Three Little Words | One Direction

Hvis du har en familiehemmelighed, skal du huske at holde den hemmelig. Specielt hvis det kun er to i familien, der kender til hemmeligheden. Da Ella Edwards, på sin 17 års fødselsdag, finder ud af at hun er gravid med sin fars barn, bliver der strid mellem begge sider af familien. Hun er blevet misbrugt af sin far i flere år, men er først nu konstateret gravid. Hun flygter ned mod vandet, som ellers er hendes største frygt, og kommer ved et uheld til at glide gned fra badebroen, hvilket straks fanger den verdensberømte sanger, Liam Paynes opmærksomhed.

418Likes
326Kommentarer
50539Visninger
AA

4. Catching Lightning

Ellas synsvinkel

Jeg mærkede en stor trang til bare at tage hjem, men jeg vidste ikke om det var en god idé. Der var vel en grund til at jeg tog af sted. Jeg mener, jeg plejede aldrig at tage op på molen, hvis jeg ikke havde noget jeg ville af med.

Jeg kiggede irriteret ud af det store glas vindue, der havde klar udsigt over stranden. Jeg sukkede højt, og rejste mig, ligesom før, for at gå. ”Hvor skal du hen?” Liam stod hurtigt og spærrede for døren, som om han ikke ville have at jeg gik fra ham.

”Jeg vil gerne ned på stranden. Det kan være at jeg kan huske hvorfor jeg tog herhen i første omgang, hvis jeg står samme sted” jeg sendte ham et falskt smil, der efter lang tids øvning næsten måtte se hel ægte ud. Han nikkede forsigtigt, og tog sin jakke. Jeg kiggede undrende på ham, men han smilede bare og åbnede døren for mig.

Jeg lod sandet ramme mine tæer, og selvom at solen var gået ned, var sandet stadigvæk varmt, og brændte mod min hud. ”Hvordan kan det være at jeg ikke kan huske at det er min fødselsdag?” han lyste op i et smil, og gav mig et venskabeligt dask på skulderen. ”Tillykke da” hans smil, gjorde mig godt tilpas, men alligevel vidste jeg, at jeg ikke ville blive der længe. Jeg smilede forsigtigt, og trådte et skridt til højre. ”Tak” jeg kiggede hurtigt ned, og fik øje på en mønt.

Jeg bukkede mig hurtigt ned, og samlede mønten op. ”Måske vil den bringe mig lykke” jeg lagde den i lommen, og kiggede derefter på molen, der så ud til at være gået mere i stykker.

Jeg stoppede op, foran vandet, og trådte et skridt tilbage. ”Hva så?” Liam trådte ind foran mig, og prøvede at få mit blik på ham, men det lå lige i øjeblikket, bekymrende på vandet.

Jeg mærkede at mig hovedpine var kommet tilbage, og satte mig i sandet. I samme sekund Liam satte sig ved min side, huskede jeg hvorfor jeg var her.

Jeg lod en tåre løbe ned af min kind, dog med håb om at han ikke ville lægge mærke til den. Men da jeg derefter gav et højt snøft fra mig, var det tydeligt at se, at jeg nu vidste hvad der var sket.

”Har du tænkt dig at fortælle mig det?” han smilede charmerende, og lagde en arm om mig. Jeg fjernede med det samme hans hånd, og kiggede dumt på ham. ”Hvad laver du?” jeg havde altid hørt at Liam, var en af dem med kæreste på. Mon hun ville blive glad for at vide, at han havde siddet med armen om en anden?

Liam trak på skuldrende, og rykkede tættere på. Han lagde spændt sit hoved på håndfladerne, mens hans albuer, så ud til at være godt boret ned i knæene.

”Jeg var i gang med at holde min syttenårs fødselsdag..” begyndte jeg.

Jeg fortalte stille at mine forældre var kommet ret voldsomt op og skændes, men undlod dog at fortælle ham hvorfor. Jeg synes ikke han burde vide at jeg var blevet misbrugt, for så skulle jeg til at forklare hvorfor jeg ikke havde ringet til politiet, eller noget andet. Men sandheden var jo egentlig ikke at jeg ikke havde haft lyst, til at ringe efter hjælp. Men at jeg var bange. For hvordan skulle jeg forklare at jeg i flere år var blevet misbrugt af min egen far, uden at fortælle det til de personer jeg stolede mest på?

”Det er jeg ked af at høre” han kiggede medfølende på mig, og lagde en hånd på mit lår. Jeg stirrede forvirret på den, og han fjernede den i samme sekund. ”Måske skulle jeg følge dig hjem, til din veninde?” jeg var ved at nikke, da jeg kom i tanke om at jeg var sur på Blair. Jeg tog hurtigt fat i hans arm og rystede på hovedet.

”Nej, nej, det kan jeg ikke.” sagde jeg lidt for hurtigt. ”Hvorfor ikke?” , jeg sukkede irriteret og rejste mig. ”Det kan jeg bare ikke”.

Han rejste sig, og børstede sine bukser af inden han nikkede. ”Okay, så bliver du jo nødt til at blive her” han smilede genert, mens jeg trak på skuldrende.

”Er der noget du vil have?” Liam stillede sig på tær, og tog noget i det øverste køkkenskab. Jeg rystede stille på hovedet, og kiggede mig rundt. ”Hvad med et æble, noget vand, noget te, eller..”, ”Liam, jeg klare mig” jeg smilede sødt, og gik ind mod stuen.

Jeg satte mig forsigtig i sofaen, og mærke en svag brækfornemmelse, snige sig op gennem halsen. ”Liam?”, han var med et ved min side, og smilede. ”Liam, jeg har brug for en spand”, han kiggede forvirret rundt, og rakte mig derefter spanden, mens han fik mit hår om på min ryg.

”Jeg lænede mig irriteret tilbage, og sukkede. ”Måske skulle du lægge dig” han smilede forsigtigt, og rejste sig. ”Sig til hvis der er noget jeg kan gøre for dig” han trådte ud af stuen, og jeg nåede lige at se ham klø sig i håret, inden jeg forsigtigt lukkede mine øjne og sukkede igen.

Jeg åbnede søvnigt øjnene, og mærkede kvalmen komme tilbage. Jeg trak spanden frem, og lagde hurtigt mærke til at det var blevet mørkt. Jeg lå med et tæppe over mig, så han måtte næsten have lagt det på mig. Jeg satte mig forsigtigt op, og gik ud mod køkkenet.

Jeg kiggede mig irriteret rundt efter et glas, eller en kop, men det eneste jeg kunne få øje på, var en almindelig flaske, der var taget en tår af.

Jeg gik tilbage mod sofaen, da en halvhøj snøften fangede min opmærksomhed. Jeg gik tættere på døren, og så at Liam sad i vinduet. Han sad sammenkrympet, og kiggede ud af vinduet, og op på aftenhimmelen.

”Liam?” han vendte forskrækket hovedet til side. ”Nåh, hej” han smilede træt og vendte blikket ud mod vinduet igen.

Jeg tøvede stærkt, men valgte at sætte mig overfor ham, og kiggede ud af vinduet, sammen med ham. ”Hvad er der galt?” jeg smilede forsigtigt, mens han kiggede forvirret på mig. ”Hvad mener du?” Jeg sukkede og satte mig i samme stilling som ham. ”Du ved. De fleste sætter sig i vinduet, og kigger ud på aftenhimmelen, når noget er galt”, han fnes kort, inden han vendte blikket fra vinduet til mig.

”Jeg troede bare at det her ville blive en ferie fyldt med kærlighed” han sukkede irriteret og hvilket fik mig til at undre mig hvad han mente. ”Hvorfor bliver det så ikke det?” jeg lagde armene om mig selv, og prøvede at få øjenkontakt, hvilket lykkedes.

Han øjne var varme, og glimtende, og jeg kunne se at hvad der end var galt gik det ham virkelig på.

Han sukkede igen, og gav sig til at forklare.

Jo dybere han kom ind i sin lille kærligheds historie, jo mere fik jeg ondt af ham. ”Og du har ingen idé til hvorfor hun slog op?” han trak på skuldrende, og lagde sit hoved på sine knoer.

”Godt nok har jeg ikke prøvet det før, men jeg ved at der ikke er en god idé at kigge tilbage” Jeg gav ham et venligt smil, og kastede mine ben ud over kanten, og hoppede ned på gulvet.

”Hvis hun ikke har en god grund for at slå op, forstår jeg hende ikke” jeg gik mod døren, inden jeg sendte ham et smil. ”Du er virkelig flink” han smilede genert og nikkede gengældende. ”Godnat” jeg humpede ind på sofaen, og lagde mig med et smil.

 

Liams synsvinkel

 

Det var en virkelig stjerneklar nat. Stjernerne glimtede mat og oplyste hele den sovende by eller ja – alle sov jo på nær mig. Ella var gået tilbage i seng igen. Det var trods alt ret sent og hun havde også siddet sammen med mig i jeg-ved-ikke-hvor-lang-tid bare for at høre på min tragiske kærlighedshistorie. Jeg forstod det virkelig bare ikke. Det undrede mig så meget. Det nagede mig hver eneste dag. Hvad havde jeg gjort forkert? Hvorfor slog hun op? De spørgsmål plagede mig hver evig eneste dag.

Jeg spejdede efter nogle stjerneskud. Det var egentlig en ting, jeg havde forventet at gøre med Danielle. Jeg havde forventet, at jeg ville ligge med Danielles hoved hvilende på min brystkasse og kigge op på himmelen sammen med hende. Det var virkelig noget, jeg havde set frem til. En af de mange romantiske stunder, jeg havde lagt så meget op til. I stedet var jeg nødt til at gøre dem alle alene.

Overraskende nok kom der et stort og smukt stjerneskud flyvende henover himmelen. Jeg var ellers aldrig helt heldig, når det gjaldt stjerneskudsjagter. Faktisk havde jeg kun set et stjerneskud meget få gange i mit liv. Måske var det fordi, at de dengang ikke ville opfylde mine daværende ønsker.

Mit ønske stod klart og tydeligt i mit hoved. Der var ikke ret meget andet at ønske. Min drøm om at få succes som sanger var gået i opfyldelse, jeg havde de bedste fans, de bedste venner, som jeg mest betragtede som brødre – ja, egentlig et virkelig tilfredsstillende liv. Mange ville jo med glæde bytte det med mig. Men der var en ting, jeg stadig manglede.

Jeg ønsker at finde lykken igen.

Jeg ville finde en, der kunne udfylde den tomme plads i mit hjerte, som Danielle dengang havde fyldt. En der kunne få mig til at glemme Danielle. Men var jeg klar til et rigtigt forhold allerede?

Jeg rejste mig fra vindueskarmen og kløede mig i håret. Hvor lang tid havde jeg mon siddet og stirret? Jeg kunne nemlig se, at himmelen var begyndt at lysne en smule op. Jeg burde nok snart få noget søvn, hvis jeg ikke skulle være fuldstændig død næste morgen.

Mine bare fødder sagde en næsten lydløs svuppelyd, da jeg bevægede mig gennem stuen. Man ville sikkert slet ikke kunne høre dem normalt, men eftersom alt andet var stille, kunne man ikke undgå at høre lyden.

Svup, svup, svup.

Normalt ville lyden ikke nage mig sådan, men den irriterede mig faktisk ret meget. Jeg havde simpelthen intet at tænke på, men hvis jeg lod mine tanker få frit løb, ville de bare straks falde over hende, så de skulle være beskæftigede. Hellere tænke på en irriterende svuppelyd end hende.

Da jeg trådte ind i stuen, var det første, jeg fandt, en sovende Ella. Jeg var en smule bange for at vække hende med mine svuppende fødder, men hun lod slet ikke til at blive påvirket af dem overhovedet. Hun sov som en sten. Af og til vendte og drejede hun sig lidt, og hun havde en underlig vane med at stikke sine fødder frem fra dynen, men hun vågnede ikke. Det morede mig faktisk lidt at betragte hende sove, for hun mumlede af og til nogle utydelige sætninger, jeg ikke forstod, og hun havde det med at lave nogle små bevægelser med armene.

Jeg forlod stuen med et smil. Jeg ville ikke vække hende, så jeg betragtede hende bare kort. Måske havde Ella evnen til at kunne mærke, når andre stirrede på hende – hvem ved. Det ville være lidt mærkeligt, hvis hun pludselig vågnede og så mig stirre på hende. Hvad ville hun ikke tænke om mig? Måske ville hun mistænke mig for at stirre på alle mulige folk, når de sov. Det kunne godt være, der fandtes jo mærkeligere hobbyer.

Mine tanker fløj tit af sted – de var slet ikke til at kontrollere. Når jeg først havde fundet et emne at fundere over, blev det straks fortæret fuldstændig. Alt omkring det emne ville bare blive tænkt over. Det tog så også ret lang tid at fortære et emne sådan helt fuldstændigt, så det var på en måde en god ting. Så ville jeg ikke have overskud til at tænke på hende.

Jeg nåede ind på mit (eller vores værelse) og lagde mig i sengen, hvorefter jeg lå lidt og stirrede op i loftet. Jeg følte mig ikke særlig søvnig overhovedet. Det var som om mit blod var blevet erstattet af koffein – så restløs følte jeg mig. Egentlig havde jeg bare lyst til at sove, få en god nats søvn uden drømme om hende, men det var umuligt at sove, og jeg havde heller ikke rigtigt kontrol over mine drømme. Jeg plejede dog aldrig – mærkeligt nok – at drømme om hende, selvom hun ellers hele tiden prøvede at smadre den mur, jeg havde bygget op i tankerne for at undgå at tænke på hende.

Jeg forsøgte ihærdigt at lukke ned for mine rodede tanker; bare tænke på et blankt stykke papir og med lidt tids forsøg, lykkedes det. Jeg gled langsomt ind i min egen drømmeverden.

***

Jeg fik det næsten helt dårligt med at vække Ella, som hun lå der med sit fredfyldte ansigt og rolige åndedræt. Hun så så ubekymret ud, hvilket – ud fra mit indtryk af hende fra den ene dag, jeg havde kendt hende – var ret uvant for hendes vågne tilstand. Der var altid noget, der nagede hende – noget, som hun virkelig ikke kunne lade være med at tænke på. Og noget, hun åbenbart ikke delte med andre. Spørgsmålet var bare hvad.

”Ella?” startede jeg forsigtigt med at sige i et forsøg på at vække hende så mildt som muligt, men jeg havde åbenbart sagt det alt for lavt.

”Ella?” prøvede jeg igen, og denne gang hævede jeg stemmen lidt mere. Stadig ingen reaktion.

Jeg løftede langsomt hånden og gav hende et blidt prik på skulderen. Jeg kunne se, at hendes øjenlåg vibrerede en smule og, at hun rynkede brynene på en lidt irriteret måde.

”Det er tid til at stå op!” sagde jeg uden at hæve stemmen for meget, for Ella virkede ret træt, og hun havde måske stadig hovedpine fra dagen forinden. Ella kneb sine øjne sammen og mumlede et eller andet uforståeligt, hvorefter hun vendte sig i sofaen.

”Okay, jeg begynder bare at lave morgenmad,” sagde jeg med et smil, hvorefter jeg bevægede mig ud i køkkenet. ”Bare kom ud i køkkenet, hvor der er morgenmad, når du nu er klar til at stå op.”

Hun var vist et B-menneske.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...