Three Little Words | One Direction

Hvis du har en familiehemmelighed, skal du huske at holde den hemmelig. Specielt hvis det kun er to i familien, der kender til hemmeligheden. Da Ella Edwards, på sin 17 års fødselsdag, finder ud af at hun er gravid med sin fars barn, bliver der strid mellem begge sider af familien. Hun er blevet misbrugt af sin far i flere år, men er først nu konstateret gravid. Hun flygter ned mod vandet, som ellers er hendes største frygt, og kommer ved et uheld til at glide gned fra badebroen, hvilket straks fanger den verdensberømte sanger, Liam Paynes opmærksomhed.

418Likes
326Kommentarer
50502Visninger
AA

17. Never Too Late

En uges tid senere

Ellas synsvinkel

Der gik lidt tid, før Liam nåede hen til døren, efter jeg havde banket på. Det var endnu svært for ham at gå uden at overbelaste sig selv for meget. Han havde fået tildelt et par krykker, men det lod til, at de bare påførte ham endnu mere smerte, så han brugte dem for det meste ikke.

  ”Hey, Ella,” mumlede han, da han endelig stod i døren. Jeg kunne se på den måde, han lænede sig tungt op ad dørkarmen på, at det alt sammen var enormt udmattende for ham. Trods han havde fået nogle dage til at hele, var det ikke nok – lægerne havde sagt, det nok ville tage seks ugers tid, men at størstedelen af smerten ville fortage sig efter kort tid. Det var åbenbart et heldigt sted, han var blevet ramt, for mange mennesker kunne få bivirkninger som åndenødsproblemer og svært ved at sove, men det var ikke noget, Liam havde problemer med. Godt nok havde han alligevel fået at vide af lægerne, at han enten skulle hoste eller trække vejret dybt en gang i timen, men alt så ud til at gå fremad.

  Det var dejligt at se ham oppe at stå. Sund og rask var han ikke helt, men han var ved at blive det, og jeg kunne ikke være mere lettet over den skyld, der var lettet fra mit hjerte.

  Min far var ikke længere en del af mit liv. Selvom det havde været enormt svært, fordi han netop altid havde været her, vidste jeg, det var det rigtige at melde ham til politiet. Jeg var overrasket over, at min mor ikke havde gjort det noget før – eller Blair for den sags skyld. Vi skulle have gjort det, så snart det hele eksploderede og blev et stort kaos, for så ville så mange dårlige ting ikke være sket. Vi kunne have forhindret så mange ting i at finde sted som for eksempel alt det med Liam.

  Det var nok den ting, jeg fortrød mest.

  Blair havde også fået det bedre. Efter at have taget en snak med hende syntes alting at se lidt lysere ud – hun havde set lyset. Og det var formentlig den dejligste følelse at kigge ind i de øjne, der ikke længere var tomme og sørgmodige. Hun var ved at blive glad igen, og med en psykologs hjælp var jeg sikker på, de ar på hendes håndled ville forblive ar.

  ”Er du klar?” spurgte Liam mig med et skævt smil og lagde lige så stille armen omkring mig, så jeg kunne dufte den parfume, han havde på.

  ”Mm,” mumlede jeg og lukkede kort øjnene for at høre hans rolige åndedrag. Helt klart kunne jeg nok ikke blive, men jeg vidste, det her var det sidste, der manglede, før det hele ville blive godt igen. Vi var så tætte på at nå det punkt i livet, hvor alt igen var simpelt og let – jeg manglede bare at gøre det her. Og med hans hjælp kunne jeg klare alt.

  Jeg hjalp Liam med hans sko, selvom han blev ved med at sige, det overhovedet ikke var nødvendigt, og at han sagtens kunne klare sig selv. Det var noget, jeg bare smilede af, for jeg kunne se på den måde, han skar ansigt, hver gang han prøvede at bøje sig ned, at det var noget, han foretrak at lade være med at gøre – men selvfølgelig skulle han altid prøve at spille prinsen på den hvide hest, der kunne finde ud af alt.

  Da Liam låste døren til sommerhuset vidste jeg, det var sidste gang, jeg ville få det at se, nu hvor hans ferie var ved at være ovre. Det gav mig en trist fornemmelse i maven, men samtidig kunne jeg ikke lade være med at tænke, at der ville komme nye steder at skabe minder ved. Godt nok var det lille, hyggelige rækkehus noget, der altid ville få billeder af Liam frem i mit sind, men det var på tide at komme videre. Give slip på alle de ting, der udgjorde det uperfekte liv, jeg engang havde levet, hvor bekymringer var alt, jeg havde i tankerne. Det var på tide at starte forfra.

  Der havde ikke været særlig meget støj fra medierne og alle de nysgerrige journalister på det seneste. Af og til kom de for at få nogle billeder af Liam og hans krykker, hvilket jeg nok aldrig helt ville kunne gøre mig klog på, men det var i det hele taget stilnet meget af. Jeg kunne dog ikke rigtig sige det samme om resten af drengene.

  Så vidt jeg vidste, havde de andre fire det godt. De var alle stadig lidt rystede over hele situationen med Liam og min far, men det så ud til, at de efterhånden havde fundet lidt ro og fred med det hele. Det havde de også fortjent – de var trods alt kommet her for at holde ferie og ikke for at møde en eller anden fucked up pige som mig, der havde drama i hælene på mig hele tiden. Men Zayn virkede meget glad for vores møde alligevel, for det havde ledt ham til Blair, som han så ud til at være meget begejstret for. Han havde i hvert fald tilbragt mere tid med hende på hospitalet, end jeg havde, og det sagde en del.

  Da jeg kiggede op på Liam ved min side, kunne jeg ikke lade være med bare at nyde synet for en stund. Han var så smuk – især badet i solskin. Og trods hans ansigt stadig var lidt hævet og misfarvet nogle steder, fandt jeg ham ualmindeligt attraktiv. Ikke fordi han virkede sejere eller hårdere efter sådan et slagsmål, men fordi han simpelthen bare strålede, trods han havde været igennem så meget, hvilket var noget, jeg håbede, jeg også selv gjorde.

  Jeg ville gerne møde hans øjne, men han havde nogle mørke solbriller på, som gjorde det helt umuligt at fange den mindste smule af den brune farve, der ellers altid lod til at stråle igennem alt. En af grundene til det var formentlig også, fordi han gerne ville skjule sit blå øje, trods jeg ikke kunne se nogen årsag til at skamme sig over sådan en krigsskade - man burde aldrig skamme sig over at have overlevet en svær oplevelse.

  Vejret var fantastisk i dag. Træerne var farvestrålende, og lidt længere væk kunne jeg høre nogle børn grine, så det boblede i maven. Jeg havde aldrig rigtig lagt mærke til, hvilken fantastisk lyd det var – der var så meget livsglæde og gåpåmod i så enkel en ting i livet. Hvordan kunne vi mennesker dog tage sådan noget for givet?

  En sort bil ventede på os – lægerne havde forbudt at lade Liam køre i hans tilstand, så de næste par uger ville han kun blive transporteret ved hjælp af nogle bodyguards. Men han var vel vant til det – var det ikke også det, de gjorde, når de var på turné? Af min erfaring lod stjerner aldrig til at køre sin egen bil, selvom de havde kørekort.

  Før jeg fik sat mig ordentligt ind, blev der blødt grebet fat om min arm, der trak mig nærmere, indtil jeg i mørket af de tonede ruder mærkede nogle læber mod mine. Jeg kunne genkende dem som Liams, og i takt med at mine øjne vænnede sig til mørket, begyndte jeg også langsomt at kunne se hans ansigtstræk og det pjuskede hår.

  ”Det har været et helvede, imens du har været væk,” blev der hæst hvisket mod mine læber, hvilket fik et hav af fyrværkerier til at springe i min mave. Det gjorde mig en anelse ør i hovedet, men jeg kunne godt lide fornemmelsen.

  ”Mm, du var ikke alene om de følelser,” svarede jeg og hvilede min pande imod hans, ”men du skulle jo hvile dig, og jeg ville bare have distraheret dig.”

  Han svarede ved at efterlade en masse fine kys langs min hals og mumlede derefter: ”Jeg har ikke noget imod distraheringer.”

  Trods jeg elskede, hvordan der altid gik et stød igennem mig, når hans læber strejfede min hud, blev jeg nødt til at rykke væk med et genert grin.

  ”Hvad tænker din chauffør ikke om os,” sagde jeg og trak i smilebåndene. ”Det der må du gemme, til du ikke krymper dig af smerte, hver gang du bevæger dig.”

  Han var stille i lidt tid; så ud til at tygge lidt på mine ord. Jeg kunne ikke helt vurdere hans ansigtsudtryk – ikke fordi det var for mørkt, for det var det ikke, men det var bare ikke noget, jeg havde set før. Men så svarede han kækt: ”Du ved, hvordan drenge er,” hvilket bare fik mig til at grine. Lige i den her tid, hvor halvdelen af hans krop var indbundet i bandage, havde jeg ikke set ham som meget andet end en såret hundehvalp, så det var enormt mærkeligt og malplaceret at høre det fra hans mund.

 

Liams synsvinkel

Da vi nåede frem til hospitalet, virkede Ella som en statue – hele hendes krop var spændt, og hun rørte sig ikke det mindste. Det var, som om hun bare var frosset fuldstændig, og hendes glade humør fra før var pist forsvundet.

  ”Så er det nu,” sagde jeg lige så stille og sendte hende et opmuntrende smil. ”Du kan klare det her, Ella.”

  ”J-jeg ved ikke …” Hun rystede på hovedet og pustede så tungt ud. ”Måske er det her alligevel ikke det rigtige at gøre. Jeg kunne måske –”

  ”Ella, kig på mig.” Jeg lagde en hånd på hendes, der rystede, som var det flere minusgrader herinde. ”Alt skal nok gå, det lover jeg. Du har klaret dig så bravt allerede – det her er det sidste skridt, okay? Det hele vil blive godt igen derefter.”

   ”Ja. Ja, du har nok ret.” Hun tog en dyb indånding og lukkede øjnene, imens hun gentog, at alt nok skulle gå adskillige gange. Derefter steg hun ud af bilen, så en stråle af sollys trængte ind i bilen og varmede sæderne op.

  Idet jeg steg ud, stormede et hold af journalister hen imod mig og begyndte at stille så mange spørgsmål, at det hele bare blev til én stor boble af volapyk. En efter en kom de nærmere og holdt en mikrofon op mod mig, så mine bodyguards blev nødt til at skubbe dem til side, så jeg kunne få plads til at ånde.

  ”Kom,” mumlede jeg forpustet til Ella og flettede mine fingre ind i hendes. ”Alt skal nok gå.”

  Der var fortsat folk, der løb efter os og tog billeder, som om vi var de eneste personer på kloden. Jeg havde aldrig forstået, hvordan mit liv kunne være så interessant for andre – hvad var det ved mig, der altid skulle fange deres opmærksomhed? Selv hvis jeg stod i McDonald’s og bestilte aftensmad, kom det i aviserne, som om mine spisevaner kunne kurere kræft.

  Lige før vi trådte ind, blev der højlydt råbt: ”Hvad, Ella, skal du ind og have det barn myrdet?” hvilket fik hende til at vende sig hidsigt om, men før hun kunne nå at reagere som sådan, lagde jeg en hånd på hendes skulder.

  ”Fokusér.” Jeg lod langsomt mine fingre følge formen af hendes krageben. ”De vil jo bare provokere dig til at give dem noget at skrive om. De betyder ikke noget.”

  ”Jo, de gør,” hviskede hun, og straks begyndte tårerne at fylde hendes øjenkrog, så små perler trillede ned ad hendes kinder. ”De har jo ret i, at jeg myrder barnet. Det … Liam, jeg kan ikke gøre det her, det kan jeg bare ikke.”

  ”Hey.” Det virkede umuligt at fange hendes blå øjne, der flakkede rundt. ”Du myrder det ikke. Det er ikke at tage en andens liv, okay? Jeg vil have, du bliver lykkelig, og jeg lover dig, at du ikke kommer til at fortryde det her. Hvis du beholder barnet, vil du tage dit eget liv – du vil give op på hele din ungdom, og det vil jeg ikke se ske for dig. Ikke når du fortjener alt i verden. Du fortjener lidt tid, hvor det ikke bare er helvede, og hvor du kan få lov til at sove med begge øjne lukket. Du skal have en pause, og det er også noget, du kommer til at tænke, når du ligger vågen hele natten, fordi barnet græder. Ella, du har ikke lyst til at kigge på det barn og se det som den person, der stjal dit liv.”

  Jeg strøg hende over håret og kyssede hende blidt på panden, men hun lod ikke rigtig til at reagere på mine ord i nogle sekunder. Hun stod bare og stirrede, som hun havde gjort en hel del i den tid, jeg havde kendt hende – det virkede, som om hun gik i stå, hver gang hun skulle til at gøre noget for sig selv, fordi hun var så vant til at gøre alt for andres skyld.

  ”Lover du at være her, når det hele er overstået?” hviskede hun stille, mens tårerne fortsat løb ned ad kinderne.

  ”Det lover jeg.”

  Jeg tror ikke, hun var panisk, da vi gik ned ad den hvide gang. Hendes hoved var formentlig stadig fyldt med ”hvad nu hvis”-tanker, men inderst inde vidste hun nok, at det her var den rigtige beslutning. Hun græd i hvert fald ikke længere, da vi var ved at være ved venteværelset.

  Før Ella gik op til skranken, kyssede hun mig dybt og inderligt, så det føltes, som om hendes fravær dagene efter alt det med hendes verden slet ikke betød noget, og da vidste jeg, vi var stærkere end nogensinde efter at have været igennem så meget sammen. Det her var, hvad man kaldte at være med hinanden i medgang og modgang – at støtte hinanden lige meget hvad, fordi følelserne var så stærke, at man slet ikke rigtig tænkte over, at alle problemerne ville forsvinde, hvis man bare forlod personen. Det var den her slags kærlighed, man skulle holde fast i. Det vidste jeg. Hvad end Danielle og jeg havde haft, så var det her meget mere kraftfuldt.

  Jeg tænkte på en masse ting, da jeg så hende snakke med sygesekretæren. Alle de ting, der var skete på denne korte tid, kørte igennem mit hoved, men jeg hægtede mig underligt nok ikke ved alt det dårlige. Ikke engang når min brystkasse smertede, fortrød jeg alt, Ella havde fået mig rodet ud i, for hun var det værd.

  Hvis der var noget, jeg specielt havde lært af alt det her, var det, at det aldrig var for sent at få en lykkelig slutning. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...