Three Little Words | One Direction

Hvis du har en familiehemmelighed, skal du huske at holde den hemmelig. Specielt hvis det kun er to i familien, der kender til hemmeligheden. Da Ella Edwards, på sin 17 års fødselsdag, finder ud af at hun er gravid med sin fars barn, bliver der strid mellem begge sider af familien. Hun er blevet misbrugt af sin far i flere år, men er først nu konstateret gravid. Hun flygter ned mod vandet, som ellers er hendes største frygt, og kommer ved et uheld til at glide gned fra badebroen, hvilket straks fanger den verdensberømte sanger, Liam Paynes opmærksomhed.

418Likes
326Kommentarer
50587Visninger
AA

10. Better Apart

Ella's synsvinkel


Jeg havde ligget de sidste to timer i Blair's arme. Hun havde strøget mig ned af ryggen, og jeg havde flere gange været ved at falde i søvn men jeg havde været for bange for at drømme om Liam. Hvordan kunne han gøre det uden min tilladelse? "Han er bare en idiot" havde Blair fortalt mig, men på et måde var det jo ikke sandt. Liam havde været der for mig. Han havde kunne få mig til at smile, og for første gang havde jeg følt mig elsket. Jeg sukkede, og satte mig op. Jeg tørrede en tåre væk og kiggede på Blair der straks smilede. "Hør Ella, han er verdenskendt, han har ikke følelser, han har jo bare udnyttet dig for at komme af med tankerne om hende der Danielle", jeg nikkede. Hun havde ret. I starten var det virkelig som om han bare brugte mig som en dukke, for at glemme Danielle. Jeg mener hvor hurtigt kan man lige glemme en person? Jeg havde haft kvalme det sidste lange stykke tid, men jeg nægtede at brække mig. Desuden havde jeg ikke rigtigt spist noget, så der ville ikke komme andet end vand op alligevel.
Jeg gik langsomt ud i køkkenet hvor jeg mødte Blair's mor der straks smilede til mig. "Noget du har brug for?" jeg smilede forsigtigt og pegede på bananen der lå på bordet. Hun rakte mig den, og kiggede sorgmodigt på mig. "Ella jeg er sikker på at han gjorde det for dit bedste" jeg nikkede og smilede som om jeg troede på hende og trak på skuldrene. "Ja det gjorde han vel" jeg smilede falskt igen og vendte så tilbage til værelset der nu var tomt. Jeg kunne hører at Blair var inde på toilettet, så jeg gik ind og lagde mig op i sengen igen.
Hver gang der var noget der mindede mig om Liam, havde jeg fået tårer i øjnene, hvilket jeg prøvede at skjule. Jeg blev nødt til at komme over ham. Ja han havde fået mig til at føle mig lykkelig, men jeg kunne åbenbart ikke stole på ham. Han gjorde det ikke for mit bedste. Han gjorde det for at få far til at tage mig med hjem, og så vende tilbage til Danielle med snuden i været og have bevist at han klart var ovre hende. Jeg fnes. Det ville være et typisk træk. Jeg mener godt nok havde paparazziaerne ikke taget billeder af os, men han kunne stadigvæk gå og fortælle at jeg var hans kæreste. Jeg kiggede ned. Han havde brugt mig. Det kunne jo kun være forklaringen. Og nu gav det pludselig også mening, hvorfor Niall og Louis lavede det "manuskript" til mig. Det gav mening hvorfor jeg skulle lade som om jeg var interesseret i ham. Liam skulle have noget at fortælle. Det var planlagt. De vidste at jeg ville falde for ham! Jeg sukkede igen og tog den første bid af min banan. Jeg havde lagt mærke til at jeg hele tiden havde lyst til frugt. Den tid jeg havde været gravid indtil videre havde fået mig til at tænke over hvad jeg spiste. Ikke bare det at jeg havde været vegetar længe, men det med ikke at spise chips og drikke en masse sodavand som jeg plejede. Jeg havde ikke længere lysten til det. 
Jeg undrede mig over hvorfor Blair var derude så længe, da jeg egentlig mest sad og ventede på at jeg kunne gå i bad, da det ikke var noget jeg havde haft mulighed for de sidste mange dage. Desuden var mit fedtede hår begyndt at blive virkelig irriterende. Jeg rejste mig, smed bananskrællen ud og bankede forsigtigt på badeværelsesdøren. ”Blair?” jeg bankede igen, lidt hårdere. ”Blair er du okay?” jeg kunne høre et lavt snøft inden en rystende stemme sagde ”Ja jeg er ude om lidt”. Jeg trak på skuldrende og satte mig ned foran døren da jeg pludselig mærkede en stærk smerte i min mave. ”arh” jeg vred mig stille og prøvede at få mig op og stå igen, men smerten var ubærlig, og fik mig til at vride mig af bar vrede. Jeg var så dum! Hvorfor skulle det her ske? Jeg havde spurgt mig selv om det tusinde vis at gange, men jeg var bare så sur på mig selv. 
Jeg kunne mærke tårerne trille ned af mine kinder hvilket fik mine mundvige til at styrte direkte ned ad. ”Forhelvede!” råbte jeg, hvilket fik Blairs mor til at styrte herind. ”Hvad sker der?” spurgte hun forskrækket. Jeg vendte mig mod hende med tårer i øjnene, og selvom jeg troede jeg snart ikke havde flere tårer tilbage blev de ved med at strømme ud. Hvis ikke jeg vidste noget om kroppen havde jeg troede at al min kropsveske var blevet grædt ud. ”JEG VIL IKKE VÆRE GRAVID!” skreg jeg og begyndte at sparke til det lille bord der var ved siden af Blairs seng. ”Alt går galt, folk hader mig, jeg kan ikke snakke med mine forældre og jeg bliver aldrig mig selv! Jeg vil ikke have det her barn! Jeg vil ikke!” jeg lagde armene bestemt over kors, mens jeg stadigvæk græd utrolig meget, og hun satte sig ned ved siden af mig og prøvede at få mig til at slappe en smule af. ”Jeg ved hvordan det er at være gravid, og det er en forfærdelig oplevelse hvis det ikke er noget man har planlagt. Men du må tænke godt og grundigt igennem og du vil det her eller ej. Du har jo også sagt at det er morderisk at slå barnet ihjel” jeg stoppede med at skrige og sank en klump. Det var det jeg havde fortalt Liam. At jeg ikke bare kunne dræbe barnet. Men det var fordi jeg havde tænkt at jeg så havde Liam til at hjælpe mig med at opfostre barnet. 
Jeg pustede ud og lagde armene om hendes hals. Jeg var glad for at jeg havde så godt et forhold til Blairs mor nu når jeg ikke kunne snakke med min egen. 
Blairs mor rejste sig lidt efter og gik hen og bankede på døren til badeværelset ligesom jeg havde gjort. ”Blair du bliver nødt til at komme ud nu, jeg tror det er godt hvis Ella får et afslappende bad og derefter går i seng. Jeg tager hende til lægen i morgen”, Blairs snøft var nu endnu højere og hun åbnede derefter døren for at gå direkte forbi mig og hen til hendes skab. Hun bandt en sort top rundt om sit håndled og trak derefter en stor rød hættetrøje over hovedet. Først nu lagde jeg mærke til at hendes mascara var løbet og at hun var rød i hele ansigtet. 
Jeg fik hjælp af hendes mor til at få mig ind på badeværelset og lagde mig derefter ned i karbadet for så at tænde for det brænd varme vand der straks gjorde min hud rød, men jeg var ligeglad, jeg skulle have ”brændt” alle de steder Liam havde rørt mig, væk. Jeg skulle ikke have minder om ham. Alt skulle væk. Jeg havde smidt hans trøje ude foran døren til Blairs værelse da jeg kom tidligere, men den lå der ikke da jeg var gået ud i køkkenet, så jeg regnede med at Blairs mor havde lagt den til vask. Jeg kunne egentlig ikke forstå hvorfor Blairs mor ikke var gået i seng, klokken var lidt over fire om morgenen, og jeg havde ligget hos Blair siden klokken to. Jeg var egentlig utrolig træt men igen, hvis først jeg faldt i søvn ville jeg drømme om Liam, og det skulle bare ikke ske. 
Jeg listede hen til skabet i mørket og kunne regne ud at Blair sov da hun havde slukket lyset. Jeg fandt en af hendes gamle kæresters trøje frem der gik mig til knæene og trak den over hovedet inden jeg lagde mig ned ved siden af Blair der lå og trak vejret virkelig dybt. 
”Sover du?” viskede jeg forsigtigt, og der gik kun et par sekunder før et lille ”nej” kom fra hendes mund efterfulgt af et lille snøft. ”Er du okay? Du har været så stille” konstaterede jeg og prøvede at få øjenkontakt hvilket mørket gjorde endnu sværere end det ellers havde været. ”Jeg…. Jeg mener.. Jeg er bare træt” hun vendte sig om på den anden side og trak dynen helt over hovedet, hvilket betød at hun var irriteret. Jeg lagde mig selv under dynen og kiggede op. ”Du drømmer ikke om ham, du drømmer ikke om ham” viskede jeg til mig selv, og prøvede at holde mig øjne åbne. 
Jeg satte mig forsigtigt op og flettede mit hår inden jeg lagde mig til rette på puden. Jeg gav op. Mine øjenlåg blev for tunge og jeg kunne ikke klare det mere. Jeg lå og tænkte på hvorfor Blairs mor ville have mig til lægen, men jeg blev nødt til at gøre hvad hun sagde nu når jeg boede under deres tag. Jep. Mit nye hjem, hvor hverken ; mor , far, Liam, Louis, eller Niall ville kunne finde mig. Det var ovre. Ikke mere pladder med ”kærester” ikke flere skænderier. Nu skulle jeg tilbage til en almindelig hverdag.

 

Liams synsvinkel

 

Jeg fortrød virkelig, hvad jeg havde gjort. Ikke bare lidt, men grueligt meget. Hvad havde jeg også lige tænkt på? Selvfølgelig ville Ella ikke snakke med ham, der havde spoleret hele hendes liv. Jeg gik ud fra, at jeg bare havde håbet på, at alt ville løse sig med et fingerknips. Så let var situationen bare ikke. Fanden tage, at jeg altid prøvede at se så positivt på alt – nogle gange var det en god ting, men virkelig ikke i dette tilfælde. Ord kunne ikke beskrive, hvor vred jeg var på mig selv.

Min hånd dirrede let, og jeg stirrede ned på den telefon, mine fingre var lukket om. Flere gange havde jeg ringet til Ella i et forsøg på at undskylde, men hun havde ikke taget den en eneste gang, så nu var der højst sandsynligt hundredvis af telefonmeddelelser under hendes talebeskeder.

”Liam.” Jeg fjernede mit blik fra telefonen for at stirre ind i Harrys grønne øjne, og jeg kiggede spørgende på ham. ”Drengene og jeg har tænkt os at tage på det nærmeste diskotek. Vil du med?”

”Nej, tak. I må hygge jer,” svarede jeg tilbage i et tonefald, der var køligere end ellers planlagt.

”Okay …” svarede han lidt tøvende med et skuldertræk. ”I lige måde da så.”

Harry vendte sig væk fra mig og gik over til drengene, som stod i den anden ende af min stue. Vi havde brugt dagen på at snakke om, hvad der var sket, men der var ikke kommet meget ud af det. Hvad var der også at sige? Jeg havde lavet ged i den. Det hele var min skyld. Nu savnede jeg ikke kun Danielle, men også Ella.

Jeg kunne se, at Harry var såret. Hans tonefald var heller ikke længere helt så optimistisk, som det havde været, og jeg fik det helt dårligt over at have såret ham på den måde, for han havde jo ikke gjort noget. Det hele var min skyld. Udelukkende min.

Og da var det, at det gik op for mig, at jeg måske lige netop havde brug for en pause. Bare en aften med lidt alkohol i blodet og lidt afledning for en gangs skyld.

”Drenge!” udbrød jeg hastigt og rejste mig brat op fra den læderlænestol, jeg før havde siddet i. ”Vent!”

Men de var allerede gået ud af døren. Derfor skyndte jeg mig ud i entréen, hvorefter jeg greb mine sko og humpede efter dem, imens jeg bandt mine sko. Multitasking på højt plan.

”Liam,” hilste Harry forbløffet med rynket pande, og et smil dukkede langsomt op på hans læber. ”Hvad blev der af, at du ikke havde lyst?”

”Tja,” mumlede jeg. ”jeg skiftede mening.”

***

Musikken var øredøvende, og den fik det til at vibrere mærkeligt i brystet. Rytmen kunne mærkes i det rystende gulv, og blandet med alle de energiske mennesker føltes det næsten som at være midt i et jordskælv. Vi havde kørt i en hel del tid på udkig efter et diskotek, men nu var vi her endelig. Vores sommerhuse lå ret langt væk fra byen, så derfor var der heller ikke meget i området omkring husene.

Jeg kunne godt lide det faktum, at folk var ligeglade med, hvem jeg var. De havde for travlt med at stikke tungerne ned i halsen på hinanden, drikke sig fulde, danse vildt eller endnu bedre: alle tre ting på én gang.

Det første, jeg gjorde, da vi havde vist vores ID til bodyguardsene, var at bane mig vej op til baren, hvor jeg satte mig til rette.

”Hvad skulle det være?” spurgte en ung fyr med et opløftende smil. Han havde isblå øjne, som faldt i et med de blålige lys, der farede rundt i hele lokalet, og noget brunt, pjusket hår.

”Det stærkeste, I har,” svarede jeg tilbage og viste automatisk mit ID.

”Javel, Liam Payne,” sagde han sagte. ”Vent lige lidt! Har jeg ikke hørt det navn før?”

”Det kan godt være,” mumlede jeg med et skuldertræk. ”Hvis du kender bandet One Direction, har du vel.”

”Tænkte jeg det ikke nok?” Han vendte sig om for at blande min drink op. ”Nå, hr. Payne. Hvad skyldes æren?”

”Jeg havde såmænd bare brug for en pause fra det hele,” svarede jeg. ”Alt har været lidt kaotisk på det seneste, så jeg havde brug for lige at drukne i alkohol bare én aften.”

”Hm, det lyder, som om du har nogle dæmoner at bekæmpe.” Han sendte mig et opmuntrende smil, inden han stillede drinken foran mig og sagde: ”Den er på husets regning.”

”Tak,” smilede jeg taknemmeligt, inden jeg nippede til den. Da indholdet var nået ned til min hals, fik jeg en stærk trang til at spytte det hele ud, for det brændte virkelig. Aldrig havde jeg smagt noget så stærkt.

”Du er selv uden om det,” lo bartenderen, da han så min reaktion. Et smørret grin havde spredt sig i hans ansigt.

”Skal vi se, om jeg kan bunde den?” sagde jeg med et udfordrende blik i øjnene, og mine fingre dansede hen over glasset.

”Hvis du har lyst,” svarede han. ”Men pas nu på. Det er noget stærkt stads.”

Jeg tog en dyb indånding og stirrede på væsken, inden jeg langsomt løftede glasset, og få sekunder efter havde jeg løftet det op til munden. Jo mere jeg drak, desto mere voksede min trang til at kaste op, men jeg holdt ikke op. Selv ikke da jeg mærkede nogle tårer begynde at prikke mig i øjnene.

Stolt stillede jeg glasset fra mig. ”Endnu en, tak.”

***

Jeg vidste ikke, hvor meget jeg havde drukket, men jeg havde det forfærdeligt, og jeg vidste, at hovedpinen kun ville blive værre den næste dag. Jeg var typen, der led meget voldsomt af tømmermænd, og desuden var jeg også lidt af en svagdrikker på grund af den nyre, jeg hele mit liv igennem havde troet, jeg havde manglet.

Jeg anede ikke, hvor de andre drenge var, men jeg var også ret ligeglad. Faktisk tænkte jeg kun på én ting, og det overraskede mig, at jeg kunne holde fokus på noget i det øjeblik. Det var endda svært at holde mine øjne åbne.

Mine fingre banede sig vej ned i min lomme og ledte lidt rundt, indtil den fandt det apparat, jeg havde ledt efter. Lykkeligt trak jeg fumlende min mobil op for derefter at gå ind under mine kontakter. Da jeg havde fundet det velkendte navn, trykkede jeg på feltet med hendes nummer, så den ringede hende op. Med et lille fjoget smil tog jeg telefonen op til mit øre.

”Hallo?” Stemmen lød træt og søvndrukken, men det tog jeg mig ikke af på det tidspunkt.

”Danielle,” mumlede jeg halvtåget og sank en klump. ”Tag mig tilbage.”

 

LIAM, HVAD ER DET DOG, DU HAR GANG I? :'( Alt er bare kaotisk i øjeblikket, håhå. x

- A

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...