Even if I die

”Efter Madison kom til denne by, fik hun en ny veninde. Hende kaldte man Alicia. De var altid sammen, selvom Alicia på mange måder var alt for vild til Madison. Men de blev bedsteveninder inden længe, og Alicia kunne næsten få hende til alt. Det var uheldigt, for da hun ville have nummeret fra en bestemt fyr, gjorde Madison det modvilligt. Det nummer, ledte bare til problemer, og var starten på et problem, der aldrig kunne løses. For om hjørnet, lurede jeg..”

18Likes
80Kommentarer
1548Visninger
AA

2. Vundet.

 

”Hvad vil du have mig til?” spurgte jeg forlegent, og foragtede mig selv, for at have brugt det ordvalg tidligere. Var der noget, jeg hang mig i, var løfter.. Jeg ved ikke, om jeg vil kalde det 'et løfte', men hun ville helst sikkert udnytte mig..

Men.. Hvad ville hun have mig til? Være hendes assistent i en måned? Jeg kunne bare forestille mig, hvordan Alicia sad på en trone og..

 

”Jeg vil have, du skal snakke til den mand derovre.” sagde hun kækt. Mit ansigt blev blegt, og mine læberne var en lige streg. De var hvide som døden, og jeg så over på manden, der var kommet tættere på lige nu.

 

”No way.” sagde jeg, og gjorde tegn med mine hænder, at det skete bare ikke.

 

Hun nikkede, og grinede selvsikkert. ”Hvad som helst.. Og desuden, du lever i frygt, for helvede. Og du kan ikke lade Jeremy ødelægge din allerede utrolig kedelige liv.”

 

”Hvis der er nogen mand der har mulighed for at ødelægge 'mit kedelige liv', tror jeg nu nok, det er ham derhenne, Alicia. Det gør jeg fandme ikke!” hviskede jeg hæst, og håbede på, hun overgav sig, og lod det ligge.. Det havde jeg bare ikke lyst til

”For guds skylds, Alicia, lad det gå. Jeg vil hade dig for evigt, hvis du.. Du beder mig bare ikke om det!” tænkte jeg, for mig selv. Mit hoved boblede af vrede, og alligevel, var jeg så utrolig bange for ham i baggrunden. Han var kun nogle meter fra os.

Fuck, fuck, fuck.

 

”Så bare skaf hans nummer så.. Who cares – men nu går kraftedme derhen, og snakker med ham.. Jeg er ligeglad hvor 'uhyggelig' han ser ud. Hvis du dør i nat, vil du i hvert fald ikke være kendt for hende, der ikke holdt et løfte. ”

Jeg så på hende en sidste gang, for at søge om nåde, men der var intet at få.

 

Den djævel.

 

Fint.” vrissede jeg. ”Giv mig et kuglepen og noget papir. Så gør jeg det da fucking bare. Det kan sgu ikke være så fucking svært at, gå derhen og bare..” jeg begyndte at mumle hidsigt for mig selv.

”Søde, det ligger i din jakkelomme.” sagde hun, og smilte selvglad. Tilsyneladende glad for, at jeg overgav mig.

Så jeg fandt det selv frem, og da jeg begyndte at gå mod ham, hvæsede jeg af hende, som var vi to katte, der havde overtrådt hinandens territorium. Men hun sad bare og grinte, måske lidt fordi, hun følte, at hun havde magten over mig.

 

Jeg begyndte at gå over mod ham, og mine hælene klaprede hen over fortovet. Jeg turde ikke at holde øje med, jeg gik i den rigtige retning mod ham. Jeg turde ikke tænke på, at jeg i dette øjeblik, var på vej over mod den her mand, som gik på gaden, midt om natten.

Jeg så op på himlen i stedet. Mørke skyer var ved at formere sig, og det tydet på regnvejr. Det var også lidt synd, for det dækkede stjernerne. Jeg kunne nu ellers godt lide stjernerne, og det ville da være meget smukt, hvis jeg lige nåede at se stjernerne en sidste gang inden jeg døde. Alicia ville sikkert få vildt meget skyldfølelse.. Så kunne hun også lære det, den sæk. Jeg grinte af, hvor grimt jeg egentlig beskrev hende, før jeg døde. Måske er det skæbnen, at den stille pige, dør som en bitch? Jeg måtte ryste alle de tanker om, at han ville myrde mig, væk.

De holdt sig bare ikke væk.. De fortsatte som en slags tvangstanker. Man siger vidst også noget om, den der ikke frygter døden, har intet at miste. Så hvis jeg frygter den, har jeg vel noget at miste, eller hvad? Det tror jeg, jeg må tænke over senere..

Fact er bare, han kunne have en pistol. Og hvad hvis han tog stoffer? Hvad nu hvis han var kriminel? Okay, tæl. En, to, tre, vejrtrækning. En, to, tre..

Jeg valgte at se på ham, og opdagede, hvor overraskende tæt på jeg var. Halvanden meter, men han så lige frem, og gik videre, som om han ignorerede mig. Jeg bed mig i læben. Måske var det en advarsel om at holde sig væk. Jeg så mig over skulderen, for at tjekke til Alicia. Hun gav tegn til, at det var okay, ved at lave tommel op, så jeg begyndte igen at gå mod ham.

 

Han havde gået længere væk fra mig. Nu var han fire meter væk, så jeg småløb lidt for at indhente ham. Mine benmuskler arbejdede, og mine fødder traskede.

To meter væk fra ham – og han gik skam stadig – hjalp intet andet, end at kalde på ham.

 

”Undskyld?” sagde jeg lidt lavt, som om jeg var genert overfor ham. Ej helt ærligt Madison.. Genert? Tag dig sammen! Men uanset hvad, svarede han mig ikke, og fortsatte uafbrudt i samme retning.

 

”Undskyld mig!” råbte jeg, som om jeg beordrede ham til at stoppe. Men han lod som om, jeg ikke stod og råbte ad ham, og han begyndte faktisk at irritere mig mere end godt var.

 

Jeg luntede mod ham, da jeg ikke helt var sikker på, hvor hastighedsgrænsen lå i de stilletter. Men jeg var ikke et sekund i tvivl om, hans kondisko havde en langt højere én, så alt jeg håbede på, var, at han ikke satte farten op.

Men det gjorde han..

Jeg sukkede. ”Flot..” mumlede jeg for mig selv. Jeg var ikke meget for at løbe i bare tæer, men mindre for at se Alicias ansigt, hvis hun så, jeg ikke havde hans nummer, trods alle mine forsøg.

Så jeg satte mig ned, for at få mine stiletter af. Men jeg havde et vågent øje på ham hele tiden, og sørgede for, at han ikke bare forsvandt.

Det var nok den eneste dag, jeg nogensinde ville være så taknemmelig – som jeg var lige nu – over, at have højhælede med lynlås. Jeg havde dem hurtigt viklet af min fødder, og masserede kort mine hæle. Holdte dem begge i min ene hånd, og i den anden holdte jeg papiret og kuglepennen.

 

Jeg så hurtigt efter ham, og så tilbage, korrigerede en vej, og så løb jeg ellers med fuld fart mod ham. Der sad små sten i mine hårde hæle, og selvom jeg meget heller ville have løbet i græs, var jeg taknemmelig for, at slippe af med de pokkers sko, Alicia havde tvunget mig i.

 

”Hey! Du der! Vent!” råbte jeg, da han gik ind i en tunnel. Jeg løb så hurtigt jeg kunne klare, og pludselig stod jeg i midten af den. Det ekkoede tilbage, og jeg stivnede.

Da jeg gik ind i tunnelen, var jeg ikke bange, jeg vil næsten sige frygtløs, men da jeg så stod inde i den knald mørke gang, i gang med at forfølge en mand jeg ikke kender, som måske var farlig, indså jeg, hvor bange jeg egentlig var, og hvor hurtigt mit hjerte bankede.

 

Jeg så mig omkring efter ham, men der var intet at se. Det hele var mørkt. Det eneste man kunne se, var indgangen og udgangen. Og jeg var helt ærligt bange for, at han havde planlagt at dræbe mig her. Jeg måtte berolige mig selv med, hvor urealistisk det ville være, at han havde regnet med, jeg gik med ham her ind.

Jeg hørte fodtrin, og jeg var ikke sikker på, om jeg var tryg ved, at jeg vidste hvor han var, eller skræmt fra vid og sans over, at han stadig var herinde. Mit hjertes slag, var en ordre til mig. Endelig havde den snakket med hjernen.

”Løb.” ”Han kommer.” ”Vær bange.” ”Alicia fortryder sikker.” ”Løb nu.”

Jeg tog en par skridt baglæns, fordi jeg ikke vidste hvor han var. Men sidste sted jeg havde hørt ham, var uden tvivl foran mig. Jeg kunne ikke stoppe med at kigge fra den ene til den anden side.

 

”Hvor skal du hen?” hørte jeg en mandestemme sige, lige bag ved mig. Jeg gispede, han hørte det nok.

”Tonight I die.” tænkte jeg..

 

”Je.. Je.. Jeg ville bare... Det.. Jeg..” stammede jeg, og mit hjerte bankede. Jeg kunne mærke hans kropsvarme bag ved mig. Han var høj, højere end mig, men ikke så meget.

 

”Hvorfor har du løb du efter mig?” sagde han skummelt, og åndende mig i nakken. Kunne han se gåsehuden, der kom?

”Jeg så frygtelig gerne vide det. Er du en betjent eller sådan noget, for..”

 

”Nej, nej, overhovedet ikke!” skyndte jeg mig at sige, mens jeg vendte mig mod ham Jeg fandt ud af, han havde stået så tæt på, at da jeg vendte mig om, rørte mine modsigende hænder hans faste bryst.

Jeg så også lidt af hans ansigt i mørket. Han havde store øjne, og en lidt kroget næse. Han havde også nogle tynde røde løber. Og han var vidst femogtyve deromkring.

Pludselig gjorde han sine øjne smalle. Mistroisk.

 

Jeg sørgede for ikke at røre ham igen, og fjernede hænderne fra hans krop.

Den ene hånd lagde jeg ned langs siden. Med den anden kløede jeg mig i nakken, og så ned.

”Jeg.. jeg ville bare.. jeg skulle.. jeg skulle have dit telefonnummer.. men hvis du ikke vil.. det er okay hvis du ikke vil.. jeg mener, altså..”

 

”Det vil jeg gerne” hørte jeg ham sige, og smilte varmt. Jeg var overrasket over venligheden i hans stemme.

Den ene halvdel af mig sagde, at jeg ikke kunne forstå, hvordan jeg kunne have været så bange for ham. Den anden sagde, ”Det er et trick. Han dræber dig lige om lidt”.. Det var nok den 'kedelige' del, der sagde det.

 

”Virkelig? Jamen, okay. Her.” sagde jeg, og rakte ham papiret. ”Og her.” sagde jeg, mens jeg rakte pennen til ham. ”Hvis du.. gør det... så tager jeg lige dem her på igen..” sagde jeg tøset, og viftede lidt rundt med mine sko. Ad.

 

Men jeg satte mig i hvert fald ned, og begyndte at tage skoene på. Denne gang, var jeg ikke engang tæt på taknemmelig over lynlåsen. Det tog alt for kort tid, og jeg havde brug for noget tid, hvor jeg kunne tænke på, hvad jeg skulle gøre.

Det var også lidt uhyggelig, at skulle sætte mig ned nu. Det var i den position, han nemmest kunne overfalde mig,

Men hvis han intet ondt ville mig, kunne jeg jo bare gå nu. Gå tilbage til Alicia, og drille hende med, at jeg talte til ham, og fik hans nummer – uden problemer. Desuden ville jeg nok lige tilføje, at han var rimeligvis lækker.

 

”Her har du det. Jeg har travlt i morgen, men ring mandag, ikke?” sagde han, og smilte. Jeg nikkede.

”Selvfølgelig.” Han gik videre, og jeg begyndte at gå tilbage af.

Da jeg kunne se Alicia igen, og hun havde fået øje på mig, så hun spørgende på mig.

 

Jeg vidste, hvad hun ville vide, så jeg viftede med telefonnummeret. Hun jublede højt, og den dag, følte jeg mig – lige meget situationen – som dronning over hende. Jeg gættede på, at hun respekterede mig mere nu.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...