Three Little Words | One Direction

Hvis du har en familiehemmelighed, skal du huske at holde den hemmelig. Specielt hvis det kun er to i familien, der kender til hemmeligheden. Da Ella Edwards, på sin 17 års fødselsdag, finder ud af at hun er gravid med sin fars barn, bliver der strid mellem begge sider af familien. Hun er blevet misbrugt af sin far i flere år, men er først nu konstateret gravid. Hun flygter ned mod vandet, som ellers er hendes største frygt, og kommer ved et uheld til at glide gned fra badebroen, hvilket straks fanger den verdensberømte sanger, Liam Paynes opmærksomhed.

418Likes
326Kommentarer
50573Visninger
AA

16. All the Little Lights

Ellas synsvinkel

Jeg sank en klump og tog en dyb indånding, før jeg trådte indenfor. Der lugtede endnu kraftigere af hospital herinde – det var som at blive kvalt i den kedelige, triste lugt, der bedst kunne beskrives med farven grå. For det var, hvad sådan nogle her steder gik ud på – gråt, gråt og atter gråt. Farveløst og intetsigende. Der var ikke noget, der hed håb, og intet, man kunne se frem til.

  Stedet var jo lavet til afsked.

  Jeg brød mig ikke om det. Trods lysene i lokalet fik alt til at se lidt varmere ud, kunne man ikke komme uden om det faktum, at alt var hvidt. Væggene, døren, loftet, sengen, ja, selv Liams kedelige hospitalskirtel.

  Da jeg så ham, var min første reaktion at fryse. Imens mit blik gled hen over det sovende, fredfyldte ansigt, kunne jeg ikke lade være med at beundre de smukke træk. Åh, hvor var han smuk. Som en engel strålede han, selvom han ikke engang var vågen. Måske havde han altid været lidt tættere på himlen end jorden, og det var det, der gjorde mig så uværdig for ham. For jeg var jo bare mig, og han var ham. En livredder, som ikke bare havde reddet mig, men millioner af andre fans.

  Hvordan kunne jeg nogensinde leve op til det?

  Efter noget tids stilstand satte jeg mig endelig ved hans side og lod mine fingre køre hen over hans håndryg. Til at starte med var jeg bange for, at han ville reagere, men samtidig håbede jeg også lidt på det. Der skete dog ikke noget – han blev bare liggende og fortsatte med at trække vejret lige så stille, trods man kunne høre det i hele lokalet, fordi det kun var ham og mig.

  Imens jeg sad dér og prøvede at få lidt varme ind i hans kolde hænder, som ellers plejede at være hans opgave, mærkede jeg en uundgåelig trang til at græde. Men det var ikke på den stille måde – jeg havde lyst til at hulke og begrave mit hoved i hans bryst, så han kunne trøste mig. Jeg havde lyst til at skrige og råbe, fordi livet skulle være sådan her – hvad var pointen med alle de her dårlige ting, når de egentlig kun bragte ulykke? De gjorde mig ikke stærkere eller lykkeligere i sidste ende. De fik mig bare til at indse, hvilket lille skravl jeg rent faktisk var, og hvor lidt magt jeg havde. At jeg aldrig ville kunne få den, jeg elskede.

  Jeg havde aldrig troet, jeg ville gøre det, men lige i den situation havde det aldrig føltes mere rigtigt at folde sine hænder og hvile sin pande mod dem. For mit indre hørte jeg mig selv bede Gud om hjælp. Hvis han virkelig eksisterede, kunne han så ikke give mig en hjælpende hånd og få mig på rette spor igen? For lige nu havde jeg aldrig følt mig mere fortabt i denne lille verden, som dog var for stor til en forvirret teenager som mig.

  Sådan blev jeg siddende i noget tid. Det syntes at give mig en fornemmelse af fred – jeg var vel i sikre hænder, når det gjaldt Gud, var jeg ikke? Var han ikke den, man skulle gå til, når man netop havde mistet sin vej og havde brug for hjælp til at finde tilbage? Det syntes jeg at have hørt engang, da jeg var til gudstjeneste.

  Ham kunne man altid komme til, lige meget hvilke synder man havde begået.

  Jeg ville nok aldrig helt forstå, hvorfor livet var bygget op, som det var. Selv ikke den mest anerkendte filosof ville kunne stykke det puslespil sammen, man kalder livet, for det var såmænd bare bygget op af tilfældigheder. Tilfældigheder oven på tilfældigheder – små kædereaktioner, der alle sammen udgjorde den helt store begivenhed. Trods jeg ønskede at tro på, at alt det her var skæbnen, og at det tjente til et bedre formål, kunne jeg ikke se, hvordan det hang sammen.

  Mit åndedrag var tungt. Som lille havde jeg altid forsøgt at efterligne mine forældres åndedrag om natten, når jeg ikke havde kunnet sove – sådan noget var meget lettere for mig end at tælle får. Der var noget underligt beroligende ved at følge nogens åndedrag – især når det var en person, man holdt af og elskede. Det var lidt ligesom at høre sin mors hjerte banke. Man var så vant til lyden, at man automatisk blev mindet om de gode, fredelige tider.

  Der gik ikke lang tid, før jeg trak vejret i kor med Liam. Det fik mig til at smile – han kunne altid få mig til at smile. Det var underligt, at han kunne gøre så meget ved mig, det var det virkelig. Sådan nogle kærlighedshistorier var altid kun noget, der fandt sted i film, var det ikke? Det var da ikke noget, der rent faktisk skete – det havde i hvert fald aldrig ramt mig. Ikke før nu – nu var sommerfuglene og den umenneskelige trang til at smile næsten overalt, når han var omkring mig. Det var bare et eller andet, han gjorde, og så meget som jeg prøvede at regne ud hvad, kunne jeg også godt lide magien og mystikken ved ikke at vide, hvad det var for en magt, der trak os sammen som to magneter.

  Jeg var ved at falde i søvn, da jeg mærkede ham bevæge sig under mig. Til at starte med var det kun nogle små, utydelige bevægelser, men langsomt lød også et smerteligt støn og så et besværet grynt. Han havde endnu ikke slået sine øjne op, men jeg kunne dømme ud fra de rynkede bryn, at han var ved at vågne.

  ”Liam?”

 

Liams synsvinkel

Det første, jeg så, da jeg langsomt åbnede øjnene, var Ella. Hun var badet i lys – der var lys alle vegne. Det var til at blive blændet af, men hun holdt mig fra at lukke øjnene i igen. Jeg havde ikke lyst til at misse et syn som hende.

  Til at starte med var jeg overbevist om, at jeg var endt i himlen. Hun var så uvirkelig, så perfekt. Bare synet af hende gav mig lyst til at læne mig frem og plante et kys på hendes læber, men idet jeg prøvede at læne mig frem, blev jeg stoppet af en kraftig smerte, der fik mig til at skære en grimasse, og som overbeviste mig om, at jeg formentlig stadig var i live.

  ”Liam?” Noget sagde mig, at Ella efterhånden havde sagt mit navn en hel del gange. Hun kiggede på mig på en lidt forsigtigt måde – det var, som om hun ikke helt vidste, hvad hun skulle forvente af reaktioner fra mig.

  ”Ella …” mumlede jeg stille og løftede lige så langsomt min højre hånd for at stryge noget hår væk fra hendes ansigt. ”H-hvor er jeg?”

  Hun bed sig i læben og kiggede væk et øjeblik. Derefter vendte hun sig langsomt mod mig igen, denne gang med et blik, jeg ikke helt kunne identificere. Det var svært at læse hende – det havde altid været så svært at læse hende og den måde, hun var på. Altid så hemmelighedsfuld og aflukket. Det var, som om hun ikke besad evnen til at lukke nogen ind, men det var vel egentlig også forståeligt, alt taget i betragtning. Alt det med hendes far havde taget hårdt på hende.

  Idet jeg kom til at tænke på hendes far, syntes alle minderne at komme strømmende, og pludselig huskede jeg aftenen tydeligere end nogensinde. Jeg huskede sparkene, de umenneskelige ord, der forlod hans mund, og hvordan jeg mærkede mig selv blive svøbt i kulden, da han hev min næsten bevidstløse krop udenfor og lod mig ligge der.

  Noget sagde mig, at hvis jeg ikke havde været så svag, at man havde kunnet forveksle mig med en død, havde han nok ikke efterladt mig i live. Ikke når han var bange for, at jeg ville komme og opsøge ham igen inden længe – den paranoia ville altid forfølge ham.

  Jeg havde ondt af manden. For han forstod ikke det at være menneskelig eller det at elske – måske havde han gjort det engang, da han mødte Ellas mor, men det virkede slet ikke sådan længere. Nu var det, som om han aldrig havde kendt til at have følelser eller at holde af nogen, og på den måde kunne man vel sige, han i sidste ende altid ville tabe. Han ville aldrig komme til at opleve, hvor fantastisk det var at holde så meget af nogen, at man ville gøre alt for vedkommende, og hvis man ikke kunne føle sådan, hvad var der så egentlig ved at leve? Var hele vores liv ikke bare bygget op på, at vi skulle finde den person og lykken?

  ”Ella?” mumlede jeg, da hun stadig bare stod og betragtede mig uden at sige særlig meget. ”Er der noget galt?”

  Efter jeg sagde det, kom jeg ud for det mest menneskelige, jeg længe havde oplevet – noget, der gjorde mig stensikker på, at hun og hendes far umuligt kunne være i familie. For da jeg spurgte hende, begyndte hun langsomt at smile og ryste overdrevet på hovedet. Så grinede hun, som om det da var indlysende, hun havde det fint – hvorfor overhovedet spørge om det? Og da latteren langsomt stilnede af, sad smilet stadig som limet fast til hendes ansigt, men nu rystede hun ikke længere bare på hovedet, men overalt, og skuldrene bevægede sig hidsigt op og ned i små bevægelser. Da var det, den første tåre banede sig vej gennem hendes øjenkrog og så en til efterfulgt af endnu en, og ikke meget længe efter syntes hendes ansigt at være faldet fuldstændig sammen; smilet var blevet erstattet af en halvåben mund, der hvert andet sekund slap et hulk ud, kinderne havde plamager af mascara på sig, og øjnene var blanke og glinsede i det fluorescerende lys.

  Jeg trak hende ind til mig, selvom det gjorde ondt i alle mine knogler. Men jeg vidste, at det gjorde langt mere ondt på hende – jeg kunne mærke det på den måde, hun blev ved med at prøve at forsikre mig om, at hun var okay, selvom hulkene fortsatte med at undslippe hendes læber. Jeg havde med årene erfaret, at der var tre grader af frustration: den første og mildeste, hvor man råbte højt om det til alle bekendte med det samme, fordi man ikke var vant til det, den anden, hvor man en aften kunne finde på at lade alle tankerne få frit løb, fordi man var så træt af at holde det inde, og så var der den tredje og sværeste, hvor man ikke kunne se, hvorfor man skulle indrømme, hele verden var ved at falde fra hinanden. Den tredje var svær, fordi man ikke følte, man fortjente at blive hørt og få det bedre. Og det var derfor, man aldrig fortalte det – man blev ved med at sætte alle før sig selv, og det ville i sidste ende knuse én.

  ”Hey,” mumlede jeg stille og tog hendes ansigt mellem mine hænder, så jeg kunne se hende ordentligt. ”Hvad er det, Ella?”

  Jeg kunne se, hun var ved at forklare mig det, men så rystede hun kraftigt på hovedet og trådte lidt væk fra mig. ”Vær sød ikke at sige mit navn på den måde …”

  ”På hvilken måde?” Jeg kneb øjnene sammen. ”Det, du siger, giver ikke mening, Ella. Vil du ikke nok fortælle mig, hvad der er sket?”

  Men hun fortsatte bare med at gå hovedrystende rundt i cirkler, som om hun, hvis hun tog nok skridt, ville komme tættere på at vide, hvad hun skulle gøre. Det var vel i hvert fald, hvad hun håbede på – jeg huskede at have gjort det en hel del gange selv før i tiden. Efter mit brud med Danielle. Jeg havde været så sikker på, at hvis jeg bare blev ved med at gå, ville jeg måske komme tættere på himlen end helvede, og så ville jeg ikke være helt så fortabt.

  ”Jeg forstår ikke, hvorfor det altid er mig, der skal ofre de ting, jeg holder mest af,” sagde hun endelig, men stoppede ikke op for at kigge på mig. ”Hvorfor er det altid mig, der bliver frarøvet alt godt i livet? Hvorfor skal det være sådan, Liam? Hvordan hænger det sammen, at gode mennesker skal opleve det værste? Er det fair, at vi gør vores bedste for at finde vores plads i verden, og alt så bare er imod os på den her måde? Hvorfor skal det være så svært at leve – jeg mener, burde det ikke være en gave?” Hun sukkede. ”J-jeg forstår det bare ikke.”

  ”Gode mennesker bliver netop gode af alle de her udfordringer,” svarede jeg stille og trak let i smilebåndene. ”Hvis vi fik alt foræret på et sølvfad, ville vi ikke kunne komme hele ud i den anden ende og være stolte af det – for hvad ville der så være at være stolt af? Sådan er det med livet – det er noget, vi alle skal igennem, og når vi så endelig er gamle og vise, vil vi se tilbage på det her som en tid, vi kom igennem. Vi bekæmpede den, og vi overlevede.”

  Da hun langsomt vendte sit hoved imod mig, var øjnene fyldt til randen med tårer. ”Jeg har ikke lyst til at miste dig. Ikke også dig.”

  Smerten var overalt i hendes stemme – den skar igennem luften som et skrig, men det her var værre, fordi lidelsen netop var så stille og lydløs.

  ”Kom her,” mumlede jeg og tog imod hende, da hun hvilede sit hoved på min brystkasse. ”Du mister mig ikke. Aldrig nogensinde. Det lover jeg dig.”

  ”Jeg kan ikke være selvisk, når det kommer til dig.” Hendes blå øjne mødte mine. ”Men du er det eneste gode i mit liv, så hvordan skal jeg nogensinde kunne give slip?”

  Jeg havde tidligere tvivlet på, om hendes følelser for mig overhovedet havde været oprigtige i al denne tid, men lige i dét øjeblik var jeg 100 procent sikker på, at det var de. Hvis det ikke havde været tilfældet, ville hun ikke have siddet med mig her på hospitalssengen.

  ”Du mister mig ikke,” gentog jeg og sendte hende et forsikrende smil. ”Lige meget hvad der sker.”

  ”Min far har ikke tænkt sig at lade dig være.” Hun stoppede op for at snøfte. ”Han kommer efter dig, så snart han finder ud af, at du ikke er død, og hvis … hvis der sker dig noget, ville jeg ikke kunne bære det.”

  ”Vi finder ud af det sammen, okay? Alt skal nok ordne sig, Ella.”

  Hun så ud til at være beroliget af mine ord. De blå øjne syntes at falde lidt til ro, og det var, som om hendes sind endelig kunne hvile efter al det besvær, der havde været på det seneste. Hun havde også brug for en pause – det fortjente hun. En pige på hendes alder burde slet ikke have oplevet så mange grufulde ting i sit liv.

  Jeg lod mine læber kærtegne hendes pande, så hendes tinding, derefter de steder på hendes venstre kind, der ikke var dækket af mascara, for til sidst at nå ned til de fyldige læber. Da jeg kyssede hende, smagte jeg de salte tårer, hun havde grædt, og jeg ønskede for mig selv, at jeg kunne hviske hendes sind rent for al den ulykke, hun havde været ude for. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...