2 different worlds. {1D} 2.

At blive droppet af sin kæreste var præcis, hvad Valerie blev, da hun vågnede op på hospitalet, efter en overdosis af piller. Valerie lever stadig det luksiriøse liv og får penge som andre børn får mad. Men pengene bliver misbrugt, mens Valerie gør alt for at glemme sine tidligere venner, og sin kæreste, som var det eneste der betød noget for hende. I det sorte hul, hvor Valerie lever lige nu, er der ikke lys for enden. For ikke nok med at miste sine eneste venner og sin kæreste, skal Valerie også kæmpe mod sin far, som var grunden til det hele skete. Men vil de andre drengene virkelig lade hende smutte ud af deres liv så hurtigt? Og vil de se på, mens Valerie ender i det ene blad efter det andet, med stoffer i hånden? Og hvad med Zayn? Vil han holde sit løfte om at blive væk fra Valerie? Eller fucker alt bare endnu mere op?

1075Likes
723Kommentarer
86968Visninger
AA

6. Confused, hurt and angry.

Vi startede ud med en disney film pga. Liam. Han var præcis som han altid havde været, og det var de andre også. Men hvad havde jeg regnet med? De var de fire fantastiske drenge, som i første omgang, havde reddet mit liv. De fik mig op på benene, og selvom den eneste som havde ændret sig her, var mig, var de som de plejede, og tog sig af mig. Jeg elskede dem, og det var jeg ikke bange for at indrømme. Hvert fald ikke overfor mig selv.

”Vi tvinger dig med til den næste koncert,” lød det fra en grinende Louis, som lige havde fortalt om en del koncerter de havde været til, hvor der var sket alt muligt. Det var endda lykkedes dem at få et smil frem på mine læber. Ikke at det var noget stort, for jeg kunne da stadig godt smile og grine og sådan, men det var sjældent det var ægte. Og det var det her, og følelsen var så ukendt, at den skræmte mig. Det var længe siden, at mit humør var sådan her, og jeg vidste, at det ikke ville holde, for der var for mange spørgsmål i mit hoved, som havde brug for at komme ud.

”Valerie?” Niall puffede til mig, hvilket fik mig til at kigge hen på ham. Han sendte mig et halv bekymret blik, inden han sendte mig et smil og gjorde tegn til, at jeg skulle vælge hvilken film vi skulle se.

Jeg kiggede hen på Louis, som sad med de forskellige, og uden at vide, hvilken film det var, pegede jeg bare på en.

”Er du sikker? Du er da ikke til gyserfilm?” Lød det underligt fra Harry. Havde jeg valgt en gyserfilm? Et lille smil gled over mine læber. ”Der er sket meget på de tre måneder Harry.” Det var ikke løgn, men jeg kunne stadig ikke lide gyserfilm, så jeg vidste faktisk ikke, hvor det kom fra.

”Det ved vi,” lød det stille fra Niall, hvilket fik Liam til at sende ham et hårdt blik. Jeg så det hele. Jeg kunne følge med i det hele. Jeg var ikke dum. Men Niall havde ret, og han havde ret til at være ked af det. Vi havde været så tætte, og alligevel valgte jeg at prøve selvmord lige for øjnene af ham. Og oven i det, havde jeg ændret mig så meget på tre måneder. Men hvem kunne blive ved med at være den samme efter et selvmordsforsøg, og en kæreste der droppede en? Jeg ville hvert fald give min fulde respekt til den person, som kunne det.

”Jamen, så lad os se den” sagde Louis og rejste sig, som om ingenting var sket. Præcis som den gamle Louis ville have gjort – altid prøve på at gøre tingene bedre. Den eneste der havde ændret sig, det var mig.

***

”Godnat,” sagde jeg og sendte dem alle et smil, inden jeg langsomt gik ned mod mit værelse. Det var længe siden, at jeg havde været oppe på denne tid af natten, uden at være skæv eller fuld, og derfor var mit humør så underligt lige nu. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle forstå ting lige nu. Det hele føltes som en drøm – en der var ved at udvikle sig til et mareridt.

”Valerie?” Jeg var lige kommet ind på mit værelse, da Niall kom flyvende ind. Jeg havde slet ikke hørt ham.

Jeg drejede rundt, og så lige ind i hans blå øjne. Er skævt smil gled over hans ansigt, inden han lænede sig op af døren.

”Er du okay?” hans stemme lød forsigtig, som om jeg var virkelig skrøbelig. Og måske var jeg også det? Det føltes hvert fald sådan. Og det var præcis derfor, at jeg altid på denne tid, enten var fuld eller skæv, fordi jeg hadede denne følelse. Jeg følte mig tom.

”Ja,” fløj det ud af min mund, selvom det var en stor løgn. Jeg var langt fra okay, men før jeg overhovedet kunne sige noget til dem, blev jeg nødt til at forstå, at jeg rent faktisk var her – sammen med dem. Det var som om, at jeg gik rundt og ventede på det øjeblik, hvor jeg vågnede og opdagede, at jeg stadig var alene, og at alt sammen havde været noget jeg bare havde håbet på ville ske. For lad mig indrømme det – jeg hadede at være alene. Og ikke engang Jessica kunne få den følelse til at forsvinde.

”Du virkede ellers slet ikke til stede under filmene. Er der noget du vil snakke om?” Han var stadig Niall. Han kunne se lige igennem mig. Og jeg havde spørgsmål. Jeg havde flere hundrede spørgsmål, men det var som om mine tanker lukkede af og sagde, at Niall ikke havde brug for at høre det. Han skulle ikke blande sig, for kom han for tæt på mig, ville han opdage en side af mig, som han ikke brød sig om. Så jeg skulle passe på og observere – hele tiden. En skuffelse var det sidste jeg havde lyst til at være, i deres øjne.

”Hvorfor er jeg overhovedet her?” Det spørgsmål havde kørt rundt i mine tanker hele dagen. Hvorfor lod min far mig tage herhen? Med dem?

Mit spørgsmål kom bag på Niall, og hans øjne blev en smule mørkere, som om jeg havde såret ham, ved at spørge.

Han gik endnu et skridt ind på mit værelse, og lukkede døren efter sig, inden han langsomt gik hen og satte sig på sengen. Jeg fulgte ham med øjnene og en trang til at overfalde ham med kram og søde ord om, hvor meget jeg havde savnet ham, steg i mig. Men sådan var jeg ikke. Ikke lige nu.

”Din far er bekymret for dig,” mumlede han stille, som om det gjorde ondt på ham, at sige.

Min far, bekymret for mig? Jeg fnøs. Han var ikke bekymret. Han var bange for, at jeg ødelagde hans ry. Ikke en skid andet. Men hvad havde det med Niall at gøre? Og drengene?

”Valerie,” Niall rejste sig op, og gik hen imod mig. Mit hjerte sprang et slag over. Han lød pludselig slet ikke glad længere. Var det så alvorligt?

”Vi savner dig. Din far kontaktede mig. Han er bange for, hvad der skal ske med dig, når du bliver 18. Han er bange for alt det du går og tager.”

Jeg kneb øjnene sammen. Selvfølgelig vidste de det. Selvfølgelig havde Louis set det i mine øjne og bekræftet det hele. Og ikke nok med det, havde min far fortalt dem om, hvordan det gik med mig, hvilket han ikke havde ret til!

Jeg tog en dyb indånding for ikke at flippe ud overfor Niall. Så jeg var her, sammen med dem nu, fordi min far havde bedt dem om det?

”Valerie, vi vil jo bare hjælpe dig.” Nialls to fingre løftede mit ansigt op, så mine øjne mødte hans. Det hele skete alt for hurtigt. Jeg var ikke klar til disse samtaler fuld af følelser og sandheder. Han kom for tæt på, og alt indeni mig var i oprør, Jeg vidste ikke, hvad jeg pludselig kunne finde på.

”Men hvorfor jer? Han hader jer,” min stemme var skrøbelig, men dog hård. Der var noget der ikke hang sammen. Han hadede jeg hang ud med dem, men alligevel var jeg sammen med dem nu? Jeg havde ikke bedt om noget af det her. Jeg havde ikke brug for hjælp.

”Han regner også kun med, at det er mig der er her.” Han kløede sig selv i håret og sendte mig et lille smil, som rent faktisk smittede af, men det forsvandt hurtigt igen. Mine følelser var så forvirrende.

På den ene side, var jeg røv sur over min far havde taget kontakten til dem, når jeg endelig var i gang med at komme over dem. Men på en anden side, havde jeg intet imod det, fordi jeg havde savnet dem. Dog følte jeg, at jeg kun var her, fordi min far havde bedt dem om det, men Niall havde jo sagt, at det var fordi de savnede mig. Det hele var så forvirrende. Jeg var bange for de kom for tæt på mig, og alligevel ønskede jeg bare at alt var som før.

Jeg gik et skridt væk fra Niall, og smed mig så i sengen. Måske skulle jeg bruge denne uge på, at vise dem, at jeg var den samme Valerie. Måske skulle jeg vise dem, at min far havde taget fejl, og måske skulle jeg rent faktisk, bare nyde at være væk fra alting. De var som et plaster over mit sår i hjertet – som stofferne tidligere havde været. Jeg skulle nyde denne uge, uden at komme for tæt på drengene. Det måtte være sådan jeg gjorde det – sådan skulle det være.

”Godnat Niall,” mumlede jeg og sendte ham et smil. Jeg ville ikke snakke om dette længere. Jeg måtte sætte mine egne følelser til side, og det startede med det ægte smil, som jeg sendte til Niall, inden jeg faldt i søvn.

  ***

Jeg blinkede et par gange med øjnene for at vænne mig til lyset, som skinnede mig lige i ansigtet. Det var ikke fordi, at der var sol, men mere fordi min lampe, som hang lige over mit ansigt, var blevet tændt.

”Valerie, du skal op.” Stemmen tilhørte helt klart Liam, og derfor kunne jeg godt ignorere den. For Liam var aldrig bestemt overfor mig, og det havde han aldrig været. Kun én gang, men det var ikke nødvendigt at bringe på banen nu. Mit humør skulle ikke ødelægges fra morgenstunden af. Det her var en ny begyndelse på en ny uge. Kun denne uge. Jeg skulle bære en facade i denne uge, men det var jeg efterhånden blevet god til, så det skulle nok lykkedes.

”Senere,” mumlede jeg, hvilket Liam fandt sjovt. Et smil gled over mit ansigt, da han grinte. ”Der er morgenmad. Det spiser du vel stadig?” Måden han sagde det på, var ikke nedladende eller noget, men mere sådan: Jeg-har-ikke-set-dig-i-lang-tid-er-alt-stadig-det-samme ment.

Jeg slog dynen ned over mit ansigt og kiggede på Liam, som lignede en der havde været i bad, og helt klart havde været oppe i mindst fem timer, for at se sådan ud.

”Nej, jeg lider af anoreksi,” sagde jeg en smule flabet, hvilket kom bag på Liam. Min facade sad allerede godt, nu skulle jeg bare holde den i en uge.

”Der er vidst noget til dig alligevel,” sagde han og blinkede, inden han åbnede døren helt op, og forsvandt. Et grin slap ud af mine læber, men jeg stoppede hurtigt mig selv, og rejste mig op. Nu han snakkede om mad, var jeg faktisk utrolig sulten.

Jeg fandt et par jeans som næsten var umulige at få over mine lår, fordi de sad så stramt, og derefter en strikbluse, som jeg havde taget med ved en fejl. Jeg gik aldrig i sådan noget tøj der længere. Det var noget jeg havde købt, da jeg elskede at købe tøj på udsalg. Nu var jeg blevet vild med kun at købe dyrt tøj – men sådan var Jessica, og det smittede af på mig.

Jeg kiggede mig i spejlet, og lod mit lyse hår glide ned over mine skulder. Jeg havde fået det farvet fra lysebrunt til blond, og selvom jeg elskede den blonde farve, savnede jeg nu lidt den anden hårfarve. Den ville have passet bedre til denne trøje. Men det var den gamle Valerie.

Et suk slap ud af mine læber, inden jeg begav mig ud i køkkenet, hvor de andre sikkert sad. Jeg kunne høre dem på afstand, hvilket igen fik mig til at smile. Mit humør var godt fra morgenstunden af, men hvorfor, anede jeg ikke. Men det var vel bare godt.

”OHH Valeriiiiiie!” råbte Louis da jeg kom ind i køkkenet – præcis, som han plejede. ”Godmorgen,” sagde jeg og kom til at kigge på Niall, som gabte, hvilket smittede af på mig.

”Har du sovet godt?” Lød det fra Louis, inden han skubbede et krus med kaffe hen til mig. Jeg kiggede rundt, og opdagede, at Harry manglede. Var han allerede blevet træt af sommerhus livet?

”Helt fint tak. Hvor er Harry?” Jeg nippede til min kaffe, og kiggede på drengene som vekslede blikke. En underlig klump dannede sig i min mave. Jeg kendte dem godt nok til at vide, at det blik der, umuligt kunne være godt.

”Han er nede at handle ind,” sagde Niall efter en lang stilhed. Handle ind? Harry? Jeg løftede det ene øjenbryn. Hvorfor løj han for mig? Niall ud af alle? Måske havde jeg taget fejl. Måske kende jeg dem ikke alligevel.

”Er der nogen af jer, som gider, at fortælle mig den rigtige grund, til at han er væk?”Jeg strammede grebet om mit varme krus, og kiggede skiftevis på drengene.

Louis sendte mig et lille smil, og hvis jeg ikke vidste, at der var noget, så ville jeg helt klart have troet det nu. Havde jeg gjort noget forkert?

Jeg sukkede irriteret, da deres blikke bare blev ved. Men jeg måtte holde mig rolig, selvom jeg havde lyst til at råbe for at finde ud af, hvad fanden de holdt skjult for mig.

”Valerie,” Liam åbnede munden, men blev overdøvet, af døren til huset gik op, og en grinende Harry kom ind. Og ikke nok med en grinende Harry, så var der en fremmede, men alligevel bekendt latter i blandt, og det fik det til at løbe mig koldt ned af ryggen.

Jeg kiggede langsomt rundt på de andre drenge, og denne gang kiggede ingen af dem på mig. Liam stod med et trist blik rettet mod jorden, mens Niall legede med sine fingre, og Louis med sine seler.

Et klump dannede sig i halsen på mig. Det kunne de ikke have gjort. Havde det været deres plan hele tiden? Det kunne jeg umuligt tro. Det kunne ikke være rigtigt. Det ville de ikke gøre imod mig – da slet ikke Niall.

”Niall?” Min stemme var virkelig lav, hvilket fik ham til at kigge bekymret på mig. Min facade forsvandt fuldstændig, og da hans øjne mødte mine, røg jeg op med et sæt.

Det havde de bare ikke gjort!

Noget næsten brændende varmt gled ned over min hånd, og fik mig til at gispe, så jeg tabte glasset jeg stod med i hånden. Det gav et ordentlig brag og trak alles opmærksomhed hen imod mig. Deres blikke var fyldt med bekymring, men det kunne alt sammen rende mig.

”Hvad er det for en larm?” Harry kom nærmest flyvende ind i køkkenet med helt vådt hår. Hans blik fløj rundt, indtil det lagde sig på mig. Det grønne i hans øjne, blev mørkere.

”Ehm, Valerie,” fik Louis fremstammet, som om han ville fortælle mig det nu. Men det var ligegyldigt, for jeg var ikke dum. Lige meget hvor mange stoffer jeg havde taget, så var jeg ikke dum, og da en velkendt skikkelse trådte ind i rummet, stoppede mine vejrtrækninger, så mit hjerte pumpede ekstra hårdt i brystet på mig. Min krop blev fuldstændig tømt for følelser i det øjeblik, hvor mine øjne fangede hans. Hele min krop stoppede, og jeg var ikke længere i stand til at bevæge mig, tænke eller sige noget. Alt stoppede, og alt forlod min krop.

Hvad lavede han her? 

------------------------------------------

For lige at starte ud, så er jeg virkelig ked af, at kapitlerne er ret kedelige lige nu. Jeg har selv rigtig svært ved at beskrive Valerie, fordi I skal have et indtryg af, at hun slet ikke er sig selv, men at hun alligevel er sig selv. Jeg har lidt svært ved at sætte mig ind i historien, fordi den lige skal I gang. Så jeg håber I kan bære over med det! Jeg gør mit bedste.

Og forresten, tusind tak fordi I læser. Det betyder meget! xx I må meget gerne like, hvis I på trods af mine dårlige kapitler, kan lide den! xx

Hvordan tror I, at Valerie vil reagere nu? I kan vel alle godt gætte, hvem personen er. q-: Og hvordan tror I han vil reagere? Han vidste jo udmærket, af Valerie var der. xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...