Even if I die

”Efter Madison kom til denne by, fik hun en ny veninde. Hende kaldte man Alicia. De var altid sammen, selvom Alicia på mange måder var alt for vild til Madison. Men de blev bedsteveninder inden længe, og Alicia kunne næsten få hende til alt. Det var uheldigt, for da hun ville have nummeret fra en bestemt fyr, gjorde Madison det modvilligt. Det nummer, ledte bare til problemer, og var starten på et problem, der aldrig kunne løses. For om hjørnet, lurede jeg..”

18Likes
80Kommentarer
1546Visninger
AA

1. Udfordringen.

Glassene klirrede.

 

 

”For problemerne” sagde Alicia muntert. ”Ikke at forglemme, bekymringerne” tilføjede jeg og løftede belærende min pegefinger. Jeg grinte, da hun mukkede videre om, ikke at korrigere folk. Da mit grin blev mere og mere useriøst, kunne hun ikke lade være med at trække i sine mundvige. Hendes hvide tænder tonede frem bag de flækkede læber, som glinsede stærkt af den lyserøde lipgloss hun havde proppet i hovedet på sig selv.

Det fik mig til at le endnu mere, så alkoholen i mit glas rumsterede. Lugten sneg sig op i mine næsebor. Jeg skulle stadig lige vende mig til mit liv, efter jeg stødte på Alicia.

Jeg løftede blandingen tættere mod min mund og fingerede lidt med glassets stilk. Kanten blev sat mellem mine to læber, og af en lille åbning mellem mine læber væltede den boblende væske ind i min mund. Efter jeg havde slubret halvdelen i mig, slog jeg satte jeg genstanden ned i bordet, og det gav en skinger lyd.

Jeg mærkede, hvordan mit hoved svævede på en sky, og hele min krop allerede rystede, bare en lille smule. Mine hænder dirrede, og da jeg trak mine fingre sammen, gav det en underlig følelse af modstand. Trak fingrene ind og ud, ind og ud, indtil jeg til sidst bare lukkede hånden sammen til en stor kugle. Langs min tunge var den sure smag af Bacardi.

Jeg havde siddet og beundret min hånd, men løftede nu blikket mod Alicia. Hndes rungende stemme hoppede og sprang rundt i rummet, sprudlende af sundhed.

Hun grinte, mens hun drak dobbelt så meget, som jeg havde. Jeg analyserede Alicia, for at se nogen tegn på om hendes krop reagerede på samme måde som min. Hun havde det fint. Hun sad helt stille, og var ved at drukne sig selv med alkoholen, som allerede havde gjort kål på mig.

Efter hun havde drukket på ny, så hun grinende i min retning.

”Hvad?” sagde hun med den mest fjollede og useriøse stemme, hun kunne fremskaffe.

Jeg holdte mig for munden, for at skjule mit grin, men hun bemærkede det tydeligvis. Hun begyndte at lave grimasser, hvor hun rakte tungen ud og prøvede at lege dum. Hun begyndte at sige små provokerende lyde, og det så helt forfærdelig dumt ud. Jeg kom med små udbrød af grin, men prøvede at samle mig.

Alicia løftede den halvfyldte flaske, der holdte på resterne af romen, og gik fordrukken hen mod radioen, hvorefter den spillede City boy. Hun slog armene op i vejret og skreg begejstret.

Hendes arme var foran kroppen, hvor de bevægede sig op og ned. De fløj om hendes hoved, og hun råbte og skreg med sangen.

Hendes stramme sorte kjole, sad pænt om hendes taljer, men de tynde stropper over skuldre ødelagde designet, syntes jeg. Alicia kunne derimod godt lide at vise skind. Selv havde jeg en knælang mørkerød kjole på, med tykke stropper og en sløjfe på brystet.

Ubekymret om noget som helst, dansede hun videre, næsten som en sindssyg. Hun fandt dog frem til flasken igen, og drak en slurk eller to mere af den. Der røg lidt mere end en sjat på gulvet, mens den stærke væske kravlede ned af hende shals. En bøvs undslap, men hun bøjede sig bare forover, og grinte af det. Hun stillede den tilbage på køkkenbordet, og gik tættere mod mig.

Alicia rakte ud efter min hånd, og jeg overvejede det lidt. Skulle jeg være stiv med min bedste veninde og danse rundt som skøre i min mors lejlighed, eller sidde her med næsen i sky?

Men inden jeg nåede at tænke det igennem, havde hun grebet den, og trak mig op.

Stemningen lettede hurtigt, og jeg slap mine hæmninger. Det øjeblik var det som om, alle byrder, som nogensinde havde ligget på mine skuldre forsvandt, da jeg sang ”I don’t wanna be that city boy!” med min halv-dumme bedsteveninde.

Udmattede af at danse og omtumlede af at grine, havde vi sat os i den sorte sofa. Alicia havde taget fat i flasken igen, og der plaskede stadig rundt med det røde stads derinde. Endnu et par slurke røg ned i halsen på hende, men hun holdt stadig om den, og svingede den rundt.

Hun lagde armen om halsen på mig, og forsøgte at hviske til mig. Det blev dog bare en meget utydelig, og utrolig hæs stemme, som råbte ind i øret på mig.

”Vi burde ikke befinde os her, men imellem en masse svedige, dansende kroppe, og en bunke alkohol.” Hun hostede, smaskede højlydt, mens hun afventede mit svar.

”Hvis du så gerne vil på klub, så gør det da. Men det bliver uden mig.” grinede jeg som svar, og klappede hende venskabeligt på hånden. Hun trak armen til sig, og begyndte at surmule.

”Du er ond, Madison.” mumlede Alicia. ”Du er så ond, at du.. at du..” fortsatte hun, mens hun fumlede rundt med ordene.. da hun ikke kunne finde dét, hun ville bruge, gav hun sig bare til at fnyse irriteret, og vende ansigtet væk fra mig, i forsøg på at få mig til at undskylde overfor hende. Fordi jeg 'opførte mig så barnligt'. Jeg lo bare, og det blev ikke modtaget med åbne arme.

Mens hun sad og mumlede for sig selv, må hun midt i det hele, have snakket om at skifte taktik, for hun lagde hovedet på min skulder, og puttede sig op af den. Den pressede hendes kind op, så det lignede, der hang en stor fedtklump på siden af hendes ansigt.

”Mm.. Madison?” mumlede hun, og prøvede at se mod mig. Siden det betød, hun enten skulle rette hovedet op, eller få ondt i øjnene, kiggede hun bare ud af de store vinduer, som viste en udsigt over byen. Man kunne ingen stjerner se, for lyset fra vinduerne, og alle gadelygterne overskyggede dem. Det var en skam, men hvad man kunne forvente.

Da jeg ikke svarede, så hun fortsatte bare.

”Du er som en søster for mig, ikke?” begyndte hun igen, og det så ud til, hun ikke var blevet synderligt generet over, at jeg ikke svarede. ”En rigtig irriterende og overbeskyttende søster.”

Jeg grinte igen. Hun havde fået sat sin plagestemme på. Det måtte være hendes plan b.

”Men nu må den her fucker af en søster, lade sin lillesøster få lidt frisk luft, og måske gå på en klub, ikke?” fortalte hun. ”Babyen kan bare ikke klare sig uden sin storesøster, og vil gerne have hende med. Hvad nu hvis hun roder sig ud i noget, med nogen store slemme drenge, og..”

”Okay, du fik mig, jeg kommer.” overgav jeg mig, og kyssede hendes hår. ”Min lille baby skal ikke nogen steder, med nogen slemme drenge.. alene..”

Jeg krympede ved tanken om drenge. Alicia fniste, og rejste sig febrilsk op.

”Jamen, lad os gå.. straks!” sagde hun ivrigt, og begyndte at trække i min arm. Jeg rejste mig, og jeg tog en lille sort læderjakke på over min kjole. Men Alicia undlod at tage nogen på, for hun mente, at sådan en sommernat som denne, umuligt kunne være særlig kold. Det havde fået mig til at grine af hende, for i hendes lårkorte kjole og med hendes spinkle og magre kropsbygning, kunne hun godt ligne én, der kom til at skælve af kulde, og fryse helt ind til knoglerne.

Men jeg måtte dy mig fra at nævne det yderligere, så vi gik bare ud af hoveddøren uden at sige et ord mere om det.

Vi trådte ind i det klaustrofobiske lille elevator rum og forblev i tavshed. Efter Alicia havde fået sin vilje, skulle der gå nogen tid, før hun kunne finde på et nyt emne, men det passede mig fint, hvis vi alligevel skulle på klub nu.

Jeg mener, første gang jeg var på klub, var for ikke særlig lang tid siden, og jeg kan stadig mærke den høje tone i mit øre, som det forfærdeligt højlydte musik efterladte sig. Stilheden skulle nydes, mens den var der!

Elevatoren signalerede med sin lille ringetone, at vi var nået til stuen, og jeg stod ud af den lille boks. Alicia gik ved min side, og hendes arm havde snoet sig ind i min, så vi gik arm i arm. Vi svingede med dem, og jeg flettede mine fingre ind mellem hendes. Vi grinte, og det udmattede musklerne lidt i længden. Vi havde sammen tanke, for da hun sænkede armen, så jeg gjorde det samme.

De næste par minutter gik vi bare rundt på de tomme gader og holdt i hånd, som et par ensomme lesbiske.

Hun havde lagt sit hoved på min skulder, og jeg lagde mit lidt højere hoved oven på hendes. Jeg tænkte over hvad hun havde sagt, bare lidt tidligere.

Du er som en søster for mig, ikke?” sagde Alicia, og puttede sig op af mig. ”En rigtig irriterende og overbeskyttende søster.”

Jeg grinte af det, og det røg ud på den tomme gade. Det var så markant, at man nok ville kunne høre det en tyve meter væk. Det var lidt pinligt, syntes jeg, derfor rømmede jeg mig bare ganske lidt. Alicia havde mærket begge tingene, og gav min hånd et lille klem.

Jeg grinte igen. Det føltes klamt, hvor ensformig jeg var, hvor mange gange jeg grinede om og om igen, specielt når jeg helst ville være særpræget. Jeg udstødte et lille irriteret ”Ew”, men Alicia bed ikke mærke i det.

For at bryde tavsheden, der var blevet skabt i mellem os, tænkte jeg, det ville være bedst at sige noget. Jeg åbnede munden og tanken om, hvad jeg skulle lægge op til, lå i hovedet på mig. Jeg behøvede bare ikke at tænke yderligere over det, for hun kom mig i forkøbet.

”Måske møder du en dreng.” fniste hun tøset. Jeg gøs.. Siden mit langvarige forhold med Jeremy, foragtede jeg tanken om, at møde en ny dreng. Jeg tror på en måde, det var derfor, hun havde valgt dét emne.

Hun kendte mig og mine bløde punkter så godt, at hun vidste, hvad og hvilke emner jeg helst undgik. Jeg tror ikke, at hun normalt ville bringe det op.. Måske var det fordi, hun var lidt fuld?

”Selvfølgelig gør jeg da det.” fnøs jeg. ”Som om nogen vil score.. det her.” sagde jeg, og brugte min frie hånd, for at udstille min krop. Ingen store bryster, ingen røv, ingen mave, glansløst hår, udtværet make-up. Selv Alicia ville ikke score mig. Og hun er altså lidt af en billig tøs.

Jeg syntes, du er smuk.” bemærkede hun, og knugede sig op af mig.

”Sikkert.” Jeg sagde det ikke højt, for jeg var sikker på, at hun ville blive fornærmet. Men som hendes bedsteveninde, kunne jeg altså godt høre, når hun løj. Specielt når hun ikke var ved sine fulde fem.

Det ville nok være upassende, hvis vi havde fortsat samtalen, hvilken nok delvist var grunden til, at vi stoppede. Jeg må indrømme, jeg nok selv lå og slumrede lidt, mens vi gik på de mennesketomme gader. Den eneste lyd, mine ører opfangede, var lyden af vores nedslidte sko, der blev slæbt rundt om hvert gadehjørne i kvarteret.

Den eneste følelse, var en svag kold vind, som strøg mig over kinden, og hviskede beroligende ord til mig, mens vi gik ned af fortovet. Der var en sløv forestilling om, at man burde gå hjem. Men så ukoncentreret som vi var, var vi ikke meget fokuseret på det

fact, at vi virkelig burde tage hjem..

Jeg farede op, da jeg så en mørk skikkelse tone frem, lidt længere foran os. Jeg var bange, og ville vække Alicia op fra sin drømmesøvn, så jeg jog en albue i siden på hende.

Det var nok en dårlig idé, for et halvt sekund senere krummede hun sig forover i smerte. Jeg smilte undskyldende, men jeg tror ikke hun så det. Hun bed smerten i sig og tænderne sammen. Så løftede hun blikket og stirrede olmt på mig.

”Hvad skulle det til for?!” råbte hun vredt, og – fra min synsvinkel – lidt for højt, men det blev jeg nød til at ignorere, da stykket mellem os og manden blev kortere for hvert sekund, vi spildte.

Jeg prøvede at hjælpe hende op, men var flov over, jeg lige havde slået hende så hårdt i maven, at jeg følte, hver berøring bare medførte mere smerte for hende.. Til sidst valgte jeg bare at svare.

”Det er jeg virkelig, virkelig, virkelig ked af! Hver sød at tilgive mig, jeg vil gøre hvad sin helst for at du vil tilgive mig, men lige nu er der en mand på vej i mod os, og den fornuftige del af mig, skriger på, at vi skal væk.”

”Du mener den kedelige del..” fnøs hun, og så op mod manden. ”Desuden.. Hvad som helst?” Jeg kunne ikke lide det smørrede smil, hun havde fået.

”Hvad vil du have mig til?” sukkede jeg og foragtede mig selv for at have brugt det ordvalg. Var der noget, jeg hang mig i, var det løfter.. Jeg ved ikke, om jeg vil kalde det 'et løfte', men hun ville helst sikkert udnytte det alligevel.

Men.. Hvad ville hun have mig til? Være hendes assistent i en måned? Jeg kunne bare forestille mig, hvordan Alicia sad på en trone og..

”Jeg vil have, du skal snakke til den mand derovre.” sagde hun kækt, og pegede på ham. Mit ansigt blev blegt, og mine læberne var en lige streg. De var hvide som døden, da jeg så over på manden, der var kommet tættere på lige nu.

”No way.” sagde jeg med min ængstelige stemme, da jeg vidste, at den pige ville stå fast. Damn, du forstår bare at kende dem, Madison!

Hun nikkede, og grinede udspekuleret. ”Hvad som helst.. Og desuden, du lever i frygt, for helvede. Jeg vil ikke lade Jeremy ødelægge dit allerede utrolig kedelige liv.”

Hun gabte og blinkede med øjnene, for at udtrykke præcist hvad hun mente med 'kedelige'.

Tsk, jeg vil nu ikke sige, at det ligefrem var 'kedeligt'. Det var sgu da hende der var fucked up i hovedet?

”Hvis der er nogen mand der har mulighed for at ødelægge 'mit kedelige liv', tror jeg nu nok, det er ham derhenne, Alicia.” snerrede jeg af hende. Ikke at hun så ud som om, hun bøjede sig.

”Det gør jeg fandme ikke!” prøvede jeg igen og håbede atter på, hun overgav sig til medlidenheden og lod det ligge. Meget havde hun budt mig, men den mand?! Ikke så sent om aftenen, ikke når idéen var poppet op, mens hun var fuld.

No. Fucking. Way.

For Guds skyld, Alicia! Lad. Det. Gå. Jeg vil hade dig for evigt, hvis du.. Du beder mig bare ikke om det! Mit hoved boblede af vrede, og alligevel var jeg så utrolig bange for ham i baggrunden. Han var kun nogle meter fra os.

Fuck, fuck, fuck.

”Så bare skaf hans nummer så.. Who cares – men nu går kraftedme derhen, og snakker med ham.. Jeg er ligeglad hvor 'uhyggelig' han ser ud. Hvis du dør i nat, vil du i hvert fald ikke være kendt for hende, der ikke holdt et løfte. ”

Jeg så på hende en sidste gang, for at søge om nåde, men der var intet at få.

Den djævel..

Fint.” vrissede jeg. ”Giv mig en kuglepen og noget papir. Så gør jeg det da fucking bare. Det kan sgu ikke være så fucking svært at gå derhen, og bare..” Mumlede jeg irriteret for mig selv.

”Søde, det ligger i din jakkelomme.” sagde hun, og smilte hoverende. Tilsyneladende glad for, at jeg overgav mig.

Så jeg fandt det selv frem, og da jeg begyndte at gå mod ham, hvæsede jeg af hende, som var hun en kat, der havde overtrådt mit territorium. Men hun sad bare og grinte, måske lidt fordi, hun følte, at hun havde magten over mig.

Jeg begyndte at gå over mod ham, og hælene klaprede hen over fortovet. Jeg turde ikke holde øje med, jeg gik i den rigtige retning mod ham. Jeg turde ikke tænke på, at jeg i dette øjeblik, var på vej over mod den her mand.. som gik på gaden.. midt om natten.

Jeg så op på himlen i stedet. Mørke skyer var ved at formere sig, og det tydede på regnvejr.

Det var lidt synd, for det dækkede stjernerne. Jeg kunne nu ellers godt lide stjernerne, og det ville da være meget smukt, hvis jeg lige nåede at se stjernerne en sidste gang inden jeg døde. Alicia ville sikkert få vildt meget skyldfølelse.. Så kunne hun også lære det, den sæk.

Jeg grinte af, hvor grimt jeg egentlig beskrev hende, før jeg døde. Måske er det skæbnen, at den stille pige, dør som en bitch? Jeg måtte ryste alle de tanker om, at han ville myrde mig, væk.

De holdt sig bare ikke væk.. De fortsatte som en slags tvangstanker. Man siger vidst også noget om, den der ikke frygter døden, har intet at miste. Så hvis jeg frygter den, har jeg vel noget at miste, eller hvad? Det tror jeg, jeg må tænke over senere..

Fact er bare, han kunne have en pistol. Og hvad hvis han tog stoffer? Hvad nu hvis han var kriminel? Okay, tæl. En, to, tre, vejrtrækning. En, to, tre..

Jeg valgte at se på ham, og opdagede, hvor overraskende tæt på jeg var. Et bag skridt bagud, og jeg gik næsten i skoene på ham, men han så lige frem og gik videre, som om han ignorerede mig. Jeg bed mig tænksomt i læben.

Måske var det en advarsel om at holde sig væk? Jeg så mig over skulderen, for at tjekke til Alicia. Hun gav tegn til, at 'det var okay' ved at lave tommel op, så jeg begyndte igen at gå mod ham.

Han havde gået længere væk fra mig. Nu var han mindst dobbelt så mange skridt væk, så jeg småløb lidt for at indhente ham. Mine benmuskler arbejdede, og mine fødder traskede.

Fire meter væk fra ham – og han gik skam stadig lige hurtigt – hjalp intet andet, end at kalde på ham.

”Undskyld?” spurgte jeg lidt lavt, som om jeg var genert overfor ham. Ej helt ærligt Madison.. Genert? Tag dig sammen! Men uanset hvad, svarede han mig ikke, og fortsatte uafbrudt i samme retning.

”Undskyld mig!” råbte jeg, som om jeg beordrede ham til at stoppe. Men han lod som om, jeg ikke stod og råbte ad ham, og han begyndte faktisk at irritere mig mere end godt var.

Jeg luntede mod ham, da jeg ikke helt var sikker på, hvor hastighedsgrænsen lå i de stiletter. Men jeg var ikke et sekund i tvivl om, hans kondisko havde en langt højere én, så alt jeg håbede på var, at han ikke satte farten op.

Men det gjorde han..

Jeg sukkede. ”Flot..” mumlede jeg for mig selv. Jeg var ikke meget for at løbe i bare tæer, men mindre for at se Alicias ansigt, hvis hun så, jeg ikke havde hans nummer – trods mine forsøg.

Så jeg satte mig ned for at få mine stiletter af. Jeg havde dog et vågent øje på ham hele tiden og sørgede for, at han ikke bare forsvandt.

Det var nok den eneste dag, jeg nogensinde ville være så taknemmelig over, at have højhælede med lynlås. Jeg havde dem hurtigt viklet af min fødder på nul komma fem, og masserede kort mine hæle. Jeg holdte begge stiletter i min ene hånd, og i den anden holdte jeg papiret og kuglepennen.

Jeg så hurtigt efter ham og så tilbage, korrigerede en vej, og så løb jeg ellers med fuld fart mod ham. Der sad små sten i mine ømme hæle, og selvom jeg meget heller ville have løbet i græs, var jeg taknemmelig for at slippe af med de pokkers sko, Alicia havde tvunget mig i.

”Hey! Du der! Vent!” råbte jeg, da han gik ind i en tunnel. Jeg løb så hurtigt, som mine bare fødder kunne klare, og pludselig stod jeg i midten af den. Lygterne der normalt stod ude i siden og lyste alt op, var enten smadret eller havde sprunget, det var ikke til at sige i denne belysning.

Mit hjerte dunkede i brystet på mig, og jeg krammede armen, der holdte stiletterne. Mine forpustede åndedræt gav genlyd i tunnelen.. eller var det noget jeg forestillede mig midt i det hele? Jeg så mig omkring efter ham, men kunne ikke se ham.

Pludselig var hele min krop gået i baglås, bortset fra mit blik, som fløj fra det ene hjørne til det andet, som var der ingen ende på alt mørket.

Da jeg gik ind i tunnelen, havde jeg ikke bange, jeg vil næsten sige frygtløs, men da jeg så stod inde i den knaldmørke gang, i gang med at forfølge en mand jeg ikke kender som måske var farlig, indså jeg, hvor mørkt her var. Her var så mørkt.. Og så stille..

Jeg havde stadig ikke lagt mærke til ham, blandt alle skyggerne. Det hele var mørkt. Det eneste man kunne se var indgangen og udgangen. Og jeg var helt ærligt bange for, at han havde planlagt at dræbe mig her. Jeg måtte berolige mig selv med, hvor urealistisk det ville være, at han havde regnet med, jeg gik med ham her ind.

Jeg hørte fodtrin, og jeg var ikke sikker på, om jeg var tryg ved, at jeg vidste hvor han var, eller skræmt fra vid og sans over, at han stadig var herinde. Mit hjertes slag, var en ordre til mig. Endelig havde den snakket med hjernen.

”Løb.” ”Han kommer.” ”Vær bange.” ”Løb nu.”

Jeg tog et par skridt baglæns, da jeg ikke længere kunne være sikker på, hvor han var. Men sidste sted jeg havde hørt ham var uden tvivl foran mig. Jeg kunne ikke stoppe med at kigge fra den ene ende til den anden.

”Hvor skal du hen?” hørte jeg en mandestemme sige, lige bag ved mig. Jeg gispede, han hørte det nok.

Tonight I die.

”Je.. Je.. Jeg ville bare... Det.. Jeg..” stammede jeg. Jeg kunne mærke hans kropsvarme bag ved mig. Han var høj, højere end mig, men ikke så meget.

”Hvorfor forfulgte du mig?” snerrede han irriteret, som om han havde travlt, og hvis dét at dræbe mig, var ensbetydende med, at han kunne komme videre, gjorde han det gerne. Han åndende mig i nakken.. Kunne han se gåsehuden, der kom?

”Hør, hvis du er betjent eller sådan noget, så..”

”Nej, nej, overhovedet ikke!” skyndte jeg mig at sige, mens jeg vendte mig mod ham Jeg fandt ud af, han havde stået så tæt på, at da jeg vendte mig om, stod jeg ikke bare med fronten mod ham, mine hænder var også landet på hans bryst.

Jeg så også lidt af hans ansigt i mørket. Han havde store øjne, og en lidt kroget næse. Han havde også nogle tynde røde læber. Og han var vidst femogtyve eller deromkring.

Pludselig gjorde han sine øjne smalle. Mistroiske.

Jeg sørgede for ikke at røre ham igen, og fjernede hænderne fra hans krop. Den ene hånd lagde jeg ned langs siden. Med den anden kløede jeg mig i nakken, mens jeg slog blikket ned.

”Jeg.. jeg ville bare.. jeg skulle.. jeg skulle have dit telefonnummer.. men hvis du ikke vil.. det er okay hvis du ikke vil.. jeg mener, altså..”

”Det vil jeg gerne” hørte jeg ham sige og smilte varmt. Jeg var overrasket over venligheden i hans stemme.

Den ene halvdel af mig sagde, at jeg ikke kunne forstå, hvordan jeg kunne have været så bange for ham. Den anden sagde, ”Det er et trick. Han dræber dig lige om lidt”.. Det var nok den 'kedelige' del, der sagde det.

”Virkelig? Jamen, okay. Her.” sagde jeg, og rakte ham papiret. ”Og her.” Jeg rakte pennen til ham.

”Hvis du gør.. gør det.. så tager jeg lige dem her på igen..” fniste jeg og viftede lidt rundt med mine sko. Ad.

Men jeg satte mig i hvert fald ned på mine knæ og begyndte at tage skoene på. Denne gang, var jeg ikke engang tæt på taknemmelig over lynlåsen. Det tog alt for kort tid, og jeg havde brug for noget tid, hvor jeg kunne tænke på, hvad jeg skulle gøre.

Det var også lidt uhyggeligt at skulle sætte mig ned nu. Det var i den position, han nemmest kunne overfalde mig.

Men hvis han intet ondt ville mig, kunne jeg vel bare gå nu? Gå tilbage til Alicia og drille hende med, at jeg talte til ham og fik hans nummer – uden problemer. Desuden ville jeg nok lige tilføje, at han var rimeligvis lækker.

”Her har du det. Jeg har travlt i morgen, men ring mandag, ikke?” grinede han og smilte et par rynker frem omkring øjnene. Jeg nikkede ivrigt og måtte bremse mig selv, før mit hoved faldt af.

”Selvfølgelig.” Han gik videre, og i den anden retning gik jeg tilbage mod Alicia.

Da jeg kunne se hende igen, og hun havde fået øje på mig, så hun spørgende på mig.

Jeg vidste, hvad hun ville vide, så jeg viftede med telefonnummeret. Hun jublede højt, og den dag følte jeg mig – lige meget situationen – som dronning over hende. Og jeg gættede på, at hun ville respektere mig mere fra den dag.

”Hvad vil du have mig til?” spurgte jeg forlegent, og foragtede mig selv, for at have brugt det ordvalg tidligere. Var der noget, jeg hang mig i, var løfter.. Jeg ved ikke, om jeg vil kalde det 'et løfte', men hun ville helst sikkert udnytte mig..

Men.. Hvad ville hun have mig til? Være hendes assistent i en måned? Jeg kunne bare forestille mig, hvordan Alicia sad på en trone og..

 

”Jeg vil have, du skal snakke til den mand derovre.” sagde hun kækt. Mit ansigt blev blegt, og mine læberne var en lige streg. De var hvide som døden, og jeg så over på manden, der var kommet tættere på lige nu.

 

”No way.” sagde jeg, og gjorde tegn med mine hænder, at det skete bare ikke.

 

Hun nikkede, og grinede selvsikkert. ”Hvad som helst.. Og desuden, du lever i frygt, for helvede. Og du kan ikke lade Jeremy ødelægge dit allerede utrolig kedelige liv.”

 

”Hvis der er nogen mand der har mulighed for at ødelægge 'mit kedelige liv', tror jeg nu nok, det er ham derhenne, Alicia. Det gør jeg fandme ikke!” hviskede jeg hæst, og håbede på, hun overgav sig, og lod det ligge.. Det havde jeg bare ikke lyst til

”For guds skylds, Alicia, lad det gå. Jeg vil hade dig for evigt, hvis du.. Du beder mig bare ikke om det!” tænkte jeg, for mig selv. Mit hoved boblede af vrede, og alligevel, var jeg så utrolig bange for ham i baggrunden. Han var kun nogle meter fra os.

Fuck, fuck, fuck.

 

”Så bare skaf hans nummer så.. Who cares – men nu går kraftedme derhen, og snakker med ham.. Jeg er ligeglad hvor 'uhyggelig' han ser ud. Hvis du dør i nat, vil du i hvert fald ikke være kendt for hende, der ikke holdt et løfte. ”

Jeg så på hende en sidste gang, for at søge om nåde, men der var intet at få.

 

Den djævel.

 

Fint.” vrissede jeg. ”Giv mig en kuglepen og noget papir. Så gør jeg det da fucking bare. Det kan sgu ikke være så fucking svært at, gå derhen og bare..” jeg begyndte at mumle hidsigt for mig selv.

”Søde, det ligger i din jakkelomme.” sagde hun, og smilte selvglad. Tilsyneladende glad for, at jeg overgav mig.

Så jeg fandt det selv frem, og da jeg begyndte at gå mod ham, hvæsede jeg af hende, som var vi to katte, der havde overtrådt hinandens territorium. Men hun sad bare og grinte, måske lidt fordi, hun følte, at hun havde magten over mig.

 

Jeg begyndte at gå over mod ham, og mine hælene klaprede hen over fortovet. Jeg turde ikke holde øje med, jeg gik i den rigtige retning mod ham. Jeg turde ikke tænke på, at jeg i dette øjeblik, var på vej over mod den her mand, som gik på gaden, midt om natten.

Jeg så op på himlen i stedet. Mørke skyer var ved at formere sig, og det tydet på regnvejr. Det var også lidt synd, for det dækkede stjernerne. Jeg kunne nu ellers godt lide stjernerne, og det ville da være meget smukt, hvis jeg lige nåede at se stjernerne en sidste gang inden jeg døde. Alicia ville sikkert få vildt meget skyldfølelse.. Så kunne hun også lære det, den sæk. Jeg grinte af, hvor grimt jeg egentlig beskrev hende, før jeg døde. Måske er det skæbnen, at den stille pige, dør som en bitch? Jeg måtte ryste alle de tanker om, at han ville myrde mig, væk.

De holdt sig bare ikke væk.. De fortsatte som en slags tvangstanker. Man siger vidst også noget om, den der ikke frygter døden, har intet at miste. Så hvis jeg frygter den, har jeg vel noget at miste, eller hvad? Det tror jeg, jeg må tænke over senere..

Fact er bare, han kunne have en pistol. Og hvad hvis han tog stoffer? Hvad nu hvis han var kriminel? Okay, tæl. En, to, tre, vejrtrækning. En, to, tre..

Jeg valgte at se på ham, og opdagede, hvor overraskende tæt på jeg var. Halvanden meter, men han så lige frem, og gik videre, som om han ignorerede mig. Jeg bed mig i læben. Måske var det en advarsel om at holde sig væk. Jeg så mig over skulderen, for at tjekke til Alicia. Hun gav tegn til, at det var okay, ved at lave tommel op, så jeg begyndte igen at gå mod ham.

 

Han havde gået længere væk fra mig. Nu var han fire meter væk, så jeg småløb lidt for at indhente ham. Mine benmuskler arbejdede, og mine fødder traskede.

To meter væk fra ham – og han gik skam stadig – hjalp intet andet, end at kalde på ham.

 

”Undskyld?” sagde jeg lidt lavt, som om jeg var genert overfor ham. Ej helt ærligt Madison.. Genert? Tag dig sammen! Men uanset hvad, svarede han mig ikke, og fortsatte uafbrudt i samme retning.

 

”Undskyld mig!” råbte jeg, som om jeg beordrede ham til at stoppe. Men han lod som om, jeg ikke stod og råbte ad ham, og han begyndte faktisk at irritere mig mere end godt var.

 

Jeg luntede mod ham, da jeg ikke helt var sikker på, hvor hastighedsgrænsen lå i de stiletter. Men jeg var ikke et sekund i tvivl om, hans kondisko havde en langt højere én, så alt jeg håbede på, var, at han ikke satte farten op.

Men det gjorde han..

Jeg sukkede. ”Flot..” mumlede jeg for mig selv. Jeg var ikke meget for at løbe i bare tæer, men mindre for at se Alicias ansigt, hvis hun så, jeg ikke havde hans nummer, trods alle mine forsøg.

Så jeg satte mig ned, for at få mine stiletter af. Men jeg havde et vågent øje på ham hele tiden, og sørgede for, at han ikke bare forsvandt.

Det var nok den eneste dag, jeg nogensinde ville være så taknemmelig – som jeg var lige nu – over, at have højhælede med lynlås. Jeg havde dem hurtigt viklet af min fødder, og masserede kort mine hæle. Holdte dem begge i min ene hånd, og i den anden holdte jeg papiret og kuglepennen.

 

Jeg så hurtigt efter ham, og så tilbage, korrigerede en vej, og så løb jeg ellers med fuld fart mod ham. Der sad små sten i mine hårde hæle, og selvom jeg meget heller ville have løbet i græs, var jeg taknemmelig for, at slippe af med de pokkers sko, Alicia havde tvunget mig i.

 

”Hey! Du der! Vent!” råbte jeg, da han gik ind i en tunnel. Jeg løb så hurtigt jeg kunne klare, og pludselig stod jeg i midten af den. Det ekkoede tilbage, og jeg stivnede.

Da jeg gik ind i tunnelen, var jeg ikke bange, jeg vil næsten sige frygtløs, men da jeg så stod inde i den knald mørke gang, i gang med at forfølge en mand jeg ikke kender, som måske var farlig, indså jeg, hvor bange jeg egentlig var, og hvor hurtigt mit hjerte bankede.

 

Jeg så mig omkring efter ham, men der var intet at se. Det hele var mørkt. Det eneste man kunne se, var indgangen og udgangen. Og jeg var helt ærligt bange for, at han havde planlagt at dræbe mig her. Jeg måtte berolige mig selv med, hvor urealistisk det ville være, at han havde regnet med, jeg gik med ham her ind.

Jeg hørte fodtrin, og jeg var ikke sikker på, om jeg var tryg ved, at jeg vidste hvor han var, eller skræmt fra vid og sans over, at han stadig var herinde. Mit hjertes slag, var en ordre til mig. Endelig havde den snakket med hjernen.

”Løb.” ”Han kommer.” ”Vær bange.” ”Alicia fortryder sikker.” ”Løb nu.”

Jeg tog et par skridt baglæns, fordi jeg ikke vidste hvor han var. Men sidste sted jeg havde hørt ham, var uden tvivl foran mig. Jeg kunne ikke stoppe med at kigge fra den ene til den anden side.

 

”Hvor skal du hen?” hørte jeg en mandestemme sige, lige bag ved mig. Jeg gispede, han hørte det nok.

”Tonight I die.” tænkte jeg..

 

”Je.. Je.. Jeg ville bare... Det.. Jeg..” stammede jeg, og mit hjerte bankede. Jeg kunne mærke hans kropsvarme bag ved mig. Han var høj, højere end mig, men ikke så meget.

 

”Hvorfor har du løb du efter mig?” sagde han skummelt, og åndende mig i nakken. Kunne han se gåsehuden, der kom?

”Jeg så frygtelig gerne vide det. Er du en betjent eller sådan noget, for..”

 

”Nej, nej, overhovedet ikke!” skyndte jeg mig at sige, mens jeg vendte mig mod ham Jeg fandt ud af, han havde stået så tæt på, at da jeg vendte mig om, rørte mine modsigende hænder hans faste bryst.

Jeg så også lidt af hans ansigt i mørket. Han havde store øjne, og en lidt kroget næse. Han havde også nogle tynde røde læber. Og han var vidst femogtyve deromkring.

Pludselig gjorde han sine øjne smalle. Mistroisk.

 

Jeg sørgede for ikke at røre ham igen, og fjernede hænderne fra hans krop.

Den ene hånd lagde jeg ned langs siden. Med den anden kløede jeg mig i nakken, og så ned.

”Jeg.. jeg ville bare.. jeg skulle.. jeg skulle have dit telefonnummer.. men hvis du ikke vil.. det er okay hvis du ikke vil.. jeg mener, altså..”

 

”Det vil jeg gerne” hørte jeg ham sige, og smilte varmt. Jeg var overrasket over venligheden i hans stemme.

Den ene halvdel af mig sagde, at jeg ikke kunne forstå, hvordan jeg kunne have været så bange for ham. Den anden sagde, ”Det er et trick. Han dræber dig lige om lidt”.. Det var nok den 'kedelige' del, der sagde det.

 

”Virkelig? Jamen, okay. Her.” sagde jeg, og rakte ham papiret. ”Og her.” sagde jeg, mens jeg rakte pennen til ham. ”Hvis du.. gør det... så tager jeg lige dem her på igen..” sagde jeg tøset, og viftede lidt rundt med mine sko. Ad.

 

Men jeg satte mig i hvert fald ned, og begyndte at tage skoene på. Denne gang, var jeg ikke engang tæt på taknemmelig over lynlåsen. Det tog alt for kort tid, og jeg havde brug for noget tid, hvor jeg kunne tænke på, hvad jeg skulle gøre.

Det var også lidt uhyggelig, at skulle sætte mig ned nu. Det var i den position, han nemmest kunne overfalde mig,

Men hvis han intet ondt ville mig, kunne jeg jo bare gå nu. Gå tilbage til Alicia, og drille hende med, at jeg talte til ham, og fik hans nummer – uden problemer. Desuden ville jeg nok lige tilføje, at han var rimeligvis lækker.

 

”Her har du det. Jeg har travlt i morgen, men ring mandag, ikke?” sagde han, og smilte. Jeg nikkede.

”Selvfølgelig.” Han gik videre, og jeg begyndte at gå tilbage af.

Da jeg kunne se Alicia igen, og hun havde fået øje på mig, så hun spørgende på mig.

 

Jeg vidste, hvad hun ville vide, så jeg viftede med telefonnummeret. Hun jublede højt, og den dag, følte jeg mig – lige meget situationen – som dronning over hende. Jeg gættede på, at hun respekterede mig mere nu.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...