Bring It On - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 aug. 2012
  • Opdateret: 1 sep. 2013
  • Status: Igang
Den 18 årige Louis Tomlinson har meldt sig til audition til musicalen Romeo og Julie. Det samme har den 16 årige Fame. De har begge valgt at gå til audition som hovedrollerne. Fame hader bandet One Direction. Hun synes at de er blevet irriterende populære og så kan hun bare ikke holde dem ud. Hun er lidt af et konkurrence menneske og da hun finder ud af at Louis stiller op som Romeo, vil hun gøre alt for at stå i vejen for ham og hovedrollen. Det udvikler sig hurtigt på en kamp uden grænser.

46Likes
73Kommentarer
6284Visninger
AA

25. Kapitel 23

Louis:

 

Klokken er ti og jeg er smadret.

Jeg fik ikke sovet særligt meget i nat, da tanken om Fame blev ved med at trænge på.

Der havde tydeligvis været noget galt, men hvad? Tanken havde gnavet i mig hele natten.

Fyren der havde holdt hende, havde virket sur, og ikke så lidt sindssyg.

“Okay alle sammen!” råber Brian og jeg ser op på ham. “Da vi i år har fået en masse gode skuespiller,” hans strålende øjne retter sig mod mig. “Og fremragende kunstnere ...” han holder en dramatisk pause. “Har vi valgt at lave denne forestilling kæmpe stor! Der vil være fester, plakater, alt hvad vi kan forstille os!”

Folk begynder at klappe og juble, men jeg deltager ikke i glæden. Det eneste jeg kan tænke på, er at Fame ikke er dukket op.

“Nu vil jeg gerne bede jer alle sammen om at tage tilbage til omklædningsrummene, og så mødes vi om et par timer! Øv jer på jeres replikker til Scene 1 Act 2!” 
En mumlen spreder sig da Brian forlader scenen, og snart har alle forladt den store sal. Alle undtagen mig, Brian og en af casterne.

”Jeg ved ikke hvor hun er blevet af!” udbryder Brian irriteret. Han er rød i hovedet, og vifter en masse med armene for at udtrykke hans irritation.

Der er ingen tvivl om at det er Fame han snakker om.

Bare der ikke er sket hende noget ...

 

 

Fame:

 

Vi stormer hen af gangen, og jeg braser ind i den store sal. Der er menneske tomt, og jeg sukker.

”Vi kom vist for sent,” siger jeg.

Camilla trækker på skulderne, og jeg følger hende hen mod mit omklædningsrum.
”Gå der ind, så kommer jeg om lidt,” siger jeg og viser hende ind i det dejlige grønne omklædningsrum.

”Hvor skal du hen?” spørger hun usikkert.

”Jeg finder bare lige ud af hvor vi skal mødes med de andre,” jeg smiler beroligende. ”Bare rolig, det skal nok gå!”

Jeg skynder mig ud på gangen, og går hen mod pigernes fælles omklædningsrum.

Man kan tydeligt høre at der er mennesker der inde, stemmerne er høje, som om de prøver at snakke over hinanden.

Jeg åbner døren, og der bliver straks stille inde i det lyserøde omklædningsrum.

Alles øjne er rettet mod mig, og jeg bider mig nervøst i læben.

”Hey!” siger jeg, for at bryde den trykkende stilhed. ”Hvornår er det vi skal mødes inde i salen igen?” spørger jeg.

Mini, der før havde stået bag en masse af de andre piger, stiller sig om foran dem alle.
”Nej men hej Fame!” udbryder hun munteret. Jeg behøver ikke at fortælle hvor falsk hendes munterhed lød? Vel? Hendes kolde blik bekræfter det. ”Så du havde vel endelig besluttet dig for at dukke op? Hvor herligt!”

Ironien i hendes stemme er ikke til at tage fejl af, og et lille hånligt smil spiller om hendes læber. Og i stedet for at flippe ud på hende, og starte en bitch-fight smiler jeg tilbage, og vælger at spille med.

”Ja, jeg tænkte hvorfor ikke gør dagen lidt mere spændende, ved at lave det først diva stunt? Nu da hovedrollens er ovre,” siger jeg og smiler hånligt. ”Kan dubleanten træde til.”

Hendes øjne lyner, og hvis blikke kunne dræbe ... jeg vil ikke engang snakke om hvor jeg så ville være henne.

”Så vær så god,” siger jeg. ”Kom med det.”

Jeg ser afventende på hende.

En knurrende lyd forlader hende, og hun vender ryggen til mig og stormer, om bag pigerne igen.

”Ses Mini!” råber jeg efter hende.

Jeg ryster smilende på hovedet, men opdager så alle de stirrende pige.

”Nå, er der så nogen der vil forklarer mig hvornår vi skal mødes.”

 

Camilla og jeg slår tiden ihjel ved at snakke om alt og intet. Det sjove er at hun er min første pige ven, udover min mor. Og det der er sjovere er at jeg først mødte hende i går.

”Nåh, kan du så lide nogen?” spørger jeg hende. Hun laver en sjov lyd, en blanding mellem et fnys og et grin.
”Hvis jeg gjorde ville det være ligegyldigt, jeg er ikke pæn nok til at have en kæreste,” siger hun, og noget af hendes usikkerhed skinner igennem.

Jeg sukker, og mærker hjertet synke ned i livet. Hvordan kan nogen have det sådan med sig selv?

”Nej ... nej ...” sukker jeg. ”Du er så meget mere værd end du tror. Du kunne ønske dig hvem som helst, der er ingen der holder dig tilbage udover dig selv. Du kan få hvem som helst,” siger jeg, og ser alvorligt ind i hendes øjne. ”Bare tro på dig selv!”

Hun blinker hurtigt efter hinanden, for at holde tårerene tilbage.

”Tak.”

Hun snøfter, og jeg holder en hånd op.
”Stop stop stop stop! Du skal ikke ødelægge make-uppen!”

Hun griner, og drejer den stol jeg sidder på rundt.

”Hey!” udbryder jeg, men griner. ”Nå, svar så!” presser jeg drillende.

Hun sætter en finger på læben, og trommer den let mod den. ”Hmm, jeg syntes nu at Louis er ret lækker ...”

Hun vipper med øjenbrynene og jeg griner. Jeg dasker drillende til hende, og vi griner videre.

”Hvad med dig?” spørger hun.

”Hvad med mig?” spørger jeg og tørrer tårerene væk.

”Hvem kan du lide?”

Det spørgsmål stopper brat latteren der boblede i min mave. 

”Jeg .. jeg ...” stammer jeg.

Kan jeg lide Dylan?

Eller Louis? siger den lille forræderiske stemme inde i mit hoved.

Camilla ser afventende på mig.

Det banker på døren, og Jessica Blakes ansigt dukker op.

Jeg sukker lettet. Hun har lige reddet mig.
“Hej Fame! Du skal over i salen nu,” hun smiler.

Jeg nikker.

“Okay, jeg kommer nu.”

Hun går igen, og jeg ser over på Camilla.
“Er du klar?” spørger jeg.

Hun ser et øjeblik usikker ud, men nikker så.

Jeg viser hende op bag scenen, og sætter mig så om på en stol.

Spændingen er formet som en lille klump i min mave.

Brian kommer op på scenen, og jeg kan ikke længere lade vær med at smile. Det her bliver så godt!

Han fortæller lidt om hvordan det kommer til at forgå, og begynder så at snakke om maskeballet. Han siger at det skal være ”Romeo og Julie” tema. Man skal have kostumer, og maske – selvfølgelig- og så skal vil spille scenen med festen. Han siger at man skal til at øve, for lige pludselig beder han os om at fremfører det. Spændende.

”Det var det,” slutter han af. ”Er der nogen der vil tilføje noget?” spørger han, allerede på vej ned af scenen. Han ser overrasket på mig da jeg rækker hånden op og rejser mig. ”Ja Fame?”

Jeg smiler, og går op på scenen. ”Jeg har lige noget at sige,” siger jeg for at trække tiden ud. Mit blik fejer over menneskerne i salen. Mit blik lander på Louis og jeg smiler, med et ondskabsfuldt blik. Jep det bliver så godt ...

 

Louis:

 

Fuck.

Det blik.

Jeg ved at der er et eller andet på vej. Jeg kan mærke det.

 

Fame:

 

Han ser pludselig foruroliget ud. Godt.

Jeg smiler.

”Da jeg skal spille Julie, og hun er med i en masse kysse scener ...” begynder jeg. Folk ser bare på mig. Jeg sukker dramatisk. ”Hvilket jeg ikke har lyst til ... ”

”Hvad er det du prøver på at sige?” er der en der råber.

”Jeg prøver at sige at jeg har hyret en stunt kvinde ...” mere når jeg ikke at sige før Brian afbryder mig.
”Fame hvad er det du snakker om?!”

Jeg holder afværgende en hånd op.

”Jeg vil gerne lige præsentere jer alle sammen for min smukke stuntkvinde Camilla.”

Camilla træder ind på scenen og jeg smiler.

Brian ser ud som om han er ved at eksplodere, og de andre ... de ser ud som om de ikke ved om det er en joke eller ej.
”Hun skal være den der spiller mig i kyssescenerne.”

 

Jeg ser mig selv i spejlet.

Mit hår er krøllet, men ikke på den uglet måde. Mine brune øjne stråler af glæde, og smilet stort.

Det gik godt.

Klokken er begyndt at blive fem, og jeg er en af de få der er blevet tilbage. Jeg har ikke lyst til at tage hjem. Jeg låste alle dørene inden jeg gik, så det svin til Jerry ikke kunne komme ind.

Han er en led, møg ko der fortjener at dø med hans lille dulle ...

Døren bliver smækket op, og Brian stormer ind.

Hans øjne brænder af vrede, og hans mund er en tynd streg.
”Fame! Godt du er her!” han lyder ikke glad.

Jeg ved ikke hvad jeg skal svare så jeg nikker bare dumt og stirrer på ham.

 

Jeg smider vredt puden mod væggen.
Den skid! Den ... idiot! Han skal også bare komme og ødelægge det hele!

Brian havde sagt at Camilla ikke måtte være min stuntkvinde. Jeg havde en dubleant og det måtte være nok. Da han sagde det havde jeg mest af alt lyst til at skrige at han ikke kunne gøre det op i ansigtet på ham, men gjorde det ikke. I stedet går min vrede ud over min pude.

Jeg trækker vejret dybt, og synker sammen på min seng. Det her er noget lort. Men jeg kan intet gøre ved det. Jeg bliver enten nødt til at kysse Louis eller lade Mini få æren. Tanken om hendes triumf irritere mig.

Måske kunne vi springe kyssene over til prøverne, og så når det virkelig gælder kan jeg gøre det der med at sætte en hånd over hans mund og så kysse den ... måske. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...