Bring It On - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 aug. 2012
  • Opdateret: 1 sep. 2013
  • Status: Igang
Den 18 årige Louis Tomlinson har meldt sig til audition til musicalen Romeo og Julie. Det samme har den 16 årige Fame. De har begge valgt at gå til audition som hovedrollerne. Fame hader bandet One Direction. Hun synes at de er blevet irriterende populære og så kan hun bare ikke holde dem ud. Hun er lidt af et konkurrence menneske og da hun finder ud af at Louis stiller op som Romeo, vil hun gøre alt for at stå i vejen for ham og hovedrollen. Det udvikler sig hurtigt på en kamp uden grænser.

46Likes
73Kommentarer
6293Visninger
AA

16. Kapitel 15

 

Ligesom det der seje noget i film er det som alt går i slowmotion.

Plante-dyret-potte lander lige for fødderne af Dylan, og jeg smiler triumferende.

Den håndboldtræning, min mor tvang mig til at komme med til, har vist sig at være ganske nyttig.

”Næste gang skåner jeg dig ikke,” siger jeg og kaster min hår over skulderen, mens jeg vender mig om. ”Og jeg vil lige tilføje at der er en mere,” siger jeg over skulderen og peger på den anden potteplante.

Jeg går hen til min knallert og sætter mig op.

Dylan stå stadig og stirrer målløst på resterne af plante-dyret-potte.

R.I.P.

”Kommer du eller hvad?” spørger jeg og trækker hjelmen over hovedet.

”Ja,” han kommer hen til min knallert og jeg ser mig undrende omkring.

”Hvor er din henne?” spørger jeg og ser på ham gennem hjelmens glas.

”Værksted.”

”Hvordan kom du så her over?” spørger jeg overrasket.

”Jeg gik,” siger han.     

”Gik du hele den lange vej, for at hente mig?” spørger jeg mistroisk. 

”Selvfølgelig!” svarer han og ser oprigtigt på mig. ”Nå, rykker du tilbage?”

”Hvorfor skal jeg sidde bagerst?” spørger jeg fornærmet.

”Fordi hvis jeg sidder forrest vil jeg se meget mere macho ud, end hvis jeg sidder bagerst.”

Skal jeg være rar og lade Dylan beholde sin mochoness eller …? Hmm, den var svær …

”Nahh, jeg synes bare at du skal sidde bag ved,” siger jeg så.

Han himler med øjnene og jeg tænder knallerten. Jeg mærker Dylan tager fat om mit liv.

Kom nu bare op …

Pludselig bliver jeg revet hårdt tilbage, og før jeg kan nå at reagere sidder jeg bag ved Dylan der gasser op.

”Dylan, for helved! Hvad har du gang i! Stop! Nej!”

Jeg slår ham på ryggen, men knallerten begynder at køre hurtigt fremad, så jeg kaster armene om Dylan og skriger forskrækket.

”Er du sindssyg?!” råber jeg og prøver at overdøve vinden.

”Nej!”

”Du bliver nødt til at overbevise mig! For det der tror jeg ikke en skid på!”

Pludselig ryger min hjelm af og jeg kan høre de hule dump bag os.

Jeg må have glemt at lukke den!

”Dylan! Min hjelm røg af!” råber jeg.

”Hvad!?”

”Brems!”

”HVAD?!”

OMFG! Så stop dog for helved den lorte knallert!

Nej, det mente jeg ikke min lille skat!

Jeg prøver at rækker rundt om Dylans brede ryg, men neeej, det må jeg jo ikke.

Jeg læner mig til den ene side, men kan stadig ikke nå.

Hvorfor lægger Dylan ikke mærke til noget?!

Jeg prikker ham på skulderen, men han kigger jo selvfølgelig ikke.

Jeg rejser mig op og læner mig hen til hans øre.

”Brems nu for helved!”

Dylan bremser endelig op og jeg hopper af sekundet knallerten står stille.

Jeg ser tilbage, men hjelmen er ikke nogen steder se.

”Fuck!” råber jeg og tager mig til hovedet. ”Nej, nej, nej, nej! Det her kan ikke passe! Den hjelm var fucking dyr!”

Dylan kommer hen ved siden af mig.

”Undskyld Fame, skal jeg kører tilbage efter den?” spørger han.

”Det må du meget gerne,” siger jeg og ser bedende op på ham.

”Okay, jeg skynder mig!”

Han hopper op på min knallert og kører hurtigt ned af vejen.

Nu hvor jeg lige tænker over det så er Dylan faktisk meget lækker!

Fame hold nu op! Ikke noget med at tænke sådan om ham! Han er jo sådan set din bedste ven! Altså lige udover de der ret mange kys og det … men hey! Alle piger har deres behov!

Jeg kan høre motoren komme tættere på og jeg ser håbfuldt op.

”Fandt du den?!” råber jeg, mens jeg løber ham i møde.

Han ryster trist på hovedet, og mine skuldre synker ned.

Øv, det var den hjelm min mor gav mig i gave.

Mor …

Smerten knuger i mit bryst og jeg bider mig i læben for ikke at hulke.

Tårerene presser på og jeg ser ned i jorden.

”Nå, tak ellers …” får jeg fremstammet.

”Det er jeg ked af Famie,” siger Dylan undskyldende og trækker mig en i et kram.

Jeg gør ikke modstand, og har faktisk heller ikke lyst til det.  Jeg har brug for omsorgen lige nu.

Jeg lægger armene om ham og lægger hovedet på hans bryst.

”Det er okay Dylan, det er ikke din skyld, ikke noget af det er.”

Hvis der er nogen der skal bebrejdes, så er det mig.

Jeg skulle have sagt det på en anden måde, så ville mor i det mindste ikke blive lige så såret.  

Jeg snøfter.

”Det skal nok gå Famie,” beroliger Dylan og stryger mig over håret.

Nu kan jeg ikke længere holde gråden tilbage.

”Shh …”

Jeg lægger armene om hans hals, og lader hans hjertes rolige slag berolige mig.

Dylan begynder at nynne min ynglings sang, Safe and Sound af Taylor Swift.

Jeg snøfter en gang til og ser så smilende op på Dylan.

”Tak,” mumler jeg.

Jeg kysser ham let på kinden og han smiler trist.

Af en eller anden grund har jeg ikke lyst til at kysse ham på munden. Jeg er for følelsesladt. Det her øjeblik er for følelsesladt.

Dylan er den eneste jeg tør åbne mig overfor, altså udover min mor, men der er der jo ikke noget hjælp at hente der.

Vi har været venner siden vi var små, men jeg indrømmer gerne at han nogen gange går mig på nerverne.

”Kom, lad os komme af sted,” siger jeg og tørrer de sidste tårer væk.

Jeg går hen til knallerten, og venter på at Dylan hopper op.

Nu fortjener han lidt machoness, han er en vaske ægte gentleman.  

Jeg hopper bag Dylan og han begynder at køre hen mod Starbucks.

Med det samme vi træder ind i cafeen, rammer duften af kaffe blandet med kanel os.

Jeg elsker Starbucks!

Min øjne svider stadig efter min lille tude tur, så jeg siger til Dylan at jeg skal på toilet.

Jeg stiller mig foran spejlet.

Mit ansigt er en anelse blegt, og mine øjne er stadig lidt røde og hævet.

Jeg tager et stykke papir og dypper det i det kolde vand.

Jeg dupper papiret på øjnene og ser mig i spejlet.

Det hjalp da lidt.

Jeg går ud til Dylan, det har sat sig ved bordet i hjørnet.

”Er du okay?” spørger han.

”Jeg har det fint,” mumler jeg og sætter mig tungt ned i stolen.

”Altså, jeg har læst på nettet at når piger siger ”jeg har det fint”, betyder det det modsatte …”

Jeg grynter.

Ikke specielt charmerende, men alligevel.

Det er faktisk ret typisk Dylan at nørde rundt på nettet.

”Jeg går hen og bestiller noget at drikke,” siger jeg og rejser mig op.

”Det har jeg allerede gjort,” siger Dylan, og jeg sætter mig ned igen.

En servitrice kommer over og stiller to dampende kopper på bordet.

”Tak,” siger Dylan og smiler stort.

”Hvad har du bestilt til mig?” spørger jeg.

”Varm kakao.”

”Du kender mig så godt,” siger jeg smilende.

Jeg tager en slurk af den varme kakao, og læner mig afslappet tilbage i stolen.

Servitricen kommer tilbage og jeg undre mig over hvad hun skal.

Hun lægger to poser vingummi på bordet.

Slik!

Jeg tager en af poserne og åbner den.

Jeg tager en gul vingummi og propper den i munden.

”Tak Dylan, det var lige det jeg havde brug for!” siger jeg og propper flere farverige bamser i munden.

Vingummierne får mig til at tænke på den dag med den der slikautomat, der så ikke var en slikautomat alligevel. Det var også den dag at rollesedlen blev hængt op, og den dag jeg glemte aftalen med Dylan … den dag var i går!

Wow, det føltes slet ikke sådan …

Jeg var blevet så glad for at få rollen som Julie, men det at jeg skal kysse L-l … Lou …

Nej okay, I ved hvem jeg mener.

Jeg har mistet appetitten, så jeg lægger slikposen på bordet, hvilket overrasker Dylan.

”Du plejer altid at spise en hel pose,” siger han overrasket.

”Jeg har mistet appetitten, og det plejer du by the way også,” svarer jeg og nikker hen mod hans uåbnede pose.

”Jeg er på kur,” siger han og strækker sig. ”Hvad er din undskyldning?”

Jeg sukker ved den deprimerende tanke.

”Du ved jo godt at jeg fik rollen som Julie, og ham der skal spille Romeo, er ikke ligefrem en jeg har lyst til at kysse …”

”Hvem er det?” spørger Dylan henkastet.

”Louis Tomlinson …”

”Hvem er han?” afbryder Dylan.

”Fra One Direction,” afslutter jeg.

Dylan gisper overdrevet.

”Det mener du ikke! Du skal jo bare kysse ham, næsten alle piger i London drømmer om at røre. Det er virkelig forfærdeligt!” siger han sarkastisk.    

”Dylan! Jeg mener det! Jeg hader One Direction, og han overfaldede mig nærmest i omklædningsrummet … to gange!”

Ej okay, første gang var ikke et rigtigt overfald, han gik bare forkert … men han så mig stadigvæk i bh!

Dylan har ikke sagt noget, og jeg ser undrende på ham.

”Hvad tænker du på?” spørger jeg.

”Hvordan overfaldt?”

Hvad mener han med d … nååhh!

Ad nej! Ikke et seksuelt overfald! Ad, ad, ad! Grimme tanker!

”Nej! Bare rolig! Ehh …” jeg rømmer mig og ser væk. ”Bare glem det …”
”Okay.”
Han tager sin slikpose, åbner den og begynder at spise af dem.

”Hvad skal jeg gøre?” spørger jeg.

Dylan trækker på skulderne og en tænkende tavshed breder sig ved vores bord.

Jeg lægger hovedet på bordet.

Hvad skal jeg gøre? Jeg har ikke lyst til at kysse Louis, og jeg vil heller ikke lade Mandy få æren …

”Altså i film har skuespillerene jo stuntmænd til at gøre det de ikke har lyst til …” siger Dylan pludselig.

Jeg tænker over ideen, og et smil breder sig på mine læber.

”Du er genial Dylan!” udbryder jeg.

Jeg rejser mig op og trækker Dylan med udenfor.

”Hvad skal vi?” spørger Dylan forskrækket.

”Vi skal ud og finde en stuntkvinde!” siger jeg smilende.

Revenge, here I come!    

---------------------------------------------------------------------------------

Håber I kan lide det nye kapitel! :D

I må meget gerne give kritik eller ros, jeg vil uanset hvad tage det med åbne arme. Jeg vil nemlig gerne blive bedre til at skrive :) 

Kram fra Mig ;) 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...