Three Little Words | One Direction

Hvis du har en familiehemmelighed, skal du huske at holde den hemmelig. Specielt hvis det kun er to i familien, der kender til hemmeligheden. Da Ella Edwards, på sin 17 års fødselsdag, finder ud af at hun er gravid med sin fars barn, bliver der strid mellem begge sider af familien. Hun er blevet misbrugt af sin far i flere år, men er først nu konstateret gravid. Hun flygter ned mod vandet, som ellers er hendes største frygt, og kommer ved et uheld til at glide gned fra badebroen, hvilket straks fanger den verdensberømte sanger, Liam Paynes opmærksomhed.

418Likes
326Kommentarer
50502Visninger
AA

2. Enough for Now

Ellas synsvinkel

 

Man skulle tro, at jeg ville have glædet mig til denne dag. Glædet mig til at se familien, og endelig blive sytten, men nej. Jeg kunne ikke lade hver med at tænke på, hvad der var sket. Hvor højt jeg skreg da jeg så de to streger. Hvordan kunne det overhoved være muligt? Jeg havde ikke meget at skulle have sagt, men hvordan kunne jeg lade det ske?

”Er du helt sikker?” Blair satte sig på stolen ved siden af mig, og prøvede at få mig til at se på hende. Jeg trak på skuldrende. Jeg sukkede dybt, og kiggede rundt i stuen. Den var fyldt op med gæster. Glade gæster, som ikke skulle gå og spekulere på hvornår ens mor ville finde ud af at man var gravid. Jeg kunne ikke fortælle hende, at jeg var blevet misbrugt af hendes mand, men jeg følte alligevel at hun skulle vide det. Det var jo hendes mand, og ikke min.

”Men hvorfor lod du ham gøre det?” hun kiggede forfærdet på mig, med en smule vrede bag facaden. Jeg kiggede dumt på hende, og rullede øjne. Som om jeg selv kunne vælge at blive misbrugt. Det var ikke ligefrem en hobby, du kunne slippe fra, ved at spille syg. Han gjorde det bare. Og jeg ved ikke om jeg kunne sige det på den måde, men det var begyndt ikke at påvirke mig så meget. Selvfølgelig gjorde det ondt at tænke på, men det gik først op for mig, hvor stor en fejl det havde været, ikke at melde ham til politiet, da jeg tog testen.

Jeg rejste mig fra stolen, og gik ud mod køkkenet. Jeg havde ikke lyst til at hører hvor glade folk var for at se hinanden igen. Og jeg kunne ikke lide at se dem i øjnene. Jeg havde aldrig haft hemmeligheden, og specielt ikke overfor min familie, der ellers normalt støttende mig hundrede procent.

Jeg greb fat om et æble, og kiggede køleskabet igennem. Det var utrolig ubehageligt hvor meget min appetit havde ændret sig, og hvor hurtigt mit humør skiftede. Det var ubehageligt at tænke på at ingen andre end Blair og jeg vidste at jeg var gravid med min fars barn.

Jeg havde hele tiden, prøvet at finde ud af hvorfor. Hvorfor han ville bruge mig, og ikke mor. Jeg var jo bare et lille barn.

”Af hvad?!” jeg hoppede i chok, og smed æblet på bordet. Blair trådte ind i køkkenet, med et undskyldende øjne, og skubbede mig mod den anden dør, der førte ud til haven.”Vent hvad skal vi?” jeg prøvede at bremse med hælene, men fandt ud af at det ikke var specielt klogt. Da jeg stoppede op for at komme tilbage, tog min mor hårdt fat om mit håndled, og smed mig ned i sofaen.

Jeg ømmede mig lidt, og kiggede derefter spørgende rundt, på min familie, der pludselig alle sad med vrede blikke rettet mod mig. ”Hvad skal det her forstille?” hun smed graviditetstesten på bordet foran mig. Jeg kiggede forskrækket op, og kiggede bedene på Blair, der så ud til at tage situationen, ligeså uroligt som mig.

”Din løgner” viskede hun, og kiggede vredt på far, der stod med et forvirret udtryk i ansigtet, indtil han så at jeg sad med hoved gemt i hænderne. ”Hvad fanden havde du tænkt dig?” hun skubbede hårdt til ham, og gav ham en lussing, hvilket han reagerede hårdt på. Jeg blev pludselig forvirret, da hun stod og råbte af ham. Hvorfra vidste hun at det var ham, der var skyld i alt det her rod, og ikke en anden?

Mit blik blev pludselig fjert, da begge sider af familien, stod overfor hinanden, og begyndte at snakke højere og højere. Jeg mærkede hvordan jeg var ved at gå i panik, og rejste mig, for at løbe mod døren.

Jeg skulle til at åbne døren, da Blair tog fat i min hånd. ”Jeg er altså virkelig ked af det!” hun kiggede bedene på mig, og det hele gav pludselig mening. Hun var den eneste jeg havde fortalt det til. Ikke engang min far vidste det. ”Du lovede at du ikke ville sige det!” jeg mærkede tårerne snige sig frem i øjenkrogende, og kiggede på min mor, inde i stuen, der vidst lige have slået ham.

Jeg stirrede vredt på Blair, og trak ned i håndtaget. ”Du kan da ikke bare gå” hun prøvede at få fat i min top, men nåede det ikke før jeg smækkede døren i, og løb ud på vejen. Jeg kiggede mig af ren refleks rundt, efter et sted jeg kunne løbe hen. Jeg fik øje på vandet, for ende af vejen bag de små strandhuse, og kiggede mig ikke tilbage. De skulle ikke følge efter mig.

Det varme sand omringede mine fødder, og jeg traskede ned mod vandet. Men jeg havde ikke tænkt mig at gå i, selvom vejret egentlig var okay, solen tittede frem fra skyerne, men himmelen var stadigvæk omringet af skyer.

Jeg gik ned til strand kanten, og så ud over vandet. Frygten strømmede gennem min krop, da vandet rammede mine tær. Jeg trådte et skridt tilbage, og kiggede rundt på stranden. Den var ikke ligefrem populær i dag, men det var egentlig heldigt nok, da jeg så kunne gå i mine egne tanker.

Jeg kiggede sukkende op, og fik øje på molen længere nede på stranden. Jeg smilede for mig selv, og gik hen imod den. Jeg havde altid stået på molen, når jeg havde problemer, og jeg fandt altid en løsning deroppe. Det var mit fristed.

Jeg stoppede op, foran kæden der gik fra den ene side til den anden. ’Under ombygning’ jeg rullede med øjnene, og kravlede ned under. Jeg havde brug for at tænke og det kunne jeg kun deroppe. Jeg trådte forsigtigt ud på broen, og smed min cardigan, og gik gennem dagen i dag. Hvad skete der, der hjemme lige nu? Sådan som de råbte af hinanden, kunne de sagtens være oppe i en slås kamp lige nu.

Jeg gik lidt rundt, mens jeg tog mig til hovedet. Hvorfor skulle det her lige ske for mig? Hvad var der sket hvis jeg var blevet?

Jeg trampede i vrede den ene fod ned på en af plankerne, og i samme øjeblik kunne jeg hører faretruende knirken. Jeg kiggede forskrækket ned på mine fødder, og mødte et øjeblik, et forfærdeligt syn. Plankerne begyndte at knække. Jeg trådte et skridt bagud, og pludselig gav broen under for min vægt. Jeg nåede kun at se vandet i et sekund, før jeg med højhastighed ramte de kolde bølger.

Jeg kæmpede mig op, for at få vejret, men blev i samme øjeblik skyllet ind i klippevæggen, jeg pustede ud, og faldt hen.

 

Liams synsvinkel

 

Mit blik vandrede henover stranden. I baggrunden lød lyden af de beroligende bølger og nogle hæse mågeskrig. Hendes ord sad fast i mit hoved. De kørte igennem mit hoved igen og igen. Det var svært for mig at indse, at hun ikke længere var min. Aldrig skulle jeg holde hendes hånd i min mere, aldrig skulle jeg indsnuse hendes dejlige duft, imens jeg omfavnede hende og aldrig skulle jeg mærke hendes bløde læber mod mine igen. Jeg sukkede. Det ville helt klart være noget, jeg ville savne.

Jeg kan ikke det her mere, Liam. Ordene sved som syre. De skar mig lige i hjertet. Jeg kunne ikke få mig selv til at realisere, at hun rent faktisk havde gjort det forbi. Og så endda med de berømte ord: Det er ikke dig, det er mig.

Jeg kunne se, at hun havde prøvet på at gøre det forbi så skånsomt som muligt, men det gik bare ikke. Jeg kunne ikke acceptere det. Jeg ville ikke acceptere det. Men det var jeg nødt til. Danielle følte ikke det samme for mig mere og det ville være egoistisk af mig at få hende til at blive sammen med mig, når hun ikke længere følte noget for mig. Men hvad kunne jeg også have gjort, selv hvis jeg var så egoistisk?

Jeg sad midt i sivene med benene trukket op under mig. I mine hænder, havde jeg en musling, som jeg vendte og drejede. Jeg nærstuderede den og fik fat på hver eneste detalje omkring den. Der var ikke rigtigt andet at lave. Jeg ville ikke tænke på hende. Jeg var nødt til at komme videre. Jeg var nødt til at glemme hende. Hun havde sikkert allerede glemt mig, så hvorfor kunne jeg ikke også bare give slip?

Fordi at hun har givet dig så mange ting at huske, lød en stemme i mit hoved. En stemme, som havde ret. Vi havde skabt så mange minder, minder fyldt med både latter og tårer. Minder, som virkelig havde udtrykt vores kærlighed for hinanden, så hvorfor mistede hun bare lige pludselig sine følelser for mig? Hun havde ikke engang vist nogen tegn på, at hun ikke længere nød mit selskab. Ingen bedrøvede blikke, når jeg kærtegnede hendes kind. Intet forsøg på at trække sig væk, når jeg kyssede hende. Det var nok det, der gjorde mest ondt. Chokket. Det var slet ikke noget, jeg var forberedt på.

Jeg pillede lidt ved mine løse, cremefarvede bukser bare for at have noget at beskæftige mig med. Mit blik var rettet mod de rolige bølger, som langsomt skyllede ind over land for derefter at trække sig tilbage. Det blæste ret meget, så der var ikke så mange mennesker på stranden. Faktisk var der kun mig og så en fremmed. Jeg kunne se personens silhuet gå langs strandkanten. Ud fra personens kropbygning og måde at gå på, blev jeg enig med mig selv om, at det var en pige. Hun gik i et ret hastigt tempo. Som om hun flygtede fra nogen eller noget, for hun vendte hele tiden sit hoved for at kigge bagud, så hendes hår hvirvlede rundt i vinden.

Jeg rettede igen mit blik på det hele store i stedet for at fokusere på pigen. Der var bare et eller andet over hende, som gjorde mig lidt nysgerrig. Hvorfor blev hun ved med at kigge bagud? Var der nogen efter hende? Jeg besluttede mig for ikke at tænke på det. Det var jo ikke noget, jeg skulle blande mig i. Jeg kendte hende trods alt ikke.

Luften i Østlondon var renere end i Centrallondon. Når man var i Centrallondon, kunne man bare dufte benzinen i luften, hvorimod man i Østlondon kunne dufte den salte havduft. Jeg havde lejet et sommerhus i Østlondon for at tage en lille pause fra alle indspilningerne og det hele og det var egentlig meningen, at Danielle og jeg skulle have boet sammen i det sommerhus, jeg havde lejet, men hun slog op lige inden vi skulle af sted, så jeg tog af sted alene. Drengene tilbød at tage med mig, så jeg ikke skulle være helt alene, men jeg takkede nej. På et eller andet tidspunkt ville de sikkert fortryde, at de tog med, for jeg havde ikke tænkt mig at lave så meget og det ville sikkert føles lidt deprimerende for dem. Jeg ville ikke lade mit humør gå ud over dem.

Pigen fra før stod nu på broen og betragtede bølgerne ligesom mig. Hun havde armene omkring sig selv, måske fordi at hun frøs. Hun havde kun en stropløs, hvid top på samt et par højtaljede, denimfarvede shorts på. Vinden legede med lokker af hendes hår, så de snoede sig omkring hende. Hun begyndte at gå lidt rundt på broen uden at lægge mærke til mig, som betragtede hende, men pludselig gav broen efter under hendes vægt og jeg så hendes silhuet have kurs mod vandet og jeg hørte hende ryge i vandet med et plask. Jeg var oppe i ét spring og løb ud mod vandet med så meget fart på som muligt. Jeg fik taget min tshirt af undervejs og fik med nød og næppe mine sko af, inden jeg havde sat kurs mod pigen i vandet, som sprællede helt vildt for at nå op til overfladen og få vejret. Pludselig skyllede en bølge ind over hende og hun var ude af syne. Mine arme bevægede sig som propeller og jeg nåede ud til det sted, jeg så hende synke på få sekunder. Jeg dykkede ned under vandet og spejdede efter hende gennem alt saltvandet. Efter et par sekunder, fik jeg endelig øje på hende og jeg fik grebet fat om hendes arme. Jeg trak hende op til overfladen og svømmede ind mod bredden.

Jeg fik trukket hende op på land og stirrede panikslagent på hende. Hendes brystkasse hævede og sænkede sig i rolige åndedrag, så hun var stadig i live, hvilket gjorde mig en smule mere rolig, men ikke meget. Min hjerne arbejdede på højtryk for at huske, hvad jeg havde lært af førstehjælp. Hjertemassage! Jeg holdt begge mine hænder mod pigens bryst og forsøgte at pumpe hendes blodomløb i gang igen, men der var ingen reaktion fra hendes side af. Måske skulle hun bare hvile lidt. Jeg fik båret hende op og begyndte langsomt at gå hen til det sommerhus, jeg havde lejet. Hun kunne vel hvile lidt der indtil hun vågnede, så jeg derefter kunne følge hende hjem.

Jeg fik låst op, da jeg nåede frem til sommerhuset og gik direkte ind i stuen for at lægge hende i sofaen. Det gav mig tid til at studere hendes ansigt. Hun havde et ovalt ansigt, som var indrammet af nogle brune lokker af hår, en lille buet næse som gik ned i en spids, lange mascarabelagte øjenvipper og nogle smalle rosa læber. Jeg børstede noget af hendes hår væk fra hendes ansigt, hvilket afslørede et stort kødsår i højre side af panden. Mit blik søgte en førstehjælpskasse eller noget andet, der kunne hjælpe, men jeg kendte jo slet ikke sommerhuset. Hvad var der og hvad var der ikke?

Jeg gik ud i køkkenet og kiggede lidt rundt i skabene. Der var ret mange skabe og hylder, så der måtte da være et eller andet, jeg kunne bruge til at rense hendes sår. Endelig, i det øverste midterste skab, fandt jeg noget forbinding, noget plaster og et par smertestillende piller. Jeg tog dem ud fra skabet og hentede en klud, som jeg vådgjorde, hvorefter jeg igen satte kurs mod stuen, hvor den bevidstløse pige lå. Langsomt begyndte jeg at duppe kluden på hendes sår i et forsøg på at rense det. Om det virkede eller ej, ved jeg ikke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...