Bring It On - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 aug. 2012
  • Opdateret: 1 sep. 2013
  • Status: Igang
Den 18 årige Louis Tomlinson har meldt sig til audition til musicalen Romeo og Julie. Det samme har den 16 årige Fame. De har begge valgt at gå til audition som hovedrollerne. Fame hader bandet One Direction. Hun synes at de er blevet irriterende populære og så kan hun bare ikke holde dem ud. Hun er lidt af et konkurrence menneske og da hun finder ud af at Louis stiller op som Romeo, vil hun gøre alt for at stå i vejen for ham og hovedrollen. Det udvikler sig hurtigt på en kamp uden grænser.

46Likes
73Kommentarer
6286Visninger
AA

14. Kapitel 13

 

Fame:

Jeg nikker langsomt og hånden bliver fjernet.

Personen er kun en sort stilhuet, men jeg ved udmærket godt hvem det er.

”Gå,” hvisker jeg, og prøver ikke at bevæge mig for meget. Personen står helt tæt på.

”Men jeg er jo din kæreste!” siger han.

”Min kæreste?” spørger jeg forvirret.

”Kan du slet ikke huske det? Du ringede jo og aflyste min taxa.”

Louis. Dumme Louis.

Han har regnet alt ud.

Fuck til fucking lort altså!

Jeg gisper da han kommer tættere på.

Han sætter en arm på hver side af mig.

Jeg er fanget.

Jeg er fucking fanget af fucking Louis!

Fuck!

Han ser ned på mig.

Hans blik stopper ved min ikke så godt skjulte kavalergang.

Like what you see, Sunnyboy?

Han tager en lok af mit hår og snurrer det rundt om sin finger.

”Det var ikke okay, det du gjorde,” siger han langsomt.

Han slipper mit hår og ser mig i øjnene.

Hans ansigt kommer tættere på, og jeg vender gispende hovedet væk.

Hans krop er nærmest lænet op af mig, og den følelse han giver mig i kroppen får mig til at tabe pusten.

Stop med at reagere sådan! Slem krop!

Han kysser mig på halsen og jeg stivner.

Louis stop for helved!

Jeg lægger min hænder på hans bryst og prøver at skubbe ham væk, men mine arme er som gele.

 

Louis:

Hun stivner og jeg kan ikke lade vær med at smile let.

Det var jo hende der sagde at vi var kærester, og så må jeg jo også behandle hende som en.

Hun lægger hænder på mit bryst, men skubber ikke.

Det tager jeg som en invitation.

Jeg vender hendes hoved mod mig og ser dybt ind i hendes smukke brune øjne.

Jeg læner mig helt hen til hendes ansigt.

Vores læber er få centimeter fra hinanden.

”Vi ses til frokost,” hvisker jeg, vender mig om og skynder mig at gå ud af døren.

 

Fame:

Døren smækker efter ham, og jeg tør trækker vejret igen.

Jeg glider ned af væggen indtil jeg sidder ned.

Hvad er der lige sket?

Min mave er blevet til en lille hård knude og jeg har lyst til at kaste op.

Hans hævn.

Det kan ikke være andet.

Jeg lægger hovedet tilbage og lukker øjnene.

”Hvorfor reagerede jeg på den måde?” spørger jeg mig selv.

Det banker på døren og jeg skriger forskrækket.

Jeg rejser mig klodset op og retter på mit håndklæde.

”Kom ind.”
Døren går langsomt op og et kvindehoved kommer til syne i døråbningen.

Kvinden træder ind i mit omklædningsrum.

”Hej Fame, jeg hedder Jessica Blake, og jeg er din personlige designer og garderobe-dame, eller hvad det nu hedder.”

Hun kommer helt hen til mig og rækker hånden frem.

”Hej.”

Jeg trykker hurtigt hendes hånd og sætter mig så ned.

Jeg har det underligt.

Min hjerne er underlig.

”Hvorfor?” spørger jeg lavt og ser mig selv i spejlet.

”Hvorfor hvad?” spørger Jessica og kører et stativ med tøj ind i omklædningsrummet.

”Hvorfor alt det her?”

I spejlet ser jeg helt normal ud.

Kun mine øjne er anderledes.

”Brian synes at nu hvor vi har fået så gode skuespillere, skal vi gøre noget ud af det. Der er vist også noget med et maskebal på et tidspunkt …”

Jeg ser over på hende.

”Ups, det skulle jeg vist ikke have sagt! Nå, men du har altså ikke hørt det fra mig!”

Hun fniser.

”Dig kan jeg godt lide,” siger jeg og smiler.

Hun virker så frisk og glad.

”Du virker også meget sød,” svarer hun og ser på det forskellige tøj.

”Hmmm …”
Hun leder videre og smider så en stak tøj på bordet.

”Tag det her på til frokosten,” siger hun og går ud.

Frokost.

Hvad var det nu Louis sagde?

Ses til frokost?

Jeg gider ikke til frokost.

Jeg er ikke sulten længere.

Jeg ser på stakken af tøj.

Nej, jeg vil tage til frokost og vise Louis at han ikke har påvirket mig, for det har han ikke … måske lidt …

Jeg rejser mig op og tager tøj på.

Jeg stiller mig foran spejlet og studere tøjet.

Jeg har en lys militærfarvet top på, hvor der står ”I may not be perfect but some parts of me are pretty awsome.”

Så har jeg mørkeblå skinnyjeans på og en lille sort jakke.

Det ser da fint nok ud …

Det banker på døren og jeg når ikke at sige ”kom ind” før Jessicas ansigt kommer til syne.

”Bruger du størrelse 38 i sko?” spørger hun.

”Ja, hvorfor?”

Hun kaster et par sorte Converse over til mig.

”Her, skynd dig, du er allerede sent på den.”

 

Alles øjne er rettet mod mig, men jeg holder hovedet højt og sætter mig ved det runde bord der er længst væk fra alle andre.

De begynder langsomt at miste interessen for mig. Undtagen en.

Louis sidder og stirrer intenst på mig.

Mandy sidder ved siden af ham og snakker på livet løs.

Sikkert om sig selv.

Louis giver mig elevator blikket.

Han løfter det ene øjenbryn og jeg sukker.

Han siger et eller andet til Mandy, og hun griner sin hæslige latter.

”Du er bare så sjov!” siger hun så alle kan høre hende.

Louis svarer og jeg når lige at opfange mit navn.

Mandy ser lige så overrasket ud som jeg føler mig, da Louis rejser sig op og går hen til mit bord.

”Må jeg sidde her?” spørger han.

”Nej,” mumler jeg og undgår at se ham i øjnene.

Han sætter sig ned alligevel og jeg mærker igen en masse blikke vende sig mod mig.

”Undskyld, jeg overdrev vist lidt … i omklædningsrummet,” hvisker han og læner sig ind over bordet, for at være sikker på at de andre ikke hørte det.

Ja, det kan man vel sige …

Jeg sukker.

”Fame, vil du ikke være sød at se på mig?” spørger han.

”Nope.”

”Kom nu Fame. Så er du en dygtig pige,” siger han som om jeg er en hund.

”Jeg er ikke en hund,” siger jeg stadig uden at se på ham.

Han sukker dybt, men siger ikke noget.

Pludselig tager han fat i min hånd, og jeg ser surt på ham.

”Slip min hånd!” vrisser jeg.

”Sådan,” siger han og smiler.

Min mave krummer sig sammen.

Jeg har brug for Dylan … Dylan!

Jeg smiler.

Jeg kan jo bare lave en aftale med ham!

”Nåh, hvad taler i to turtelduer så om?” spørger Mandy og smiler anstrengt.

Jeg river min hånd til mig og hun sætter sig ned ved siden af Louis.

Uden et ord rejser jeg mig op og går hen til deres nu tomme bord.                         

”Wow, hvad er der galt med hende?” spørger Mandy og griner.

Jeg gyser og finder min Ipod frem.

Hall of Fame af The Script brager i høretelefonerne.

Forstod I den?

Det det med Hall of Fame?

Sjovt ik?

Nej?

Okay, men jeg synes altså at det er sejt!

Jeg vipper foden i takt med musikken jeg kun kan høre.

Jeg mærker en varm ånde i nakken.

Ignorer det.

Jeg kan mærke gåsehuden sprede sig på min krop.

Lad vær med at kigge, lad vær med at kigge …

Jeg kan desværre ikke gøre hvad min hjerne siger, og vender mig om.

Louis står bag mig.

Hans mund bevæger sig, men jeg kan ikke høre hvad han siger.

”Hvad?” spørger jeg og river høretelefonerne ud.

”Din trøje lyver,” hvisker han i mit øre. ”Jeg synes at du er perfekt.”

Jeg stivner.

Gå væk Louis.

Gå. Nu.

Jeg kan ikke lide dig, jeg kan ikke lide dine venner og jeg kan ikke lide dit band!

 

Jeg sender beskeden til Dylan.

Mødes ved Starbucks? :)

Mobilen bipper og jeg læser beskeden.

Fuck!

Hvordan kunne jeg glemme det?

Sorry! Glemte det! Men hvis du kommer og henter mig her, glemmer jeg det ikke! xD

Jeg sender beskeden og håber på at han tilgiver mig.

Men seriøst mand!

Hvordan kunne jeg glemme det?!

Okay, så kommer jeg og henter dig! ;)

Gudskelov!

Det må vel betyde at han tilgiver mig, ik?

Jeg lægger mobilen væk.

Jeg har det stadig underligt.

Jeg må gøre noget … hævn, jeg må have hævn.

Sådan noget gør man ikke ved Fame Harrinson uden at betale for det!

Hmm …

Tidligere i dag fandt jeg faktisk ud af at vi ikke skulle lave noget skuespil.

I dag går det nemlig ud på at ”tilpasse sig”.

Og ved I hvad? Det har jeg det faktisk fint med.

Så slipper jeg for at se og hører mere på Louis end nødvendigt.

Min mave er trukket sammen i en hård kugle af … af … af et eller andet.

Jeg kan ikke beskrive den underlige følelse jeg har i kroppen lige nu.

Men kuglen har i hvert til fald ikke løsnet sig overhovedet …

Det er ubehageligt.

Uvidenhed er ubehagelig!

Jeg rejser mig op og tager min taske.

Jeg stopper op i døren og ser tilbage på mit fine og grønne omklædningsrum.

Hvad med tøjet?

Jeg ser ned af mig selv.

Må jeg gerne tage det med?

Ja, det tror jeg godt …

”Se ya,” siger jeg til omklædningsrummet og går.

Jeg går hen til udgangen, men Dylan er ikke til at se nogen steder.

Jeg skal til at gå uden for, da nogen kalder på mig.

Jeg vender mig om, og ser Dylan komme løbende hen mod mig.

”Hey, hva så smukke?” spørger han ind i mit hår, mens han giver mig en bjørnekrammer.

Har jeg glemt at nævne at Dylan er ret buff? Og stærk?

Avs …

”Ikke rigtigt noget,” siger jeg åndeløst. ”Lige udover at jeg fik rollen som Julie.”

Han trækker sig tilbage og jeg kan få vejret igen.

Han har en hånd på hver af mine skuldre, mens han studerer mit ansigt.

”Dylan altså! Jeg lyver ikke!” siger jeg anklagende og dasker til ham.

Han griner.

”Nå, men tillykke da!”

”Tak,” siger jeg og rødmer let.

”Kom,” siger jeg, vender mig om og gør mig klar til at gå, da jeg opdager at Dylan ikke følger med mig.

”Dylan altså …” jeg vender mig om og bliver overrasket over at se Dylan sidde på det ene knæ.

Hvad sker der?

Han rømmer sig og sætter sig mere til rette.

Har han tænkt sig at fri eller sådan noget?

Hihi!

Vent ….

Blodet forlader mit ansigt.

Åh gud, nej!   

---------------------------------------------------------------------------

Hvad synes I? Håber I kan lide den :)

Hvad tror I der sker nu?

Har Dylan virkelig tænkt sig at fri? 

Og hvad med Louis? 

Og Fame? 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...