Three Little Words | One Direction

Hvis du har en familiehemmelighed, skal du huske at holde den hemmelig. Specielt hvis det kun er to i familien, der kender til hemmeligheden. Da Ella Edwards, på sin 17 års fødselsdag, finder ud af at hun er gravid med sin fars barn, bliver der strid mellem begge sider af familien. Hun er blevet misbrugt af sin far i flere år, men er først nu konstateret gravid. Hun flygter ned mod vandet, som ellers er hendes største frygt, og kommer ved et uheld til at glide gned fra badebroen, hvilket straks fanger den verdensberømte sanger, Liam Paynes opmærksomhed.

418Likes
326Kommentarer
50595Visninger
AA

12. Still the one.

Ellas synsvinkel

 

Jeg sad badet i mit eget sved. Blair havde ligget helt oppe af mig, og med hendes tårer og mig der sad med alverdenens tøj på, var det ikke den bedste kombi. Jeg havde sendt Blair i bad og havde sørget for at der ikke lå noget hun kunne skade sig selv med, ude på badeværelset. Hun virkede ikke som om hun ville have jeg hjalp hende af med problemet, men om hun ville have det eller ej havde jeg tænk mig at få hende til at stoppe med at tro at det var hendes skyld for det var det ikke. 

Min mobil vibrerede i lommen og først orkede jeg ikke at tage den op, men da den ringede for anden gang tænkte jeg at det nok var vigtigt. Jeg fik den med besvær op af mine sweatpants lomme og kunne ikke trykke hurtigt nok på "svar" da jeg så billedet og nummeret. "Liam!" råbte jeg ind i mobilen, hvilket jeg kunne hører i det anden ende af røret blev godt modtaget. "Hej Ella" jeg tog mig selv i at smile, og prøvede at lade være, men lyden af hans stemme var dejlig at høre. "Liam hvor fanden er du? Drengene er bekymrede for dig" jeg tog mig selv i at sige det blødere end jeg skulle. Jeg ville lyde hård, men lyden af hans stemme gjorde mig utrolig glad og mindre vred. "Det kan jeg se at du også er" grinede han lavt, hvilket fik mig til at rødme. Godt han ikke kunne se det. "Du betyder jo stadigvæk noget for mig" mumlede jeg og sørgede for at Blair ikke kunne høre hvad jeg sagde, da hun havde meldt klart ud at drenge var forbudt fra nu af. Da hun ikke ville have jeg skulle såres igen. Jeg kunne hører han smågrine, men jeg fornemmede at det var et fnis og ikke et grin som sådan. "Ja angående det, kan vi ikke mødes og snakke det igennem?" jeg pustede ud. Var det virkelig en god idé? Jeg mener ja, jeg elskede ham stadigvæk, men hvad nu hvis han ville fortælle mig sandheden? At han bare havde brugt mig? 

Jeg trak vejret dybt nede i maven og uden at tænke over det havde jeg sagt "Ja klart". Jeg så døren åbne ud til badeværelset og Blair trådte ind i soveværelset iført et håndklæde. "Godt, skal vi mødes på stranden om en time?" jeg undrede mig lidt. Hvorfor om en time? Han var vel tæt på stranden? Han havde jo stranden lige bag sit sommerhus? Jeg svarede et kort "Okay" inden jeg lagde på for ikke at få Blair til at mistænke at det var Liam jeg havde snakket med.

"Hvem snakker du med?" hun sørgede for at håndklædet holdt sig selv oppe, og begyndte så at redde hår ud. Jeg rejste mig og smilede. "Ikke nogen, jeg tager lige et bad" jeg lukkede døren inden hun kunne nå at sige noget. Jeg blev nødt til at gøre mig klar. Jeg havde ikke tænkt mig at ligne den sygeste dulle, men man kunne da godt gøre lidt ud af sig selv, så jeg ikke bare gik rundt uden makeup, som jeg havde gjort de sidste par dage. 

Jeg stillede mig ind under bruseren da jeg ikke havde tid til et karbad. Jeg lod min hånd glide gennem mit fedtede hår og lagde et ordentligt lag balsam i hovedbunden for derefter at smører der rundt i håret. Mens jeg ventede brugte jeg lejligheden til at barbere ben. Jeg havde ikke barberet dem i lang tid, og de små hår var begyndt at stikke helt vildt, så når solen nu alligevel skinnede, hvorfor så ikke have nybarberede ben i et par søde shorts?

Jeg lagde et håndklæde om mig selv, og gik ud i soveværelset hvor Blair havde lagt sit håndklæde på gulvet. Jeg kunne høre at hun sad og så fjernsyn i stuen, så jeg listede stille over til hendes skab, og tog et par af Blairs shorts på som jeg altid havde beundret. Jeg fik en sød tank top på, og satte mit hår op i en knold, for derefter at sætte et par solbriller på toppen af mit hoved. Jeg lagde en fin mængde mascara og tegnede mine øjenbryn op. Et hurtigt kig i spejlet og jeg var klar.

"Jeg går lige ned og køber.. donuts" mumlede jeg, og gik mod døren. "Vent" hun havde rejst sig og var kun få skridt fra mig.  Jeg trådte et skridt tilbage da hun begyndte at undersøge mig. Hun snusede forvirret til mig og kiggede mig halv-strengt i øjnene. "Hvor skulle du hen igen?", jeg sank en klump og tog et par klipklapper på. "Jeg skal bare ned og have nogle donuts, du ved man kan aldrig få nok donuts" jeg lukkede øjnene i. Hvorfor ville hun tro på den løgn? Det lød slet ikke som mig. Hun løftede det ene øjenbryn. "Hvis du bare skal ned og hente donuts, hvorfor har du så taget parfume på?", jeg trak på skulderen og prøvede at se så normal ud som muligt. "Man da kan godt gøre lidt ud af sig selv, når man skal ned og hente.. donuts" det lød utrolig dumt måtte jeg indrømme, men hun gav mig bare et kort "hmm.." og gik så tilbage til sofaen. 

Jeg gik forsigtigt hen af vejen og tjekkede min mobil. En besked fra Liam dukkede op på min skærm. "Jeg er der snart, ses om lidt" jeg kiggede undrende på smsén. 'Er der snart'? han boede jo lige ned til vandet, hvordan kunne han være der 'snart'?

Jeg stak den ned i min lomme igen og begyndte at kunne se vandet længere forude. Jeg traskede hen af vejen, og gik små nynnende. Jeg kiggede ned. Først nu gik det op for mig at jeg faktisk skulle ned og snakke med den dreng jeg havde svinet til, og sagt at jeg aldrig ville se ham igen. Jeg måtte være beredt på alt. Han måtte sige hvad han ville, jeg ville ikke kunne holde til at svare igen.

Jeg kiggede rundt. Folk badede, lå og solede sig, legede med deres børn. Jeg kiggede ned. Jeg ville aldrig komme til at få børn. Jeg ville ikke turde. Desuden skulle jeg nok klare mig uden, det ville jo ikke være verdens undergang. 

Jeg begyndte at gå ned mod Liams sommerhus. Jeg havde ikke troet at jeg skulle være foran det hus igen. Det gav bare dårlige minder og huskede mig på hvorfor jeg tog derfra. Men hvorfor havde de også sagt til min far hvor jeg var? De vidste jo godt at jeg ikke ville snakke med ham. At jeg bare ville være hos Liam for evigt, men at jeg ikke ville kunne komme til det. Det var jo bare et sommerhus, som i, kun over ferien. Han skulle jo snart på tour. Jeg skulle til at puste mig selv op af vrede og sorg da jeg mærkede en hånd på min skulder. 

Jeg vendte mig rundt til et genert smil, og et par halv-lukkede øjne der så ud til at blive blændet af solen. Uden at tænke over det havde jeg smidt mig i hans arme og sørgede for at holde stramt om hans ryg. Han strammede selv grebet, men jeg kom hurtigt i tanke om at jeg stadigvæk var sur på ham, og trak mig ud af krammet for at rømme mig. "Nåh.. skal vi?" jeg begyndte at gå ned af stranden og ned til strandkanten. Han fulgte forvirret efter. Han havde sikkert regnet med at jeg ville give han en lussing eller noget. 

"Jeg ved ikke rigtigt hvad jeg skal sige ud over at jeg er ked af at jeg blandede mig," de gyldenbrune øjne borede sig ind i mine. Jeg vidste ikke hvorfor men jeg regnede virkelig med at han ville råbe af mig. Jeg sukkede. "Liam det.." han afbrød mig ved at sukke. "Jeg ved godt du ikke vil kunne se på mig på samme måde som før, men jeg vil virkelig gøre alt for at du tilgiver mig" sorgen i hans øjne, trængte ind under min hud. Det var virkelig ubehageligt. Jeg vidste ikke om jeg havde lyst til at smile eller græde. Jeg havde egentlig ondt af ham. Han kunne jo ikke vide at jeg ville flippe ud. 

Jeg lagde min hånd op og kærtegnede hans kind hvilket jeg kunne se forvirrede ham. Han tog min hånd ned fra hans kind og kiggede mig kort i øjnene inden han kiggede væk. Jeg havde virkelig en trang til at kysse ham, men jeg vidste ikke om det var en god idé. Han havde lige afvist mig i at kærtegne hans kind, hvilket kun kunne betyde at han ikke følte noget for mig. Jeg pustede ud og satte mig ned i sandet. Jeg kiggede ud over vandet. Jeg vidste at den her samtale ville tage en negativ drejning, jeg havde vidst det siden han spurgte om vi skulle mødes. 

"Har du sagt til drengene hvor du er?" jeg ville have stilheden til at forsvinde da jeg ikke kunne holde ud at se ham på den måde. Han satte sig ned til mig og rystede på hovedet. "Det var måske en idé at ringe og sige at du er okay?" han kiggede mig kort i øjnene inden han nikkede. "Måske, men jeg tror bare de er skuffede over mig", jeg kiggede ham forvirret i øjnene. "Hvorfor skulle de være skuffede?" han pustede sørgmodigt ud. "Jeg tog et forkert valg", jeg kunne mærke mit hjerte banke. Mente han mig? Var jeg seriøst et forkert valg? "Hvilket valg?" jeg kunne mærke at tårerne var ved at presse sig på. "Jeg tog med i går, jeg skulle være blevet hjemme" jeg pustede lettet ud. Det havde ikke noget med mig at gøre. "Hvorfor ville du være hjemme?" spurgte jeg forvirret og jeg kunne se at jeg ramte et ømt punkt. "Jeg.. lige meget" han rejste sig for at gå tilbage mod huset, men jeg fik stoppet ham inden han nåede op. "Nej sig det" jeg prøvede at lyde hård, men jeg havde virkelig ondt af ham. Der var virkelig noget der gik ham på.

Han pustede ud og prøvede ikke at kigge mig i øjnene. "Jeg kan bare ikke glemme det du sagde. At du ikke ville se mig mere. Det.. gør ondt.. Jeg har stadigvæk følelser for dig Ella." hans stemme var utrolig skrøbelig og det var vidst, meningen at han skulle sige det så lavt at jeg ikke kunne høre det, men det kunne jeg og jeg stod nu med et overrasket udtryk i ansigtet. Jeg tøvede kort, men løftede så hans hage for at få ham til at kigge på mig. "Ella hvad.." jeg pressede mine læber mod hans, og heldigvis for mig trak han sig ikke. Jeg havde virkelig savnet hans bløde læber mod mine. 

 

Liams synsvinkel

 

De overvældende følelser brusede igennem mig. Det var, som om min mave havde forvandlet sig til et indre fyrværkerishow, og selvom Ella før havde givet mig den følelse, så kunne jeg ikke lade være med at blive overrasket hver gang. Der var ingen nogensinde – end ikke Danielle – der havde fremmanet sådan en følelse i mig. Noget ved Ella formåede bare virkelig at nå helt ind til mig som aldrig før. Jeg havde virkelig savnet hendes nærvær.

Da vi igen trak os fra hinanden, blev nogle generte smil udvekslet. Jeg vidste ikke, hvad jeg hverken skulle sige eller gøre. I stedet var jeg bare fuldstændig mundlam, og selvom jeg prøvede at få nogle over mine læber, så ville de ikke slippe ud.

”Jeg er altså virkelig ked af alt, der er sket,” fik jeg endelig ud efter lidt tids stilhed. ”Det var ikke min hensigt at såre dig. Bare tanken om dig såret knuser mit hjerte, og når jeg så er skyld i det … Jeg er så ked af det.”

”Jeg ved godt, du er ked af det,” sagde hun med et skævt smil. ”Det har du trods alt sagt, fjollehoved.”

”Oh.” Jeg havde vist lidt af en vane med at gentage mig selv for ofte.

”Men du skal ikke være ked af det,” fortsatte hun. ”Som du selv sagde, så var det ikke din hensigt at forværre alt.”

”Jeg holder virkelig af dig, Ella,” indrømmede jeg stille.

Hun stirrede lidt på mig med et blik, der vist nok indeholdt tvivl, uden at sige noget. Først da vi havde gået et par meter, brød hun igen stilheden. ”Jeg holder også virkelig af dig, Liam.”

Det mindede mig om dengang, hvor vi havde haft vores første kys. Dengang alt det her ikke var sket. På en måde savnede jeg virkelig den tid, for nu var alt virkelig bare messed up. Der var sket så meget på så kort tid, at det var sindssygt. Jeg vidste, vores forhold aldrig ville blive det samme igen, men forhåbentlig var det ikke en dårlig ting. Forhåbentlig var vores forhold kun blevet stærkere af alt det her – hvis vi da overhovedet var i et forhold.

”Jeg har besluttet mig for at få en abort,” fortalte hun mig så lavmælt, at det næsten ikke var til at høre.

”Virkelig?” Jeg stirrede overrasket på hende. ”Det er da godt!”

”Jeg kommer til at myrde et barn,” svarede hun, og hendes stemme knækkede ved ’myrde’. ”Liam, jeg ved bare ikke, om det er det rette. Jeg ved, at jeg er ung og alt det, men jeg kommer til at dræbe et væsen. Hvordan skal jeg dog kunne leve med mig selv, når jeg ved, jeg har forhindret et lille spædbarn i at leve?”

”Ella, du må huske, at du ikke myrder barnet,” mindede jeg hende om. ”Det er endnu bare et foster, som ikke har udviklet sig nok til at være i live. Det er ikke klogt at blive mor så tidligt, og især ikke hvis faren ikke er der. Dit barn fortjener en rigtig far, som er kærlig, og som tager sig af både barnet og moren. Det kommer din far ikke til at gøre. Han har misbrugt dig i al denne her tid. Sådan et liv vil du ikke ønske for dit barn.”

Hun svarede ikke, men nikkede i stedet funderende. Jeg kunne se på hende, at hun stadig havde det dårligt med at ’skulle myrde barnet’, som hun jo kaldte det, men måske var der også noget dybt inde i hende, der vidste, at det her var det rette at gøre.

”Har du da været til lægen?” spurgte jeg, da jeg opdagede, at hun ikke havde tænkt sig at svare.

”Ja,” svarede hun, ”og han sagde også, det ville være bedst, hvis jeg fik en abort. Jeg føler bare ikke, at der er nogen, der forstår mig. Alle siger, at jeg kun er 17, og jeg forstår godt, at jeg dermed bliver en ret ung mor, men det her liv inden i mig … Jeg kan ikke forklare det.”

”Det er en normal ting,” forklarede jeg. ”Når kvinder er gravide, får de ofte en trang til at beskytte barnet og måske også at stoppe op foran en legetøjsbutik for at beundre de små tøjdukker – de bliver i det hele taget meget babyfikserede.”

Hun lo over mine sidste ord. ”Godt, jeg da ikke er blevet helt gak, gak.”

”Bare husk, at jeg støtter dig lige meget hvad, ikke?” Jeg lod min hånd flette sig ind i hendes for at give den et beroligende klem. ”Altid.”

”Det sætter jeg virkelig pris på,” mumlede hun og lænede sit hoved mod min skulder. ”Jeg er glad for, at vi fandt ud af alt.”

Jeg smilede. ”Det er jeg også.”

***

Det var ved at blive aften, og solen var i færd med at kaste sine sidste stråler ud over det brusende hav. Ella og jeg havde gået en ret lang tur og sad nu bare på sandet, imens vi nød solnedgangen – ligesom i en rigtig kærlighedsfilm.

”Jeg må nok snart hjem til Blair,” sagde Ella. ”Hun har det ikke så godt her for tiden.”

”Hvorfor ikke?” Jeg stirrede forvirret på hende.

”Hun bebrejder sig selv for alt det, der er sket, eftersom hun jo er den, der fortalte det til min mor,” sukkede hun. ”Så har hun rodet sig ud i alt muligt som for eksempel cutting, og jeg er virkelig nervøs for, at hun gør et eller andet dumt.”

”Hun burde ikke skyde skylden på sig selv,” sagde jeg. ”Hun ville vel bare gerne have din far til at stoppe med at misbruge dig. Det er altid svært at vide, hvad man skal gøre i situationer som disse.”

”Hun vil bare ikke indse, at hun ikke skal have så dårlig samvittighed,” mumlede hun. ”Jeg får snart dårlig samvittighed over, at hun har dårlig samvittighed.”

”Det skal nok gå, det lover jeg.” Stjernerne var så småt kommet til syne på himlen, og de skinnede nu klart. Hvorfor mindede alt mig bare om ting, jeg tidligere havde oplevet med Ella? Som jeg betragtede stjernerne, tænkte jeg tilbage på den aften, vi havde åbnet op for hinanden.

”Jeg håber virkelig, du har ret.”

”Du behøver ikke at bekymre dig så meget. Alt skal nok gå,” lovede jeg hende. ”Lad os nu bare nyde det her; gøre øjeblikket væsentligt.”

Jeg lod blidt mine arme vikle sig rundt om hendes spinkle krop, inden jeg pressede mine læber imod hendes. Jeg havde det sådan, at jeg aldrig kunne få nok af hendes bløde læber, for det var virkelig bare en vanedannende sensation. Ella kunne få det til at krible overalt, så min krop bare brusede af lykke, og jeg vidste simpelthen ikke, hvordan hun kunne gøre det. Jeg havde aldrig følt så stærkt for en pige, og det var underligt at tænke på, for jeg havde været så sikker på, at Danielle og jeg ville være sammen for evigt. At jeg ikke kunne være mere forelsket, end jeg havde været i hende. Men så mødte jeg Ella. Hun vendte simpelthen bare op og ned på alt. Fik mig til at glemme savnet til Danielle.

Det var vel sådan, den rette pige skulle gøre. Hun skulle kunne hviske alt væk og betyde så meget, at alle ens tanker omhandlede hende. Sådan havde jeg det med Ella. Ikke andet end hendes navn gik igennem mit hoved hver dag. Ella, Ella og atter Ella.

 

'Vanedannende sensation'. Hahahahahah, hvad snakker du dog om, Adison? Nogle gange fatter jeg ikke, hvad jeg skriver, omfg. x

- A

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...