Efterårspagten

Gaia flytter fra sin mor til sin far, farens kæreste, sin stedsøster og sin halvlillebror, og lever lykkelig der med sine mange nye veninder. Af de mange veninder er særligt én speciel. Lena - Gaia's soulmate. Men da Gaia har boet der i et år, bliver hele hendes verden pludselig vendt rundt. For Lena bliver bortført, og Gaia får et brev. Pludselig bliver Gaia kastet rundt i en bortfører's spil... Og indsatsen er et liv.

14Likes
227Kommentarer
2233Visninger
AA

11. Kærlighed.

Jeg så ind i de blå øjne, og genkendte dem. Og det var ikke Rachels. Alligevel tog personen langsomt hætten af, og nu kunne der ikke være nogen tvivl om hvem det var. Lena gispede også overrasket.

"Hvorfor?" Spurgte jeg, imens at tårene løb ned af kinderne på mig.

"Det vil du aldrig forstå." Hvæsede hun sagte til mig. Lena kiggede på os med sine store blå øjne spærret op i overraskelse.

"Så få mig til at forstå..." Hviskede jeg, kunne ikke rigtigt finde ordene i halsen.

"Kærlighed." Sagde skikkelsen. Jeg så på hende.

"Hvis du elsker mig, hvorfor så gøre dette imod mig." Udbrød jeg. "Du aner ikke hvor bange du har gjort mig." Min stemme var grødet. Tænk at hun kunne svigte mig på den måde.

"Ikke dig dit fjols." Hvæsede hun. "Lena." Jeg så på Lena, og hun så overrasket tilbage. Nervøs og bange brød hun ind i samtalen.

"Men... Hvorfor så bortføre mig?" Spurgte hun, og nysgerrigheden overdøvede det bange i hendes stemme.

"På grund af hende." En finger pegede på mig. "Hun kom og ødelagde alt hvad vi havde for et år siden. Kom og stjal dig. Så nu... Nu ville jeg bare have hende til at gøre mig en lille tjeneste. Men det kunne jeg kun få hende til hvis at jeg havde noget som hun elskede. Så jeg tog dig. Det var aldrig meningen at der skulle ske dig noget." Tårene løb endnu engang ned af mine kinder.

"Men... Men jeg er ikke lesbisk." Udbrød Lena, og bortføreren så stædigt på hende.

"Du skulle bare have tid. Tid til at finde ud af at du faktisk også elsker mig. Jeg kan se det i dine øjne." Så tav hun, og kiggede drømmende på mig.

"Jeg regner ikke med at du har løst gåden vel." Sagde hun, lød næsten som sit gamle jeg. Jeg rystede på hovedet, og med et rev hun en pistol frem, og pegede på mig med den.

"Drøm sødt. Du skulle have begået selvmord... Men." Hun så på mig med medlidende øjne. "Men jeg har fortrudt. Jeg elsker også dig Gaia - du skulle bare aldrig have stjålet Lena fra mig." Jeg så på hende, imens at hun langsomt vendte pistolen væk fra mig og... Og skød.

(Dadadadaaam... )

Blodet flød ud, og jeg styrtede hen imod hende. Lena gjorde det samme. Begge græd vi.

"Vågn op! Vågn op!" Græd jeg sagte. Men kuglen havde ramt plet, da hun vendte den om, og skød sig selv. Jeg så på den person jeg havde elsket ligeså højt som Lena, men på en helt anden måde. Mine hænder blev indfedtede i blod, og jeg lyttede efter hjertebanken. Jeg nægtede at give op.

Lena's hænder lagde sig på mine skuldre, og jeg snøftede sagte.

"Hvorfor hende?" Spurgte jeg Lena. hun vuggede mig blidt, og sagde så stille.

"Jeg ved det ikke - men folk gør de mærkeligste ting af kærlighed. Og hun elskede også dig Gaia. Men kom, der er intet vi kan gøre her."  Jeg nikkede til hende, og sammen gik vi op ad den knirkende trappe, imens at vi efterlod liget af ingen anden end min stedsøster, Catherine.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...