Even if I die

”Efter Madison kom til denne by, fik hun en ny veninde. Hende kaldte man Alicia. De var altid sammen, selvom Alicia på mange måder var alt for vild til Madison. Men de blev bedsteveninder inden længe, og Alicia kunne næsten få hende til alt. Det var uheldigt, for da hun ville have nummeret fra en bestemt fyr, gjorde Madison det modvilligt. Det nummer, ledte bare til problemer, og var starten på et problem, der aldrig kunne løses. For om hjørnet, lurede jeg..”

18Likes
80Kommentarer
1543Visninger
AA

4. Nyheden.

 

”Sig mig.. Bor du i den her by?” sagde jeg og rørte lidt rundt i min smoothie. Matthew prustede, og slog lidt på lårene. ”På en måde” svarede han.

 

Jeg rynkede på brynene. Hvordan kunne han bo her på en måde?

Han så hurtigt, at jeg var forvirret, og begyndte så at forklare.

”Altså, jeg er lige flyttet herud, for at studere. Jeg ved ikke, om jeg vil flytte ind permanent endnu, men jeg mener.. Man lever vel i nuet?” sagde han, og smilte ømt. Jeg nikkede anerkendende. Men han gav mig alligevel lidt tid, til at få det løst i mit hoved, inden han fortsatte samtalen.

 

”Men laver du så her?” spurgte han mig så, og udviste nysgerrighed. Jeg smilte, mens jeg tænkte lidt over det. Det ville være underligt at svare, jeg ikke kunne koncentrere mig i skolen, på grund af min ekskæreste, så jeg var taget hertil for at drikke mig i hegnet, til at han var skyllet væk.

Men det kunne man jo ikke sige til en fremmed, kunne man vel?

 

”Jeg er oppe og besøge min mor” valgte jeg at svare ham, og tog et sug i mit sugerør. Den blendede frugt, flød rundt i min mund, og kølede tandkødet. Smagen af jordbær var frisk, men alligevel en kende for tør.

Han nikkede, og drak også noget af sin. Men mens han drak, stoppede jeg op, og så ham. Nervepirrende spørgsmål, sad på min tunge, og kæmpede for at komme ud. Jeg sank en klump, og trak vejret en enkelt gang. Så spurgte jeg ham om det.

”Hvad lavede du egentlig om aftenen i lørdag? Er du en form for kriminel? Hvorfor..” begyndte jeg, men stoppede mig selv midt i en sætning, da jeg opdagede, han sad og stirrede forbløffet på mig.

”Undskyld..” mumlede jeg lidt for mig selv, men håbede alligevel inderligt på, at han hørte det.

 

”Det er okay.” sagde han sagde. ”Men jeg ledte efter min tvillingebror. Det var ikke godt, at blive distraheret af nogen eller noget, for den sags skyld. Det er i hvert fald ham der er kriminel.. Og et par gange, har nogen taget fejl af mig.”

Jeg nikkede forstående. ”Men da vi nåede ind i tunnelen, hvorfor sneg du dig sådan ind.. på mig..” stammede jeg. Jeg følte, jeg bombaderede ham med spørgsmål. Udover det, havde jeg også lige beskyldt ham for at være kriminel, så jeg burde for længst have været gået over grænsen.

 

Men jeg måtte vide svarene.

 

Han tænkte lidt over spørgsmålet.

”Sådan noget, bør man altså ikke tænke over, det burde man vide” sukkede mit indre jeg af ængstelse, men alligevel sad jeg bare, helt stille, og afventede – utålmodigt. Utrolig utålmodigt – hans svar.

Kom nu plagede jeg ham. Sig det nu. Jeg sagde det selvfølgelig ikke, men på en måde, føltes det som om, han havde hørt det.

 

”Tja.. Jeg var nok ikke fuldstændig mig selv.” forklarede han, og så væk fra mig. Var han flov? ”Jeg havde nok drukket lidt.. og da jeg sagde det til mig selv, lød det lidt.. sjovt..” Han rømmede sig.

Jeg indså, at han skammede sig over, at have gjort mig forskrækket. Så vi var stille i nogen tid. Jeg tænkte, han havde brug for at samle sig. Vi sad bare, og drak vores smoothies.

”Er der mere tilbage at sige?” sagde jeg. Jeg havde selv en del spørgsmål, jeg ville stille ham. Hvorfor var han så venlig overfor mig? Var det normalt? Syntes han, det var irriterende, jeg spurgte så meget? Hvordan så han mig? Så mange spørgsmål, så lidt tid, og så lidt værdighed tilbage.

”Nej, ikke hvad jeg ved af.” sagde han, og rejste sig. Damn. Han trak stolen ind under det lille bord, og vendte sig om, på vej ud. ”Vent lidt.” sagde han. ”Jeg har faktisk et spørgsmål.” Måtte jeg så stille et spørgsmål?

”Hvem var din veninde, jeg så dig stå sammen med i lørdags?” Jeg sank en klump. Hvad skulle jeg sige? Det var min tidligere bedsteveninde, hende skal du ikke tage dig af. ”Hun var en ven.” sagde jeg. ”Hendes navn er Alicia.” Jeg stormede ud af caféen. Funderede lidt over, om han løb efter mig. Om han ikke også skulle hjemad. Og om jeg ville se ham igen.

Intet af det, havde jeg et svar på. Men jeg vidste, jeg havde fundet et nyt blødt punkt. Mit hjerte bankede. Hvert slag havde et navn. Alicia. Alicia, hvor er du nu?

 

 

Jeg låste døren til min mors lejlighed op. Hun havde givet mig den eneste ekstra nøgle der var. Lejlighed så tom ud, så jeg gættede på, min mor var på vej hjem fra arbejde.

Jeg hang min overtrøje på en knage, så jeg bare havde en top på, og så gik jeg ellers ud i køkkenet, og ville gå hen mod vasken, for at få et forfriskende glas vand. Det havde været hårdt at løbe hjem, specielt da jeg ikke følte, at jeg havde tid, til at stoppe op og vente på bussen.

Jeg var udmattet, og jeg skulle bare have den kolde væske, til at svøbe min mund ind i rent fryd.

Jeg drejede og hjørnet, der førte ud i køkkenet. Min mor stod og vaskede op.

 

var hun kommet hjem.

”Hej mor” mumlede jeg forpustet, og rakte ud efter et glas. ”Er det okay, jeg lige låner vasken? Jeg trænger sådan til et glas vand.” Hun flyttede sig, og jeg tændte hanen. Jeg begyndte at mærke efter, hvornår vandet blev koldt.

 

”Er du sikker på, at det er vand du vil have?” sagde min mor højt, tydeligvis for at overdøve det rendende vand. ”Mm..” sagde jeg, og begyndte at fylde mit glas. Da det var fyldt, slukkede jeg hanen, og trak lang det meste af vandet.

 

”Du har ikke lyst til noget vodka eller andet spiritus?” spurgte hun koldt. Jeg veg tilbage fra tanken om Alicia. Det var egentlig lidt klamt, at det var alkoholen der mindede mig om hende. Jeg mener, virkelig olmt.. Og alligevel måtte jeg ringe til den tøs.

Jeg hævede et øjenbryn, og vendte mig tilbage mod hende. ”Nej da.”

 

”Virkelig? For jeg fandt ellers den her tomme vodka flaske, og må jeg lige have lov at tilføje, at det ikke er min, og jeg ikke har drukket noget af den.” I starten var jeg lidt forvirret, og forstod ikke rigtig hvad hun mente.. Jeg havde da ikke drukket noget på det sidste? I hvert fald ikke her hjemme.

 

Men så kom hele aftenen tilbage til mig. Hvordan vi havde blandet det stærke alkohol med sodavandet, og havde været næsten sindssyge. Hvordan vi havde gået på gaden og holdt i hånden som et par ensomme lesbiske.

Mine øjenvipper blev vædet med tårer, straks jeg mindes hvor meget jeg savnede Alicia. Men jeg vidste, jeg måtte blinke tårerne væk, og glemme hende, bare i dette øjeblik. Jeg vidste, jeg havde problemer.

Min mor havde altid set mig, som den søde pige, og havde altid regnet mig for, at første gang jeg ville drikke alkohol, var som en fyrreårig dame, der drak et glas vin blandt venner og familie.

Den ønsketænkning føltes bare så langt væk nu, og jeg fik det dårligt over, at have trodset min mor.. Men helt ærligt – det kunne hun da ikke forvente af mig.

 

”Er der noget galt, skattemus?” spurgte hun med sin blide stemme, hun havde fået gennem årerne. ”Du ved, hvordan du kan fortælle mig alt.”

 

Jeg måtte holde igen for at fnyse af hende. Hun var det mest fordømmende menneske, jeg kendte. Hun var min mor, og jeg elskede hende højt, men hun var ikke en så god mor, som hun tilsyneladende gik rundt og troede hun var.

 

Jeg vidste ikke, om jeg skulle lade være med at sige noget, eller stikke hende en løgn. Jeg spekulerede ikke så længe over det, for jeg vidste, jeg nok ikke var den bedste løgner – specielt ikke, hvis jeg skulle til at uddybe den. Så jeg valgte at holde min kæft og vente på, at min mor gjorde arbejdet.

 

Hun var blevet så god til at gætte.

”Sødeste puttehøne, hvad er der dog galt?” sagde hun bekymret, og gik tættere mod mig. Jeg så ned i jorden. Hun strøg mig over armen.

 

”Jeg har nyheder” sagde hun, og smilte. Straks havde hun fanget min opmærksomhed, og et kort øjeblik så jeg interesseret på hende. Så så jeg væk.

Hendes smil falmede. Var det gode eller dårlige nyheder?

Hun strøg mig endnu over armen, og små forhøjninger bosatte sig i min hud.

”Du tager tilbage til skolen” sagde hun roligt.

Min reaktion var ikke engang tæt på, at være så mild og afslappet.

 

”Hvad?! Hvornår, hvorfor?! Jeg skal have mere tid, mor, jeg er altså ikke klar!” sagde jeg vredt, og lagde mig på hendes skulder.

Jeg slog armene om hende. ”Du rejser på onsdag. Jeg vil rigtig gerne have du skal blive her, men der er ikke okay. Du har det ikke så godt her, som du tror. Jeg vil næsten sige, at din tilstand er blevet.. værre..” hun sukkede, og klappede mig op ryggen. Begyndte at græde. Og jeg fortsatte.

Jeg græd bare, det føltes som om, jeg gjorde det for ingen, og alligevel alle i hele verden.

Hendes skulder var våd, det mærkede jeg mod min kind. Kinden var også blevet våd, og jeg mærkede, hvordan jeg var på vej mod den helt store tur. Tænk at jeg skulle forlade alt det her, midt i alt det her.

 

På en måde var glad for at skulle slippe det hele, og måske bare glemme det hele, men på den anden side, var jeg også klar til at dræbe alt og alle, der prøvede at trække mig væk fra det her sted. Det omfattede min mor.

 

”Jeg.. jeg er bare ikke klar.” snøftede jeg, og blev liggende. Jeg havde min mor. Min mor var alt, jeg havde.. min egen personlige bøddel.. perfekt.

 

”Det kan måske føltes sådan, men jeg kender dig, og jeg ved, at du..”

 

”Mor?” afbrød jeg hende. ”Holdt kæft.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...