2 different worlds. {1D} 2.

At blive droppet af sin kæreste var præcis, hvad Valerie blev, da hun vågnede op på hospitalet, efter en overdosis af piller. Valerie lever stadig det luksiriøse liv og får penge som andre børn får mad. Men pengene bliver misbrugt, mens Valerie gør alt for at glemme sine tidligere venner, og sin kæreste, som var det eneste der betød noget for hende. I det sorte hul, hvor Valerie lever lige nu, er der ikke lys for enden. For ikke nok med at miste sine eneste venner og sin kæreste, skal Valerie også kæmpe mod sin far, som var grunden til det hele skete. Men vil de andre drengene virkelig lade hende smutte ud af deres liv så hurtigt? Og vil de se på, mens Valerie ender i det ene blad efter det andet, med stoffer i hånden? Og hvad med Zayn? Vil han holde sit løfte om at blive væk fra Valerie? Eller fucker alt bare endnu mere op?

1075Likes
724Kommentarer
86900Visninger
AA

5. I disappoint you again, but when, I don't know.

 

Niall havde åbenbart fået kørekort, og derfor sad jeg nu ved siden af ham på forsædet, med hovedet op af vinduet, mens jeg kiggede på dråberne, som ramte jorden. Det var ved at blive brændt helt af nu, hvilket betød, at mit humør faldt, da det langsomt gik op for mig, at jeg rent faktisk sad her med Niall, som helt klart vidste, at der var sket noget med mig. Men hvem vidste ikke det? Det stod overalt.

Men jeg skreg. Måden jeg reagerede på, var totalt latterlig, og allerede dér afslørede jeg mig selv. Niall kendte mig, eller det gjorde han slet ikke – ikke længere, men han vidste, at der var noget. Jeg kunne se det på den måde han hele tiden kiggede på mig på, med et uroligt blik. Og ikke nok med det, prøvede han også at fange mine øjne hele tiden. Men jeg kunne ikke.

”Så, hvordan går det?” hans stemme lød nærmest bange for at spørge, men måden han greb ud efter mit lår på, beviste, at han ville have svar.

Hans berøring var så blid, at det satte en masse signaler rundt i min krop. Blandt andet fik det tårerne til at presse på. Sådan nogle berøringer havde været sjældent de sidste tre måneder. De blide omsorgsfulde berøringer, og hans øjne, var næsten for meget for mig.

”Fint,” løj jeg, hvilket vi begge to vidste. Men hvorfor spurgte han, når han udelukkende vidste, at det gik af lort til? Håbede hen, at jeg ville kæfte op om mig og Zayn? Han havde været mere sammen med Zayn end jeg havde, for slet ikke at tale om, at jeg slet ikke havde set ham, fordi han holdt sig væk – fordi han lovede det. Men han burde vide det. Medmindre Zayn allerede var videre, hvilket han helt klart udgav sig at være. Og det gjorde ondt, især nu, når alle tankerne kom til mig.

Niall drejede ind på en grusvej, og først nu gik det op for mig, at vi slet ikke var tæt på en by, men in the middle of nowhere.

Han slukkede bilen og drejede sig med fronten mod mig. ”Jeg her savnet dig,” sagde han roligt, inden han tog selen af og åbnede døren. Jeg kiggede ned på mine hænder, og endte selv med at stige ud af bilen. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle reagere, eller hvad jeg skulle gøre. Jeg anede ikke engang, hvad jeg skulle her.

”Jeg vil gerne hjem Niall.” mumlede jeg, mens han hev min kuffert frem.

”Det vil du sikkert gerne, men det kommer ud ikke til, før om en uge.” Et smil bredte sig over hans ansigt, inden han gik hen ved siden af mig. ”Vil du blive her og blive syg, eller med ind?”

Jeg sukkede kort og kiggede væk. Jeg ville slet ikke med derind. Jeg kunne ikke gå derind sammen med ham. Det ville virke forkert, og han ville tro, at jeg ville ham, og det skulle han bestemt ikke.

”Valerie, hold nu op.” Sagde Niall og hev sin hætte op over ansigtet. ”Jeg har ikke bedt om at være her Niall. Og hvem er her ellers?” min stemme var pludselig hård, og nu vidste jeg med sikkerhed, at jeg var blevet mig selv igen, og det var bestemt ikke godt, for mit humør var virkelig dårligt. Jeg kunne slet ikke forstå, hvad jeg lavede her. Jeg ville gerne væk.

”Bare Louis, Liam og Harry” sagde han roligt og gik nogle skridt hen mod huset. ”Kom nu Valerie.” Han stemme lød bedende, men jeg rystede bestemt på hovedet. Om jeg så skulle blive herude, så blev det det, som jeg gjorde. Jeg var et sted i Sverige, med nogle drenge, som jeg ikke ønskede at se længere. Jeg prøvede at komme videre med mit liv, og så kommer de og smadrer det. Og hvorfor lod min far mig overhovedet tage med? Han brød sig ikke om det, og det ville jeg ønske, at jeg heller ikke gjorde.

Jeg gik med få skridt hen til trapperne og ignorerede Nialls suk, da jeg satte mig ned. Jeg kunne altid få en til at hente mig, men først når Niall var smuttet. Jeg kunne ikke blive her. De skulle ikke bekymre sig om deres latterlige veninde, som blev dumpet af sin kæreste, og endte på stoffer. Det var ydmygende, og det måtte de snart fatte, at jeg synes. Om jeg så skulle opføre mig som en bitch overfor dem, for at få dem væk, så var det, som jeg måtte gøre.

Døren lukkede og endelig var jeg alene. Jeg måtte få styr på mine tanker, selvom det første jeg gjorde, var at hive min mobil frem. De kunne ikke for alvor tro, at jeg blev her, vel?

Jeg gik ind i beskeder, og skrev til Jessica, at jeg var fanget i Sverige, og at jeg måtte hjem. Jeg vidste hun ville forstå. Hun var den eneste som forstod, hvordan jeg havde det med drengene. Hun var den eneste som KUNNE forstå.

Hun ringede kort efter og lød helt forvirret, så jeg måtte kort forklare, at jeg var i Sverige pga. min idiotiske far.

”Kan du ikke komme hjem? De kan da ikke bare tage dig med!” sagde hun højt ind i mobilen. Jeg lukkede øjnene i. ”Bare få mig væk herfra Jessica,” mumlede jeg, men inden jeg hørte hendes svar, blev min mobil hevet ud af hånden på mig.

”Den får du vidst ikke brug for længere,” lød en bekendt stemme. Jeg rakte hurtigt ud efter min mobil, men i stedet for at få fat i den, greb han om min arm, og trak mig hen til sig, så jeg stod lige foran ham.

Hans blå øjne borede sig ind i mine, og før jeg kunne nå at få mine øjne væk, sukkede han lavt. ”Så det er altså sandt?” han strammede grebet om min hånd, hvilket gav mig en større grund til at græde. Ikke fordi han holdt om min hånd, men fordi han så mig i øjnene. Fordi jeg havde savnet ham så meget, og fordi hans øjne så skuffet ud.

Louis Tomlinson, som altid var så glad og hyper, var nu skuffet og kiggede med såret øjne på mig. Sidst jeg havde set de øjne hos ham, var da jeg lå henover toilettet og var ved at forsvinde fra alt, og det gav virkelig dårlige minder.

Jeg trak hårdt min arm til mig, så jeg vaklede et par skridt tilbage. Regnen havde gennemblødt mig fuldstændig, men det var det mindste problem lige nu. Louis havde lige fået adgang til det, som jeg lovede mig selv, ikke at give dem adgang til. Jeg havde forfanden ikke været her i mere end et kvarter, og så var det allerede sket?

Det var ikke første gang at jeg havde været så svag i deres selskab. Det var sket så tit. Fx de filmaftner vi havde, hvor de tvang mig til at blive. Jeg blev, fordi jeg var så svag, og det var jeg stadig, hvis ikke svagere, eftersom jeg havde savnet dem.

Men det hele kørte i en ond cirkel. Jeg kunne ikke være sammen med dem, for deres sidste medlem havde knust mit hjerte og taget de eneste store stykker med – så ingenting fungerede ordentlig. Ikke engang min fornuft.

Jeg drejede mig rundt og gik ned mod vejen, selvom der nok ikke kom nogen bilister kørende på dette tidspunkt, og da slet ikke pga. det lorte vejr.

”Valerie,” Louis’ stemme lød lige bag mig, men jeg ignorerede det. Hans kommentar havde såret mig, og alligevel gjort mig glad. Jeg var glad for, at han ikke troede på alt der stod i sladderbladene, selvom det var den rene sandhed. Jeg var slet ikke den samme glade Valerie længere, som gjorde alt for at finde ejermanden af en telefon, eller smilede til folk på vej i skole, eller andre ting. Jeg var helt helt anderledes.

Jeg rystede afvisende på hovedet, så vandet fra mit hår fløj rundt i alle retninger. Efter et kvarter havde jeg allerede dummet mig, hvad mon jeg ikke kunne finde på, på 7 dage?

”Valerie, kom nu med ind.” Louis greb igen fat om mit håndled, og ventede ikke på svar, før han hev mig med hen mod huset.

”Louis, slip mig.” sagde jeg irriteret og kiggede fremad, hvor de andre drenge stod og kiggede. Synet af dem, fik mig til at klappe i og gav mig endnu en trang til at græde. Deres forvirret, savnede og bekymrende blikke lagde sig over mig, som et skjold, så Louis havde fri adgang til hele min krop, hvilket betød, at han fik skubbet mig frem mod dem hurtigere end lysetshastighed. Eller det føltes hvert fald sådan.

”Du skal have noget tørt tøj på,” kom det fra Liam. Hans stemme lød som den plejede – bekymrende og beskyttende, og hvis jeg ikke kom væk, så ville jeg snart bryde sammen. Jeg ville ikke engang benægte, hvor meget jeg havde savnet dem. Det ville være spild af tid.

Jeg blev skubbet ind på at værelse af Louis, hvorefter han lukkede døren og bad mig komme ud, når jeg havde skiftet tøj.

Jeg gik rystende hen imod min kuffert og fandt noget rent tøj frem, men jeg kom ikke ret langt, før jeg faldt ned på sengen og måtte bide mig i dynen, for ikke at græde. Mine følelser var virkelig splittet. Jeg følte ikke jeg hørte til her, men på den anden side, var jeg glad, for at de var hos mig. Men jeg ville ikke lade dem se den nye Valerie, og på den anden side ville jeg elske, hvis de opdagede, hvordan hun var, fordi jeg var træt af, at være så alene. Det hele kørte i en lang snor. Jeg kunne ikke blive enig med mig selv om, hvordan jeg skulle reagere, og mens jeg lå og holdt tårerne inde, gled mine øjne langsomt i.

Dagen havde været så underlig, og mine følelser var fuldstændig splittet. Og hvis jeg blev syg nu, var det bare synd. Jeg var ligeglad. Jeg var ligeglad med det hele, og alligevel ikke.

***

Nialls synsvinkel:

Ingen af os vidste, hvad vi skulle sige. Vi vidste alle, hvad vi var gået ind til, da hendes far havde kontaktet mig. Vi havde set alle forsiderne af Valerie, og det gjorde ondt på os alle at se. Og det var vel derfor hendes far havde kontaktet os. Jeg brød mig ikke om ham. Det var på en måde hans skyld, at hun var sådan. Det var hans skyld, at Zayn slog op med hende, selvom det lød forvirrende. Han forbød hende af se os, og derfor begik hun næsten selvmord, hvilket fik Zayn til at slå op med hende.

Han var blevet så såret, og de første par dage, så vi slet ikke noget til ham. Han var i det mindste begyndt at komme ovenpå igen, men det tog en drejning, da vi fortalte ham, at vi skulle ’passe’ Valerie i en uge. Hendes far troede kun det var mig, da han under ingen omstændigheder ville lade de andre være her, men hvad han ikke vidste, havde han ikke ondt af. Og jeg vidste, at Valerie havde brug for os alle.

Jeg havde set hendes ulykkelige jeg, og det var ikke den Valerie jeg kendte. Jeg vidste hun var derinde et sted, og vi skulle nok få hende frem igen.

”Hvor lang tid kan det tage?” spurgte Harry uroligt. Vi havde alle savnet hende, og vi turde næsten ikke, at lade hende være alene. Vi vidste ikke, hvordan hun var længere, og vi vidste ikke, hvad hun kunne finde på.

Jeg rejste mig op. ”Jeg tjekker lige til hende,” mumlede jeg inden jeg forsvandt. Der havde været en trykket stemning lige siden hun kom, og hvis den fortsatte, så var det svært at få Valerie blødt op, så den skulle væk med det samme.

”Valerie?” Jeg bankede forsigtig på døren, og blev hurtigt urolig, da hun ikke svarede.

”Valerie, er det i orden jeg kommer ind?” jeg bankede endnu engang på, men der var intet svar. En klude dannede sig i maven. Alle vidste, at hun var helt knust over det med Zayn, og at være knust kunne få en til de dummeste ting.

Jeg tog desperat fat i håndtaget og nærmest fløj ind i rummet, da mine tanker tog over. Et lettet suk fløj dog ud af mine læber, da jeg så hende ligge i sengen med hovedet begravet i dynen. Jeg vidste hun sov. Jeg kunne høre det på hendes vejrtrækninger.

Et lettet smil gled over mine læber. Valerie ville ikke begå den dumme fejl igen. Så meget kendte jeg hende stadigvæk.

Jeg lod mit blik glide ned af hende, og så hun stadig havde sit våde tøj på. Jeg bed mig forsigtigt i læben, da jeg ikke vidste, om jeg skulle klæde hende af, så hun ikke blev syg. Det var nok det bedste, men det ville være en dårlig start, hvis hun blev sur over det. Men på den anden side, ville det jo ikke være sjovt, at være syg.

Jeg gik med forsigtige skridt hen til hende, og fik vendt hende om. Det lignede hun sov ret tungt, så jeg gav mig forsigtigt til at fjerne hendes jakke, og derefter hende trøje. Selv hendes BH var gennemblødt, men den ville jeg ikke fjerne. Så vidste jeg, at hun ville blive sur.

Jeg smed tøjet på gulvet, og fik øje på hendes mave, eller nærmere hendes hofte. Et par utydelige ar, var gemt under hendes bukser, som jeg forsigtig trak af hende. Hendes ar forklarede tydeligt, hvad hun havde haft gang i. Og spørgsmålet: Havde Zayn virkelig såret hende så dybt? Poppede frem i mine tanker. Men selvfølgelig havde han det. Det var nok hendes mest følsomme tidspunkt han valgte at forlade hende på. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle sige til det. Valerie havde brug for ham der, men alligevel vælger han at skride.

Jeg vidste det også tog hårdt på Zayn, men jeg måtte erkende, at han ikke havde tænkt det ordentlig igennem. Han var såret og savnede Valerie, men det var helt hans egen skyld. Men at han var såret over hendes forsøg på selvmord, ja det var forståeligt.

Jeg kiggede på en trøje Valerie havde lagt frem, og tog den så forsigtig i hånden, for at trække den over hende. Jeg kyssede hende kort på panden, inden jeg trak dynen over hende, og lukkede døren efter mig.

”Hva så?” Spurgte Harry hurtigt op, og hoppede op på køkkenbordet, da jeg kom derud.

”Hun sover.” sagde jeg og satte mig på stolene. Drengene stod og kiggede på mig, som om de ventede på, at jeg skulle sige et eller andet.

”Vi bliver nød til at løfte den akavet stemning der er, hvis Valerie nogensinde skal føle sig velkommende.”

”Hun er velkommen” sagde Louis hurtigt.

Jeg nikkede. Hun var altid velkommen. Altid.

”Ehm, boys?” Liam stod med hovedet ned i sin mobil. Rynken i panden, tydede på, at der var noget galt.

”Hvad?” sagde vi i munden på hinanden og rejste os. Liam plejede aldrig at være den der lod ting ’gå ham på’ så at han gjorde det nu, var bekymrende.

Han kiggede langsomt op fra mobilen og rundt på os alle sammen.

”Zayn kommer i morgen”

***

Valeries synsvinkel:

Jeg vågnede til duften af mad, hvilket fik min mave til at sige underlige lyde.

Jeg kiggede rundt, og huskede hurtigt, hvor jeg var. Den følelse jeg havde haft lige inden jeg faldt i søvn, kom frem igen. Jeg rejste mig forsigtigt, og kunne mærke en brise på mine ben. Jeg slog hurtigt dynen væk, og kiggede ned af min halvnøgne krop, hvilket fik mig til at dække mig til igen, selvom der ikke var nogen.

Jeg kiggede rundt efter de bukser jeg havde lagt på sengen. Jeg rakte hurtigt ud efter dem og trak dem på. Vejret var stadig dårligt, men det regnede heldigvis ikke længere.

Jeg kiggede mig i spejlet og greb ud efter min makeup for at dække poserne under øjnene. Tænk jeg så så forfærdelig ud. Så meget i søvnunderskud var jeg da ikke?

Et par høje grin lød ude fra, hvilket fik mig til at stivne. De var her alle fire, og trangen til at gå ud og smide mig i favnen på dem, var der virkelig. Men i stedet tog jeg fat i håndtaget, og gik langsomt ned mod lydene.

Mit hjerte pumpede hårdt i brystet for hvert skridt jeg tog. Men hvis jeg skulle være her i 7 dage, skulle jeg have noget mad. Jeg havde tabt mig forfærdelig meget de første to måneder uden Zayn, og det var grimt, så jeg skulle have det på igen. Måske virkede jeg ligeglad med en del, men mit udseende var stadig vigtig. Hvert fald inderst inde.

Jeg åbnede forsigtigt døren ind til køkkenet og kiggede rundt på drengene, som løb rundt og kastede med en klud.

Et smil bredte sig om mine læber, men forsvandt hurtigt igen da Liam kiggede hen på mig.

”Hej Valerie,” sagde han glad, hvilket kom bag på mig. Da jeg kom, havde de alle set så bebrejdende på mig, og stemningen havde været fuldstændig akavet. Var jeg gået glip af noget?

”Oh Valerie,” sagde Louis glad, og skuffelsen fra før, var helt væk.

”Er du med på filmaften?” Lød det fra Harry, som rettede på sit hår.

Filmaften.

Vi havde altid filmaften før i tiden.

Jeg bed mig i læben. Før i tiden. Jeg savnede ’før i tiden’ så forfærdelig meget. Hvis det hele bare kunne være som dengang, så ville mit liv stadig have været perfekt. Jeg ville for altid fortryde, at min far fandt ud af jeg løj for ham. Men hadede ham. Han ødelagde mit liv. Jeg var ikke den der lagde skylden hos andre, men han forbød mig at se mine eneste venner, fordi de var kendte, og ikke var ’godt for hans ry’. Alt handlede om hans ry, og det havde ødelagt mit forhold til ham, og mit forhold til Zayn. Jeg ville for altid fortryde, at jeg havde voldt ham den smerte som jeg havde, men alligevel, følte jeg, at han havde godt af den, eftersom han gav mig dobbelt så meget.

”Vi kan også spille kort, hvis det er?” Lød det fra Niall, som var kommet hen til mig. Et smil bredte sig indeni. Jeg havde savnet ham ufattelig meget, og lysten til at slå armene om ham, og fortælle ham det, var der virkelig. Men jeg kunne ikke, for jeg vidste, at jeg på et eller andet tidspunkt ville skuffe dem igen.

Hvis jeg så den film med dem, ja så var det hyggeligt og som i gamle dage, men jeg var ikke den gamle Valerie, for jeg var blevet afhængig af nogle, som ødelagde mig inde fra. Noget som afholdt mig fra at blive den Valerie igen, og det gjorde ondt at tænke sådan. Jeg kunne selvfølgelig droppe stofferne, men så let var det ikke, for det var plasteret på mit sår. Zayns kærlighed have været mine ’drugs’ før i tiden, men den havde jeg ikke længere. Desværre.

”Film aften lyder fin,” fik jeg frem og sendte dem et kort smil, som fik falske forhåbninger frem i dem. Min far havde sendt mig med dem pga. en grund jeg ikke engang vidste endnu. Men den grund var vigtig, for ellers ville han ikke sætte sit ry på spil – og da slet ikke for mig. Jeg var kun hans datter, ikke andet. Det var nærmest en pligt at være det, og jeg hadede det.

Nu var spørgsmålet bare, hvornår jeg ville dumme mig og få brug for de stoffer igen. Og spørgsmålet var, hvor langt drengene ville gå for at holde mig ud. Faktisk, var der mange spørgsmål, og jeg vidste, at de kom en efter en, og de blev alle prøvet af – på hver deres måder. Det drengene havde sat sig frem til, ville nok blive fortrudt en del gange. 

------------------------------------------------

Synes ikke I skulle vente længere, da jeg ikke har tid i weekenden. Klokken er mange, så hvis der er stavefejl, så undskylder jeg! :-D  

Hvad synes I om Valerie? Er hun lidt af som I kender hende? Eller er hun stadig anderledes?

- I må meget gerne like, hvis I kan lide den. xx 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...