Analeigh's dagbog

Analeigh's dagbog, er en historie om den fjortenårige pige, Analeigh, som er begyndt at skrive i sin dagbog, som hun føler forstår hende. Analeigh begynder at opleve uhyggelige ting, efter hun er begyndt at skrive i dagbogen, men hun forstår det ikke. Hun ved ikke rigtig hvad hun skal gøre, eller hvad der vil ske.

2Likes
4Kommentarer
479Visninger
AA

2. Analeigh's dagbog; Kærestebrevet

''Kære dagbog. Dagen i dag har været udmærket. Jeg har snakket meget med Christian, og vi er blevet meget, meget gode venner. I sær efter kysset i går.'' Jeg begyndte at smile, da jeg læste det lidt op.  ''Dog er der også sket det forfærdelige, at Sophie faldt. Jeg ved endnu ikke hvad der er sket med hende, men det må være alvorligt siden hun blev hentet med ambulance, og kørte med udrykning mod sygehuset. Jeg tager op til hende i morgen, efter skole, med chokolade og en halskæde. Jeg håber virkelig jeg må komme ind og snakke med hende.'' Jeg gabte og tabte blyanten ned på gulvet. Jeg lagde min dagbog på sengen, og begyndte at lede efter min blyant. Jeg fandt den under sengen, og satte mig så op i sengen igen, og begyndte at skrive videre. ''Men, jeg er træt nu, så jeg...'' Hvad var det? Tænkte jeg, da jeg så en blodplet på min dagbog. Jeg prøvede at tørre den væk, men den kom igen, da jeg havde tørret den væk. Flere gange. Jeg lod det bare være, men jeg kunne alligevel ikke koncentrere mig mere. Jeg skrev hurtigt. Og grimt. ''... vil lægge mig til at sove nu. Vi ses i morgen!'' Idet jeg skrev udråbstegnet, forsvandt blodpletten, jeg blev forvirret - hvad skete der lige her? Jeg lukkede bare min dagbog, og lagde den på mit natbord. Jeg lagde mig til at sove, men tanken om blodpletten holdt mig vågen. Næste morgen stod jeg op. Igen, rigtig tidligt. Jeg havde åbenbart sovet lidt, siden der sad søvn i mine øjne, og jeg kunne huske drømmen jeg havde drømt.  Måske passede det hele sammen. Jeg tænkte meget over det. Havde alt dette noget med hinanden at gøre? At jeg vågnede tidligt, og blev trukket ud på badeværelset, tre dage i træk. Blodpletten på min dagbog. Drømmen. Var det et tegn? Et tegn til noget, jeg ikke vidste. Hvad var det? Jeg måtte finde ud af det. Snart. Jeg kom, igen, til tiden i skole. Denne gang var jeg ikke den første i klassen, men en af de sidste.  Jeg gik over til Christian, krammede ham, og sagde hej. Han gengældte, og kyssede mig i panden. Jeg smilede til ham, og gik over mod mit bord. Jeg stillede min taske på stolen, og gik tilbage til Christian. ''Vil du med op til Sophia i dag? Jeg har købt chokolade og en halskæde.'' Jeg kiggede ham dybt i øjnene, og kunne se at noget nagede ham.  ''Chris... Er der noget galt?'' Jeg kiggede på ham, og så ned i jorden. Han virkede underlig her til morgen. Ikke helt sig selv.  ''J-jeg, er ikke klar.'' Han kiggede på mig, og gik så ud af klassen. Jeg sad bare der. Der på hans bord, og vidste ikke hvad han mente, eller hvad jeg skulle gøre. Jeg besluttede mig for at følge efter ham. Men det var forsent. Han var allerede forsvundet - langt væk. Jeg gik tilbage til klassen, satte mig på min plads, og begyndte at græde. Jeg tog hænderne op foran mit ansigt, så ingen ville se mine tårer.  Da timen var slut, og vi havde fået frikvarter, gik jeg udenfor sammen med nogen af de andre fra klassen. Jeg havde endnu ikke set Christian. Han var forsvundet. Han var ikke til at se, og de andre undrede sig også. Christian var ikke drengen der pjækkede fra skole. Han var altid den søde, men stadig var han en badboy - den dreng jeg kunne lide.  - Da det ringede ind, åbnede jeg min taske, og et lille sammenkrøllet, grønt papir faldt ud af min taske. Jeg skyndte mig at samle det op, så ingen nåede at se det. Jeg lagde det ned i en lomme, så jeg kunne læse det senere - men hvad var det? Jeg kunne ikke tænke på andet end det sammenkrøllede papir, hele timen. Selvom det var mit yndlingsfag, historie, kunne jeg ikke koncentrere mig. Papiret var vigtigere for mig, lige nu. Da timen endelig var slut, og vi havde fem minutters pause, skyndte jeg mig at finde papiret frem. Jeg læste det langsomt: ''Hej Analeigh.  Jeg har nu tænkt længe over denne ting, som måske vil få din verden til at knække sammen. Jeg ved endnu ikke om jeg skal fortælle dig det - du er jo min... En jeg kan stole meget på. Du sidder sikkert nu, og tænker over hvem jeg er. Og det skal du få lov til.  - Analeigh, du ved det sikkert allerede, men jeg vil nu fortælle dig det alligevel. Det er ikke den ting, jeg tænker over. Eller jo. Denne ting jeg vil fortælle dig, tænker jeg også over. Men jeg har en hemmelighed, som jeg endnu ikke ved om jeg vil fortælle dig. Men Analeigh, jeg elsker dig. Du er en prinsesse - du får mig til at føle som om jeg er i himlen, selvom jeg hører til helvede. Du får mig til at føle mig som en prins, selvom jeg er en frø. Du får mig til at føle som en solskinsdag, selvom jeg er en regnvejrsdag. Du får det gode frem i mig, selvom mange tror jeg kun har onde ting, bag det charmerende smil og flirtende blik. Analeigh. Du er min prinsesse. - Ring til mig, når du ved hvem jeg er.'' Hvem var denne person? Hvem var dette fra? Jeg havde ingen idé. Det kunne jo kun være fra Christian. Men han har ingen onde sider. Ingen. Hvem var denne person? Hvem?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...