Efterårspagten

Gaia flytter fra sin mor til sin far, farens kæreste, sin stedsøster og sin halvlillebror, og lever lykkelig der med sine mange nye veninder. Af de mange veninder er særligt én speciel. Lena - Gaia's soulmate. Men da Gaia har boet der i et år, bliver hele hendes verden pludselig vendt rundt. For Lena bliver bortført, og Gaia får et brev. Pludselig bliver Gaia kastet rundt i en bortfører's spil... Og indsatsen er et liv.

14Likes
227Kommentarer
2232Visninger
AA

10. Kælderen

Huset var stadigvæk tomt, selvom at det var ved at være aften nu. Hele dagen havde jeg gået hjemme, og følt mig syg. Syg i hjertet, og med sorgen hængende langt ud af halsen. Da Janne bedte mig om at tage min teperatur løj jeg, og hun så på mig med medlidende øjne. Hun vidste godt at jeg løj. Det er jeg sikker på.

Jeg gik op på mit værelse, og rev en tilfældig bog ned fra hylden. Dracula. Jeg undertrykte et gab, og lagde mig på min seng. Hastigt trak jeg dynen op over mig, og begyndte at læse. Men mine øjenlåg blev langsomt tungere for hvert et ord jeg læste.

***

Jeg slog øjnene hastigt op. Der var en lyd. En lyd jeg aldrig havde hørt før. En dør der åbnedes, og tunge skridt der gik længere og længere ned. Jeg fik kuldegysninger. Der var noget ved den lyd der skræmte mig.

Jeg befinder mig i en kælder, tror jeg. Her er fugtigt og indelukket.

Lena's ord kørte igennem mit hoved endnu engang. Men der var ingen kælder her i huset... Var der? Jeg fjernede langsomt dynen, og kiggede ud af ruden. Det var nat. Sen nat.

"Du ved det Gaia! Tænk dig om!"

Måske vidste jeg det, måske... Måske prøvede hun på at sige at jeg ikke nødvendigvis vidste at jeg vidste det.

Jeg kastede et blik på uret på natbordet. 01:33. Jeg rejste mig, ligeglad med den mørke kulde som ruden udstrålede. Ligeglad med at jeg rystede af kulde. Ligeglad. Og langsomt listede jeg ud på gangen, og videre ned af trappen. I den næste gang stod et af panelerne åbnet.

Jeg kiggede ned, og fik øje på en lang kringlet trappe af træ. Med en følelse af at jeg gjorde noget forkert, tog jeg det første trin ned af trappen. Den knirkede afslørende. Et skridt til... Og et til... Trin for trin, knirk for knirk, kom jeg ned af trappen, og stod i en ny gang der var kalket helt hvid.

Der var endnu koldere hernede, og det føltes som om at en iskold vind prøvede på at blæse mig tilbage, op ad trappen. Men jeg kunne høre stemmer nu. Den ene hæs, men alligevel let genkendelig... Og den anden var så fordrejet at jeg næsten ikke kunne tro på at det var Rachel. Men det var det. Og hun havde gemt Lena i vores hus. Vores. Det var næsten ikke til at tro at hun var så ond.

Og så nåede jeg endelig frem. Lena sad på en helt hvid seng med sit mørke hår og blå øjne. Jeg var lige ved at styrte derhen, hvis det ikke havde været for den anden skikkelse. Skikkelsen med den sorte hætte, og det helt mørke tøj, der langsomt vendte sig om, og kiggede på mig med sine blå øjne.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...