Three Little Words | One Direction

Hvis du har en familiehemmelighed, skal du huske at holde den hemmelig. Specielt hvis det kun er to i familien, der kender til hemmeligheden. Da Ella Edwards, på sin 17 års fødselsdag, finder ud af at hun er gravid med sin fars barn, bliver der strid mellem begge sider af familien. Hun er blevet misbrugt af sin far i flere år, men er først nu konstateret gravid. Hun flygter ned mod vandet, som ellers er hendes største frygt, og kommer ved et uheld til at glide gned fra badebroen, hvilket straks fanger den verdensberømte sanger, Liam Paynes opmærksomhed.

418Likes
326Kommentarer
50536Visninger
AA

8. Hold me tight.

Liams synsvinkel

 

Ellas konstatering chokerede mig. Men den fik også et kæmpe smil frem på mine læber. Længe havde jeg gået og undret mig over, om hun mon følte det samme for mig, og her kom bekræftelsen endelig. Hun kunne også godt lide mig. Det var svært at beskrive den boblende glæde indeni mig. Men jeg kunne sige én ting om den: Det var en følelse, jeg ikke havde haft i meget lang tid. En følelse, jeg ikke havde haft siden Danielle.

Jeg vidste ikke, hvad der var så fortryllende ved hende. Måske var det bare hendes udstråling. Hendes generte og lidt usikre smil, som altid kunne få mit humør helt op til skyerne. At kigge ind i hendes øjne var som at kigge ind i dybt ocean. Jeg kunne fortabe mig i dem dagen lang.

Jeg hørte nogen rømme sig i døren til køkkenet, og jeg kiggede bagud for at møde Louis’ brede smil.

”Jeg går nu, hyg jer,” annoncerede han, hvorefter han blinkede med det ene øje. Jeg himlede med øjnene ad ham og sendte ham et smil, hvorefter han gik sin vej, så kun Ella og jeg var tilbage.

Jeg var forbløffet over Ellas skønhed. Hun var så perfekt. Som en falden engel. Jeg kunne virkelig ikke sætte fingeren på en eneste fejl. Jeg elskede, at hun så så eksotisk ud med hendes chokoladebrune bølger og havblå øjne. Aldrig havde jeg set så flotte et par øjne.

”Hvorfor stirrer du så meget?” spurgte hun, hvorefter hun gav sig til at le en perlende latter, der lød som perlende musik i mine ører. Jeg svarede ikke, men børstede i stedet en af hendes bløde lokker bag øret på hende, inden jeg lænede min pande mod hendes, så jeg kunne mærke hendes åndedræt mod min hud. Jeg fjernede den sidste afstand mellem os ved at lade mine læber ramme hendes, og mine arme omfavnede hende og holdt hende tæt. Jeg følte mig forpligtet til at beskytte hende. Hun virkede så skrøbelig og sårbar, og jeg vidste ikke hvorfor. Det var bare noget, jeg kunne se på hendes blik. Hvilket mindede mig om …

”Ella?” mumlede jeg mod hendes læber, da jeg trak mig lidt væk.

”Mm?” spurgte hun og smilede, hvilket gav mig en stor trang til at kysse hende igen, men jeg modstod den.

”Jeg er altså nødt til at spørge dig om noget,” sagde jeg og borede mine øjne ind i hendes, imens jeg flettede mine fingre ind i hendes.

”Spørg løs!” sagde hun optimistisk.

”Du har fortalt mig ret meget om alle de problemer, du har derhjemme, men jeg føler stadig, du skjuler et eller andet.” Jeg bed mig usikkert i læben, da hendes smil falmede for til sidst at forlade hendes ansigt fuldstændig. Jeg vidste, det var et sårbart emne. ”Jeg vil gerne have, du ved, du sagtens kan sige det til mig. Du kan stole på mig.”

Ella trak sig lidt længere fra mig og stirrede ned på vores sammenflettede hænder, inden hun pressede læberne usikkert sammen med et lille suk.

”Det er noget virkelig kompliceret halløj …” forklarede hun lavmælt som en slags undskyldning, men så let ville jeg ikke give op.

”Vi har hele dagen foran os, jeg har tid til at få hele forklaringen,” forsikrede jeg hende om, og jeg lod en finger glide ned til hendes hage for at løfte den op, så hun igen kunne møde mit blik. Som altid forbløffede den smukke øjenfarve og de lange, fyldige øjenvipper mig.

”Du forstår ikke,” sukkede hun. ”Hvis jeg fortæller dig det, vil du muligvis aldrig kunne kigge på mig på samme måde igen.”

Jeg stirrede på hende med en rynket pande. ”Ella, intet kan ændre, hvad jeg føler for dig. I hvert fald ikke nu.”

Jeg gav hendes hånd et lille klem. ”Jeg vil virkelig gerne lytte.”

”Det kan alligevel ikke løses,” sagde hun opgivende. ”Det ville ikke hjælpe at fortælle dig det.”

”Det er altid en hjælp at få det sagt højt, så man ikke går rundt med det alene,” insisterede jeg fortsat. Hvad var det, der var så svært at fortælle?

”Du vil gerne hjælpe ikke?” Jeg nikkede straks som svar.

”Så vær sød bare at lade mig være hos dig. Bare … hold om mig.” Smerten i hendes stemme var ikke til at tage fejl af. Hvad end hun så havde oplevet måtte være ret traumatisk.

”Selvfølgelig,” mumlede jeg ned i hendes hår, da hun havde puttet sig ind til mig. ”Alt skal nok løse sig. Det lover jeg.”

***

Ella var faldet i søvn. Hendes øjenvipper flagrede let, og det indikerede, hun drømte noget, men det lod heldigvis ikke til at være et mareridt. Jeg havde ikke lyst til at rejse mig, for så ville det vække hende, og jeg kunne godt lide at betragte hende, imens hun sov, selvfølgelig uden at virke alt for creeper-agtig. Det var bare ikke så tit, jeg fik muligheden for at se hende så fredfyldt. Jeg var virkelig nysgerrig efter at vide, hvad hun skjulte for mig, for det var virkelig noget, der åd hende op indefra. Jeg kunne se det på hende. Og jeg ville bestemt ikke give op på at finde ud af det, for jeg var fast besluttet på at hjælpe hende. På den ene eller den anden måde.

Forsigtigt bar jeg hende hen til mit værelse og lagde hende i dobbeltsengen, hvorefter jeg trak dynen over hende. Jeg vidste ikke helt, hvor vi stod som par, men det skadede vel ikke noget at lade hende sove i en god seng i stedet for en ubekvem sofa. Så var det måske alligevel ikke helt spild af penge at leje et værelse med dobbeltseng.

Jeg skiftede til et par natbukser, inden jeg lagde mig ved siden af hende, og jeg prøvede at lade være med at ligge for tæt på hende, i tilfælde af at hun ville finde det ubehageligt, men da hendes arme slyngede sig om livet på mig, blev jeg tvunget tættere mod hende, og jeg kunne ikke undgå at smile en smule. Om det var en handling i søvne eller vågent vidste jeg ikke, men jeg var lidt ligeglad. Det var behageligt at ligge sådan med en person igen. Det var i det hele taget dejligt at begynde på ny igen. Følelsen af at få sommerfugle i maven over hendes ansigt var fantastisk. Det var virkelig noget, jeg havde savnet – følelsen af at være forelsket. Det var svært at tro på, at Ella havde givet mig sådan et indtryk på så kort tid. Det måtte være en form for magi.

Jeg kastede et sidst blik på hendes sovende ansigt og plantede et let kys på hendes kind, hvilket fik hende til at trække vejret en smule hurtigere, men uden at vågne, inden jeg lukkede øjnene i. Den nat faldt jeg i søvn med et smil på læberne.

 

Ellas synsvinkel

 

Jeg åbnede med besvær mine øjne og kiggede op. Jeg lå helt op af Liam, og han havde lagt sin arm rundt om mig. Jeg smilede let og satte mig en smule op inden jeg kiggede mig rundt. Vi var i soveværelset i den store dobbeltseng jeg havde lagt mærke til den aften Liam sad og kiggede på aftenhimmelen fra vindueskarmen. Det var utroligt så tæt vi var kommet på så kort tid, og jeg nød det virkelig. På en måde var det synd for ham at jeg ikke fortalt ham hvad der var galt, men alligevel vidste jeg at det aldrig ville blive det samme hvis han fik det at vide.

Jeg rejste mig fra sengen og satte mig på senge kanten. Jeg havde det utrolig dårligt, og på få sekunder fik jeg trang til at kaste op. Jeg skyndte mig ud på badeværelset og lænede mig ind over toilettet. Jeg kunne mærke tårerne trille ned af mine kinder, imens min mave rumlede og mere og mere bræk kom op.

”Ella?!” Jeg vendte mig hurtigt rundt til døren, hvor Liam stod med et bekymret ansigts udtryk, inden jeg vendte mig tilbage. Jeg kunne mærke at han tog mit hår tilbage og aede min ryg. Jeg kunne godt mærke at det var nu jeg skulle fortælle ham det. Jeg snøftede højt og trak ud i toilettet inden jeg fik stukket et glas vand i hånden af Liam der så ud til at være rystet.

Jeg drak lidt af vandet inden jeg kiggede op, for at se om han havde regnet den ud. Men så godt som Liam troede han kendte mig, ville han ikke mistænke mig for at være gravid i denne alder.

”Liam” sukkede jeg, men nåede ikke mere før han havde stukket et tyggegummi hen til min mund for at jeg skulle få smagen væk. ”Nej, det er okay”, han rystede på hovedet og gav mig det i hånden. ”Du har brug for det” det lignede han prøvede at smile, men alligevel så han for rystet ud til at vise hvor glad han var for at jeg var okay.

Han hjalp mig med ind på sofaen og han lagde straks et tæppe over mig. Han opførte sig som om han var min tjener, hvilket jeg bare ville have stoppet. Han skulle ikke ’arbejde’ for mig. Det kunne jeg ikke være bekendt. Det var jo egentlig min egen skyld at jeg var gravid, da jeg aldrig havde sagt noget, men jeg havde jo også været bange. Jeg fortjente ikke belønning for at jeg ikke kunne sige fra, når det virkelig gjaldt.

 ”Liam jeg bliver nødt til at snakke med dig” halvråbte jeg da Liam var i gang med at lave mad ude i køkkenet. Jeg havde hørt at han ikke var specielt god til det, hvilket man også kunne se. I forhold til at han var ’Daddy directioner’ bandede han utrolig meget når det kom til at det gik galt når han ville skynde sig at lave mad til mig. ”Liam!” jeg havde sat mig op og havde nu flere kræfter end før. Liam vendte sig forskrækket om og løb ind til mig. ”Er du okay? Er der sket noget?” jeg lagde en hånd på hans og prøvede at tysse på ham. ”Rolig. Nej. Jeg vil.. Bare snakke med dig”, han satte sig stressende ned og kiggede mig dybt i øjnene.

”Liam, hvis jeg fortæller dig hvad der er galt, vil du så ikke love at du ikke vender ryggen til mig?” jeg havde tårer i øjnene og jeg kunne se at det gjorde Liam en smule mere bekymret end før. ”Jeg ville aldrig vende ryggen til dig” han smilede let og tog sin fingre og flettede dem ind i mine. Han aede min kind, hvilket fik mig til vende mit ansigt en smule væk. Han ville forlade mig. Jeg kunne bare mærke det.

”Jeg er … ” jeg sank en klump, pustede ud. Jeg kunne ikke. Når jeg sad i situationen, gjorde det bare at jeg fik det dårligere. Jeg lagde mit hovedet tilbage og mærkede tårerne presse sig på og det samme gjorde det vand jeg havde i maven. Jeg lænede mig forover til en plastik skål, der var på bordet foran mig. Vandet strømmede ud og jeg kunne godt se jeg havde brug for mad, da det var helt tyndt.

”Måske skulle du bare lægge dig” Han smilede let og kyssede min pande inden han gik tilbage til køkkenet. Jeg sukkede irriteret. Det gnavede utrolig meget i mig, at jeg holdte det hemmeligt. Før ville jeg ikke have han vidste det, men nu blev jeg nødt til at fortælle ham det. Jeg elskede ham for højt til at holde sådan en stor hemmelighed for ham.

Jeg prøvede at rejse mig, men jeg var utrolig svimmel og holdte mig til at holde fast til bordets plade. Jeg holdte om mig maven og faldt tilbage i sofaen. Mine kræfter var tappet ud af mig, og jeg følte mig utrolig svag i forhold til at jeg lige havde kunnet rejse mig.

Jeg gav et stort skrig fra mig for at få Liams opmærksomhed tilbage og han løb straks ind i stuen. ”Liam du skal ikke gå fra mig, jeg bliver nødt til at snakke med dig” jeg kiggede ham i øjnene, og jeg kunne se at jeg nu havde fået hans fulde opmærksomhed.

”Liam jeg er..” Jeg hørte en dør åbne bag mig og jeg pustede irriteret ud. Hvem der så end kom ind af døren larmede hvilket fik mit hjerte til at banke. Jeg var virkelig irriteret. ”Liam jeg er gravid”, de andre lyde stoppede, og Liams lille smil falmede helt.

”Omg det var hurtigt, tillykke mand!” Zayn klappede Liam på skulderen og begyndte at grine. Harry som jeg havde fundet frem til at den sidste hed grinede med, men Louis og Niall så bekymret ud.

Liam pustede kraftigt ud, og det så ud til at han var ved at blive vred. ”Jeg vidste det. Jeg vidste det var for godt til at være sand” Liam puffede hårdt Zayns arm væk fra sin skulder og styrtede ind i soveværelset. Harry smilede beroligende til mig og gik med Zayn ind til Liam, der lød som om han var ved at bryde sammen.

Jeg kiggede såret ned og lod tårerne strømme ned langs min næse. ”Hvordan kunne det ske så hurtigt? Har i gjort ’det’? ”Louis kiggede spørgende på mig, men blev trukket tættere på Niall da Niall forvirret kigge på os begge. ”’Det’?” spurgte Niall forvirret. Louis slog sig selv i panden med sin håndflade og kiggede halvirriteret på ham. ”Ja Niall. ’Det’” Niall lyste op i et smil. ”Nåh ’det’!”, Louis klappede ironisk, og kiggede så tilbage på mig der rystede på hovedet. ”Nej vi har ej, det … ” Jeg kiggede ned. ”Det var min far.” jeg kiggede flovt ned igen, og havde regnet med at Louis ville grine, men i stedet lagde han en hånd på min skulder og aede min ryg.

”Hvordan kunne det ske?” Niall var først nu begyndt at forstå hvor alvorligt det egentlig var, og hans normale smil, var skiftet ud med en lukket mund og nogle hundeagtige øjne. Jeg lukkede mine øjne og satte mine hænder op til mine kinder, der blev skubbet op. ”Men hvorfor blev Liam så sur?” Niall kiggede uskyldigt på os begge og inden jeg nåede at åbne munden havde Louis svaret. ”Tjo, hvis du fik at vide af din ’kæreste’ at hun var gravid og du vidste du ikke havde gjort det ville du så ikke også tro hun var sammen med en anden?”, Niall nikkede bekræftende. ”Men hun er jo ikke sammen med andre end Liam”. Jeg rystede på hovedet. ”Nej men du havde troet det samme. Hvordan kunne jeg også stole på at han ville kigge på mig på samme måde?”

Lige i det jeg var blevet færdig med den sætning, rakte jeg ud efter skålen og brækkede mig igen. Det gjorde ondt. I både min hals, mit hovedet, og i mit hjerte. Jeg kunne hører at Zayn kom løbende ud. ”Hey, hvis det ikke er Liam, hvem var det så?” han så en smule forpustet ud og kiggede hen på Louis, der rystede på hovedet. ”Ikke lige nu Zayn, det er et dårligt tidspunkt”. Niall aede mig på ryggen og jo mere de kom ind på emnet, jo mere begyndte jeg at græde.

Harry kom løbende ud af rummet og løb hen mod hoveddøren. ”Hvad skal du?” Louis tog fat i hans arm. Og jeg kunne se på Harry at det her ikke var for sjov. ”Han hoppede ud af vinduet! Jeg bliver nødt til at finde ham!”. Jeg rejste mig hurtigt og tørrede mig om munden. ”Jeg vil med” jeg gik hurtigt hen til døren og åbnede den inden de andre havde sagt at jeg skulle lægge mig.

”Han kan jo være overalt” jeg kiggede mig rundt på stranden, men han var ikke til at se. Han var godt nok nået langt for der var ikke én sjæl på stranden. ”Har du ingen idé om hvor han kan være?” jeg tog fat i Harrys arm, og prøvede at holde mig oppe da jeg stadigvæk var en smule svimmel. ”Nej, men så langt kan han heller ikke have noget”. Jeg begyndte at løbe ned til vandet og kunne se en skikkelse derude. ”Liam?!” jeg råbte så højt jeg kunne og prøvede at få opmærksomheden fra personen jeg regnede med var Liam, da hans trøje lå helt nede ved breden.

”Harry, jeg tror det er Liam derude” sagde jeg bekymret og løb tilbage til Harry der kiggede derud. ”Hvad fuck laver han derude? Det er pisse koldt”, jeg kiggede derud og kunne se at han var dykket under vandet.

Jeg tog en dyb indånding og smed mine sko. ”Nej Ella du er syg!”, jeg rev min arm fri og løb helt ned til breden. Jeg kiggede skræmt derned. Vandet hånede mig. ”Du tør ikke. Du kan ikke få fat i ham, jeg drukner dig”. Jeg lukkede mine øjne og løb helt ud i vandet, der rigtigt nok var virkelig koldt. Jeg prøvede let at svømme men jeg følte at jeg sank længere og længere ned
”Liam!” jeg kunne se at jeg havde fået hans opmærksomhed og han svømmede hurtigt hen til mig. Jeg hostede hårdt da jeg fik vand i munden og baskede med mine arme for ikke at synke. Han fik fat om mine ben og trak mig op. ”Liam du må ikke være sur” græd jeg og lagde mit hoved på hans bare bryst. ”Ella..” han pustede ud og gik med mig i sine arme tættere på breden.

”Liam. Det var min far” stammede jeg, hvilket fik ham til at kiggede forvirret på mig. ”Din far?” han tog min hånd. ”Jeg …” Jeg lænede mig frem og lukkede mine øjne, mit hoved dunkede og jeg kunne mærke at min mave ikke havde det for godt. ”Vi må hellere få hende ind”.

 

Hej folkens! Tusind tusind tak! Vi er kommet op på over 200 favoritlister igen! Det er så vildt! Vi er SÅ glade for at I bliver ved med at læse, og kommentarene er så søde! Skriv endelig hvad I synes om kapitlet!  Nyt kapitel snart! x - Amalie V.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...