Three Little Words | One Direction

Hvis du har en familiehemmelighed, skal du huske at holde den hemmelig. Specielt hvis det kun er to i familien, der kender til hemmeligheden. Da Ella Edwards, på sin 17 års fødselsdag, finder ud af at hun er gravid med sin fars barn, bliver der strid mellem begge sider af familien. Hun er blevet misbrugt af sin far i flere år, men er først nu konstateret gravid. Hun flygter ned mod vandet, som ellers er hendes største frygt, og kommer ved et uheld til at glide gned fra badebroen, hvilket straks fanger den verdensberømte sanger, Liam Paynes opmærksomhed.

418Likes
326Kommentarer
50530Visninger
AA

11. Is It Time to Let Go?

Liams synsvinkel

 

Liam? Er det dig?” Det var let at genkende hendes smukke stemme og charmerende accent, men det fik også mit hjerte til at briste. Jeg savnede hende virkelig.

”Danielle …” Egentlig havde jeg intet i hovedet at sige andet end, at hun skulle tage mig tilbage. Jeg havde ikke tænkt det hele igennem, men jeg havde bare virkelig brug for at høre hendes stemme. Høre, at hun var okay.

Er du fuld?” Jeg smilede lidt over det bekymrede toneleje i hendes stemme. Tænk, at hun stadig bekymrede sig om mig.

”Hvis du kan komme og hente mig på grund af det, så ja,” svarede jeg med et skævt smil, selvom hun ikke kunne se det. Jeg prøvede så vidt som muligt at lyde flirtende, men det gik nok ikke så godt på grund af alkoholens påvirkning.

Liam, tag hjem. Du er nødt til at stoppe med at ringe mig op, okay? Du har Ella nu.” Ella … Ella. Ella? Navnet sagde mig noget. Det mindede mig om en pige, og det bragte også nogle følelser frem til overfladen, men som jeg sad der, sagde hendes navn mig ikke det mindste, lige meget hvor meget jeg smagte på det. Jeg erindrede blot et par lysende, blå øjne og nogle eksotiske træk. Men ligesom med Danielle havde hun kastet mig væk. Spredt stumperne af mit hjerte ud over det hele og ladet dem flyde med vandet. Måske var de kommet sikkert op på land nu. Men hvis de var det, ville jeg vel ikke sidde der på den barstol, ville jeg? Hvis stykkerne af mit hjerte havde klaret sig gennem stormvejret på Stillehavet, ville jeg ikke smile fjoget og omtåget. Så ville jeg sidde med Danielle i favnen og køre min hånd igennem hendes lange, glatte, brune hår og kigge ind i de flotteste oceanfarvede øjne. Men Danielle havde ikke blå øjne … Havde hun? Det var svært for mine tanker at finde hoved og hale på det hele, men jeg var meget sikker på, at Danielle ikke havde blå øjne. Det havde … Ella.

Det hele vældede tilbage, og pludselig sagde navnet mig en hel del. Men det var ikke gode ting. Tanken om hende gav mig en stor trang til at græde, men jeg ville ikke begynde at fælde tårer, når jeg også var fuld, for den ene ting var nok for én aften. Og jeg var stadig ikke sikker på, om Ella overhovedet var værd at græde over. Jeg huskede ikke meget om hende; kun det faktum, at hun havde droppet mig. Ignoreret mig. Jeg var efterhånden ved at være vant til det.

Jeg rejste mig dovent op og tumlede lidt rundt, inden jeg fandt balancen. Lokalet var stadig fyldt op med mennesker, da jeg skubbede mig igennem den store mængde af mennesker for at finde udgangen. Derefter stavrede jeg ud på vejen, prajede en taxa med en ret mistænksom chauffør, som dog alligevel lod mig køre med. Dårligt valg. Jeg kastede nemlig op på vejen hjem i bilen. Jeg havde altid haft en tendens til let at blive køresyg.

 

Ellas synsvinkel – næste dag

 

"Jeg skal vide om du vil af med det barn eller hvad du har tænk over" lægen kiggede ned i nogle papirer og prøvede optimistisk at smile til mig, men jeg var i virkelig dårligt humør og havde bare ikke brug for at han havde medfølelse. Der var jo udelukkende min skyld.

Jeg kiggede op på Blairs mor der stod med sin hånd i min og beskyttede mig, som var jeg hendes datter. Hun kiggede tilbage på mig og gav et lille konkret nik fra sig. Jeg vidste godt at hun ville det bedste for mig, men alligevel blev jeg nødt til at overveje det en smule længere. Jeg ville gerne have haft Blairs holdning til hvad jeg skulle gøre men hun var ikke taget med, og havde sagt at vi bare skulle lade hende ligge i sengen, da hun følte sig enormt syg. 

Jeg pustede forvirret ud. Det var så svært at beslutte sig. Jeg vidste godt at der kunne være risiko for fejl i barnets gener da det jo var min fars sæd. Det ville jo aldrig ende godt, men igen kunne jeg bare ikke få mig selv til at dræbe så uskyldigt et barn. "Ella du er kun sytten, måske er det den bedste løsning", lægens ord mindede mig om Liams. Han havde sagt præcis det samme. "Ella du er kun sytten", jeg pustede ud endnu en gang og kunne mærke jeg havde fået tårer i øjnene. Jeg kiggede tilbage op på lægen og nikkede. "Jeg vil gerne have en abort" 

***

Jeg åbnede min mobil, jeg havde haft på lydløs de sidste mange timer og tjekkede alt igennem. Beskeder, ubesvarede opkald, og mest af alt, Twitter. På en måde ville jeg gerne vide hvad Liam gik og lavede, men de gange han havde ringet mig op havde jeg trykket på afvis eller havde overhoved ikke rørt den. Han skulle vide jeg var sur på ham. Jeg kunne se at jeg havde fået tale-beskeder på min telefonsvare, men jeg havde ikke tid til at hører dem igennem. De var alle fra Liam. Jeg flakkede ned gennem hans beskeder, men der stod intet. I stedet var der en trend der sagde " #Liamdrunk ", jeg trykkede på linket, og alle mulige billeder kom frem. Han så virkelig fuld ud. Jeg rystede på hovedet af ham. Jeg troede ikke han var den type, men han måtte jo selv om det. Alligevel bekymrede jeg mig en smule. Jeg kopierede hashtagget og skrev det ind i et tweet, efterfulgt af ordene "Take care" og sendte tweetet. Der gik ikke lang tid før min mobil vibrerede, pga. at der var en der havde svaret mig. "If you really were Liams girlfriend you would be there with him to make sure he was okay you bitch." , jeg kiggede undrende på tweetet. Hvordan vidste personen at mig og Liam havde noget? eller rettere havde haft noget? 

Jeg gik ind under worldwide trends igen og så til min store overraskelse at " #Lella " trendede. Hvem havde sagt noget? Jeg havde i hvertfald ikke skrevet noget, og det vidste jeg ud fra det jeg havde læst i Liams tweets, at han heller ikke havde. Jeg trykkede på trenden og så til min endnu større overraskelse at det var @Onedirection der havde startet trenden ved at skrive "#Lella Liam and Ella Edwards, welcome her to our family! 1DHQ x "og der var vedhæftet et billede af Liam og jeg som sad sammen i stuen og så fjernsyn. Intet professionelt billede bare et der var taget fra en normal Iphone. Jeg kunne mærke en stærk trang til at skrige. Louis. Det var Louis der tog det billede. Han havde stået og forsikret at jeg holdte mig til planen. Han var den eneste anden i huset på det tidspunkt! 

Jeg havde ikke lyst men jeg skulle vide hvorfor han havde lagt billedet ud, det nyttede jo ikke noget når vi ikke var kærester. Jeg tastede Louis' nummer ind og der gik ikke lang tid før han tog det. "Liam?" jeg pustede irriteret ud. "Nej det er Ella, hvad fanden sker der?" jeg kunne hører på ham at han mumlede et eller andet, inden han derefter snakkede til mig igen. "Ella? Er Liam hos dig?" jeg løftede det ene øjenbryn selvom han ikke kunne se det. "Hvorfor skulle han være hos mig?" jeg   rømmede mig stille og satte mig op. Jeg sad i sofaen i Blairs hus. Hun var åbenbart gået en tur for hun var ikke på værelset. "Han var bare.. Svært at forklare. Han blev en smule fuld i går" jeg fnøs "Ja Louis det har jeg regnet ud, det er over hele twitter", jeg kiggede rundt. Jeg var helt alene. "Vi kunne ikke finde han da vi skulle til at gå. Jeg drak ikke specielt meget da jeg havde lovet at være sammen med Eleanor idag, da hun kommer på besøg. Altså Eleanor er min kæreste.." jeg afbrød ham. "Louis jeg ved godt hvem Eleanor er, kom nu til sagen" han rømmede sig hurtigt. "Oh, ja. men altså jeg havde ikke drukket specielt meget, og da jeg så skulle have drengene hjem, kunne jeg ikke finde Liam. Jeg ved ikke hvor han er taget hen, og han tager ikke telefonen når jeg ringer" , jeg gispede lavt for mig selv. Hvad havde den dreng nu rodet sig ud i? Kunne han ikke bare holde sig fra problemer én dag? "Har I prøvet at lede efter han efterfølgende?" jeg kunne mærke min stemme var ved at knække over. Mest af bekymring. Problemet var bare at jeg ikke havde lyst til at være så bekymret for ham. Han fortjente det ikke. "Zayn og Niall er ude og prøve at finde ham nu men de har ikke set ham endnu", jeg sank en klump. "Okay men sig hvis I finder ham, jeg vil gerne vide om han er i sikkerhed" jeg skulle til at lægge på da jeg hørte Louis sige noget. Jeg tog den tilbage op til øret og kunne hører at han trist mumlede om jeg ikke godt kunne tilgive ham, og komme tilbage sammen med ham. "Du gør ham så glad Ella. Please. Bare én chance?" jeg pustede ud og kunne se at Blair stod ved hoveddøren. "Vi ses Louis." jeg nåede kort at hører ham råbe "Ella vent" ind i telefonen inden jeg lagde på og løb ud til hende.

 

”Hey hvor har du været?” hun kiggede irriteret op som om hun havde den dårligste dag i sit liv og gik direkte forbi mig og mumlede kun et lille ”ude” inden hun smækkede døren i til sit værelse. Jeg kiggede undrende på døren. Hun plejede aldrig at smække døren i hovedet på mig. Jeg tog mit glas fra bordet, som jeg havde vand i og listede stille hen og bankede på.

 

”Blair? Må jeg komme ind?”, jeg kunne hører et snøft, efterfulgt af et ”NEJ BLIV UDE” jeg rullede med øjnene. Hvorfor gad hun ikke snakke med mig? ”Blair vi bliver nødt til at snakke hvis du er ked af det", jeg trak ned i håndtaget men hørte straks et vredt ”Du skal ikke komme ind!”, jeg kunne hører at hun rejste sig, hvilket måtte betyde at hun havde tænkt sig at låse døren så jeg spurtede hurtigt ind. Jeg fortrød det dog med det samme da hun stod lige overfor mig, med sin arm dækket af blod. Jeg gispede og tabte glasset i min hånd. Jeg satte hånden op for munden, og mærkede straks tårerne løbe ned af mine kinder. Hun havde et glasskår i hånden, som tydeligt viste at hun havde brugt det.

 

Jeg trådte et skridt tilbage, men jeg rystede på hovedet, som om jeg prøvede at benægte at det her lige var sket. ”Hvorfor?” fik jeg præsteret inden endnu flere tårer gled ned af mine kinder. Hun trak hurtigt sin trøje ned over og begyndte selv at få tårefyldte øjne. ”Du skulle ikke have set det” hun kiggede væk og trak sin hætte over hovedet. Jeg trådte tøvende hen til hende og lagde mine arme om hende, så hun derefter kunne græde ud på min skulder.

 

”Det er alt sammen min skyld” hun havde siddet i et stykke tid og snøftet, mens jeg havde kørt min hånd gennem hendes hår. ”Hvad er din skyld?” spurgte jeg blødt. ”Det her! Hvis ikke jeg havde fortalt til din mor at du var gravid, var de aldrig kommet op og skændes. Jeg havde ikke ødelagt din fødselsdag og fået dig til at løbe ind i et svin som bare ville sårer dig” jeg kiggede undrende på hende. Jeg havde aldrig set på det på den måde. ”Hør. Det var kun rigtigt at sige det til min mor. Nok ikke den bedste idé at sige det når hele familien er der, men det skulle jo siges på et tidspunkt” jeg prøvede at smile, men det var utrolig svært. Hun snøftede og begyndte igen at lade tårerne løbe ned af hendes kinder.

 

Jeg kunne hører at det bankede på ude fra hoveddøren, så jeg lagde Blair, der var faldet i søvn i mine arme, ned på sengen og listede ud til døren, med blikket på Blair der lå sammenkrympet. Jeg vendte mig om med et smil der hurtigt falmede. Jeg åbnede døren og kiggede irriteret på dem. ”Han er her ikke” mumlede jeg, hvilket jeg kunne se ikke kom bag på Niall, der stod og kløede sig i håret. ”Nej det har jeg regnet ud. Jeg vil bare gerne have at du tilgiver ham” Zayn stod og tippede frem og tilbage, men så ikke ud til at lytte med i samtalen. ”Hør Niall, det nytter ikke noget. Han har ikke brug for mig og jeg har ikke brug for ham” Jeg kiggede ned. Løgn. Jeg havde brug for ham, men det skulle de ikke vide. Jeg gad ikke komme kravlende tilbage. ”Må vi ikke godt komme ind og snakke med dig?”, jeg kunne se at de skulle til at træde et skridt ind, men jeg blockerede for åbningen og rystede på hovedet. ”Det er ikke lige tidspunktet” jeg kiggede tilbage på Blair. Jeg sukkede. ”Hey er hun okay?” Jeg kunne se at Zayn havde fået øje på hende hvilket gjorde at jeg fik dem rykket længere og længere ud. ”Kan I ikke godt gå?” jeg kiggede Niall i øjnene og kunne se at mine ord sårede ham, men jeg ville ikke kunne klare at snakke med dem. ”Og hvordan fandt I mig?” jeg kiggede undrende på Niall der straks kiggede panikslagen på Zayn. ”Vi opsporede din mobil” svarede Zayn, hvilket fik Niall til at lave et ”tusind-tak-Zayn-nu-lyder-jeg-som-en-stalker” fnys. Jeg nikkede. ”Jeg er ked af det, men I bliver nødt til at gå. Blair har brug for mig” jeg lukkede forsigtigt døren i inden de nåede at sige noget og vendte ryggen til døren. Hvorfor kunne de ikke bare lade mig være?

 

Liams synsvinkel

 

Jeg vidste ikke, hvordan jeg var kommet hjem. Al min hukommelse var blevet smidt bort, og tilbage lå jeg med et tomt hoved. Det var på en måde rart, for det var virkelig lang tid siden, jeg sidste havde oplevet noget lignende. Jeg følte mig så … fri.

Jeg lå i min seng, og luften omkring mig stank af alkohol. Selvom jeg ihærdigt forsøgte at huske, hvad der var sket, så var mit hoved bare fuldstændig øde. Ikke en eneste tanke vandrede forvildet rundt, og det føltes virkelig mærkeligt. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg foretrak. Måske noget imellem de to ting.

Det var først efter noget tid, jeg opdagede, at min mobil ringede. Det var den, der havde vækket mig. Lige netop da jeg skulle til at tage den, holdt den op med at ringe, så da jeg endelig fik den i hånden, var det eneste, jeg kunne kigge på, min låste skærm. Ja, dét, og så 27 ubesvarede opkald. Og det var så der, jeg også til min overraskelse opdagede, at klokken snart var to om eftermiddagen. Jeg havde vist aldrig prøvet at sove så længe før.

Alle de ubesvarede opkald tilhørte drengene. Gad vide, hvad det var, der var så vigtigt, at det behøvede 27 opkald. Kunne det ikke vente?

Jeg var lidt skuffet over det faktum, at Ella ikke havde ringet til mig en eneste gang. Hun havde ikke engang sendt mig en sms på trods af de mange telefonmeddelelser, jeg havde efterladt hende. Jeg gad vide, om hun havde aflyttet dem.
Det første, jeg gjorde, var at gå på Twitter for at se, hvordan det stod til på siden. Til min overraskelse trendede både #Lella og #DrunkLiam. #DrunkLiam var nok den, der chokerede mig mest, og med rynkede bryn gik jeg ind under trenden og så alle de tweets, der var blevet skrevet. Nogle af dem var virkelig besynderlige, men dem, jeg virkelig bed mig i læben over, var de tweets, som indeholdt billeder. For det var billeder af mig, som bestemt ikke så alt for godt ud. Alle tweets var meget forskellige, og som jeg scrollede ned gennem de mange sætninger, fik jeg efterhånden et mere og mere forarget udtryk i ansigtet.

Drunk Liam is sexaaaaayh! ;)

Liam’s been naughty. I like.

WHAT HAPPENED TO LIAM? CAN SOMEONE PLEASE TELL ME? IS HE OKAY?

My little Liam-baby! What has he done? :(

Is this because of that Ella-girl? I knew she was bad company. Danielle’s the right girl for Liam. That’s what I’m saying!

leeyum bby wht r u doin

THAT FREAKING ELLA-CUNT NEEDS TO BACK THE FUCK OFF, K

I wonder if Liam sees this.

STOP TRENDING THIS SHIT, WE’RE GONNA UPSET LIAM, OKAY? :(

De mange tweets stoppede aldrig. Listen var endeløs. Hvad havde jeg mon gjort? En top-tweet fangede dog mine øjne, og straks trak jeg op i mundvigene.

@EllaEdwardsHere: #DrunkLiam Take care.

Så hun bekymrede sig alligevel om mig.

Det var i det sekund, det virkelig gik op for mig, at jeg blev nødt til at blive ved med at forsøge at undskylde; bede hende om at tilgive mig. Jeg havde begået en fejl, da jeg gav op omkring Danielle. Den fejl måtte ikke gentages. Ella var værd at holde på, det vidste jeg. Jeg elskede hende jo stadig. Og det blev også grunden til, at jeg gik ind under kontakter, fandt navnet ’Ella’ og ringede hende op. Hun blev nødt til at tage den, og hvis hun ikke gjorde, ville jeg forsøge igen og igen og igen. Jeg ville og kunne ikke give op. For hun var den rette. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...