Three Little Words | One Direction

Hvis du har en familiehemmelighed, skal du huske at holde den hemmelig. Specielt hvis det kun er to i familien, der kender til hemmeligheden. Da Ella Edwards, på sin 17 års fødselsdag, finder ud af at hun er gravid med sin fars barn, bliver der strid mellem begge sider af familien. Hun er blevet misbrugt af sin far i flere år, men er først nu konstateret gravid. Hun flygter ned mod vandet, som ellers er hendes største frygt, og kommer ved et uheld til at glide gned fra badebroen, hvilket straks fanger den verdensberømte sanger, Liam Paynes opmærksomhed.

418Likes
326Kommentarer
50555Visninger
AA

15. Fall

Ellas synsvinkel

Mine håndflader var svedige. Lige meget hvad jeg gjorde, virkede det ikke, som om jeg kunne styre min krop længere – trods jeg frøs og havde fået et tæppe omkring mig, fordi jeg havde rystet så meget, svedte jeg alligevel på grund af nervøsiteten og frustrationen.

  Det gjorde ondt at elske nogen så højt – det var noget, jeg måtte erkende, imens jeg sad dér i venteværelset. Ikke bare med Liam, men også Blair. Pigen, jeg havde kendt hele mit liv – en veninde, der havde hjulpet mig igennem ild og vand, og som jeg altid havde kunnet regne med. Og nu, i de her hårde tider, følte jeg mig så hjælpeløs, som man overhovedet kunne føle sig. For hvad var der egentlig også at gøre for at rette op på hele situationen med min bedste veninde? Sige undskyld? Og undskylde for hvad? For at lade min far misbruge mig alle de år? Hvad kunne jeg egentlig sige, når det hele lå i hendes egen skyldfølelse? Hvordan kunne jeg få det til at gå væk, når det var noget, der foregik i hendes eget hoved?

  Jeg vidste det ikke. Og jeg havde egentlig heller ikke lyst til at tænke på det. Men noget ville jeg jo tænke på, for jeg vidste, at hvis jeg ikke gjorde, ville mit hoved automatisk søge efter Liam og det forslåede ansigt; misfarvningerne på ansigtet, den hævede, blødende læbe, indtørret blod ved næsen, forrevne øjenbryn – listen var endeløs.

  Trods jeg ønskede at slette ham, rense mit system for ham, kunne jeg det ikke. Det var, som om han havde fundet en måde at leve i min blodbane på, for selvom han ikke var med mig, kunne jeg sværge på, jeg alligevel kunne føle hans tilstedeværelse og den elektriske følelse, han bragte med sig.

  Jeg lukkede øjnene. Nej, tænkte jeg for mig selv. Det måtte jeg ikke tænke på nu – det skulle jeg ikke fokusere på. For jo længere jeg tænkte, desto sværere ville det blive for mig at give slip på ham. Jeg var jo ikke helt dum. Selvfølgelig ville det her ikke være sidste gang, min far kom efter Liam. Det ville fortsætte igen og igen og igen, indtil der ikke var andet end brudstykker tilbage af den person, jeg elskede så utrolig højt. Sådan var det med min far – blev der sat pres på, handlede han dumt og uden at tænke sig om. På samme måde kunne det her ende med at blive Liams død, hvis han fortsatte med at omgås med mig – allerede nu havde medierne kastet sig over nyhederne, og der ville nok ikke gå særlig lang tid, før de var nået til bunds i sagen. Hvis jeg havde lært noget, var det, at de i den grad kunne finde ud af at snuse rundt.

  Jeg var endnu ikke klar over, hvordan jeg skulle sige det til ham. Jeg havde gennemtænkt nogle sætninger, jeg kunne fyre af, men ingen af dem føltes naturlige. Som noget, der kom ud af min egen mund. Intet af det virkede oprigtigt og sandfærdigt, hvilket det ville blive nødt til at gøre, hvis han skulle acceptere det.

  En del af mig ønskede brændende at fortælle ham sandheden og om min frygt for hans helbred, mens en anden ville blive med ham til evig tid. Men den tredje, den fornuftige side af mig, vidste, at det her var egoistisk. Det var egoistisk at få ham til at blive med mig, når det udsatte ham for fare, og hvis han kom til skade en gang til på grund af mig, ville jeg formentlig ikke kunne klare skylden længere. Det havde i forvejen været nogle svære uger med graviditeten og morgenkvalmen og alt det her, så jeg vidste, jeg var tæt på at knække sammen – jeg var så tæt på at give slip på det hele. Broen stod stadig så fint på stranden, og denne gang ville der ikke være en helt til at redde mig.

  Det var svært at finde ud af, hvad jeg ville. Mange gange havde jeg hørt det med at være splittet mellem at gøre det rette og at gøre det, man gerne ville, men jeg havde aldrig direkte oplevet dilemmaet ved at spørge sig selv, om man burde lytte til sit hjerte eller sin hjerne. Lige nu ønskede jeg mest af alt bare til at lytte til mi hjerte, for jeg var ikke sikker på, jeg ville kunne klare at afvise Liam, når han for det første var svag og for det andet ville tigge og bede om en forklaring med de brune, brændende øjne, der altid satte sig fast på mine øjenlåg, så jeg så dem, hver gang jeg blinkede.

  Et suk forlod mine læber. Det var ikke fair, at jeg skulle tage stilling til sådan nogle ting – hvorfor skulle gode mennesker altid rammes af sådan noget? Hvorfor var der ikke noget i denne verden, der hed karma, når det var det, der ville give mest mening? At de mennesker, der udrettede dårlige ting, også blev ramt af dårlige ting? Hvorfor forholdt det sig ikke sådan?

  Der var så meget, man kunne slippe væk med. I bund og grund ville alle nok på et eller andet tidspunkt i deres liv opleve en form for ulykke eller sorg, men jeg følte altid, det var de mennesker med de bedste intentioner, der kom ud for det værste. Og det var langt fra retfærdigt.

  Jeg vidste ikke, hvad klokken var. Der var et ur, der hang på væggen bag mig, men jeg havde ikke lyst til at vide, om det var nat eller dag; hvor længe jeg havde siddet her. Den ene mulighed var, at der ikke var gået mere end en halv time, siden jeg fandt Liam for at blive taget fra ham igen – den anden var, at der var gået tæt på et døgn, uden han var vågnet, hvilket måtte betyde, han var i en kritisk tilstand.

  Ingen af dem lovede særlig godt.

  Folk omkring mig så alle lidt halvdøsige ud. Tomme. Det var, som om de ikke vidste, hvad de skulle stille op med sig selv – og sådan var det vel egentlig også med mig. Jeg var ikke klar over, om jeg burde blive ved med at kæmpe, eller om det hele var nyttesløst. For i sidste ende kunne jeg bare ikke blive lykkelig. Det lod til, at hver gang jeg tillod mig selv at smile bare den mindste smule, blev jeg straffet.

  Jeg kunne spørge sekretæren i disken, om hun vidste, om man kunne besøge Liam, men jeg kunne også lade være. Jeg vidste ikke, hvorfor jeg skulle have nogen grund til at lade være, men det virkede, som om min hjerne ikke reagerede på hjertets kommandoer. For mit hjerte brændte efter at se ham igen og røre hans hånd; det ville ligge ved hans side og blive der for evigt. Men ligesom hjernen var det ikke forberedt på at tage afsked til drengen, der havde reddet mig.

  Jeg havde engang læst et citat, der sagde: ”She’s caught between who she is and who she wants to be.” Dengang syntes jeg, det var smukt og poetisk, men jeg kunne aldrig rigtig relatere til det. For jeg følte ikke, jeg kunne blive til mere, end jeg allerede var; jeg så ikke noget håb for mig og troede ikke på, jeg kunne bryde ud af det endeløse mønster med min far. Men det var anderledes nu. Nu, hvor Liam havde fået mig til at indse, at der var mere ved alt, end det umiddelbart så ud. Han fik mig til at ville blive en bedre version af mig selv, og det var, som om jeg bare ikke kunne lade mig selv skuffe ham.

  Jeg skyldte ham noget.

  Ligesom han havde reddet mig, ville jeg redde ham fra mig. For trods det var et dilemma at vælge imellem at være den, jeg var nu sammen med Liam, eller den, jeg kunne være, hvis jeg fik Liam i sikkerhed, vidste jeg, hvad der var klogest. Selvfølgelig gjorde jeg det – det vidste alle. Og det ville gøre ondt at se ham starte på ny og komme videre med sit liv, men tanken om, at han i det mindste ville have det godt fysisk, overstrålede smerten og sorgen.

  ”Har vi nogen pårørende til Liam Payne?” blev der spurgt ud i lokalet, og jeg kiggede op. Det samme gjorde de fleste andre i lokalet, siden der trods alt var tale om en international popstjerne, men jeg var den eneste til at rejse mig og nikke.

  Det undrede mig, at fans verden over ikke allerede havde overbemandet hospitalet. På den anden side kunne det have noget at gøre med, at vi var på en aflukket afdeling, og der derfor ikke var adgang for dem – men jeg kunne forestille mig, at de ventede lige udenfor.

  Jeg gad vide, om de havde det på samme måde med ham som mig.

  ”Jeg er hans kæreste,” mumlede jeg lavmælt, men højt nok til at det kunne høres. Ordet kæreste var ikke noget, jeg særlig ofte omtalte mig som, så det føltes mærkeligt at sige det højt. Men det var vel, hvad jeg var for ham, trods det snart ville ændre sig.

  Hun sendte mig et lille smil, der var halvhjertet og beklagende. Blikket syntes ikke helt at nå mig; det var ikke fyldt med sympati eller sorg eller noget som helst. Det var så objektivt og logisk – som om hun havde oplevet det her tusinde gange før. Og det havde hun vel egentlig også.

  Mange tanker kørte igennem mit hoved, da vi havde øjenkontakt. I det øjeblik, hun studerede mig, turde jeg vædde på, mit ansigtsudtryk skiftede fra at være roligt til panisk til nervøst til bange uden nogensinde helt at stoppe. Selvom jeg i dag flere gange havde fortalt mig selv, at jeg var blevet lidt mere afklaret med situationen og alt det, der var sket, vidste jeg, jeg umuligt kunne opføre mig behersket, så snart jeg trådte ind til ham.

  ”Han sover stadig, men du kan komme ind og se til ham, hvis du har lyst,” fortalte hun mig. ”Han er i lokale B-140.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...