Even if I die

”Efter Madison kom til denne by, fik hun en ny veninde. Hende kaldte man Alicia. De var altid sammen, selvom Alicia på mange måder var alt for vild til Madison. Men de blev bedsteveninder inden længe, og Alicia kunne næsten få hende til alt. Det var uheldigt, for da hun ville have nummeret fra en bestemt fyr, gjorde Madison det modvilligt. Det nummer, ledte bare til problemer, og var starten på et problem, der aldrig kunne løses. For om hjørnet, lurede jeg..”

18Likes
80Kommentarer
1547Visninger
AA

6. Slutningen.

 

 ”Madison?” sagde han og så undrende på mig. ”Er det virkelig dig?” Han tog et skridt tætterne mod mig. Kæben hang på mig.

Jeg nikkede løst. Jeg tænkte ikke så meget over, hvor uhøfligt det egentlig var at spørge om. Han var jo kommet tilbage!

Tanken fik mig til at smile.

 

”Åh gud..” måbede han. ”Hvad er der dog sket med dig?” Mit smil falmede. Påstanden var ikke positiv. Samtidig var jeg forvirret over spørgsmålet.

”Havde jeg forandret mig?” spurgte jeg mig selv, og funderede over, hvad det var, han mente.

”Du kan ikke se det?” sukkede han opgivende. Jeg rystede anspændt på hovedet, men jeg så, at han rodede efter noget i sin lomme. Han trak sin telefon frem, og tog et billede af mig. ”Her.” sagde han, og rakte mig den.

I starten, forstod jeg ikke hvad han mente. Jeg lignede da mig selv? Det mørke bølgende hår, sad foran mine skuldre. Mine øjenvipper var tunge af make-up. Mine læber havde samme rødlige farve, og min hud var bleg, skønt kinderne blussede.

Men så måtte jeg tænke.. Hvad var det, han regnede mig for at se ud? Det var jo så længe siden, jeg havde hørt fra ham.

Mit før fyldige og glansfulde brune hår, plejede at skinne af skønhed, og dufte svagt af shampoo. Nu lå det godt tæt på fladt foran mine skuldre, og hårede skilte sig i flere lokker. Det var utrolig fedtet, og det stank lang væk af alkohol, bræk og røg. Jeg havde haft den samme make-up på i flere dage, og det lå klumpet på mine øjenvipper. Det var også glædet lidt ned af min kind, efter jeg havde grædt hos min mor. Det var udtværet, og sjusket, og gamle Madison, ville ikke have kunne tro, at dette var hende. Hun ville faktisk have peget fingre og grinte af denne her tøs, der tydeligvis ikke kunne finde ud af noget som helst, nogensinde. Jeg indså, hvor meget jeg egentlig havde ændret mig. Jeg foragtede mit eget spejlbillede, og hadede, dén jeg var før.. Eller hadede jeg den, jeg var nu? Det var svært at finde ud af, men sandsynligheden for, at jeg var blevet splittet i to dele, som kæmpede mod hinanden, virkede ikke direkte sindssyg som det så ud nu.

Jeremy gik med hastige skridt mod mig. ”Kæreste skat, hvem har gjort det her ved dig?” Hans rolige hånd kærtegnede mit kindben, mens han så bekymret på mig.

Hvem havde gjort det her ved mig?

Først forholdt jeg mig stille. Men så så jeg på ham, med et pludseligt bevidst blik.

”Dig”

Jeg hørte, han råbte efter mig i baggrunden. Men jeg løb væk fra ham, jeg måtte væk fra ham. Jeg måtte ringe til Alicia, fortælle hende, hvor meget jeg savnede hende, hvor meget jeg fortrød, hvilken stor idiot jeg havde været overfor hende. Tænkt, at jeg bare havde bedt hende om at gå. Det virkede så koldt på overfladen, men jeg vidste, hvilke stærke følelser, det enkelte ord indholdte..

Jeg hev – nok lidt for brutalt – min mobil op, og tastede hende nummer ind.

 

”Hej det her er Alicia. Jeg tager ikke telefonen lige nu, men du lægger bare en besked efter bippet!” hørte jeg for tredje gang. Jeg vrissede. Hvorfor tog hun den ikke?!

Et sekund overvejede jeg min næste handling. Men det ville jo nok være en god idé uanset hvad.. Han var jo på en måde en del af det.

Jeg trykkede tænksomt på talene, der var Matthews nummer. Så trykkede jeg hårdt, på den store grønne telefon rør, og han tog den inden det tredje bip begyndte. ”Ja, hvem er det?”

”Madison.” Jeg tog en dyb indånding. Prøvede at samle mig.. Hvorfor tog hun den ikke?

”Hej søde.” Han brød den isnende kolde stemme, han havde svaret mig med. Jeg trak kort i mundvigene.

”Hej Matthew.. Har du travlt?” Jeg kastede et blik over min skulder. Ganske som jeg havde forventet af ham, var Jeremy forsvundet som en nål i en høstak. Nurh, er man blevet forlegen over en afvisning?

”Ikke synderligt, hvorfor? Vil du mødes?” Jeg krammede mig selv, mens jeg funderede over det. Ja, jeg skulle nok have tænkt på, hvad jeg egentlig ville.. Så jeg tænkte hurtigt, og svarede ham.

”Ja. Skal vi ikke mødes på hovedbanen? Få en burger, eller sådan noget?”

”Jo da. Jeg er der om ti. Vi ses derovre!” Nu kom de manglende bib fra da jeg ringede og annoncerede, at samtalen var slut. Jeg gav mig til at finde en bænk, hvor jeg kunne vente på ham. Mon han troede, at vi skulle mødes på noget ala McDonalds, eller om han regnede med, at vi skulle mødes udenfor. Uanset hvad, hvis han skulle ind på banegården, ville han gå forbi her, og så ville jeg være sikker på at få fat i ham. Ja, det virkede klogt nok.

 

En skikkelse formerede sig. Jeg genkendte den. ”Matthew!” råbte jeg ad den. ”Matthew herovre!”

Mennesket vendte ansigtet mod mig. Et smil bredte sig, så det næsten nåede op til hans øjne. Han gik mod mig, så hans farvede trenchcoat blafrede lidt i vindmodstanden.

Hans lange ben bevægede sig hastigt mod mig. Hans rytme mindede mig om første gang, jeg havde mødt ham. Nu, var disse skridt bare på vej mod mig, og ikke væk fra mig. Vi havde ikke kendt hinanden i lang tid, nej, og derfra undrede hans venlige opførsel mig også.

”Søde, kære Madison!” Hans arme lagde sig langs siderne, og da han var kommet rigtig tæt på mig, fornemmede jeg hans imødekommende arme, der langsomt fald om min krop. Men i stedet for den varme følelse, af at kramme nogen i en svær tid, mærkede jeg den kolde fornemmelse, af en hviskende stemme mod mit øre. En stemme, jeg ikke kunne genkende.

Jeg så forvirret mod Matthew, som stadig bar det opmuntrende smil.

”Matthew?” spurgte jeg. Måske er Matthew sindssyg.. Måske skal man slet ikke mødes med folk, man møder midt om natten?

"Løb og gem dig, kanin." hviskede han, og aede blidt midt hår. "Jayden skal nok være lige bag dig."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...