Three Little Words | One Direction

Hvis du har en familiehemmelighed, skal du huske at holde den hemmelig. Specielt hvis det kun er to i familien, der kender til hemmeligheden. Da Ella Edwards, på sin 17 års fødselsdag, finder ud af at hun er gravid med sin fars barn, bliver der strid mellem begge sider af familien. Hun er blevet misbrugt af sin far i flere år, men er først nu konstateret gravid. Hun flygter ned mod vandet, som ellers er hendes største frygt, og kommer ved et uheld til at glide gned fra badebroen, hvilket straks fanger den verdensberømte sanger, Liam Paynes opmærksomhed.

418Likes
326Kommentarer
50534Visninger
AA

6. Back for You

Ellas synsvinkel

 

Jeg vidste ikke om det var fordi jeg havde brug for luft, eller at jeg bare gerne ville finde mine forældre og eller Blair, at jeg valgte at tage ud og løbe. Jeg havde på en måde stoppet med de faste løbeture, efter at jeg brækkede benet af at løbe for hurtigt og vælte ned fra stien jeg løb på, her for nogle år siden.

Jeg bandt mine sko og rettede på trænings jakken, der var begyndt at blive lidt for lille. Jeg fik låst døren efter mig og begyndte at løbe.

At mærke vinden blæse i mit hår, mens mine bare tæer i de for små løbesko, mærkede jorden under mig, smilede jeg for første gang denne morgen. Jeg kiggede stille op og lagde mærke til den smukke blå himmel, der på en måde mindede mig om mine øjne. Liam havde kigget i de øjne. Han havde smilt til mig, og havde opført sig som om jeg betød noget for ham. Vent.. Hvorfor tænkte jeg nu på ham? Jeg lukkede øjnene, tog en dyb indånding og satte farten en smule op.

Jeg skulle til at løbe rundt om et hjørne, da jeg stoppede op og lænede mig op af et træ. At stoppe med at løbe var nok den værste beslutning jeg nogen sinde havde taget. Jeg var i utrolig dårlig form.  Jeg trak vejret dybt nede i maven og begyndte igen.

 

Jeg stoppede op foran en donutbutik, jeg altid havde besøgt som barn. Jeg kunne huske hvordan jeg altid efter en hård træning sammen med far altid tog ned og fik en pink donut med grøn krymmel. Mine to ynglings farver. Jeg åbnede stille døren og stillede mig i kø. Jeg havde altid lidt små penge i mine trænings bukser, hvilket gjorde at jeg altid havde penge til en vand eller hvad jeg nu ville købe. Jeg tog et skridt længere frem og kom til at gå ind i personen foran mig. ”Ej det må du undskylde!” jeg kiggede op og kiggede direkte ind i et par velkendte lyseblå øjne. ”Niall?” jeg kiggede mig forskrækket om, men der var ikke rigtigt nogle der lagde mærke til mit flip. ”Niall, hvad laver du her?” viskede jeg, og kunne mærke at min pande rynkede, og at jeg så sygt bekymret ud. ”Vel det samme som dig” Jeg løftede det ene øjenbryn i det der trådte en pige ind bag mig i køen. ”Men hvad hvis du bliver opdaget?” jeg tog fat i hans skulder og vendte hans blik væk fra mobilen. ”Tja, så slemt er det jo ikke at få taget et par billeder” grinede han og tog sine solbriller af.

”OH MY GOD! DU ER NIALL HORAN!” Pigen, der nu stod foran mig skreg op og fandt straks sin mobil frem. Niall blinkede med det ene øje og smilede. Pigen fik taget sit billede og løb skrigende ud af butikken som om hun lige havde set Michael Jackson, hvilket var umuligt. For tragisk nok.. var han jo død.

Jeg kiggede mig undrende om efter pigen. ”Skulle hun ikke have noget?” spurgte jeg forvirret. Niall kiggede derefter også efter hende og grinede. ”Nåh, flere donuts til os så!” han tog imod en lyserød kasse med donuts og betalte for derefter at stille sig over ved et bord der var ved siden af der hvor vi stod.

Jeg skulle til at bede manden om min donut, men lod være og trak Niall med ud af butikken. ”Nå okay, jeg kan også bare spise dem på vejen” grinede han og tog en donut.  Jeg rullede med øjnene og lagde mærke til at han med det samme tog den næste. ”Skal du ikke gemme noget til de andre?” spurgte jeg forsigtigt og prøvede at følge med Niall der hurtigt gik ned mod stranden igen. ”Nah, mine penge, mine donuts” han smilede og satte sig på en bænk.

Jeg stod ved siden af bænken og kiggede mig rundt. ”Hey jeg fangede egentlig aldrig dit navn”, han suttede sine fingre fri fra glasur og kiggede derefter op på mig der kiggede ud mod den proppede strand der stadigvæk ikke havde opdaget ham. ”Ella” Niall gjorde tegn til at jeg skulle sætte mig ned ved siden af ham, og tilbød mig en donut. Jeg tog en og kiggede ned. ”Nåh Ella, hvad foregår der mellem dig og Liam?” jeg kiggede hurtigt hen på ham, og løftede et øjenbryn. ”Hvad mener du?” jeg lagde det ene ben og det andet, og tog en bid af min donut. ”Tja.. du sov hjemme hos Liam. Liam plejer ikke at have dame besøg. Specielt ikke efter..” han stoppede op og gumlede endnu en donut. ”Efter Danielle?” jeg smilede let og lagde donutten på mit lår.

”Hvordan kender du til hende?” spurgte han forvirret og kiggede undrende på mig. ”Tja. Liam fortalte mig om hende” smilede jeg hvilket fik Niall til at løfte øjenbrynene op og ned. ”Den var ny, så har i jo noget!” jeg rystede stille på hoved, men begyndte at rødme.

Han grinede lavt og rejste sig for at smide den tomme donut æske ud. ”Kommer du?” han kiggede hen på mig, hvilket fik mig til at ryste på hovedet. ”Nej, jeg skal ikke tilbage. Jeg må hellere tage hjem, men tak for donut” smilede jeg og begyndte at løbe tilbage til mit hus, inden Niall nåede at sige noget.

Jeg spurtede hen til hoveddøren som om nogle var efter mig, og lukkede mig ind. Hvorfor sagde jeg nej? Jeg ville gerne se Liam igen. Eller i hvert fald takke ham for at tage sig af mig. Men hvad mente Niall med at der foregik noget mellem os? Havde Liam virkelig været så dum at tro at vi havde noget? Vi havde kun kendt hinanden i et par dage. Jeg tog en vand fra køleskabet og gik ud mod toilettet.

Jeg trådte stille ind i badet og lige det vandet ramte min hud gik en stærk smerte gennem mig. Det var som om det brændte. Jeg kiggede ned af mig selv og så at et blåt mærke havde fundet sig frem på mine lår. Jeg sukkede og skyllede mit hår i koldt vand for derefter straks at tage et håndklæde om mig.

Jeg smed mig i sofaen og kunne mærke jeg havde sat mig på noget. Jeg trak det stille frem, men smed det fra mig med tårer i øjnene. Jeg havde glemt alt om graviditetstesten. Tankerne var formindsket når jeg var sammen med Liam. Det var som om han fik mig til at glemme alt negativt.

Jeg lænede mig tilbage og trak op i min bluse. Jeg kunne ikke gøre det. Jeg kunne ikke få et barn så tidligt. Det ville være utrolig dumt og jeg var overhoved ikke færdig med min uddannelse. Jeg ville ikke kunne klare presset, og min mor ville være sur på mig for evigt. Hvorfor lige mig? Hvorfor havde jeg en far der var sådan?

Jeg kiggede mig rundt efter uret og så hvad klokken var blevet. De var forhåbentlig ikke ude og lede efter mig. Nej det ville de ikke gøre. Jeg mener hvorfor skulle de?

Men hvor var de? Blair var sikkert taget hjem, min mor var sikkert taget hjem til mine bedste forældre og det samme med min far. Selvom det var noget der skete dagligt, det at jeg var alene hjemme, gjorde det mig utrolig utryg at sidde her alene. Jeg havde næsten altid én eller anden at snakke med.

Jeg fandt min bærbar frem og gik som det første på twitter. Jeg havde en trang til at læse om Liam. Jeg ville utrolig gerne vide mere om ham, selvom det nok ikke var sikkert jeg ville møde ham igen, med mindre jeg sporede ham. ”Its funny how someone you just met, can make you feel so special”. Jeg mærkede mit hjerte banke og gik ned til kommentarerne. De var alle om at han var blevet forelsket, men de fleste var også om Danielle. Jeg smækkede bærbaren i og tog en dyb indånding.

Jeg tog et tæppe over mig og tændte fjernsynet. Jeg skulle på bedre tanker. Det hele skulle nok blive godt igen. Jeg skulle få en abort og alle ville være glade.

 

Nialls synsvinkel

 

Bank så på den skide dør, Niall! Lad være med at være en kryster! Jeg tog en dyb indånding og kiggede på min knyttede hånd, som kun var få centimeter fra at ramme døren. Hvad skulle jeg alligevel sige, hvis hun lukkede op?

Før jeg vidste af det, havde jeg banket på, og jeg lukkede kort øjnene, inden jeg tog en dyb indånding. Jeg kunne høre Ellas lette fodtrin komme gående og hendes skikkelse nærme sig glasdøren.

”Niall?” udbrød hun forundret med store øjne, da hun opdagede, det var mig, der havde banket på.

”Hey,” sagde jeg med et skævt smil. Hvorfor. Er. Du. Så. Dum? Jeg kunne simpelthen ikke lige komme på andet at sige end et simpelt ’hey’, som sikkert lød virkelig dumt og som en eller anden gangster fra 90’erne.

”Hvad … Hvad laver du her?” spurgte hun med rynkede øjenbryn. ”Fulgte du efter mig hjem?”

”Nej!” skyndte jeg mig at sige. ”Eller måske, jo, men det er ikke, som du tror!”

Hun besvarede mig ved at stirre tavst på mig med store øjne, som om jeg var en stalker. Forståeligt.

”Jeg har villet snakke med dig om noget, men det har bare været svært for mig at få styr på ordene, da vi sad og snakkede tidligere,” forklarede jeg og slog ud med armene. ”Vær sød bare at lade mig snakke ud.”

”Det der lød virkelig meget som en kærlighedserklæring fra en film,” bemærkede hun, og nu når jeg tænkte over det, havde hun ret. Jeg svarede ved at sprutte af grin. Ikke fordi at jeg ikke ville komme sammen med Ella, men tanken var bare absurd, for vi havde kun kendt hinanden i, hvad, to dage?

”Det er det ikke,” grinede jeg. ”Det er om noget andet, men det er lidt besværligt at snakke om det her. Må jeg komme ind?”

”Joeh, øhm … klart,” svarede hun langsomt, inden hun trådte til side, så jeg kunne komme igennem døren.

”Er du alene hjemme?” spurgte jeg nysgerrigt og kiggede rundt i den tomme, fint opryddede stue.

”Jep,” nikkede hun. ”Det er vist også det, jeg foretrækker.”

Jeg rynkede brynene. Kunne hun da ikke lide at tilbringe tid med sin familie? Liam havde godt nok fortalt mig lidt om, at hun havde det lidt svært derhjemme, men ligefrem at hun foretrak at være alene hjemme? Tja, måske skyldtes min overraskelse, at jeg normalt aldrig ville spilde et eneste minut af min tid sammen med min familie, eftersom jeg ret tit havde travlt med alt muligt andet.

”Jeg laver lige noget te og sådan noget,” mumlede hun, og jeg nikkede som svar. Mit blik scannede hele stuen uden at finde en eneste ting, som var i uorden. Der var næsten så rent, at det var uhyggeligt. Det eneste, jeg lagde mærke til, som virkede det mindste smule rodet, var en slags pind, som flød på sofaen.

”Hvad er det her?” spurgte jeg og pegede på pinden, som jeg ikke kunne se helt tydeligt på grund af, at den var ret langt væk. Jeg begyndte langsomt at nærme mig sofaen, men Ella spurtede derhen som et lyn og greb fat om pinden, som hun straks lagde væk.

”Ikke noget,” mumlede hun, men jeg kunne ane et ængsteligt blik bag den facade, hun prøvede at holde oppe. Min hjerne prøvede forgæves at finde ud af, hvad det var, der lå på sofaen. Hvis bare jeg havde vidst, det var noget, hun ville skjule. Så ville jeg da ikke have taget slowmotion-gangen derover.

”Nå, men hvad ville du snakke om?” spurgte Ella efter noget tids stilhed, hvorefter hun stillede nogle småkager på køkkenbordet.

”Jeg har snakket med Louis og Zayn, som du mødte her forleden,” begyndte jeg. ”Liam har været sådan ret isoleret og ukontaktbar, men ham fik jeg også snakket med, inden han lukkede af for os.”

Ella kiggede afventende på mig, så jeg fortsatte.

”Vi har alle lagt mærke til, hvordan Liam har opført sig i nærheden af dig.” Jeg kløede mig lidt akavet på armen. ”Han virker ligesom … gladere på trods af det med Danielle. Du lader til at kunne aflede hans tanker lidt.”

Ella svarede stadig ikke. Hun blev bare ved med at stirre afventende på mig, hvilket faktisk gjorde mig en smule utilpas.

”Drengene og jeg har tænkt lidt på en idé …” Ellas uafbrudte stirren var altså virkelig ubehagelig, så mit blik begyndte at flakke lidt fra side til side. ”Du lader til at gøre Liam glad, så vi ville bare spørge, om du ikke kunne, jeg ved ikke, tilbringe lidt tid med ham? Det leder ham på andre tanker. Liam lader til at vise en oprigtig interesse for dig, som han ikke har gjort for mange andre, og alt, vi drenge vil have, er at se ham med et smil på læben.”

Okay, den peptalk var begyndt at blive lidt latterlig. Jeg burde nok komme til sagen.

”Vil du ikke prøve at lade, som om du er forelsket i Liam? Du skal ikke lokke ham i sådan en fælde, hvor du kommer sammen med ham og alt muligt og så pludselig bare fortæller ham, det har været skuespil hele tiden, så han bliver endnu mere grædefærdig, men bare giv ham lyst til at opleve kærlighed igen.” Åh, gud. Så meget sukkersødt stads. Det var altså ikke altid lige min stil. Jeg kunne godt være romantisk, men det der lød bare som nogle replikker fra en plat kærlighedsfilm.

”Errm …” Jeg kiggede bedende på hende, men hendes blik ville ikke møde mit. ”Og hvor lang tid skal det stå på?”

”Når det bliver for meget, stopper du bare. Du kan altid springe fra,” forsikrede jeg hende om. ”Vi har tænkt virkelig meget over denne her plan. Vil du ikke bare prøve at give det et skud?”

Ella spidsede tænksomt munden. ”Hm …”

”Bebeeeeeeeeee,” tiggede jeg.

Ella gav et lille suk fra sig, inden hun sendte mig et svagt smil. ”Okay.”

 

Heeeeeeeeeej! Undskyld for den lange ventetid, alt har bare været virkelig travlt! Her er det længe ventede kapitel (Nialls del er nok lidt rundt på gulvet, da jeg er træt og sådan). Jeg vil gerne lige tage mig tid til at undskylde for det, jeg skrev i sidste forfatterbesked. Det blev misforstået, for jeg mente det aldrig på en dårlig måde - jeg ville bare forklare mig, og det var ikke, fordi jeg prøvede at fremstille Kristina dårligt. Så det beklager jeg - min fejl. 

- Adison

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...