Bring It On - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 aug. 2012
  • Opdateret: 1 sep. 2013
  • Status: Igang
Den 18 årige Louis Tomlinson har meldt sig til audition til musicalen Romeo og Julie. Det samme har den 16 årige Fame. De har begge valgt at gå til audition som hovedrollerne. Fame hader bandet One Direction. Hun synes at de er blevet irriterende populære og så kan hun bare ikke holde dem ud. Hun er lidt af et konkurrence menneske og da hun finder ud af at Louis stiller op som Romeo, vil hun gøre alt for at stå i vejen for ham og hovedrollen. Det udvikler sig hurtigt på en kamp uden grænser.

46Likes
73Kommentarer
6293Visninger
AA

8. Kapitel 7

 

Fame:

De små roller skal starte med at opvise, og så går det op derefter.

Der er mange gode, for eksempel den her fyr midt i tyverene, der stillede op som Hr. Capulet. Han havde en god og kraftig stemme, helt sikkert en der får en rolle.

Jeg får et chok da mit navn pludselig bliver råbt op.

Jeg skynder mig at smide kåben, og går op på scenen.

Brian sidder og hvisker med de to andre dommere.

De bedømmer allerede!

Jeg smiler stort.

”Hej mit navn er Fame Harrinson, og jeg er 16 år,” siger jeg højt og tydeligt.

”Okay Fame, og du stiller op som Julie, ikke?” spørger Brian.

”Ja,” svarer jeg.

”Så begynd du bare.”

Jeg nikker kort og tager en dyb indånding.

Jeg ligger mig ned på det nussede gulv.

Fedt! Nu min kjole bliver beskidt!

Jeg ligger mig ned på ryggen og lukker øjnene i ti sekunder som planlagt.

Jeg åbner langsomt øjnene og blinker overdrevent, som om jeg lige er vågnet.

Så sætter jeg mig langsomt op og ser ned på den tomme plads ved siden af mig.

”Romeo! Min Romeo! Du er tilbage!” udbryder jeg fornøjet, og forstiller mig at han ikke svarer eller reagere. ”Romeo? Min elskede! Svar mig!” råber jeg og rusker i den tomme luft.

Jeg er ikke længere på scenen til audition, jeg er en forvirret Julie der prøver at vække sin elskede, et sted langt fra dette rum. Tårerne begynder at strømme.

”Åh min Romeo! Hvad har jeg dog gjort?!”

Jeg lytter til hans hjerte, men der er ingen puls.

”Åh gud! Min Romeo er væk!” græder jeg og kigger mig forvirret og hulkende omkring.

”Hør her”! Det haster! Lykkelige dolk!” råber jeg og tager Romeos dolk. ”Her skal du ind!” jeg stikker dolken ind i mig selv. ”Rust her og lad mig dø.”

Jeg forstiller mig hvordan mit liv forsvinder ud af mig sammen med mit bold.

Jeg falder ned over Romeo.

Sådan ligger jeg og stirrer tomt ud i luften et stykke tid.

De andre begynder at klappe og jeg rejser mig op fra det nussede gulv.

Dommerne sidder og skriver ivrigt på deres blokke, men jeg ignorer dem og smiler til mit ”publikum”.

Jeg nejer og ser så over på de tre dommere der nu sidder og hvisker.

Det her er bare så fedt!

Da folk holder op med at klappe siger jeg: ”Jeg har også taget en sang med.”

”Okay, lad os høre,” siger Brian.

Jeg synger det jeg har udvalgt og går så ned og sætter mig igen.

Fyren fra badeværelset står i døren og klapper.

Jeg rødmer og ser ned i gulvet.

”Undskyld jeg kommer for sent,” siger han og sætter sig ned.

”En pige hviner til højre for mig.

”Du er Louis fra One Direction!” hviner hun.

Louis fra One Direction?!

Mit hoved skyder op.

En fra One Direction har set mig i bh!

Mit hjerte synker og vreden blusser op.

Mit hoved er et virvar af tanker.

Jeg grubler videre indtil hans navn bliver råbt op.

Jeg rejser mig op og går ud.

Jeg står uden for døren, men kan stadig hører hans klare stemme.

Jeg vrisser irriteret og holder mig for ørene.

Først ser en fra One Direction mig i bh og nu skal jeg også til at høre på ham!

Jeg går ind i pigernes omklædningsrum og skifter til mit normale tøj.

Da jeg kommer ind i audition rummet igen, ser jeg til min lettelse at Louis ikke længere er på scenen.

 

Louis:

Jeg føler mig dum … virkelig dum!

Hvordan kunne jeg gå ind uden at være sikker på at det var der audditionen bliver afholdt!?

Jeg slår rytmisk bagsiden hovedet mod væggen.

Det var seriøst for dumt!

Dumt, dumt, dumt, dumt!

Vær gang jeg tænkte dum slog mit hoved ind mod væggen.

Jeg må gå der ind på et eller andet tidspunkt … bare ikke lige nu …

 

Pigen fra omklædningsrummet kommer tilbage og jeg undrer mig over at hun bare gik.

Hvorfor tror du din idiot?! Spørger jeg mig selv. Du så hende uden trøje på!

Jeg rødmer let ved tanken.

Jeg ser ned på den tomme plads ved siden af mig, det er den eneste plads der er tilbage, så hun bliver nødt til at sætte sig ved siden af mig.

Hun ser på pladsen, men bliver bare stående og gør ikke mine til at sætte sig ned.

I stedet hvisker hun noget til pigen der sidder yderst.

Pigen kigger over på mig og et håbefuldt glimt viser sig i hendes øjne.

Pigen rejser sig op og maser sig hen til pladsen ved siden af mig.

”Hej Louis fra One Direction! Jeg hedder Gina!” udbryder hun ivrigt og sætter sig ned ved siden af mig.

”Hej,” svarer jeg venligt og ser op på pigen der står på scenen.

Hun ser hade fuldt på Gina.

”Jeg tror ikke at hun er glad for at du tog hendes plads,” siger jeg og nikker hen mod hende oppe på scenen.

Gina trækker på skulderene.

”Mandy kunne bare være blevet siddende,” siger hun og læner sig tæt ind til mig.

”Okay,” mumler jeg og ser hen på pigen fra omklædningserummet.

Hun sidder Ginas tidligere plads.

”Hvad hedder hende der, der sidder på din plads?” spørger jeg uden at tænke over det.

”Hun hedder vist Fame eller sådan noget ...”

Hun tav og jeg betragter Fame.

Hun ser underligt tilfreds ud, men det tænker jeg ikke videre over men betagter i stedet hendes smukke krøllet hår og den måde hendes hvide kjole sidder perfekt på hendes slanke krop.

Hun er smuk … tænker jeg pludselig.

Jeg får en pludselig lyst til at slå mig selv, men lader vær.

Ja, hun er meget smuk! Og anderledes … helt anderledes …

”Hva´?”

”Hvad?” spørger jeg forvirret.

”Hvem håber du skal spille Julie?” spørger hun.

”Altså jeg nåede ikke at se så mange ...”

”Jeg håber det bliver mig,” afbryder hun.

”Okay, godt for dig,” mumler jeg og ser igen hen på Fame.

Hendes stemme lyder inde i mit hoved og jeg mærker en underlig ro fylde mig.

Pludselig ser hun op og hendes nøddebrune blik møder mit blå.

Hun slår blikket ned og jeg sukker.

Hvad er der galt med hende?

Jeg lægger armene over brystet og stirrer irriteret på scenen og venter på at jeg kan komme hjem.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...