Efterårspagten

Gaia flytter fra sin mor til sin far, farens kæreste, sin stedsøster og sin halvlillebror, og lever lykkelig der med sine mange nye veninder. Af de mange veninder er særligt én speciel. Lena - Gaia's soulmate. Men da Gaia har boet der i et år, bliver hele hendes verden pludselig vendt rundt. For Lena bliver bortført, og Gaia får et brev. Pludselig bliver Gaia kastet rundt i en bortfører's spil... Og indsatsen er et liv.

14Likes
227Kommentarer
2221Visninger
AA

7. En gåde?

Jeg vågnede i Catherine's dobbeltseng, tæt liggende ind til henholdsvis hende og min lillebror Ben. Igår havde Catherine og jeg grædt lidt sammen. Det var Catherine der havde introduceret mig for Lena da Janne og min far flyttede sammen, og hende og Lena var også tæt knyttede.

Drøm sødt.

Hvad kunne det betyde? Mit hoved værkede, og dynen føltes kvalmende varm. Jeg forsøgte at sætte mig op uden at vække nogen, men det lykkedes ikke helt.

"Hvor skal du hen Gaia?" Lød Catherine's stemme søvndrukkent." Klokken er kun omkring 5:30..."

"Jeg kan ikke sove mere." Hviskede jeg, for ikke at vække Ben. Catherine nikkede, og lagde sig til at sove igen. Jeg snoede mig forsigtigt ud af de forskellige greb, og listede ud af værelset.

Stille og roligt gik jeg ind på mit eget værelse. Jeg lukkede omhyggeligt døren efter mig, og fandt noget tøj frem, der var ligeså simpelt som det altid var.

Jeg åbnede døren igen, og listede ned ad trappen så stille som muligt. Jeg greb lige min taske i farten, før at jeg gik ind imod stuen. Med en let skælven gik jeg ind i det mørke rum. De mange vinduer udstrålede en kulde der var næsten uudholdelig, og mine bare fødder småløb over det kølige trægulv.

Jeg nærmest kastede mig ned i sofaen, og greb et af de tykke uldtæpper. Med hurtige bevægelser slyngede jeg det omkring mig, og forsøgte at holde varmen. Det var for tyndt. Med en tøvende bevægelse løsnede jeg tæppet en smule, så jeg kunne stikke en arm ud. Kulden var slående.

Lynhurtigt rakte jeg frem efter et tæppe der lå pænt sammenfoldet på stuebordet. Janne havde et eller andet med sammenfoldede ting. Jeg løftede det lynhurtigt op, og forsøgte at ryste det ud med kun en arm ude. Det lykkedes ikke. Jeg tabte det.

Jeg tog en dyb indånding, og begyndte så tøvende at rejse mig op, imens at jeg nægtede at give slip på det tæppe jeg havde omkring mig. Jeg bøjede mig langsomt ned, taknemmeligfor at tæppet dækkede mine fødder, og det lykkedes faktisk at gribe fat i det tabte tæppe med den ene hånd.

Jeg sukkede dybt, men gav så slip på tæppet omkring mig med den anden hånd. Gåsehuden bredte sig øjeblikkeligt, og jeg rystede kort. Så tog jeg en dyb indånding, greb fat i tæppet med begge hænder og... Hev til.

Jeg mærkede hvordan at underlaget under mine fødder skred, og det næste øjeblik lå jeg på gulvet. Min fod smertede efter at jeg var stødt ind i sofabordet, og mine albuer klagede sig over det hårde sammenstød med gulvet.

Jeg satte mig langsomt op, imens at jeg kom med små støn af smerte. Dog var det med en hvis tilfredshed at jeg erfarede, at begge tæpper var landet oven på mig. Men så så jeg den.

En avis var faldet ned fra bordet da jeg stødte ind i det, og lå nu der med en meget fangende overskrift. Jeg lænede mig langsomt fremad, og næsten drømmeagtigt greb jeg fat i den. Jeg skulle lige til at begynde at læse, da jeg hørte trin på trappen.

Som et dyr fanget i et søgelys kiggede jeg mig hastigt omkring. Så fik jeg øje på tasken, og puttede lynhurtigt artiklen derned. Jeg rejste mig langsomt, og påtog mit bedste: 'få medlidenhed med mig, tak' ansigt. Det var ikke helt kunstigt.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...