Three Little Words | One Direction

Hvis du har en familiehemmelighed, skal du huske at holde den hemmelig. Specielt hvis det kun er to i familien, der kender til hemmeligheden. Da Ella Edwards, på sin 17 års fødselsdag, finder ud af at hun er gravid med sin fars barn, bliver der strid mellem begge sider af familien. Hun er blevet misbrugt af sin far i flere år, men er først nu konstateret gravid. Hun flygter ned mod vandet, som ellers er hendes største frygt, og kommer ved et uheld til at glide gned fra badebroen, hvilket straks fanger den verdensberømte sanger, Liam Paynes opmærksomhed.

418Likes
326Kommentarer
50523Visninger
AA

14. Hold On

Liams synsvinkel

Jeg har erfaret, at man kan begå nogle grusomme fejl, imens man er følelsesmæssigt påvirket. Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal forklare følelsen – det er bare som at se gennem et rødt slør. Alt kan få dit humør helt op at ringe, og dit hoved er som en blussende ild. Der er intet til at stoppe det hele fra at springe i luften; brinten har omringet de lystige flammer. Hele verden virker meningsløs og ligegyldig – næsten som hvis der slet ikke er nogen mening med at leve. I hvert fald ikke uden hende. Ella.

  Jeg skar tænder, imens jeg bevægede mig ned langs stien i det hyggelige villakvarter. Gadelygterne belyste svagt fliserne, mine fødder fulgte, så hele atmosfæren virkede dæmpet og hyggelig. Men den var langt fra hyggelig i mine øjne. Jeg var så frustreret, at jeg havde lyst til at slå et eller andet, men samtidig vidste jeg, at hvis jeg gjorde det, ville ingen anden end jeg selv komme til skade. Og det var ikke noget, jeg havde brug for – lige nu skulle jeg spare min energi til det endelige opgør.

  Hvorfor var jeg aldrig god nok, som jeg var? Som en simpel kæreste, der elskede at ligge tæt og gemme hovedet i hendes hår – hvorfor var det ikke godt nok? Hvorfor kunne hun ikke se, hvor meget jeg kæmpede for hende hver evig eneste dag? Hvordan hele min verden drejede rundt om hende, som om jeg var et magnetfelt omkring hende, midtpunktet?

  Jeg ville ønske, jeg vidste det. Det ville jeg virkelig.

  Jeg havde altid været så i tvivl om, hvad jeg gjorde galt. Hvorfor det altid endte sådan her i forholdene – at jeg blev droppet, eller at jeg måske aldrig var blevet elsket overhovedet som i dette tilfælde. Hvad var det helt nøjagtigt, der gjorde, det bare aldrig blev helt godt nok? Det var et spørgsmål, jeg havde spurgt mig selv om en hel del gange efterhånden, men det var umuligt at finde svaret på det. For det var jo egentlig bare så ligetil og samtidig kompliceret: Jeg i mig selv var problemet.

  Men det skulle der ændres på. Jeg skulle ændres til noget bedre. Jeg ville være sådan en, der kæmpede for den, han elskede – en modig soldat med kampgejst, der var værd at beundre. Ella skulle beundre mig. Jeg ville give hende noget at elske.

  Jeg tænkte ikke klart. Det ved jeg nu, men lige på dét tidspunkt kunne jeg kun tænke på, at jeg aldrig ville blive god nok. Lige meget hvad jeg gjorde, og hvor meget jeg prøvede, ville det ikke være nok. Sådan var det også i bandet – om jeg så forvandlede mig til en tro kopi af Harry, ville fansene stadig ikke elske mig. Jeg ville så gerne ændre mig til det bedre, men hvad var hemmeligheden? Hvad var det, der kunne tiltrække alles opmærksomhed, så man var midtpunktet?

  Sådan nogle spørgsmål skal man ikke stille sig selv, for det ender aldrig godt.

  Hele aftenen havde jeg vandret hvileløst rundt uden helt at vide, hvor jeg var på vej hen. Men nu syntes jeg pludselig at have en idé om det – jeg var blevet ledt herhen, uden det egentlig havde været min hensigt. Men hvis jeg var endt her, måtte det vel også være et tegn på, at det var det rette.

  Tre bank på døren tog det, før nogen lukkede op for mig. Bag ham var der mørkt og dunkelt – stuen var svagt oplyst i et blåt skær, der kom fra fjernsynet. Men så vidt jeg kunne se, var der ikke andre hjemme end Ellas far. Det var kun ham og mig.

  ”Liam,” gryntede han forvirret og spærrede øjnene op. ”Hvad laver du her?”
  Vores sidste samtale havde været venlig, stille og rolig. Der tænkte jeg slet ikke over, hvordan han havde ødelagt Ellas liv fuldstændig – eller, det gjorde jeg, men dengang ville jeg gerne rette op på det med en simpel snak, fordi jeg havde håbet, det hele havde været en stor misforståelse. Men med et klart syn og den nye sandhed i mit hoved indså jeg, at han aldrig havde haft gode intentioner, da han misbrugte hende. Hendes liv havde været det rene mareridt, og han havde været helt ligeglad.

  ”Jeg vil gerne snakke,” mumlede jeg og slog hætten ned, inden jeg trådte et par skridt frem. Gulvet knirkede under ham, da gik ud til siden og lod mig komme indenfor. Jeg kunne læse på hans ansigtsudtryk, at han ikke var helt klar over, hvad der foregik her – og at dømme ud fra duften af hans ånde, gættede jeg på, at han var en smule beruset.

  ”Er der noget galt? Er der sket noget med Ella?”

  Hans tonefald gav mig kvalme. Som om han nogensinde ville gå op i hendes helbred, når han selv havde gjort hende gravid – jeg havde lyst til at grine og slå ham på samme tid. Mest af alt ønskede jeg dog at skrue tiden tilbage til en tid, hvor det her aldrig var sket med Ella. Til en tid, hvor vi kunne havde mødtes på et helt andet tidspunkt og på en anden måde – så var hun måske faldet for mig uden at frygte, jeg ville svigte hende og uden alle de her krav og problemer. Alt kunne have været så anderledes.

  Lyden af en dør, der smækkede, fortalte mig, at der nu var helt isoleret. Intet med at råbe om hjælp – for ingen ville høre det. Jeg undrede mig kort over, hvor moren var – om hun havde ladet sig skille efter alt det med Ella – men det gik hurtigt over hovedet på mig igen. Min koncentrationsevne var på et nul, og det virkede, som om det forholdt sig på samme måde med ham.

  Alle burde være klar over, at sådan en kombination ikke var sund. Men det så ingen af os selvfølgelig.

  ”Ella har det fint,” svarede jeg en anelse koldt og bevægede mig længere ind, ”men jeg har et spørgsmål til dig, der har naget mig i lidt tid.”

  Hans forfjamskede ansigt virkede så uskyldigt – som om han ikke gang på gang havde trådt på hende og efterladt ar og mærker, kun hun kunne se.

  ”Øh, okay …” Han satte sig ned i sofaen og fæstnede øjnene mod skærmen. ”Hvad er det, du vil spørge om?”

  ”Holdt du nogensinde af Ella?” Det tog ikke engang et splitsekund for mig at sige det. Det kom bare ud – koldt og hårdt. Som om jeg i hele mit liv aldrig havde en fornemmelse på følelse. ”Eller var det hele bare lidt af et spil for dig? Var hun bare lidt legetøj, så du kunne få lidt nydelse i dit liv?”

  Det var, som om jeg endelig fangede hans opmærksomhed. Straks skød han op af sofaen, denne gang med et mere vågent blik – og det var vist også en anelse vredt.

  ”Det er ikke noget, der vedkommer dig.” Hans stemme var lige så tonløs som min, da jeg svarede, at det gjorde det, når hun havde boet hos mig så længe. Jeg holdt jo af hende, ja, faktisk holdt jeg så meget af hende, at alt det, hun følte, var noget, der også påvirkede mig. Var hun nede, var jeg det også, og sendte hun mig et smil, var det som at blive badet i lys og varme.

  Han begyndte at gå lidt i cirkler. Uroligt. Jeg syntes at kunne skimte, hvordan denne situation gjorde ham nervøs – hænderne rystede, og hans vejrtrækning blev pludselig en anelse hurtigere og mere højlydt. ”Du skal blande dig udenom, skal du.”

  ”Jeg går ikke, før du svarer på mit spørgsmål,” vedholdt jeg og gik frem mod ham, trods jeg var klar over, man ikke skulle tirre ham, når han i forvejen ikke var helt stabil. ”Holdt du nogensinde af Ella, da du misbrugte hende gang på gang og gjorde hende gravid?

  ”Stop! Gå!” skreg han, men jeg veg ikke fra hans side. ”Det her er noget mellem mig og hende!”

  ”Fortæl mig sandheden!” fortsatte jeg, og min stemme var lige så høj som hans. ”Fortæl mig, om hun nogensinde betød noget for dig i al denne tid! Var hun nogensinde noget for dig, eller kunne du have valgt enhver anden pige?”

  Han rystede på hovedet og prøvede at tage afstand, men jeg fulgte stædigt med. ”Holdt du af hende?”

  De tykke fingre kørte i cirkler mod tindingerne. Sveden kørte langsomt ned ad panden på ham og efterlod de få hårstrå våde og fedtede. Og fødderne, hvis negle var fyldt med svampe og snavs, bevægede sig i en sådan fart, at jeg næsten ikke kunne forvente andet end, at han snart ville få en splint op i en af dem.

  ”Vær sød at gå din vej,” sagde han endelig, træt af at høre min vedholdende plagen. Men jeg blev ved. Jeg blev ved, og jeg blev ved med at hjemsøge ham med alt det, han havde gjort mod sin egen datter. Sætningerne blev gentaget igen og igen som et endeløst mønster – en ond cirkel.

  Det fortsatte, indtil jeg mærkede en susende knytnæve mod min kæbe.

  Hele mit hoved dunkede voldsomt, da jeg ramte gulvet med sammenknebne øjne. Jeg prøvede at synke en klump, der var begyndt at vokse i min hals, men før jeg overhovedet nåede at fatte mig ordenligt, blev jeg sparket i maven med en sådan kraft, at flere halvkvalte host forlod min mund, og jeg bed mig i tungen så hårdt, at smagen af metal langsomt begyndte at brede sig.

  ”Vil du virkelig gerne vide det?” mumlede han og slog en latter op, inden han igen sparkede til mig, så et smerteligt støn forlod mine læber. ”Ja, jeg holdt af Ella. Jeg holdt af følelsen af at være inden i hende og hende skrig, der bad om hjælp, selvom ingen kom. Jeg elskede, hvordan det var at have så meget magt over hende.”

  Jeg ville ønske, jeg kunne lukke ørerne, da jeg indså, hvad jeg havde fået rodet mig selv ind i – at han kunne gøre mig døv i stedet for at forvolde mig smerte alle andre steder på kroppen. Men et sted inderst inde vidste jeg også, imens Ellas far fortsatte med at snakke om, hvor speciel hun var på en måde, jeg aldrig så meget som havde tænkt over, at det her var, hvad det ville sige at kæmpe for nogen.

  Om jeg ville dø, inden hun kunne nå at se det, vidste jeg dog ikke.

 

Ellas synsvinkel

Blair havde fået det godt igen. Hun var stadig svag og blev nødt til at hvile sig, før hun overhovedet foretog sig det mindste, men jeg vidste, at hun nok skulle klare den – hun havde altid været så stærk, når jeg ikke var det. Det her ville hun klare sig igennem, ligesom hun gjorde med alle andre ting.

  Jeg sad i venteværelset på hospitalet. Væggene var hvide og blændende – hvis man stirrede på dem længe nok, virkede det næsten, som om man blev suget ind i et univers af tomhed. Ren og skær tomhed. Intet andet – intet godt, intet ondt. Intet kompliceret. Bare tomhed.

  Lige nu savnede jeg den mangel på alt.

  Mine fødder trippede utålmodigt. Jeg vidste, at det gjaldt om at opføre sig modent lige nu og om ikke at lade den endeløse ventetid genere mig, men det gjorde den. Jeg følte, jeg missede ud på noget – hvad hvis hun vågnede lige i dette splitsekund? Hvad hvis hun vågnede op til absolut ingenting og gik ud fra, at det var, fordi hun ikke betød nok til, at jeg ville ønske at være der? Jeg ville så brændende gerne være der.

  Hun var vågen, da hun blev hentet væk af ambulancen. Meget svag og halvdøsig, men vågen var hun. Jeg håbede lidt, at hun havde fået øje på mig i det myldrende kaos af mennesker, før hun blev transporteret op på båren og hen mod hospitalet. Samtidig ønskede jeg ikke, at hun skulle erindre noget af det her – jeg kunne forestille mig, at det ikke havde været en særlig god følelse med så meget blod overalt, så det næsten fyldte hele ens synsfelt. Det måtte have været kvalmende – jeg kunne i hvert fald godt huske min trang til at kaste op. Ikke bare synet gjorde mig dårlig, det var også lugten. Lugten af metal, trods det var noget helt andet. Og det var nok netop tanken om, at det ikke ligefrem bare var noget så simpelt som jern, der fik det til at vende sig rundt i min mave.

  Jeg var ikke alene. Rundt omkring i værelset sad andre – nogle var lige så nervøse, mens andre var ved at falde i søvn. Selv var jeg en anelse træt, men jeg havde ikke lyst til at sove. Jeg vidste, at hvis jeg lod mig trække med ned i dybet, ville jeg blive mødt af mareridt og skræmmende ansigter – stemmer, der fortalte mig, hvor meget jeg havde kvajet mig med Liam, og hvor meget han sikkert hadede mig lige meget. Det gjorde ondt i både hovedet og hjertet at overveje den mulighed, at han aldrig ville kunne elske mig igen.

  Det var svært ikke at fokusere på de små bobler, der blev ved med at komme til syne i vanddunken i den anden ende a lokalet. Jeg vidste ikke, hvorfor jeg ikke kunne ignorere de små bevægelser – måske på grund af lyden. Plop, plop, plop, plop, blev det ved med at sige lige så stille og roligt. Det var ikke andet end nogle simple små plop, men jeg kunne ikke slippe min opmærksomhed på dem – og det så ud til, at jeg var den eneste, der havde det sådan.

  Der var vel en forklaring på det. Jeg havde ikke lyst til at se det rigtige problem i øjnene. At hele verden var ved at ramle sammen for øjnene af mig. Alt gik galt, og det hele var min skyld. Havde jeg været ærlig med Liam til at starte med, ville vi ikke være endt her, hvor ingen af os kunne bunde, og havde jeg aldrig blandet Blair ind i hele den her situation, ville hun heller ikke ligge på hospitalet lige nu. Det virkede, som om jeg altid skulle træde i spinaten – gang på gang skulle jeg lave ged i den på en eller anden måde, og det var ved at blive så trættende.

  Jeg kunne ikke længere lukke øjnene uden at se ordet undskyld svømme rundt overalt i mit hoved. Det var der bare – brændt fast på mine øjenlåg, så jeg ikke kunne lade være med at tænke på det. På, hvor ked af det jeg var over alt. Fordi jeg altid skulle være den, der skabte problemer, og som alle måtte tage faldet for. Det var, som om de var villige til at lægge sig ned i gruset, så jeg ikke skulle blive beskidt. Men lige nu ønskede jeg bare at ofre mig for nogen. At føle mig brav og som nogen, der også havde gjort en god ting. Jeg ville tage skuddet for nogen.

  Efter noget tid rejste jeg mig op og gik ud i gangen, hvor en masse døre ledte forskellige steder hen. Det var som at se mit eget liv foran mig – hvis jeg gik den ene vej, ville jeg ende hér, og hvis jeg gik den anden vej, ville jeg ende dér. Lige nu ville jeg bare gerne følge Liam, tage hvad end han tog. For om jeg så skulle gå efter ham hele mit liv og undskylde, ville det aldrig være nok til at forklare, hvor ked af det jeg egentlig var. Jeg kunne have gjort alt fra at have ødelagt hans hår til at have myrdet hans bedste ven – det var bare det at se ham ked af det på grund af mig, der gav mig sådan en dårlig smag i munden. Det var så ufattelig svært at elske ham, men samtidig vidste jeg, at jeg ikke ville have det på nogen anden måde.

  Lige da jeg tænkte det, fik jeg øje på ham. Men det var ikke på en måde, der fik mig til at løbe ind i hans arme og mærke den tryghed, der altid fulgte med, når jeg indsnusede hans duft. Det var på sådan en måde, der fik mig til at tage hånden op mod munden, imens jeg kæmpede for ikke at græde og skrige. Det var på sådan en måde, der fik mig til at bide mig så hårdt i knoen, at jeg kunne sværge, jeg hørte et knæk – men jeg var ligeglad, så længe det kunne aflede mig fra den måde, jeg syntes at falde mere og mere for hvert sekund. Alt så ud til at lukke sammen omkring mig.

  ”Liam!” udbrød jeg, da chokket langsomt var ved at fortage sig, og satte efter de mange vagtlæger, der var i gang med at hive båren ind. ”H-hvad er der sket?”

  Det sidste spørgsmål var rettet mod lægerne, der kort forklarede mig, at han var blevet fundet midt på gaden, tæsket sønder og sammen. En af dem begyndte at remse en række skader op som et brækket ribben og en brækket næse, men jeg så ud til at distancere mig fra det lige så langsomt.

  Mine ben bevægede sig stadig, og jeg kunne høre mig selv spørge dem, hvor de ville tage ham hen, men det var, som om jeg ikke helt var til stede. Jeg kunne se mig selv udefra som et spøgelse – se hele det her scenarie, der var ved at udspille sig – men jeg kunne ikke føle den smerte, der var ved at æde mig op indefra. Det gjorde for ondt. Så ondt, at det havde gjort mig helt lam.

  Jeg holdt først op med at bevæge mig, da nogen stoppede mig. Det var en af sygeplejerskerne, der pænt bad mig om at sætte mig ind i ventestuen med nogle trøstende ord som, at alt ville blive okay igen, og at han nok skulle klare sig.

  Men intet ville blive okay igen, det vidste jeg. Hun vidste måske ikke, hvordan det var at se hele sin verden bryde sammen, mens man selv knapt nok holdt sig gående, men det gjorde jeg. Og fysisk smerte eller ej, så var det en forfærdelig følelse.

  Jeg følte mig så lam i kroppen. Jeg var så ufattelig træt af at føle, og nu var alle de her følelser så meget, at jeg syntes at lukke af for dem. Når jeg rørte ved noget, prikkede det underligt i mine fingerspidserne, og hver gang jeg fremtvang et smil, når fremmede gik forbi, syntes det at svie mere og mere i mundvigene. Før jeg overhovedet nåede ind på venteværelset igen, var jeg faldet sammen ved en væg med hovedet begravet i hænderne.

  Jeg havde lovet mig selv at holde ud, men det kunne jeg bare ikke længere. 

 

Thumbs up for lynskrivning!

Fik I ikke også kvalme over Ellas far? Ew, ew, ew ... Tro mig, jeg nød ikke at skrive det

- A

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...