Three Little Words | One Direction

Hvis du har en familiehemmelighed, skal du huske at holde den hemmelig. Specielt hvis det kun er to i familien, der kender til hemmeligheden. Da Ella Edwards, på sin 17 års fødselsdag, finder ud af at hun er gravid med sin fars barn, bliver der strid mellem begge sider af familien. Hun er blevet misbrugt af sin far i flere år, men er først nu konstateret gravid. Hun flygter ned mod vandet, som ellers er hendes største frygt, og kommer ved et uheld til at glide gned fra badebroen, hvilket straks fanger den verdensberømte sanger, Liam Paynes opmærksomhed.

418Likes
326Kommentarer
50523Visninger
AA

9. Never again.

Liams synsvinkel


Jeg fjernede mit blik fra fjernsynsskærmen, da jeg mærkede nogle fingerspidser kærtegne min ellers helt stramme kæbe, hvilket fik den til at løsne sig lidt op.
”Du er vågen,” konstaterede jeg nonchalant og hvilede mit blik på hendes ansigt. Hun nikkede lydløst som svar.
”Hvor længe har jeg været bevidstløs?” mumlede hun hæst.
”I to timers tid,” svarede jeg. ”Klokken er syv.”
”Hvad … Hvad skete der?” Ellas forvirrede blik var ikke til at overse.
”Så idiotisk som du er, sprang du ud i vandet efter mig.” Jeg trak svagt i mundvigene, men forhindrede et helt oprigtigt smil i at komme til syn.
Et glimt at genkendelse dukkede op i Ellas dybblå øjne, og hun så ud til at spekulere over noget, inden hun igen sagde noget. ”Åh.”
”Du fortalte mig noget om dig – og din far.” Vi var vel nødt til at snakke om det på et eller andet tidspunkt. Jeg kunne se, jeg ramte et ømt punkt, for Ellas øjne flakkede straks uroligt fra side til side, og hendes vejrtrækning blev betydeligt meget hurtigere.
”Det …” Hendes stemme døde hen, og hun kiggede ned på sine blege, slanke fingre. ”Vær sød ikke at være sur på mig.”
”Ella.” Jeg lod en hånd snige sig ind under hendes hage, inden jeg løftede hendes ansigt op, så hun kunne møde mit blik. ”Selvfølgelig er jeg ikke sur.”
Jeg lod kort mine læber ramme hendes, inden jeg igen trak mig væk. ”Vi skal nok klare os igennem det her sammen.”
”Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre …” Hendes tonefald var skrøbeligt og mindede mig om et lille barns. ”Jeg har bare ikke kunnet få mig selv til at sige det til andre end min veninde, men hun fortalte det til min mor, og nu er alt bare sådan noget kaos.”
”Det skal nok gå …” trøstede jeg hende og strøg hende hen over håret. ”Du kan bare få en abort, hvis det da ikke er for sent. Og hvis det er tilfældet, kan vi bare finde en plejefamilie til barnet.”
Ella trak sig forskrækket væk fra mig med opspilede øjne.
”Sende det væk?” udbrød hun chokeret. ”Det … nej! Det kan jeg da ikke gøre!”
”Ella, rolig nu …” sagde jeg. ”Du tænker ikke klart. Det er graviditeten, der vækker dine moderlige instinkter.”
”Vel er det så!” benægtede hun stædigt. ”Jeg ved, hvad jeg vil. Og det er at beholde og opfostre det her barn.”
”Ella, du er kun sytten,” mindede jeg hende om og greb hendes hånd for at give den et beroligende klem. ”Det kommer aldrig til at gå. Du har hele livet foran dig, og det skal da ikke stoppes af, at du bliver mor i en alt for ung alder.”
”Du ved ikke, hvordan det er,” mumlede hun hovedrystende. ”Der er et liv indeni mig. En abort er lig med, at jeg dræber det, hvilket gør mig til en morder, og hvis jeg sender barnet væk, kommer det til at vokse op uden at vide, hvem dets forældre er. Sådan skal det ikke være.”
Jeg gav et suk fra mig, da det gik op for mig, at denne her diskussion vist kom ingen vegne. Det eneste, den gjorde, var, at Ella højst sandsynligt ville blive vred på mig, og det var ikke lige noget, jeg havde lyst til, at der skulle ske.
”Vi snakker om det senere,” sagde jeg roligt. ”Er du sulten? Træt? Har du kvalme? Er der noget som helst, jeg kan hjælpe med?”
”Jeg tror gerne, jeg vil gå i seng lidt tidligt …” mumlede hun og rejste sig. Et kort øjeblik vaklede hun klodset frem og tilbage, og jeg blev nødt til at holde fast i hendes arm, så hun ikke mistede sin balance.
”Lad mig følge dig hen til toilettet,” tilbød jeg, og hun nikkede. Jeg lagde armen omkring hende, og vi bevægede os ud på badeværelset, hvor hun trådte ind, inden hun lukkede døren. Jeg ventede udenfor og kunne høre lyden af vand, der skyllede ned i vasken, hvilket senere hen blev afløst af lyden af nogen, der børster tænder.
Da Ella langt om længe var færdig, trådte hun igen ud og lod mig følge hende hen til mit soveværelse.
”Du har vel ikke tænkt dig at sove i det der, vel?” Et skævt smil krummede om mine læber, da mit blik gled ned over hendes krop. Hun var iført et par stramme, sorte bukser og en hvid skjorte med guldnitter.
”Altså …” Hun tav kort. ”Jo.”
”Her.” Jeg kastede en hvid bluse med røde ærmer frem imod hende, men hun greb den ikke, så den landede på gulvet, og inden Ella nåede at reagere, havde jeg skyndet mig ned på hug for at samle den op. Derefter rakte jeg den til hende med et smil på læberne.
”Jeg er gravid, ikke handicappet,” sagde hun en anelse fornærmet og fnøs.
”Undskyld – beskytterinstinkter,” forklarede jeg med et lille træk på skuldrene.
Ella kiggede afventende på mig i mange sekunder, og jeg opfattede ikke helt det, hun prøvede på at sige, så hun sukkede opgivende, inden hun talte. ”Jeg skal skifte!”
”Åh!” udbrød jeg forhastet og skyndte mig uden for døren. ”Undskyld.”
”Det er okay.” Latter kunne spores i hendes stemme, og det lød som flere klokker i mit hoved. Den var så fin og perlende. 30 sekunders tid gik, inden hendes velkendte stemme igen lød. ”Du kan komme ind nu.”
Jeg trådte indenfor og så Ella stå i min bluse. Den så helt stor ud på hende, men det var nu meget sødt.
”Den klæder dig,” komplimenterede jeg, og jeg kunne ane en rødlig nuance vise sig i hendes kinder.
”Tak,” smilede hun, inden hun trådte frem imod mig og lod vores læber møde hinanden. Følelsen fik det til at boble rundt i hele min krop, og det sitrede i alle mine fingerspidser. Jeg lod hendes fingre finde mit hår og lukkede mine øjne ved sensationen.
Men med ét forsvandt det øjeblik. Ella trak sig hastigt tilbage med hånden for munden og kiggede panisk på mig, hvilket fik mig til at fare hen ved siden af sengen, hvor en skål stod – jeg havde lagt den med vilje, fordi jeg vidste, der sikkert ville blive brug for den.
Hurtigt rakte jeg hende den, og hun brækkede sig voldsomt ned i den. Jeg holdt forsigtigt i hendes hår, og rystelser gik igennem hele hendes krop. Med min frie hånd strøg jeg hende roligt på ryggen, indtil det hele var forbi.
”Undskyld …” mumlede hun grødet, og jeg kunne se, hendes øjne var blanke af tårer.
”Shh,” sagde jeg og trak hende ind i en omfavnelse, som tillod hende at begrave sit hoved i mit bryst. ”Det skal nok gå.”
Jeg hjalp hende ind under dynen og gjorde en ny skål klar, hvorefter jeg selv klædte om og lagde mig ved siden af hende. Få sekunder efter mærkede jeg et par arme slynge sig rundt om maven på mig og nogle kolde hænder mod min bare overkrop, hvilket sendte et gys igennem hele min krop, men jeg trak mig ikke væk. I stedet rykkede jeg tættere ind mod hende, så jeg kunne høre hendes rolige vejrtrækninger.
”Godnat,” hviskede hun stille.
”Godnat.”

 

Ellas synsvinkel

 

Jeg lå og kiggede op på Liam. Han sov så fredeligt. Han vidste ikke hvor slem min situation var. Ja jeg var bekymret jeg mener, hvem ville ikke være det? Jeg kunne jo ikke bare sende barnet væk. Nej det var udelukket.

Jeg kiggede hen på uret, som gjorde det klart at jeg også burde lukke øjnene og sove, men der forgik så meget inde i mit hoved at det skulle være helt løgn. Jeg vidste ikke om jeg burde rejse mig. Jeg havde brug for vand, men hvis jeg bevægede mig kunne han hurtigt vågne, han lå med armen om mig, men han havde brug for søvn. Jeg kiggede op i loftet og sukkede. Hvorfor havde jeg ikke sagt fra? Selvom jeg var rædselsslagen, skulle jeg stadigvæk have sagt fra, eller i det mindste taget hjem og bo hos Blair. Hvilket mindede mig om at jeg ikke havde set hende i lang tid.

 

Jeg lagde mig helt ind til Liam, og kunne mærke tårerne trille ned langs min næse. Jeg gav et lille snøft fra mig og hørte straks en stemme bag mig. ”Hey er du okay?” Liam lod sit hoved hvile på min skulder og havde stadigvæk lukkede øjne. Jeg bed mig i læben, for ikke at lade flere tårer ud, og mumlede ”ja”. Jeg havde regnet med Liam ikke ville tænke mere over det og vende sig om på den anden side, men det gjorde han ikke. Han satte sig træt op, og gned sig i øjnene. Det så virkelig sødt ud. Som en lille hundehvalp.

 

”Skal jeg hente noget vand til dig?” spurgte han efter at have siddet op i lidt tid og bare kigget ud i luften. Jeg var sikker på at han kunne læse mine tanker, ellers kendte han mig bare for godt. ”Ja tak”. I mørket fandt han frem til min pande og kyssede den blidt inden han rejste sig og gik mod døren. ”Liam?” han kiggede træt tilbage og gik direkte ind i døren. ”Av for satan!”, jeg slap et lille grin ud. ”Jeg ville bare sige pas på døren” jeg blinkede med det ene øje og fnes igen. Liam rullede med øjnene og åbnede døren. Jeg kunne hører ham ude i køkkenet, det lød som om han snakkede til sig selv. Jeg krøb ned fra sengen og listede hen til døren hvor jeg kunne hører ham tydeligere. ”Det er for tidligt at spørge, hun er jo stadigvæk ked af det.”, ”nej jeg ved godt at hun ikke vil give slip, men..”, jeg listede længere hen mod køkkenet og kunne nu se at han snakkede i mobil. Okay det gav egentlig også mest mening. Hvorfor skulle han snakke med sig selv? Men hvad mente han med at spørge? Hvad ville han spørge om?

 

”Kom nu bare så hurtigt som muligt” .Jeg kunne se at han skulle til at vende sig, så jeg spurtede lydløst tilbage på værelset og ind under dynen.

 

”Her er din vand” jeg kunne se hans smil gennem mørket og tog imod flasken. Jeg tog straks låget af og drak næsten halvdelen af flasken. ”Wow du er godt nok tørstig” fniste han, og lagde sin ind under dynen. Jeg lå igen og kiggede op i loftet. Hvorfor havde han ikke spurgt mig? Hvad var for tidligt? Holdte han hemmeligheder for mig? Uden at tænke over det havde jeg fået sagt hans navn og hans fulde opmærksomhed lå nu på mig. ”Hvad vil du spørge mig om?”, han kiggede forvirret på mig hvilket fik mig til at sukke. ”Liam jeg kunne hører du snakkede med nogen om at jeg ikke ville give slip, og at du ville spørge mig om noget”, han vendte sig om på den anden side og trak dynen op over hovedet.

Jeg satte vandflasken fra mig og prøvede at trække dynen væk, men selvfølgelig holdte Liam fast, og holdte den oppe. Som om jeg kunne trække den af ham. Han var stærkere end mig, og lige meget hvor meget jeg prøvede ville han være stærkere end mig.

 

Jeg var ved at give op da jeg fandt på at sætte mig op på ham, og kilde ham. Jeg kunne svagt hører at han prøvede at stoppe med at grine, men det lykkedes ikke rigtigt for ham , og han fik snart smidt dynen af hovedet, for at kilde mig tilbage. ”Nej Liam stop” grinede jeg og lagde armene om mig selv for at holde Liams hænder væk. Liam fik vendt mig om så han sad på mig og begyndte at kilde mig ligeså meget som jeg gjorde på ham før, hvilket fik mig til at skrige af grin. Han stoppede pludselig med at kilde og kiggede mig dybt i øjnene inden hans læber blidt kyssede mine. Han kyssede mig blidt ned af halsen, og tilbage op på min mund inden han igen kiggede mig i øjnene og fik mig op og sidde. Jeg lagde straks armene om han og det samme gjorde han.

 

”Liam?” Louis tændte lyset i rummet og smilede stort da han så at vi krammede. ”Så det er okay med hende? Godt! Jeg får ham lige herhen”, jeg kiggede forvirret på Louis, og smilede. ”Få hvem herhen?”, jeg slap stille Liam og stillede mig op. ”Din far” Jeg trådte et skridt tilbage og kiggede på Liam der gjorde signal til Louis om at han skulle holde kæft. ”Min far? Hvorfor skal min far komme? Jeg har ikke noget med ham at gøre! Han skal ikke komme her!”, Liam rejste sig og ved siden af mig og tog fat i mine skuldre, hvilket gjorde mig bange. ”Vi synes du skal snakke med ham om hvad der er sket og..” jeg rystede på hovedet og mærkede straks tårerne strømme ned af mine kinder. ” Hvordan kunne i gøre det uden min tilladelse?”, jeg kiggede hen på reolen og tog mit tøj. Liam tog fat om mig bagfra, men jeg fik skubbet ham væk, og kiggede ham dybt i øjnene. ”Og du ville hjælpe mig? Er der andre løgne du vil ud med nu når vi er i gang?” Jeg skubbet ham væk fra vejen ud og gik hurtigt hen til døren hvor Louis blokerede for mig. ”Louis flyt dig” vrissede jeg vredt og skubbede ham væk. Jeg løb hen til døren men Liam var for hurtigt og tog fat i min arm.

 

”Ella lad os nu snakke om det!” Jeg kunne hører en bildør smække, hvilket fik flere tårer til at vælte ud af mig. Døren åbnede bag mig, og i det øjeblik jeg så ham træde ind, skreg jeg. Jeg fik vredet min arm løst, og spurtede forbi min far inden han nåede at få fat i mig. Jeg løb ned på stranden og havde lyst til at løbe ud og drukne mig selv, men igen fik Liam fat i mig inden jeg nåede at gå derud. Han fik mig vendt om og prøvede hele tiden at få øjenkontakt.

 

”Ella du kan ikke blive ved med at gå fra dine problemer” Liam løsnede grebet om mig, og prøvede at løfte mit hoved op til hans, med den anden hånd. ”Du rør mig ikke” vrissede jeg, og vred mig fri. ”Liam hold dig væk! Jeg gider ikke se dig mere!” jeg løb ned langs vandkanten og spurtede ned i den anden ende for at finde ud af at Liam ikke fulgte efter mig mere. Han stod der bare. Jeg stoppede dog ikke med at løbe og glemte tanken om sidestik. Jeg blev ved med at løbe og græd samtidig. Hvordan kunne det her ske?   

 

Da jeg ikke længere kunne se ham, gik jeg op mod vejen. Jeg fandt min mobil frem fra min lomme, og tog mit tøj på inden jeg tjekkede mine kontakter igennem. Blair. Jeg blev nødt til at ringe til hende.

 

Jeg stod og tippede frem og tilbage, da jeg endelig kunne hører lyde i den anden ende. ”Blair? Det er Ella”

 

Først og fremmest vil jeg gerne undskylde at der er gået SÅ lang tid, det er fuldt ud min skyld da jeg har haft skrive blokering, da jeg har ekstra mange problemer for tiden, og jeg har virkelig haft det svært! Så undskyld. Men her kommer det langtids ventede kapitel. Håber det er okay! - Amalie V.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...