Ægte kærlighed... Eller hvad?

Stakkels Lucy Johnson, er fuldstændig forelsket i den totalt uopnåelige Mikkel, der er alt hvad den perfekte fyr skal være, ifølge Lucy. Desværre går Mikkel en klasse over Lucy, og aner ikke at hun eksisterer. Lucy nøjes med at beundre ham på afstand, indtil hun møder en af Mikkels venner, Nick, der hjælper hende med at få ham til at lægge mærke til hende. Men er den helt igennem perfekte fyr, i virkeligheden så perfekt?

0Likes
0Kommentarer
536Visninger
AA

2. Café Charmo

Efter skole var jeg, som jeg havde lovet, med Amalie på café. Vi tog hen på hendes yndlingscafé, Café Charmo. Den var rimelig lille, men meget hyggelig. Den lå midt i byen, lige ved siden af alle de gode shoppe-steder. Jeg havde en bagtanke om, at lokke hende med ind i nogle af dem bagefter. Amalie sagde altid at hun ikke rigtig var så vild med at shoppe, men når først hun var gået ind i en tøjbutik, var hun ikke til at få ud igen bagefter. Det var måske derfor, hun prøvede at undgå, at komme ud at shoppe. Hun havde vist også sagt et eller andet med, at hendes mor havde skåret i hendes lommepenge, fordi, hun brugte for mange penge på tøj. 

Det startede faktisk med at være meget hyggeligt, men så ringede klokken over døren, som den gør når nogen kommer ind, og af ren refleks kiggede jeg derhen. Først kom en lav dreng i sort t-shirt og cowboybukser ind. Jeg syntes jeg kunne kende ham fra et eller andet sted, han mindede mig virkelig om en eller anden. Lige efter ham kom Mikkel ind. Selvfølgelig, ham den lave dreng, var en fra Mikkels slæng. Jeg havde stået og gloet på Mikkel og hans venner i en måned, og så kunne jeg ikke engang kende ham den lave. Jeg måtte have været mere opslugt af Mikkel, end jeg troede. Efter ham kom resten af slænget, en lidt høj fyr, og en der var på højde med Mikkel. De satte sig i den anden ende af caféen. Jeg kiggede på Amalie. Hun havde også set dem, og hun så skuffet ud.

"Nå..." Sagde hun, og så ned i sin varme kakao.

"Hvad?" Spurgte jeg, og lod som om jeg ikke vidste hvad hun hentydede til.

"Bare det at jeg ved, at du ikke kan føre en almindelig samtale når han," Hun lavede et lille nik, i retning af hvor Mikkel sad. "Er i nærheden." Sagde hun på den irreterende måde, hun taler på, når hun er sur.

"Det passer ikke. Jeg kan sagtens sidde her med dig, hele eftermiddagen, uden så meget som at kigge på ham." Sagde jeg skarpt.

Hun lyste op i et selvtilfredst smil. "Godt!" Hun smilede stadig lidt for sig selv, da hun fortsatte med sin fortælling, om hendes kusine, der havde hørt spøgelser.

Jeg sad og lyttede i et godt stykke tid, og jeg tænkte, at hun nok ikke ville lægge mærke til, hvis jeg lige kiggede hen på Mikkel, over hendes skulder. De sad der endnu. Det var nærmest som om, han sad og ventede på mig. Jeg var stensikker på at vi måtte være skabt for hinanden, og en dag, en dag hvor han ikke sad sammen med sine venner, ville jeg samle mod til mig, og tale med ham, og han ville falde for mig, og vi ville leve lykkeligt sammen for evigt og blive gift og få to børn, der skulle hede Mathais og...

"Lucy! Du hører overhovedet ikke efter!" Amalie hev mig ud af min drømmeverden.

"Jo, jeg gør da." Forsvarede jeg mig.

"Okay, hvad var det så, jeg lige sagde?" Spurgte hun. Hun var vred nu.

"Du sagde... du sagde..." Jeg gennemrodede min hukommelse for at huske hvad hun havde sagt. "Øhhm... Du sagde..."

"Se selv, du hører slet ikke efter." Pludselig lød hun slet ikke vred. Hun lød såret. "Jeg går nu." Sagde hun helt stille og før jeg vidste af det, havde hun taget sin jakke og sin taske og var på vej ud.

"Amalie, vent..." Men det var for sent. Hun var gået. Et splitsekund tænkte jeg på at løbe efter hende, men det ville ikke hjælpe noget. Jeg så ned i bordet. Det var ikke min mening, at hun skulle være blevet ked af det. Hun havde jo ret. Jeg kunne ikke føre en samtale, eller bare koncentrere mig om noget andet end ham, hvis han var i lokalet. Hvis nu bare Amalie kunne forstå det, hvis hun kunne forstå hvad Mikkel betød for mig. Amalie mente, at fordi jeg ikke kendte ham særlig godt, kunne han ikke betyde noget for mig, men det var netop det. Der var en udfordring i det. Jeg havde altid været verdens største konkurrencemenneske. Måske var Mikkel en lidt for stor udfordring, men jeg kunne ikke stoppe nu. Mit konkurrencegen forbød mig det. Jeg måtte blive ved. Sådan var det bare.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...