall var her ikke! Han lovede at være her. Han lovede at hjælpe, og jeg havde brug for hans hjælp, for hele min krop rystede og tårerne gled ned af mine kinder. Aldrig havde jeg haft denne reaktion før, men jeg havde heller aldrig haft brug for stofferne så groft.

--------------------------------------------------

Jeg undskylder for stavefejl - det er ikke rettet igennem.

- Så, hvad tror I der sker? Tror i Valerie taget stoffer igen når hun kommer hjem? Og hvorfor tror I, at Zayn var personen der trak hende væk? Og tror I der bliver noget mellem Niall og Valerie? 

- Det ville betyde utrolig meget, hvis I gad at like :D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...