Three Little Words | One Direction

Hvis du har en familiehemmelighed, skal du huske at holde den hemmelig. Specielt hvis det kun er to i familien, der kender til hemmeligheden. Da Ella Edwards, på sin 17 års fødselsdag, finder ud af at hun er gravid med sin fars barn, bliver der strid mellem begge sider af familien. Hun er blevet misbrugt af sin far i flere år, men er først nu konstateret gravid. Hun flygter ned mod vandet, som ellers er hendes største frygt, og kommer ved et uheld til at glide gned fra badebroen, hvilket straks fanger den verdensberømte sanger, Liam Paynes opmærksomhed.

418Likes
326Kommentarer
50595Visninger
AA

13. Bleeding Love

Ellas synsvinkel

Vores følelser var virkelig blevet sat på en prøve da jeg havde sagt fra. Var gået fra ham, hvilket jeg egentlig nu kunne se var en virkelig dårlig idé. Og så alligevel god? Det havde, uden at jeg havde tænkt over det, styrket vores forhold. Vi var blevet tættere og jeg havde endda betroet ham det at Blair cuttede.

"Men hvordan kom du hjem hvis du var fuld?" jeg stoppede op foran døren og vendte mig mod Liam, der straks gav min hånd et klem. Vi havde gået hele vejen hjem, hånd i hånd, og snakket alt igennem. På intet tidspunkt havde jeg lyst til at afbryde ham, da det mest var ham der snakkede. Han trak på skuldrene. "Jeg må vel gætte på at chaufføren vidste hvem jeg var. Men hvordan han kendte min adresse ved jeg ikke. Det undre mig bare at jeg kom helt hjem til mig selv uden at lægge mærke til det", jeg nikkede stille. Det undrede virkelig også mig. Kunne han virkelig have drukket nok til ikke engang at huske hvordan han kom hjem?

"Hvad gør vi så nu?" han kiggede undrende på mig. "Hvad mener du?", jeg pustede opgivende ud. "Tja du bliver nødt til at tage hjem og snakke med drengene, og jeg bliver nødt til at snakke med Blair om dig. Jeg må ikke rigtigt have drenge i mit liv mere" jeg små grinede for mig selv. Han løftede det ene øjenbryn. "Hvorfor dog ikke, jeg gør jo ikke noget?" jeg grinede en smule højere, men prøvede at dæmpe mig da jeg helst ikke skulle vække nogle. "Drenge er forbudt" hviskede jeg og smilede, for derefter at kysse ham på panden. "Uha, forbudt kærlighed. Det kan jeg godt lide" han grinede lavt og flettede sine fingre tilbage ind i mine.

Jeg trak ham ind til et kram, og lod ham ligge sine hænder om mine hofter. Jeg havde virkelig savnet hans berøring selvom det kun var et par dage siden. Liam kiggede mig kort i øjnene inden hans lod sine læber ramme mine. Jeg lukkede øjnene og kunne mærke den dybe boblende glæde, der var steget i mig. 

"Jeg må nok hellere se at komme ind" jeg smilede kort, inden jeg hurtigt kyssede ham farvel og slap hans hånd. "Ses vi i morgen?", jeg trak på skuldrene og åbnede døren, inden jeg hviskede et kort "måske" og trådte inden for. Jeg smilede for mig selv, og fulgte hver bevægelse han tog væk fra døren. 

Jeg listede ind i stuen og lagde mig på sofaen. Jeg lagde et tæppe over mig selv, men nåede ikke at have lukkede øjne i lang tid før lyset blev tændt og Blair stod foran sofaen. "Hvor har du været?" hun så utrolig vred ud, og så alligevel såret, og jeg kunne godt fornemme på hende at hun havde siddet og ventet på mig. "Jeg.. jeg", hun prøvede at lægge armene over kors, men det så ud til at gøre ondt så i stedet stod hun og holdt om sin arm. "Er der sket noget?" jeg kiggede på hendes arm, som hun straks lagde bag ryggen. "Nej det.. nej" hun prøvede at holde fokussen på mig der kom forsent hjem, og stillede sig med ret ryg. "Skulle du ikke hente donuts?" hun kiggede mistænksomt på mig og løftede det ene øjenbryn. Jeg havde glemt alt om at hente donuts. Jeg havde gået de sidste to-tre timer og snakket med Liam. "Jo.. jeg .. spiste dem på vejen" jeg lukkede mine øjne i. Jeg var nok den værste løgner på jorden. Hun pustede irriteret ud og slukkede lyset for igen at gå ind på værelset. Jeg trak vejret dybt i maven og trak min mobil frem.

'Jeg har snakket med ham, men I bliver nødt til at tage initiativ til at snakke med ham om jeres lille plan ' Jeg kørte ned gennem mine kontakter og kørte fingeren hen over Louis' navn, trykkede på send, og begyndte først nu at tænke over hvor slemt det ville lyde i hans ører. Det hele havde jo bare startet som en løgn. At jeg skulle lade som om jeg var vild med ham. Jeg ville ikke være den der fortalte det, da det ikke havde været min plan, men jeg ville gerne vide hvad præcis de fortalte ham.Men jeg forstod stadigvæk hvordan og hvorfor de havde fundet på planen. Hvis Liam ikke havde været med til planen, hvordan havde de så fundet på at jeg skulle spille hans kæreste?

 Min mobil vibrerede kort efter. ' Er han på vej herhjem? ' , jeg havde en underlig vane med at nikke, som svar selvom han ikke kunne se det, og skrev hurtigt ja, for derefter at lægge mig tilbage ned på sofaen. 'Okay godt jeg snakker med ham når han kommer'

Jeg skulle til at slukke den, da jeg kom i tanke om at jeg stadigvæk ikke havde lyttet til Liams tale-beskeder. 

Jeg listede ud på badeværelset og skruede ned for lyden for derefter at lytte alle beskeder igennem. Det var mest det samme, og jeg kunne ikke lade være med at smile hver gang han havde sagt undskyld. Han havde gjort så meget for at jeg ville tilgive ham, men havde ikke givet ham chancen før idag. Hvor havde jeg være dum. Jeg havde slet ikke tænkt på ham de sidste par dage. Jeg havde tænkt på mig selv og Blair. 

"Hør Ella, jeg ved ikke hvad jeg skal sige, jeg ved godt at det var forkert, men jeg ville bare hjælpe. Jeg ved ikke hvad jeg tænkte på, jeg.. jeg elsker dig" , de sidste ord fangede min opmærksomhed. Der var ikke flere tale-beskeder tilbage. Han sagde han elskede mig. At sige at man elsker nogen er noget stort. Specielt i sådan en situation. Jeg tog hånden op for hjertet. Liam elskede mig. Liam James Payne elskede mig. Ikke at det betød noget at han var kendt. Det havde jeg faktisk slet ikke tænkt over den tid vi havde brugt sammen da han var helt nede på jorden. Men det at vide at nogen elskede mig. 

Jeg rejste mig fra toilet gulvet, og kunne hører hårde og hurtige vejrtrækninger inde fra Blairs værelse. Jeg skulle til at gå tilbage i stuen, da jeg trak ansigtsmusklerne sammen. Hvorfor skulle hun dog lave de lyde hvis hun sov? "Shit" jeg styrtede ind til Blair der lå og vred sig på gulvet. Jeg smed mig ned ved siden af hende og prøvede at holde hendes arm oppe. Det blødte ufattelig meget. Jeg kiggede mig rundt og fik øje på kniven under hendes ben der også blødte, dog ikke lige så meget som hendes arm, hvor al huden var blevet rød, og hvor de mange åbne sår pinede mig. Jeg blev nødt til at kigge væk, men skulle alligevel tænke, da Blair lå og vred sig i smerte.

"Trina!" jeg skreg nærmest hendes navn,  og der gik ikke mere end et par sekunder før hun kom løbende ind af døren. Hun stoppede forskrækket op og så ud til at være stivnet. At se sin datter ligge i eget blod, måtte være forfærdeligt, men jeg var blevet nødt til at få hendes hjælp. Hun skulle på hospitalet, og det skulle være nu. "Hun mister utrolig meget blod" Trina tog en dyb indånding og tog sin svage datter op i armene og bar hende ud af døren. Jeg skyndte mig at tage min mobil i lommen og en trøje til at stoppe blødningerne. 

Jeg satte mig ind i bilen og lod Blairs hoved ligge på mit skød.Jeg bandt trøjen rundt om hendes blødninger, men det kom alle vegne fra. Hun måtte virkelig have skåret dybt. Jeg kunne se Blairs svage øjne prøvede at kigge ind i mine. En tåre gled ned langs min næse og landede på hendes kind. Det var som om at hun prøvede at forme et undskyld, men det gik ikke forfærdelig godt. 

Jeg kiggede ud af vinduet og så at vi allerede var der. Trina havde kørt stærkt, hvilket var klart da hun ville have sin datter i sikkerhed. Vide at hun var i gode hænder, i stedet for at vente på ambulancen. 

Hun stoppede bræt op og smækkede døren i, for derefter at åbne til Blair og bærer hende over mod indgangen. Jeg rejste mig for at finde ud af at mine ben var dækket af hendes blod, og smækkede bildøren i. Jeg prøvede at få mig selv til at trække vejret ordenligt, men jeg havde ingen idé om hvad jeg skulle gøre. Jeg kunne ikke bare gå fra bilen da den ikke var blevet låst, men der var ikke nogle mennesker, så det var nok min mindste bekymring.

Jeg tog min mobil op og nåede kun lige at se nogle læger tage imod Trina der kom løbende med Blair i sine arme. Jeg tastede Liam's nummer ind, men den gik direkte på telefonsvare. Jeg skrev i stedet en besked, og kom først i tanke om, at han nok ikke havde mere strøm på, da jeg havde sendt den. Jeg trippede frem og tilbage. "Tænk Ella tænk!" jeg var ved at flippe ud af stress, og besluttede at taste Niall's nummer ind. 

"Hallo?", jeg pustede lettet ud. "Er Liam kommet tilbage?" jeg kiggede tilbage mod indgangen som nu var lukket. "Øh.. nej det tror jeg ikke" jeg kunne mærke tårerne strømme ned af mine kinder.Jeg trak vejret dybt, og prøvede at stoppe med at græde. Hvad skulle jeg gøre? Jeg havde brug for en. "Niall ingen spørgsmål, du bliver nødt til at komme hen til hospitalet nu, jeg har brug for dig" jeg lagde hurtigt på, uden at lade ham svare, og håbede at han for en gangs skyld ville gøre hvad jeg sagde. "Shit, shit , shit" 

 

Liams synsvinkel

Jeg tog hjem med et smil på læben. Jeg havde det virkelig, som om intet kunne ødelægge min dag nu. Alt virkede bare så perfekt, nu hvor jeg havde løst alt det med Ella. Hvor var det dog en dejlig og ikke mindst befriende følelse.

Selv da jeg smed mine nøgler på bordet efter at være kommet hjem, var et kæmpe smil plantet på mine læber. Huset var tomt, men det var jeg egentlig ret ligeglad med. Jeg havde altid syntes, det var hyggeligt at være alene hjemme – dog elskede jeg selvfølgelig også samvær med andre. Siden jeg var blevet kendt, havde det bare ikke været så let at få lidt tid for sig selv, for jeg havde før oplevet, at fans rent faktisk overnattede ude foran mit hus, hvilket jeg fandt en lille smule skræmmende. Tænk, at nogle af dem var så ivrige efter at møde mig.

Jeg var så småt ved at være vant til livet som verdenskendt popstjerne, og jeg blev heller ikke vildt overvældet af publikums højlydte skrig – mere bare rørt. Alligevel overraskede det mig tit at vide, hvor langt jeg var kommet. Hvor meget jeg ligesom havde opnået gennem årene. Det var så sindssygt at tænke på, for jeg var da vant til at blive genkendt forskellige steder, men den boblende følelse, jeg altid havde i nærheden af alle de fans, ville nok aldrig nogensinde forsvinde. Den var bare en del af mig.

Sommeren var ved at være ovre. Det kunne jeg mærke. På en måde fandt jeg det trist, for snart havde jeg heller ikke længere flere fridage med bandet. Snart var det igen tid til at tage på turné sammen med drengene og glemme alt om det her sommerhus – eller næsten da. Forhåbentlig ville jeg ikke også glemme Ella.

Efter at have spist en sandwich, jeg hurtigt havde lavet til mig selv, gik jeg ud i entréen for at lukke op for den dør, der før havde givet et ring fra sig. Hurtigt opdagede jeg, at det var Louis, der stod med et lidt anspændt udtryk i ansigtet og hænderne i lommen.

”Louis, hvad laver du her?” spurgte jeg med et skævt smil, inden jeg drilsk tilføjede: ”Har du virkelig savnet mig så meget?”

”Det har jeg,” nikkede han og gengældte smilet, ”men det er nu ikke det, der har fået mig herover. Hør, Liam, jeg er nødt til at fortælle dig noget. Og det gør jeg kun, fordi Ella insisterede på det.”

”Fortælle mig hvad?” Jeg kiggede forvirret på ham. Hvad kunne det være, siden Ella ligefrem vidste noget omkring det, når jeg ikke gjorde det? Jeg kunne mærke, det her lagde op til noget slemt, men det, jeg egentlig mest forventede, var, at Louis og Ella havde en affære eller noget i den stil. Det lød det meget som.

”Kan jeg komme indenfor? Det vil være lidt lettere for mig at fortælle det sådan.” Han så stadig lidt nervøs ud, og det hyldede mig virkelig ud af den. Hvad var der galt?

”Øhm, selvfølgelig …” mumlede jeg og trådte til siden, så han kunne komme ind. Han fik taget sine sko af, og derefter gik han ind i stuen, som heldigvis netop var blevet ryddet lidt op hist og her. ”Nå, men hvad er det, du vil fortælle mig?”

”Tja …” Han satte sig ned i min sofa, og inden længe havde jeg gjort det samme. ”Liam, jeg ved ikke helt, hvordan du vil reagere, når du hører det her.”

”Det kan vel ikke være så slemt,” sagde jeg med et skævt smil, men det var mest bare noget, jeg sagde for min egen skyld. For jeg vidste, det kunne være slemt. Meget endda. ”Kom nu, bare fortæl mig det.”

”Det handler om Ella.” Han gned usikkert sine hænder imod hinanden uden at møde mit blik. ”Hun …”

”Har I et skjult forhold?” prøvede jeg med rynkede bryn, og han skyndte sig at ryste på hovedet.

”Nej, nej, overhovedet ikke!” udbrød han. ”Selvfølgelig ikke!”

”Jamen, hvad er det så?”

”Da I allerførst tilbragte alle de der dage sammen, der var det ligesom lidt Niall og mit værk,” sukkede han og bed sig i læben.

”På hvilken måde?” Jeg vidste ikke, om jeg overhovedet turde spørge om det.

”Vi bad Ella om at være sammen med dig, fordi vi vidste, at det ville hjælpe dig med at komme over Danielle. Hun følte ikke noget for dig. Det var bare noget, hun gjorde, så du kunne få det bedre.” Ordene sivede langsomt ind; krøb ned under huden på mig, og hvert af dem ramte mig som et lynnedslag. Hun følte ikke noget for dig.

Jeg sank en klump. ”Så hun har bare spillet skuespil i al denne her tid,” konstaterede jeg tonløst.

”Nej, for hun begyndte undervejs at holde af dig!” protesterede han, men det nåede aldrig helt ind til mig. Til den tid havde jeg allerede lukket af for alt. Det eneste, jeg kunne tænke på, var, at hun ikke havde følt noget for mig, dengang hun så oprigtigt havde vist sin interesse. Det var i hvert fald, hvad jeg havde troet. Hvordan kunne jeg have taget så grueligt fejl?

”Jeg har hørt nok.” Jeg rejste mig brat op og banede mig vej gennem stuen. Undervejs greb jeg de klirrende nøgler, og imens Louis løb efter mig med en desperat stemme, som blev ved med at gentage ting, der prøvede at undskylde for, hvad der var sket, smækkede jeg døren efter mig. Jeg havde fået nok.

Mest af alt havde jeg lyst til at hamre min næve ind i en væg. Jeg var så vred, frustreret, skuffet og ikke mindst såret. Alt var lige så perfekt, og pludselig ramlede det hele bare sammen, som hvis 9/11 var blevet gentaget. Denne gang var Ella bare flyet, og World Trade Center var mit hjerte.

Jeg havde ikke lyst til at græde. Det var lang tid siden, jeg sidst havde gjort det, og for mig var det et tegn på svaghed – i hvert fald for drenge. Egentlig ville jeg gerne bare flygte bort fra alt. Selvom Ella havde fået mig til at smile, så havde hun også vendt op og ned på alt, og mit liv havde været som et reality-show de seneste par uger.

Først løb jeg ud til stranden, men fordi den kun mindede mig om Ella, løb jeg videre og endte hos en donutforretning. Egentlig havde jeg ikke den store trang til at spise noget, men jeg måtte nok ikke blive siddende, hvis jeg ikke bestilte noget, så det gjorde jeg. En donut med fyld af chokolade, kakaoglasur og drys, som desuden også var lavet af chokolade.

Der var ikke mange mennesker i denne billige udgave af Dunkin’ Donuts, men alligevel var der selvfølgelig en lille pige, der genkendte mig, og det irriterede mig grueligt meget. Det var ikke, fordi jeg hadede mine fans, men nogle gange havde jeg bare ikke rigtigt lyst til at møde folk. Jeg trængte til lidt privatliv. Alligevel fik hun et billede og en autograf, og derefter var stedet pludselig ikke længere hyggeligt. Det var vildt, hvordan sådan nogle ting kunne pisse mig fuldstændig af, hvis humøret i forvejen ikke var i top.

Imens jeg gik, slog jeg min hætte op og tog mine hænder i lommerne. Jeg vidste ikke, hvor jeg skulle gå hen. Jeg følte ikke rigtigt, at noget som helst sted stod med et stort ’VELKOMMEN’-skilt. Jeg kunne ikke gå hjem, jeg kunne ikke tage på stranden, jeg kunne ikke tage tilbage på den der café med donuts, jeg kunne ikke tage hjem til Ella. Jeg hørte simpelthen ikke til nogen steder.

 

Ellas synsvinkel

Jeg kunne svagt se Niall, han havde ikke taget bilen. Nej han var løbet herover og så ud til at være godt forpustet. "Hvad er der sket? Er du kommet til skade?" han stillede sig overfor mig og så ud som om han undersøgte mig. Jeg rystede på hovedet, og kunne godt mærke at jeg ikke kunne stoppe de tårer der snart forladte mine øjne. "Det er Blair" , han kiggede undrende på mig. "Blair?" jeg pustede irriteret ud. "Min veninde, hende jeg bor hos. Hun cutter og hun har lige mistet utrolig meget blod og er virkelig svag", han satte hånden op for munden. "Jesus" han trak mig straks ind til et kram og holdt godt fast om mig. Jeg brød sammen på hans skulder, og jo højere jeg græd, jo mere strammede han grebet. "Hun klarer den. Hun klarer den" hviskede han lavt i mit ører og strøg mig hen over håret. Hans kram var virkelig behagelige.

Jeg kunne mærke min mobil vibrere i min lomme, og trak mig ud af krammet for at tjekke. "Det er Louis" jeg fik Niall til at rykke sig lidt væk fra mig så jeg ikke følte mig så klemt og trykkede på 'svar', jeg løftede mobil op til mit ører og trak vejret dybt i maven. "Hallo?" , jeg kunne hører en urolig hvisken i den anden ende af røret. "Ella, jeg har snakket med ham" jeg kiggede op på Niall, og satte mobilen på højtaler. "Snak løs", Niall og jeg stod og kiggede på hinanden, da Louis i den anden ende af røret tog en dyb indånding. "Han tog det ikke særlig pænt" jeg kiggede forvirret på mobilen og Niall rakte straks ud efter den. "Hvad mener du med at han ikke tog det særlig pænt?", vi begyndte at kunne hører stemmer i baggrunden, og kunne hører at Louis nu også havde sat den på højtaler.

"Niall? Hvad laver du hos Ella?" , det var Zayn der snakkede, han lød en smule bekymret, og jeg kunne se på Niall at han bare gerne ville have svaret om Liam, ligesom jeg ville have. "Det er lige meget. Hvad sker der med Liam? Har du fortalt ham det?", Niall så nervøs ud men alligevel bestemt. "Jeg fortalte det til Liam ja, og nu ser han hele Ella og hans kærlighed som en løgn. Han tog sine bilnøgler og lod mig ikke forklarer færdig" , jeg slog mig selv i panden. "Forhelvede kan den dreng aldrig stå stille?", Niall lagde en hånd på min skulder og rystede på hovedet. "Du betyder utrolig meget for ham. At få at vide at det ikke er et ægte forhold er sku ikke den sætning man helst vil hører" , jeg nikkede. Det var mig der ville have han skulle vide det. Det var min skyld at han nu var taget afsted igen. "Hør Ella, pointen er at du selv bliver nødt til at snakke med ham. Dig vil han lytte til" , jeg nikkede for mig selv, selvom han ikke kunne se det og pustede ud. "Ja klart okay, jeg tager fat i ham, når jeg har fået svar fra Blair", jeg skulle til at lægge på da jeg kunne hører Zayn mumle hendes navn. "Hvad sagde Zayn?" jeg kunne fornemme at Louis havde givet ham telefonen. "Er hun okay?" mumlede han, hvilket jeg næsten ikke kunne hører. "Zayn.. jeg ved det ikke, jeg skal nok sige til når jeg får noget at vide" jeg lagde på og kiggede undrende på Niall. "Hvorfor ville han vide om hun var okay?"; Niall trak på skuldrene. "Han bekymre sig om alle" 

 

Og det er så her, man tænker: "Liam, der er et stort 'VELKOMMEN'-skilt hjemme hos mig. Du kan da sagtens komme herover!" ;) ;) ;)

- ej, men væk fra min del af kapitlet! Hvad tror I, der vil ske? Dramaaaaaaaaaa, uha da da! x

- A

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...