Even if I die

”Efter Madison kom til denne by, fik hun en ny veninde. Hende kaldte man Alicia. De var altid sammen, selvom Alicia på mange måder var alt for vild til Madison. Men de blev bedsteveninder inden længe, og Alicia kunne næsten få hende til alt. Det var uheldigt, for da hun ville have nummeret fra en bestemt fyr, gjorde Madison det modvilligt. Det nummer, ledte bare til problemer, og var starten på et problem, der aldrig kunne løses. For om hjørnet, lurede jeg..”

18Likes
80Kommentarer
1542Visninger
AA

5. Stemmen.

Jeg havde lagt alt tøjet i bunker, og foldet det sammen. De lå fint i min kuffert, og lå ikke bare krøllede sammen, og smidt over skulderen, som man nok havde troet. Jeg vil ikke lyve, så jeg må indrømme, det havde jeg prøvet. Det kunne bare ikke være der, og det fyldte mere end dobbelt så meget af det plads, jeg havde. Og jeg kunne hverken lade noget ligge, eller smide noget ud, så jeg måtte gå på kompromis med mig selv. Beholde alt tøjet, men være nød til at folde det alt sammen.

Det lå så yndefuldt, og fyldte så lidt. Det lå i små yndige firkanter, der var så små, så tynde. Fyldte så lidt.

Men heldigvis fyldte det lige præcis hele kufferten, så jeg trak lynlåsen hele vejen, og bar den ud i entréen. Det var nu dagen, jeg skulle af sted, og jeg havde hverken kontaktet Matthew eller Alicia, og skammede mig egentlig over, ikke at sige noget til dem.

Jeg var overbevidst over, at hun var ude i byen, og i fuld gang med at glemme at om mig, kysse med en masse fremmede fyre, og ryge en smøg med en tilfældig pige som 'hun mødte på strøget den anden dag'.

Og han havde vel et andet liv, som jeg intet kendte til. Vi havde den ene date, jeg knapt vil kalde en date, og det eneste indtryk, jeg nok gjorde, var at være en irriterende lille tøs, der spurgte for meget, og havde en stor kæft. Udover det, ville jeg ikke engang beskrive mig som en del af hans liv, på nogen måde anden måde end 'en bekendt'. Men alligevel følte jeg mig som en kujon overfor dem, og det virkede så unfair overfor dem, bare at lade som om, intet var hændt. Som om, de intet betød for mig, og aldrig havde gjort det.. Det virkede ondt.

 

Min mor kantede sig ud til mig. Hun stak sit lille hoved frem bag den store hvide væg, og den fik hende til at ligne en dværg, af en slags.

”Har du alt?” spurgte hun mig nysgerrigt, for at sikre sig, at jeg ikke glemte noget. Jeg gættede på, at hun ikke regnede med, at jeg kom tilbage hertil, før jeg var vokset ud af alt mit tøj.

 

Jeg nikkede som svar. ”Jeg har dobbelttjekket.” sagde jeg, og smilte anstrengt. Hun smilte bare venligt tilbage, som om hun lod som om, det var et helt normalt smil, jeg havde sendt hende.

Det irriterede mig, at hun var så ligeglad med mine rigtige følelser. Hun troede, hun vidste hvordan jeg havde det. Sandheden var, hun vidste, hvordan hun håbede jeg havde det. Så hun ikke behøvede at tænke mere over det, og sagen for lukket. Hvis alt bare var, som vi troede, ville alt jo være så enkelt.

 

Alt er bare ikke så enkelt, mor.

 

Jeg tog jakken på. Da jeg lynede, strammede jakken om min overkrop. Måske havde jeg taget for meget tøj på..?

”Og billetten?” spurgte hun igen. Jeg tog papiret ud af lommen, og viftede lidt med det. ”Happy now?” sagde jeg, og lavede et ironisk smil. Så stak jeg den ellers tilbage i lommen igen. Hun nikkede tilfredst, og så rundt efter, om der var nogle ting hun havde glemt at spørge om.

Siden hun ikke mindes noget, fortsatte hun bare den lidt ligegyldige samtale vi havde kørende. Det var lidt akavet, fordi hun så det som en samtale, hvor man lod som om, man så hinanden næste dag, for ikke at blive kede af det, men jeg så det som et løsladelses pergament.

”Hav en god tur.” sagde hun bekymret, sekundet før jeg smækkede døren i. ”Ja ja.” mumlede jeg for mig selv, og trykkede på knappen, for at den store boks, skulle køre op på tredje etage. Da den kom, udbrød den med et lille pling, inden at de store metaldøre åbnede sig for mig.

Før den begyndte at flyve ned mod stue etagen, skulle den lige op og runde fjerde etage, hvor en ældre kvinde stod og vendte. Hun havde sine børnebørn med sig, og tyssede på dem. Hun var nok pinligt berørt over, at de larmede samme.

Mig rørte det bare ikke. Hvis de kunne være glade, skulle de da være glade. Det ville jeg sgu også vælge at være, hvis det var en mulighed for mig lige nu. Endelig stoppede den ved stuen. Jeg trådte ud, og så tilbage mod den lille samling af mennesker, der stadig stod derinde.

 

”De skal nok ned i kælderen” tænkte jeg, og gik ud af den dør, der førte ud til gaden. Jeg mærkede en lille dråbe vand på min kind, som bare var som en øm berøring på min kind. Jeg tænkte ikke så meget over det, og fortsatte bare mod hovedbanegården, for at nå mit tog. Skønt det først kørte om en halvtreds minutter, havde jeg nok arvet det gen fra min mor, som gjorde, at jeg kunne lide at komme til tiden.

Jeg gik bare videre, og stak min hænder ned i mine bukselommer, og det strammede lidt om mine hænder. Det pressede også om mine hofter, så jeg gættede på, de var ved at blive for små. Ellers måtte de have været krympet i vask eller sådan noget pis.

 

Jeg så op mod himmelen. Skyerne var grå, og hang samme i en stor klump.

”Det trak op til uvejr.” sagde jeg for mig selv.

 

Igen.

 

De samme mennesketomme gader, jeg havde gået på for blot fire dage siden, var fyldt til randen, trods det dårlige vejr. Folk skubbede til mig med skuldrene, og de fleste undskyldte ikke en gang.

”Og de skal nok på arbejde” tænkte jeg, i mens jeg gik videre. For de fleste, var ti nok den korrekte tid at tage på arbejde på. Og man måtte respekterer, at når andre skulle tjene ind til føden, kunne deres gnavenhed godt gå ud over andre. Ikke, at jeg brød mig om det, men hvis jeg alligevel ikke kunne blive glad foreløbig, kunne det være det samme, om jeg også var irriteret.

Jeg så igen på det lille armbånds ur, min mor havde givet mig med i lommen.

Jeg skulle være der klokken elleve, det vidste. Min mor ville have, jeg skulle komme til tiden. At jeg skulle være tilbage til tiden. Og hun ville specielt sørge for, at jeg ikke bare skulle forsvinde.

 

Alison kommer og henter dig. Du får ikke lov at stikke af.” sagde hun, og grinte. ”Husk nu, at jeg ved bedst.”

 

Det gav min kvalme, at hun virkelig troede, hun var så klog på alt og alle. Jeg var ikke længere sikker på, at kliché replikken holdt meget længere, hvis hun fortsatte sådan. Hun er min mor, og jeg elsker hende. Det kunne diskuteres.

 

Jeg så busstoppestedet vise sig for mine øjne. Tænk, at jeg stod og ventede på bussen, der skulle køre mig til det tog, der skulle føre mig væk herfra. Tænk at jeg virkelig var på vej tilbage. Tænk at jeg havde givet op så hurtigt.

 

Jeg satte mig ned, og ventede på, at det store fartøj viste sig. Jeg ønskede både, at tiden stoppede, men også, og den fortsatte i en evighed. Samtidig. Jeg vidste, at der kun var fem minutter til bussen kom. Så kørte den til hovedbanegården, og før jeg vidste af det, ville jeg være hjemme, og forhåbentlig have glemt at om det her.

Det kunne man i hvert fald håbe, for hvis jeg ikke gjorde, ville det ødelægge mit liv. Det kunne man sige på forhånd.

Jeg valgte, at aflede tankerne, ved at tjekke min mobil. Jeg tændte den, og der kom en høj tone, da den startede op. Jeg måtte holde mine hænder rundt om den, for at dæmpe lyden, men den var stadig foruroligende høj. Jeg sendte et forlegent smil, rundt til alle dem, som stod og kiggede på mig, som om jeg var lidt skør.

 

Så så jeg tilbage i min mobil igen. Jeg tjekkede hurtigt klokken, og var ved at lukke den sammen, da en boks kom frem, for at give mig hjertestop.

 

”Et ubesvaret opkald fra Jeremy”

Jeg spærrede mine øjne så meget op, jeg ville have satset på, at de faldt ud.

”Hvorfor skulle han ringe til mig..?” spurgte jeg mig selv, og prøvede at fokusere på, at han havde ringet til mig.

Jeg hørte en lyd, sådan en lyd en bil laver, når den lukker gas ud. En lugt af benzin sneg sig ved ind i mine næsebor, og jeg sniffede den tid mig. Et eller ved lugten af benzin og gas gjorde mig så afslappet..

 

Shit.

 

Jeg rejste mig hastigt op, forskrækket over, at bussen kom så pludseligt. Chaufføren var lige ved at lukke dørene, og køre videre, men heldigvis så han mig, fare op. Han holdt lidt endnu, så jeg lige nåede at komme ind.

Jeg klippede, og gik længere ind i bussen.

Bussen var en aflang dobbeltdækker, men trods al pladsen, var det ikke én plads til mig. Så jeg valgte at tage fat i en jernstang, mens jeg ventede på, bussen nåede til sin endestation.

 

Hvorfor skulle han ringe til mig?

 

Jeg tænkte på mulighederne, men ingen virkede realistiske. Hvorfor skulle han ringe til mig?

 

Jeg mærkede, hvordan mangfoldigheden af mennesker, pressede mig til det yderst, og tydeligvis ud af bussen, som om man ikke var velkommen, og det var en kamp om liv og død.

”Flyt dig, din idiot!” råbte én af mig. Han gik mig allerede på nerverne, men jeg flyttede mig fremad, og ud af bussen. Jeg kiggede tilbage på min telefon. Min ensformige Nokia ringetone, føltes dæmpet, i midten af denne menneskeskare, og al snakken der var omkring mig.

 

Jeg tog den frem, og besvarede.

 

”Hej, det er Madison” sagde jeg, og afventede et svar.

Der gik lidt tid, og jeg overvejede, om det var nogen fra min gamle skole der lavede telefon fis med mig. Det var jo ikke umuligt, nu hvor jeg ikke gik der længere.

Jeg forestillede mig, hvordan de sad tæt af hinanden, og prøvede at holde deres grin inde. Jeg himlede kort med øjnene ved tanken.

 

”Hey..” hørte jeg ham sige. Hvorfor havde jeg ikke genkendt hans nummer?!

Jeremy! Alt i mig skreg efter ham. Min puls steg, og jeg sukkede. Pustede ind og ud. Hvorfor tænkte jeg stadig om ham, på den måde? Han havde ødelagt min liv, men han kunne vel også ordne det igen, ikke?..

 

Men jeg holdt mine tanker for mig selv. Der var tavshed i den anden ende. Fortrød han, at han havde ringet til mig? En masse personer, jeg ikke kendte, gik stadig ud af bussen. En skikkelse, stod bag dem alle.

Jeg kunne skimme nogen mørkebrunt hår, der blafrede i luften. Vinden blæste i min retning, og jeg kunne dufte ham.

Det tyndede hurtigt ud, og så så jeg ham. Han stod med en telefon mod øret, og kiggede mig dybt i øjnene.

 

Jeremy.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...