Three Little Words | One Direction

Hvis du har en familiehemmelighed, skal du huske at holde den hemmelig. Specielt hvis det kun er to i familien, der kender til hemmeligheden. Da Ella Edwards, på sin 17 års fødselsdag, finder ud af at hun er gravid med sin fars barn, bliver der strid mellem begge sider af familien. Hun er blevet misbrugt af sin far i flere år, men er først nu konstateret gravid. Hun flygter ned mod vandet, som ellers er hendes største frygt, og kommer ved et uheld til at glide gned fra badebroen, hvilket straks fanger den verdensberømte sanger, Liam Paynes opmærksomhed.

418Likes
326Kommentarer
50530Visninger
AA

3. Never Mind

Ellas synsvinkel

 

Jeg åbnede langsomt øjnene, ved at jeg fik dagens sidste solstråle i øjnene. Jeg satte mig forvirret op, og kiggede mig forskrækket rundt. Hvordan var jeg kommet hertil?

Jeg tog mig til hovedet, da jeg lidt efter mærkede en stærk hovedpine. Spørgsmålet var bare hvordan jeg havde fået den. Jeg lagde hurtigt mærke til at jeg ikke kunne genkende en eneste ting omkring mig og kiggede bekymret rundt efter Blair.

Jeg rejste mig fortvivlet fra sofaen, men væltede i samme sekund tilbage på sofaen. Jeg satte min hånd op på min pande, og kunne mærke et ømt sted jeg straks udforskede. Jeg kunne mærke at jeg havde fået et sår, men ikke hvor stort det var.

Jeg mærkede kvalmen stige, og prøvede at holde det inde, da jeg så en spand ligge tomt på gulvet ved siden af. Jeg kiggede tomt rundt da jeg til sidst fik øje på en skygge fra det der måtte være køkkenet.

Jeg fik rejst mig, men væltede stadigvæk rundt, af svimmelhed, og nåede at få hat i et dørhåndtag inden jeg satte mig fortvivlet på gulvet.

”Hey er du okay?” jeg kiggede op i et par gyldenbrune øjne, der med sin varme glød gjorde mig mundlam. Jeg stirrede forskrækket på ham, og rykkede mig tilbage langs gulvet. ”Hvad.. hvad laver du her? Og hvem er du?” han kiggede først forvirret, på mig men satte sig derefter på hug foran mig. ”Jeg er Liam, og jeg bor her” han fnes let, og rakte sin hånd frem. Jeg kiggede forvirret på ham, og fik rejst mig fra gulvet. ”Men hvis du bor her, hvad laver jeg så her?” jeg kiggede rundt, og var nødt til at holde fast i ryggen af en stol, for ikke at vælte igen.

Han tog forsigtigt fat i min arm, og førte mig med ud i køkkenet, mens han stolt smilede. ”Kan du slet ikke huske noget?” hans skæve smil, fik mig til at kigge grundigt på ham. Jeg havde set ham før.

Jeg rystede fortvivlet på hovedet, og trak min arm til mig. ”Hvorfor er jeg her?” spurgte jeg igen. Han trak på skuldrende, og vippede frem og tilbage på tæerne. ”Du faldt ned fra molen”, jeg kiggede først skræmt på ham, men fnes derefter irriteret, og lagde armene over kors. ”Hvorfor skulle jeg gå op på molen den er lukket af” jeg vendte ryggen til og gik mod døren, da det sortnede for mig, og jeg sad på gulvet.

Jeg kunne hører en stemme bag mig og selvfølgelig var det Liam. ”Måske skulle du lægge dig” jeg kunne mærke hans hænder under mine arme, og der gik ikke lang tid før jeg kunne mærke sofaen under mig.

Jeg kunne mærke at der blev lagt noget over mig som jeg kunne regne ud var et tæppe eller noget, da jeg tror han havde fundet ud af at jeg havde gåsehud. Jeg havde det stadigvæk hunde koldt, men jeg vidste ikke hvordan jeg kunne være så helt igennem syg.  Jeg mener hvordan kan man ryge ned fra molen? Den er mega høj. Man ville da brække nakken hvis man faldt ned derfra.

Jeg skulle til at åbne munden, da jeg en høj tone gik gennem mit øre, og jeg igen kunne se. ”Det Liam” jeg kiggede op og ned af ham, og vidste pludselig hvor jeg havde set ham før. Liam James Payne.

Han rejste sig fra sofaen, og gik ud mod køkkenet, mens han sendte mig et jeg-er-straks-tilbage blik. Jeg nikkede langsomt, og tog mig igen til hovedet. Hvordan kunne jeg have været endt her? Jeg prøvede at huske hvad jeg havde lavet tidligere, men det eneste der kom til mig, var at jeg havde siddet med Blair, og snakket om drenge. Hun havde selvfølgelig snakket om One Direction, mens jeg stadigvæk holdte mig til Ed Sheeran. Men det forklarede stadigvæk ikke hvordan jeg var endt i Liam Paynes hus.

”Okay vi ses” jeg rettede opmærksomheden fra vinduet til Liam, der trådte ud, men en kop i sin ene hånd og sin mobil i den anden. Han satte sig med et bump ned ved siden af mig, og satte koppen på bordet. Jeg blev ved med at stirre på ham, og til sidst begyndte at grine. ”Hvad?” jeg rystede på hovedet, og tog mig til hovedet, for tredje gang. Han gav mig tøvende koppen i hånden, og smilede beroligende mens han forsigtigt spurgte om mit navn.

Jeg greb hårdt fat om koppen, og kunne mærke det kogende vand, løbe ned på mine fingre. ”Ella” jeg kiggede hurtigt væk, stadigvæk med et bekymret udtryk i ansigtet, og tog en tår af det jeg regnede med var te.

”Hvorfor stod jeg på molen?” spurgte jeg forsigtigt, selvom jeg egentlig ikke regnede med at han kendte svaret. Han trak på skuldrende og lænede sig tilbage. ”Du så ret fortvivlet ud, du nærmest sprang over advarselsskiltet” han fniste kort, inden han lænede sig frem og foldede hænderne på låret. ”Men hvorfor skulle jeg…” Jeg kiggede ned af mig selv, og lagde mærke til tøjet. Jeg havde ikke haft det på før, og jeg huskede ikke at jeg havde købt det. ”Hvad er det i dag?” jeg kiggede rundt efter en kalender, eller et ur, eller noget for at kunne finde ud af hvor længe jeg havde været væk. ”Lørdag” han smilede let, og tog sin mobil frem. ”Jamen hvilken dato?” jeg satte koppen på bordet, og trak tæppet helt op over mig. ”Den syvende” jeg kiggede forskrækket på ham, og kiggede derefter ud mod stranden.

Det begyndte langsomt at komme tilbage til mig, og jeg kunne mærke tårerne presse sig på. Jeg rejste mig forvirret, og skulle til at åbne døren ud til stranden, da den blev trukket til sig ude fra. Jeg kiggede forskrækket op, da en lyshåret dreng trådte ind foran mig. Han stoppede forvirret op, og kiggede undrende på mig, da Liam tog min arm og fik mig tilbage i sofaen.

Jeg prøvede at smile, men da jeg stadigvæk havde en forfærdelig hovedpine valgte jeg at se ligeglad ud.

”Øhm, Liam?” Han smilede let til den lyshårede dreng, og nikkede ”Hmh?” Han gjorde tegn til at Liam skulle rejse sig og fik ham med ud mod køkkenet. ”Vil du lige undskylde os?” jeg nikkede let og tog fat i koppen igen, og lænede mig tilbage. Hvad havde jeg dog lavet, siden jeg havde det så dårligt?

 

Liams synsvinkel

 

“Hvem er den pige?” spurgte Niall i det samme, vi trådte ud af lokalet.

”Også hej til dig,” sagde jeg og ignorerede hans spørgsmål.

”Liam,” sagde han og sendte mig et ret alvorligt blik, hvilket faktisk var ret så unormalt for Niall. ”Hvem er den pige?”

”Slap af …” svarede jeg og smilede beroligende. ”Jeg sad bare på stranden, da jeg fik øje på hende. Allerførst ignorerede jeg hendes tilstedeværelse, men så faldt hun i vandet og ja – du kan vel gætte resten af historien, kan du ikke?”

”Så der er ikke noget romantisk over det?” spurgte Niall med et afventende blik.

”Nej,” svarede jeg og gav ham et hjerteligt dask på skulderen. ”Men hvorfor siger du det, som om der skulle være noget galt i, hvis der havde været noget romantisk over det?”

”Det er bare …” begyndte Niall og sukkede stille. ”Vi ved jo hvor meget, Danielle betød eller stadig betyder for dig, så vi har været lidt bekymrede for dig. Jeg siger bare, at du ikke skal komme videre alt for hurtigt, hvis du ikke er klar til det.”

”Jeg har det fint,” mumlede jeg lavmælt med et afvisende tonefald og kiggede ned i jorden. Alt det med Ella havde ellers lige fået mig til at glemme Danielle.

Tak, Niall. Nu fik du mig lige til at huske det igen.

”Det siger du, og jeg vil også virkelig gerne tro dig, men drengene og jeg er altså bare stadig lidt bekymrede for dig,” sagde Niall og trak på skuldrene. Jeg skulle lige til at komme med indvendinger igen, da han tilføjede: ”Men du skal i hvert fald bare vide, at vi er her for dig, hvis du har brug for at snakke ud om noget.”

”Det ved jeg,” svarede jeg. ”Og det er jeg også virkelig taknemmelig for. Jeg er så glad for, at jeg har jer til at støtte mig igennem alt, men jeg klarer mig altså. Bare giv mig lidt tid alene til at tænke over tingene.”

Jeg havde virkelig ikke brug for at snakke ud om Danielle. Hvis jeg tænkte for meget over tingene, ville jeg bare tænke alt for meget over, hvad jeg havde mistet. Det ville gå op for mig, hvor meget jeg egentlig savnede hende. Det var bare ikke tidspunktet. Måske en dag længere ude i fremtiden hvor jeg ikke savnede hende så ufatteligt meget. Eller måske aldrig.

”Jeg kan godt forstå, at det er hårdt for dig at snakke om bruddet, men det er for det bedste,” sagde Niall og nikkede insisterende for at understrege sin pointe. ”Jeg kom trods alt bare for at støtte dig og være der for dig. Du er jo som en bror for mig.”

”Jeg er virkelig glad for at have venner som dig og de andre drenge, men jeg mener virkelig, at jeg har det fint,” sagde jeg og gav Nialls skulder et beroligende klem. ”I skal ikke være bekymrede.”

”Ja, okay …” tøvede Niall og nikkede langsomt. ”Jamen, så vil jeg lade dig være alene med hende pigen igen. Drengene og jeg har lejet nogen huse lige i nærheden, hvis du nu skulle få brug for noget, okay? Vi er her for dig, hvis du har brug for at snakke.”

”Tak,” sagde jeg og smilede til Niall, hvorefter jeg gav ham et knus, og fulgte ham ud til entréen, hvor han trådte udenfor, så jeg igen var efterladt alene med Ella.

”Hans navn er Niall, ikke?” var det første, Ella sagde, da jeg trådte ind i stuen igen. Hun havde et ret spørgende tonefald og nogle nysgerrige og nærmest barnlige øjne.

”Jo,” svarede jeg og smilede. ”Niall Horan.”

”Okay …” sagde hun en anelse tøvende. ”Liam?”

”Mm-hm?”

”Øhm … Altså … Vi … Du … Øh …” Jeg rynkede brynene over alle de usammenhængende ord.

”Ja?” Måske var Ella stadig lidt rundt på gulvet. Der havde trods alt været ret langt ned.

”Ikke noget,” sagde hun og slog det hen med et smil.

”Nej, hvad er det?” spurgte jeg. Hvis folk sagde sådan noget og så bare sagde, at det var lige meget bagefter, kunne jeg bare ikke lade være med at blive mere nysgerrig end jeg allerede var i forvejen.

”Okay, det kommer nok til at lyde en smule akavet,” mumlede hun, og jeg kunne ane en let rosa nuance finde vej op til hendes kinder. Hun tog en dyb indånding, inden hun sagde: ”Du gav mig ikke mund til mund, vel?”

”Nej, nej!” udbrød jeg straks og lo let. ”Det tænkte jeg ikke lige på. Jeg gav dig bare hjertemassage, for det var det eneste, jeg lige huskede. Selvom du trak vejret, var jeg nervøs for, om du måske havde fået noget vand galt i halsen eller sådan noget, så jeg prøvede bare med hjertemassage. Det plejer man som regel at gøre i film.”

Ella fniste lavmælt, hvorefter hun sagde: ”Du ved vel godt, at man ikke giver hjertemassage til en, der trækker vejret, ikke?”

Jeg kiggede forfjamsket på hende.

”Jo, da …” sagde jeg med en tydelig ironi i stemmen og gestikulerede med hænderne. ”Selvfølgelig gjorde jeg det!”

Ella svarede ikke. Hun smilede bare til mig og hendes dybblå øjne begravede sig i mine. Hendes kinder blussede let.

”Jeg har vist ikke fået sagt tak,” sagde hun med et skrøbeligt tonefald. ”Så tak.”

”Hvad tænkte du egentlig på, sådan at gå derop?” sagde jeg og smilede. ”Så du ikke ’under ombygning’-skiltene?”

”Jo, jeg plejer bare altid at tænke over forskellige ting deroppe,” mumlede hun og trak på skuldrene. ”Jeg troede ikke, at broen var så ustabil.”

”Fik du så noget ud af at stå på den bro?” spurgte jeg. ”Har du fået tænkt tingene igennem?”

”Egentlig ikke …” sagde hun og fnøs. ”Det er så typisk mig at være så klodset.”

”Hvad tænkte du på?” spurgte jeg og lagde hovedet let på skrå. Det gav mig mulighed for at betragte hendes ansigt, når hun ikke var bevidstløs. Hendes øjne lod til at overstråle hele hendes ansigt. De virkede så unaturligt blå, når man kiggede på hendes mørke hårfarve og let solbrune hudfarve, men det var nu ikke fordi, at det var en dårlig ting. Det gjorde bare hendes udseende endnu mere fascinerende.

Ella kradsede sig på armen og afbrød vores øjenkontakt. I stedet rettede hun sit blik mod gulvet. Man kunne let gennemskue, at mit spørgsmål havde vækket et eller andet i hende.

”Denne her te er faktisk virkelig god!” udbrød hun og ignorerede mit spørgsmål, hvorefter hun fik kæmpet sig op at stå. ”Hvad hedder den? Jeg tror lige, jeg laver en ny kop, hvis det er i orden.”

”Øhm, klart …” mumlede jeg og rejste mig for at gå efter hende, så jeg kunne gribe hende, hvis hun nu skulle miste balancen. Jeg kunne se, at hun stadig vaklede en smule, men hun var begyndt at kunne holde balancen. Ella havde tydeligvis skiftet emne med vilje for at undgå at svare på spørgsmålet. Det, hun bare ikke lige var klar over, var, at jeg altid blev endnu mere nysgerrig, når folk undgik at svare på det. Hvad var det, hun havde tænkt på? Måske ville hun ikke fortælle det på lige det tidspunkt, men jeg skulle nok finde ud af, hvad det var, hun skjulte.

_________________________________________________________________________

Ville bare lige undskylde for den lange ventetid! Vi er overdrevet glade for, at der allerede er 80 læsere, så tusind mange tak! x

- A & A

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...