Ægte kærlighed... Eller hvad?

Stakkels Lucy Johnson, er fuldstændig forelsket i den totalt uopnåelige Mikkel, der er alt hvad den perfekte fyr skal være, ifølge Lucy. Desværre går Mikkel en klasse over Lucy, og aner ikke at hun eksisterer. Lucy nøjes med at beundre ham på afstand, indtil hun møder en af Mikkels venner, Nick, der hjælper hende med at få ham til at lægge mærke til hende. Men er den helt igennem perfekte fyr, i virkeligheden så perfekt?

0Likes
0Kommentarer
539Visninger
AA

1. Min drømmefyr

Der stod han. Mørhåret og med de smukkeste brune øjne. Charmerende, venlig og altid leende. Præcis de krav, jeg stillede til den perfekte fyr. Når jeg kiggede på ham, lukkede jeg alt andet ude, og kunne overhovedet ikke få øjnene fra ham igen. Mit livs kærlighed, som ikke anede at jeg eksisterede. I starten havde det været fint nok, men nu havde jeg stået bag et hjørne og kigget på ham i næsten en måned, og jeg havde fået lyst til mere. Jeg ville ønske at jeg bare kunne gå hen og tale med ham, men han stod altid sammen med sit slæng, tre andre drenge fra hans klasse, og så var der også den uskrevne regel om at man kun måtte date fyre på sin egen alder, og siden han var et år ældre end mig, var det stort set umuligt.

"Savler du stadig over ham Mikkel?" En velkendt stemme afbrød mine tanker. Jeg vendte mig lynhurtigt om.

"Shh! Ikke så højt, Amalie!" Svarede jeg hurtigt, og kiggede mig om, for at se om nogen havde hørt det. Amalie havde langt, lyst, glat hår, blå øjne (En sand blondine) og en fed tøjstil. Hun var et godt stykke lavere end mig, men det var der jo så mange piger der var. Og så hadede hun at blive sammenlignet med Amalie fra Paradise.

"Slap nu af, Lucy," Sagde hun opgivende "Mikkel ville ikke have hørt det, om jeg så havde taget en megafon, og råbt ham ind i hovedet med den."

"Jo, det tror jeg så, han ville. Og du vover på at gøre noget som helst med en megafon!" 

"Jeg siger bare at fyren, jo må være idiot. Du har stået her og kigget på ham i en måned, og han har ikke opdaget det en eneste gang."

"Han er da ikke idiot. Han er bare..." Jeg tøvede et sekund. "Lettere distraheret af sine venner." Jeg pejede over på ham, og rigtigt nok var det eneste han så, sin ven, der var ved at flække af grin over et eller andet. "Og du burde, som min bedste veninde, støtte mig, istedet for at blive ved med at rakke ned på min drømmefyr!" Sagde jeg skarpt.

"Jaja, undskyld, men engang sagde du også at Rasmus fra klassen var 'dit livs store kærlighed', men en uge senere, kunne du knapt nok huske, hvem han var!" Svarede hun lidt anklagende.

"Det var i fjerde klasse! Og det her er anderledes. Mikkel er slet ikke som andre fyre. Han er fantastisk." Forsvarede jeg mig, mens jeg kiggede på ham igen.

"Fint nok." Sagde hun opgivende. "Jeg lover at støtte dig mere, men kun hvis du lover, at du vil holde op med, kun at tale om ham OG tager med på Café efter skole." Jeg anstrengte mig for at tage blikket fra ham.

"Aftale!" Sagde jeg så. Jeg rakte min hånd frem mod hende, hun tog den, og vi gav hånd. Det lød lidt, som når dronningen holdt nytårstale.

"Rart at handle med Dem, frøken Johnson." Sagde hun med sin fineste overklasse-stemme.

"I lige måde, frøken Neilsen." Svarede jeg på samme måde. Vi tog hinanden i armkrog, og talte med vores snobbede stemmer hele vejen hen til 7.A's klasselokale.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...