Efterårspagten

Gaia flytter fra sin mor til sin far, farens kæreste, sin stedsøster og sin halvlillebror, og lever lykkelig der med sine mange nye veninder. Af de mange veninder er særligt én speciel. Lena - Gaia's soulmate. Men da Gaia har boet der i et år, bliver hele hendes verden pludselig vendt rundt. For Lena bliver bortført, og Gaia får et brev. Pludselig bliver Gaia kastet rundt i en bortfører's spil... Og indsatsen er et liv.

14Likes
227Kommentarer
2226Visninger
AA

5. Nyt brev

Ganske langsomt tog jeg min regnjakke på, og samlede tasken op.

"Du behøver ikke at tage afsted." Lød min stedmors stemme. Jeg smilede beroligende til hende. Vi havde allerede taget diskutionen tre gange.

"Jeg kan godt klare det. Rachel tager jo også i skole." Hun sukkede dybt.

"Du kan jo faktisk ikke vide om hun har ombestemt sig i sidste øjeblik." Jeg tog en dyb indånding.

"Vi har allerede talt om dette en gang før Janne. Jeg har brug for at tænke på noget andet, og Rachel er en person der holder ord." Janne sukkede endnu engang, og jeg trak forpustet vejret.

"Hvis du siger det men..." Tårene sad på spring i hendes øjenkroge, og jeg blev helt overrasket over hvor grødet at hendes stemme lød. Jeg smed tasken, og løb hen til hende. Jeg lagde armene om hende, og hun hulkede sagte ned imod min skulder. "Jeg vil bare ikke ha... Jeg vil bare ikke ha' at der sker dig noget."

"Shh..." Tyssede jeg. "Der sker mig ingenting... Så, tag en dyb indånding." Hun gjorde som jeg sagde, og fattede sig lidt efter lidt. Jeg bakkede væk fra hende, og samlede endnu engang tasken op. Så styrtede jeg ud af døren, og var i næste øjeblik på vej til skole.

Luften duftede af regn og jord, og der dryppede små dryp ned fra hvert et træ. Jeg sukkede dybt. Mandag var min hadesdag.

***

Endnu engang bevægede jeg mig ned af den bladfulde sti. Regnen faldt tæt, men jeg fortsatte. Jeg sank ned i bladene ved hvert enkelt skridt, og min taske var om muligt endnu tungere end sidst. Men jeg måtte ud til det træ. Jeg havde brug for alenetid.

"Hej gudinde." Lød en stemme, og jeg blev overrasket revet ud af min tankestrøm. Jeg tog et hurtigt kig, og nåede lige at se en sort regnjakke med hætte forsvinde.

"Hej..." Sagde jeg sagte, imens at personen med den sorte jakke forsvandt i den modsatte retning. Forundret fortsatte jeg min gang imellem de nøgne træer. Hvem, andre end jeg, bevægede sig ud i skoven på sådan en dag?

De nøgne træer skærmede stortset ikke, og jeg var gennemblødt da jeg endelig nåede frem til Træet. Jeg smed min taske ved stammen, og hoppede op. Skoledagen havde været anstrengende. Person efter person havde spurgt mig gang på gang om jeg var okay.

Jeg åndede op for første gang den dag. Indtil at jeg så dét. Der, nydeligt arangeret i en plasticlomme, lå et brev. Det var lukket med det samme nøgne træ stemplet i rød lak som det sidste. Men her stod der med nydeligt svungne bogstaver: Til Gaia.

Og dér gik det op for mig at jeg kunne have kendt bortføreren lige nu. Det eneste jeg skulle have gjort, var at tage et kig under hætten på den sortjakkede person. Men dum som jeg var havde jeg bare ladet bortføreren passere uden at så meget som tænke over det. Jeg kunne ikke engang huske om jeg genkendte stemmen.

Jeg løftede plasticlommen op, trykkede den imod mig, og begyndte at græde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...