Bring It On - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 aug. 2012
  • Opdateret: 1 sep. 2013
  • Status: Igang
Den 18 årige Louis Tomlinson har meldt sig til audition til musicalen Romeo og Julie. Det samme har den 16 årige Fame. De har begge valgt at gå til audition som hovedrollerne. Fame hader bandet One Direction. Hun synes at de er blevet irriterende populære og så kan hun bare ikke holde dem ud. Hun er lidt af et konkurrence menneske og da hun finder ud af at Louis stiller op som Romeo, vil hun gøre alt for at stå i vejen for ham og hovedrollen. Det udvikler sig hurtigt på en kamp uden grænser.

46Likes
73Kommentarer
6293Visninger
AA

23. Kapitel 22

 

Fame: 

 

Jeg åbner øjnene på klem. 

Lyset strømmer ind af vinduet og jeg kniber dem sammen igen.

Hændelserne fra dagen før vælter ind over mig. 

Fuck man. 

Tænk at alt det skete! 

Vent lidt ... FUCKING CAMILLA SKULLE KOMME I DAG! 

Jeg springer op af sengen og ser på min mobil. Ingen beskeder. Hmm ... hvis hun havde været her ville hun sikkert have lagt en besked.

Jeg ser på uret. Kvart over 7!!!! Hvorfor er hun ikke kommet? 

Min mobil bipper og åbner hurtigt beskeden ... men den er ikke fra Camilla. Det er fra Brian. Han siger at prøverne begynder klokken 10. 

Oh well. Så kan jeg vel godt finde Camilla.
Jeg taster hendes nummer og ringer op. 

Telefonsvarer.

Jeg ringer igen. 

Det samme. 

Hvad er der mon galt? Er der sket noget? 

Jeg tager tøj på og skynder mig udenfor jeg begynder en eftersøgning på min søde XL veninde. 

 

 

Louis: 

 

Telefonens bippen vækker mig og jeg løfter ansigtet fra puden. 

Jeg rækker ud efter den og ser på beskeden. 

Prøverne begynder klokken 10. 

Jeg stønner. 

Prøver. 

Jeg. Orker. Det. Ikke. 

Men jeg skal. 

Jeg rejser mig op og slæber mig hen til skabet og finder noget tøj frem.
Døren bliver åbnet med et ryk og jeg må bide mig i læben for ikke at skrige.

“Louis?” 

Jeg vender mig om og ser Harry stå i døren. 

“Hvor skal du hen?” 

Jeg stivner.

Oh fuck.

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre ... eller sige. 

Harry smiler. 

“Det er okay. Hvis du skal på date behøver du jo ikke at reklamere med det.”
Tak Harry. Du reddede lige min røv. 

Jeg nikker langsomt og tager T-shirten over hovedet. 

Undskyld Harry, jeg har ikke lyst til at lyve for dig ...

 

Fame:

 

Hun er ingen steder. Jeg har ledt over alt! 

Undtagen der hvor hun bor ... jeg ved nemlig ikke hvor hun bor!!!! Eller gør jeg? Fortalte hun mig det i går?? 

Jeg støtter hagen på min hånd. 

Hvad var det hun sagde?? 

Oshborne Street for helved!!! 

Jeg rejser mig op og begynder at løbe. 

Den kolde luft svider i min hals, men jeg stopper ikke. 

Jeg stopper op foran hendes hus og stirrer på den store villa. 

Fuck hvor nice! 

Jeg ser på de sorte vinduer. 

Har hun måske glemt det? Eller ikke? 

Jeg går op af den snoede sti op til det store træ hoveddør og banker på. 

Måske skulle jeg måske bare droppe det? 

Jeg har lyst til at vende om og løbe alt hvad jeg kan, men inden jeg når at ombestemme mig bliver døren åbnet. 

“Ja?” spørger en kold stemme. 

Jeg måber. 

Foran mig står der en meget slank og smuk kvinde der ligner en der ikke er over de tredive. 

“Bor der en der hedder Camilla her?” spørger jeg med en lille stemme. 

Kvinden foran mig er en af dem der kan få enhver til at føle sig som et nul. 

“Ja.” 

“Er hun hjemme?” 

“Ja.”

Okaaaay, koldhed angmas!

“Må jeg snakke med hende?” spørger jeg, godt irriteret over damens fjendtlighed. 

Hun giver mig elevatorblikket en masse gange og jeg begynder at trippe utålmodigt. 

Kvinden går ind af døren og jeg bliver bange får at hun vil lukke døren, men det gør hun ikke. 

Jeg kan høre hendes stilletter larme hele vejen gennem huset. Jeg kan høre fjerne stemmer og min nysgerrighed bliver vagt. 

Stiletterne kommer nærmer og damen står igen i døren. 

“Hun gider ikke snakke med dig.”

Jeg rynker brynene. 

“Vil du ikke sige til hende at det er vigtigt?” spørger jeg. 

Damen sukker og himler med øjnene som en teengager, men går alligevel. 

Hvorfor vil Camilla ikke snakke med mig? 

Jeg ser ned i jorden og jeg ser Camillas fødder komme til syne og jeg sukker lettet. 

“Hej Camilla,” siger jeg og smiler stort. “Skulle du ikke komme over ...”

Jeg ser op og bliver overrasket over at se hvor sur og træt hun ser ud. Hendes øjne er røde og hun har poser under øjnene. 

“Camilla er der noget galt?” 

Hun ser sig omkring og hiver mig indenfor. Hun siger ikke et ord, hele turen hen til hendes værelse. 

“Ja, der er en helt masse galt,” hvæser hun. 

Jeg blinker overrasket.

Selvom jeg ikke rigtigt kender hende endnu, så ligner det ikke hende. 

“Hvad er det galt Camilla?” 

Hun tager sig til hovedet. 

“Der er så meget!” udbryder hun, og jeg gør mit bedste for ikke at vige tilbage. “Min mor plager mig med at jeg er for tyk og at jeg burde gøre noget mere ud af mig selv, og du vil have mig til at spille Julie!” hun ser med tårerfyldte øjne. “Prøv lige at se på mig! Jeg egner mig ikke som Julie! Se på mig!” Tårerene flyder over hun begynder at hulke. 

Jeg får ondt af hende og lægger en trøstende hånd om hendes skulder.

“Camilla, det er da lige meget hvordan du ser ud!” udbryder jeg trøstende. “Du er smuk som du er!”  

“Nej,” hyler hun og jeg begynder at trøste hende. 

“Camilla du kan sagtens! Du kan godt.”

Jeg blev ved indtil hun var kølet ned og siger så: “Er du klar?” 

Hendes røde øjne ser undrende på mig. 

“Fame, jeg kan ikke okay? Jeg er fed, grim og hæslig!” 

Jeg ryster på hovedet. 

“Camilla? Hvem i al verdenen har fået dig til at tro det?” spørger jeg. Jeg studere hende, og jeg kan tydeligt se den skønhed der gemme sig bag hendes generte facade. Hun er virkelig smuk.
“Min mor,” sukker hun og ser ned i jorden. 

Jeg blinker overrasket. 

Er det virkelig hendes mor det har gjort det her ved hende? Hat gjort så hun har mistet alt sin selvtillid?

Jeg ryster opgivende på hovedet. 

“Det er for meget!” udbryder jeg, og rejser mig op fra hendes seng. “Du er simpelthen så smuk! Og det har jeg tænkt mig at vise dig!” siger jeg, og føler en sjælden beslutsomhed vælte ind over mig. 

Hun ser overrasket på mig, og jeg kan se en anelse ... hvad er det? Håb i hendes blik? 

“Har du noget make up?” spørger jeg.

Hun ryster på hovedet. 

“Men det har din mor, ikke?” 

Hun nikker, og jeg smiler opmuntrende. 

“Lad os hente noget af det! Og bagefter vil jeg gennemrode dit klædeskab!” 

Hun smiler, men hendes smiler er trist. 

“Fame det er virkelig sødt af dig, men det er lige meget,” hun sukker. “Alt er bare lige meget.” 

“Nej det er ej! Kom så!” 

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...