Three Little Words | One Direction

Hvis du har en familiehemmelighed, skal du huske at holde den hemmelig. Specielt hvis det kun er to i familien, der kender til hemmeligheden. Da Ella Edwards, på sin 17 års fødselsdag, finder ud af at hun er gravid med sin fars barn, bliver der strid mellem begge sider af familien. Hun er blevet misbrugt af sin far i flere år, men er først nu konstateret gravid. Hun flygter ned mod vandet, som ellers er hendes største frygt, og kommer ved et uheld til at glide gned fra badebroen, hvilket straks fanger den verdensberømte sanger, Liam Paynes opmærksomhed.

418Likes
326Kommentarer
50573Visninger
AA

5. Fix a Heart

Ellas synsvinkel

 

Jeg rejste mig irriteret og rodede lidt i mit hår, inden jeg gik ud til Liam i køkkenet. Han sad fredfyldt og drak et glas vand mens han sad og stirrede mod baconstykkerne der lå klistret til panden. ”Nåh men godmorgen” jeg kiggede træt på Liam, der havde vendt sig imod mig med et stort smil på læben. Han nikkede hen mod stolen jeg derefter satte mig på, og fik med det samme en kop sat foran mig. ”Jeg tænkte at jeg ville lave en kop, når du nu så godt kan lide teen” jeg nikkede forsigtigt og bøjede mit hovedet fremad. Jeg satte mit hår op i en høj heste hale og tog et æble fra skålen der lå på bordet.

”Øhm jeg har lavet bacon” sagde han smilende og satte en tallerken foran mig. ”Vegetar” smilede jeg undskyldende, hvilket med det samme fik ham til at fjerne tallerkenen. ”Nåh okay” han gumlede let på baconen og betragtede mig hver gang jeg tog en ny bid af æblet.

”Fik du så lidt søvn i nat?” spurgte jeg forsigtigt, hvilket efter lang tids stilhed så ud til at overraske ham. Han nikkede stille og kiggede ned i jorden.

Jeg havde utrolig ondt af ham, og jeg vidste ikke om det var fordi jeg kunne forstille mig hvordan han havde det eller om jeg havde oplevet det før. Eller det vil så sige at Blair havde oplevet det før. Jeg kan tydeligt huske da hendes kæreste Matt slog op med hende. Jeg skulle sidde og høre hende tude i flere uger, men alligevel var hun hurtigere ovre ham end jeg nogensinde ville have været. Hun er den type der tænker ”Fuck det, jeg finder en ny” og igen der kan man se den store forskel på os. Jeg havde aldrig haft en kæreste, og jeg havde heller ikke ligefrem brug for det. Jeg havde problemer nok i forvejen.

Jeg kiggede selv ned og mærkede tårerne presse sig på. Hvad skulle jeg dog gøre? Jeg havde lige glemt alt om graviditetstesten. Jeg kunne stadigvæk ikke fatte at den viste positiv. Det var simpelthen ikke fair.

Jeg kom ud af mine tanker, da det bankede på døren. Jeg tørrede min tårer væk og kiggede efter Liam, der med et smil på læben gik ud til døren.

”Hey man, hvordan går det?” Jeg drejede hovedet til siden og fik øje på en sorthåret og en brunhåret dreng.  Den ene af drengene havde håret sat op i en quiff, eller hvad man nu kaldte det, hvilket med hans blik fik ham til at se mere mystisk ud end den anden, der havde håret sat til siden med hår stikkende op hist og her. Liam gav dem forsigtigt et kram, inden han gjorde tegn til at de skulle vente i stuen.

”Hey hvem er det?” den sorthårede sprang frem bag Liam, og smilede stort da han fik øje på mig. Liam lavede en grimasse for derefter at ryste på hovedet da han fik nogle løftede øjenbryn. ”Hvem?” den anden dreng stoppede op bag Liam og smågrinte. ”Hey man, jeg vidste ikke du havde besøg!” han grinede lavt og stak hånden frem mod mig. ”Louis”, jeg tog forsigtigt imod den og smilede let. ”Hyggeligt at møde dig! Hvor længe har du været her?” jeg kiggede hurtigt over på Liam der straks rystede på hovedet. ”Øhm… Jeg har kun været her kort” jeg smilede og rejste mig fra stolen. Jeg gik direkte ind i en anden hånd der tilhørte den anden dreng der straks kløede sig i håret.  ”Jeg er Zayn” jeg smilede og gik hurtigt forbi ham og fandt uden navigation ud på toilettet.

Jeg vidste ikke rigtigt hvad jeg skulle gøre for at komme væk. Jeg havde ikke rigtigt brug for at møde nye mennesker lige nu. Lige nu ville jeg virkelig gerne hjem og så måtte jeg tage diskussionen med min familie og Blair på et andet tidspunkt. Jeg havde bare brug for at komme hjem og ligge i min egen seng, og tænke.

Jeg sneg mig ud igen og fik samlet mit hår i en hestehale inden jeg gik mod døren så lydløst som muligt.

”Hey hvor skal du hen?” Louis stod bag mig hvilket fik mig til at farer op. ”Øhm… Jeg tror jeg tager hjem jeg.. Har brug for at tænke” smilede jeg let og kløede mig i håret. ”Okay, må jeg ikke få dit navn inden du går?” han små grinte og kiggede tilbage, mens en høj lyd der kom fra køkkenet overdøvede mig. ”Ella!” råbte jeg og smilede inden jeg spurtede ud af døren og direkte ud ved strandens kant.

Det her var det sidste jeg havde brug for. At få nye venner der sikkert ville forlade mig igen hvis hemmeligheden slap ud. Det kunne være så typisk at det skulle gå mig sådan. Som om gud allerede havde bestemt mit liv for mig.

Jeg kiggede bagud og kunne se Liam stå ved husets dør og kigge ud over stranden. Jeg dukkede mig hurtigt og løb hen til en gruppe piger der gik langs stranden, mens jeg lod som om jeg var en af dem, så han ikke ville falde mistanke.

”Hey hvad laver du?” pigerne foran mig var stoppet op, hvilket automatisk gjorde at jeg gik ind i dem. ”Ej det må i undskylde, det var ikke meningen at jeg skulle gå så tæt på” jeg kiggede uskyldigt op, og så at en af dem rullede med øjnene. ”Fuck en bitch” viskede den ene, og begyndte at gå igen.

Jeg sukkede og kiggede op mod rækken af huse igen, og med held fandt jeg det hul jeg var kommet ind fra. Jeg begyndte stille at gå derop af og tænkte ikke rigtigt over at jeg ikke havde sagt farvel til Liam. Godt nok kendte jeg ham ikke. Men han havde været sød overfor mig, og han havde ladet mig sove hos ham.

Jeg rystede på hovedet og gik op på vejen, hvor jeg straks fik øje på den række af huse jeg boede i.

Jeg tog en dyb indånding og trak ned i håndtaget. Jeg skubbede ind ad, men intet skete hvilket måtte betyde at der ikke var nogen hjemme. Jeg pustede lettet ud, og fandt nøglen frem fra ølkassen vi altid gemte den i hvis nogen af os skulle have tabt eller glemt vores nøgler.

Jeg trådte ind af døren og gik stille gennem køkkenet mens jeg tog fat i et æble der så ud til at være stødt. Jeg rullede med øjnene og smed det i skraldespanden inden jeg med ét var inde på mit værelse og havde låst døren.

Jeg smed mig på sengen og kiggede op i loftet hvor de bløde pensel strøg der fik det til at ligne en gigantisk blomst fangede mit blik. Det var så smukt at det var helt uvirkeligt.

Nogle gange ville jeg så inderligt ønske at man kunne male noget på væggen og så komme til stedet med det samme. Som om man kunne male sin drøm og at det så kom til live. Jeg vendte mig om på siden og lukkede mine øjne.

Bare dette havde været en drøm. Bare det var en drøm.

 

Liams synsvinkel

 

”Hey, hvor blev Ella af?” spurgte jeg Zayn og Louis om, da jeg igen gik ind i stuen, hvor de sad komfortabelt lænet tilbage i sofaen og snakkede. Jeg havde da kun været væk i … fem minutters tid, og så var hun forsvundet? Ella var lidt af en rebel, måtte jeg sige. Men jeg kunne også godt se, at noget nagede hende virkelig meget, og jeg ville virkelig gerne vide, hvad det var. Hun nægtede bare at fortælle det.

Louis kiggede lidt beklagende på mig og rømmede sig forsigtigt.

”Hun er gået hjem.”

På en eller anden måde sved ordene. Var hun bare gået hjem? Uden at sige farvel? Og betød det, jeg aldrig ville se hende igen? Eller hvad betød det? Og hvorfor blev jeg overhovedet så … skuffet over at høre det? Alt, jeg vidste, var bare, at Ella havde fået mig til at glemme Danielle i bare få minutter, men få minutter var også virkelig imponerende. Ikke engang drengene havde fået mig til at glemme hende. Men det havde måske også noget at gøre med, at hvert eneste ord, der slap ud af deres mund, bare på en eller anden måde hang sammen med hende.

Jeg følte mig lidt såret over, at hun ikke engang havde sagt et enkelt farvel til mig, før hun var taget hjem til det, der nu ventede hende. Det havde ikke virket, som om hun havde lyst til at tage hjem dagen forinden. Faktisk havde det mere virket, som om hun ville gøre alt for at være væk derhjemmefra, så det hang bare ikke sammen, at hun bare sådan var taget hjem. Men det kunne vel være, Ella havde husket et eller andet, som gjorde, hun var nødt til at tage hjem. Jeg kunne bare alligevel ikke ignorere den nysgerrighed, som pirrede mig så meget. Hun havde jo fortalt, hendes forældre havde været oppe at skændes, men jeg var simpelthen 100 % sikker på, at der lå mere bag det end et simpelt skænderi.

”Sagde hun noget om hvorfor?” spurgte jeg lidt fortvivlet og kiggede skiftevis på Zayn og derefter Louis.

”Nej, beklager,” svarede Louis stille med et lille ryst på hovedet. ”Men jeg er sikker på, hun havde en god grund til at tage hjem, Liam.”

”Det har du vel ret i.” Jeg vidste ikke, hvorfor jeg var så skuffet. Havde jeg forventet, hun ville blive længere?

”Nå …” sagde jeg langsomt, men da jeg så, hvordan Zayn og Louis studerede alle mine ansigtstræk, skyndte jeg mig at smile. Det var begyndt at gå mig lidt på, at de hele tiden skulle være så bekymrede og bruddet. Jeg skulle nok komme over det.

”Men hvordan går det eller med Danielle?” spurgte Zayn forsigtigt. ”Har du fået det bedre?”

”Det går vel okay …” mumlede jeg, og jeg kunne mærke mit humør dale en smule. Men det var jeg nu så småt ved at være vant til. ”I behøver ikke at være bekymrede, drenge.”

”Liam, vi ved godt, du synes, det er ret træls, at vi bliver ved med at spørge, om du er okay og alt det der, men vi er altså bare virkelig bekymrede,” forklarede Zayn. Det der var jo Nialls tale om igen.

”Jeg forstår jer godt, og jeg ville sikkert også være på samme måde som jer,” smilede jeg.

”Bare husk, du altid kan komme til os, okay?” Louis smilede venskabeligt til mig, og hans ord fik mig til at tænke lidt over noget.

”Der er faktisk noget, jeg gerne vil fortælle jer, nu når I nævner det.” Nu var det for sent. Jeg var nødt til at fortælle det.

”Hvad er der?” Både Zayn og Louis kiggede nysgerrigt og opmærksomt på mig.

”Hende her Ella, ikke?” begyndte jeg. Nu var der ingen vej tilbage. ”Jeg tror ikke, jeg er forelsket i hende, men hun formåede på en eller anden måde at få mig til at glemme Danielle i bare få minutter, men det var nok. I aner ikke, hvor befriende det var. Jeg ved ikke, hvordan hun gjorde det, men der er et eller andet ved Ella, som gav mig et godt indtryk.”

Zayn og Louis vekslede sigende blikke, men sagde intet til mig.

”Så du er forelsket i hende her Ella,” fastslog Louis med en alvorlig stemme, men jeg kunne se hans drillende blik.

”Nej, jeg er ej,” benægtede jeg med et kraftigt ryst på hovedet, imens jeg gik rundt i stuen. Deres blikke var låst fast på mig.

”Det er da sødt,” fniste Zayn og daskede Louis på skulderen. ”Liam er forelsket, Liam er forelsket!”

Jeg kunne ikke undgå at smile. Var det virkelig sådan, en forelskelse opstod? At man glemte alle de problemer, der nagede en, når man var sammen med personen? Det var jo ret lang tid siden, jeg havde været nyforelsket. Jeg huskede, hvordan Danielle blev ved med at afvise mig, fordi at hun havde følt, hun var for gammel. Men det overvandt vores kærlighed. Kærlighed har trods alt ingen alder.

”Nok med jeres pjat!” grinede jeg. Havde jeg forventet andet end, at Louis ville begynde at drille mig med, at jeg kunne lide hende? Men det irriterede mig nu ikke synderligt – ja, faktisk fik det mig til at smile. Men jeg anede ikke hvorfor, for jeg var virkelig ikke typen, der faldt for en pige så hurtigt. Og var jeg overhovedet faldet for Ella? Mit hjerte var bare et virvar af følelser, for på den ene side, kunne jeg ikke glemme Danielle, men på den anden side, havde Ella virkelig rørt et eller andet i mig.

”Vi må nok også hjemad,” sagde Louis med et smil på læben. ”Vil du ikke med? Vi kan jo invitere alle fem drenge over til mit hus, og så kan vi se en film eller noget i den stil? Eller vi kunne lave et twitcam! Det er vist ret lang tid siden, at vi har gjort det. Det er i det hele taget lang tid siden, vi alle fem bare har været sammen hjemme hos en eller anden.”

”Det har du ret i,” nikkede jeg.

”Så du vil gerne med?” Louis’ ansigt lyste op i et smil.

Jeg tænkte lidt over det først. Da Danielle og jeg slog op, havde jeg ligesom følt, jeg skyldte Danielle at være trist. Jeg havde ikke følt, jeg kunne tillade mig at smile, for så hurtigt ville jeg ikke komme over Danielle. Men den følelse sad ikke længere helt så meget på mig. Selvfølgelig savnede jeg hende, men jeg fortjente også at være glad. Danielle var tydeligvis kommet videre, så det kunne jeg også. Og det var derfor, jeg med et smil svarede: ”Jep, lad os gå!”

_________________________________________________________________________

Vi vil gerne starte med at sige 134874655745 gange undskyld for den overdrevet lange ventetid! Der har bare været virkelig mange stressende ting, og så har der også været noget personligt mellem os to, som har forhindret os lidt i at skrive, så det håber vi, I forstår. Men det er vildt, der er så mange læsere! Forhåbentligt kan vi vinde vores 200 læsere tilbage :-D

- A & A

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...