Even if I die

”Efter Madison kom til denne by, fik hun en ny veninde. Hende kaldte man Alicia. De var altid sammen, selvom Alicia på mange måder var alt for vild til Madison. Men de blev bedsteveninder inden længe, og Alicia kunne næsten få hende til alt. Det var uheldigt, for da hun ville have nummeret fra en bestemt fyr, gjorde Madison det modvilligt. Det nummer, ledte bare til problemer, og var starten på et problem, der aldrig kunne løses. For om hjørnet, lurede jeg..”

18Likes
80Kommentarer
1545Visninger
AA

3. Faket.

 

”Du skal da ringe til ham!”plagede Alicia mig. ”Hvis han er så lækker, som du går rundt og siger, er han altså en keeper, og desuden, lød han da sød?”

 

”Ja, I know! Men han sagde altså 'Er du en undercover betjent eller sådan noget pis, for..' Og du ved jeg ikke er til de der sindssyge typer!” Grinte jeg, selvom jeg vidste, det var alvor. Hun var ikke tilstede, lige dér, hun var ikke helt med til det.. Et eller andet siger mig bare, hvis hun havde været der, havde det været det samme alligevel.

 

”Hør, hvis du ikke ringer til ham, gør jeg det altså.”sagde hun irriteret, og pegede på sig selv, får at markere. ”Der er ikke mange er sådanne fyre tilbage”

Jeg fnøs. ”Der alt for mange.. Jeg mener, kriminelle typer, der spiller søde, fordi de vil i bukserne på én.” sagde jeg irriteret. ”Bliver man 'fanget' af sådan en, er det ligesom at være en hjemløs, radmager luder, bare uden pengene.”

 

”Jamen, så må jeg jo være en hore, fordi jeg ringer til ham!” sagde hun, og begyndte at taste talene ind. ”Hvad var det nu, de to sidste tal var? Tre og tres eller tre og halvtres?”

 

Jeg rev telefonen ud af hendes hånd. ”Du ringer ikke til ham. Hvis én af os to skal..” sagde jeg, desværre generet af hende, og pustede ud. ”.. skal det være mig.”

 

”Sådan skal det lyde!” sagde Alicia.

 

Jeg tyssede på hende, men hun kunne ikke lade vær med at grine. Jeg rullede øjne af hende, mens jeg aflyttede telefonens bibben. Efter tyve sekunder, tog jeg hoved væk fra røret, og lagde telefonen ned.

 

”Han tager den ikke.” sagde jeg, og trak på skuldrene. Jeg prøvede intenst at skjule hvor lettet jeg var, men hun tog hurtigt telefonen ud af min hånd, og begyndte på, at finde en måde, at få ham til at tage den.

 

”Du har sikkert tastet et eller andet forkert ind, spade.” mumlede hun, og tog den op til munden. ”Hallo? Hallo, er der nogen?” Pludselig begyndte hun at smile..

 

Shit..

 

”Shit, shit, shit, shit, shit..” sagde jeg til mig selv, med en hånd foran munden. Jeg havde glemt at lægge på. Og nu havde han taget den!

 

”Hej Jayden, det her er Madison.” sagde hun sukkersødt, og begyndte at lege med sit hår. ”Ja, det var mig fra i lørdags. Jaja, jeg har det fint, tak skal du have.” fortsatte hun, og begyndte at gå rundt.

 

”Hvad siger han?!” hviskede jeg trængende. Men hun lagde bare en finger på mine læber. ”Mødes på Joe's? Selvfølgelig, hvornår? Om en time? Ja, jeg skal nok være der. ” sagde hun flirtende.

Hun gav mig en tommel op, men jeg var tættere på at stikke hende en lussing, end hun nok troede.

 

”Må jeg tage en ven med? Tak. Ja, hun hedder Alicia, super sød tøs. Ja, selvfølgelig, vi ses skat, møs møs. Hej.” Så lagde hun på. Min blik sad fast på hendes ansigt, men hun stod bare, og smilte selvtilfredst. Jeg sendte hende et gustent blik.

Hun lagde bare telefonen på sin plads. Så gik hun tættere på mig, og hun åbnede mund. Hun skulle sikkert lukke mere lort ud.

”Så kan vi godt sige, du er tilgivet, for at gennemtæve min lever.” Hun lo tilfredsstillet.

 

Min højre hånd dirrede. Den ville give hende en lussing, gennemtæve hendes ansigt, så hun aldrig kunne tale igen, se igen, og bare skulle stå og høre på mig brokke mig over hvor dumme drenge var, i stedet for at opsøge drenge.

 

”Årh, er man jaloux?” sagde hun til mig, og talte til mig, som om jeg var et latterligt lille barn. Det her var omsonst. Hun var tydeligvis barnet her.

Men jeg holdt mig ikke længere tilbage, for at vise, hvor barnlig hun var. Måske ikke den rigtig måde, men når man får en lussing, er det for det meste ikke helt uden grund.

 

”Er du sindssyg?!” råbte jeg af hende, og jeg håbede på, at det var højt nok til hendes ører begyndte at bløde. Desværre gjorde de ikke. Men hun sagde ikke noget.

Mit åndedræt var studst, og jeg lukkede mine øjenlåg i.

Prøvede at slappe af, for jeg vidste, af de næste ord, der forladte mine ord ville have en meget stor betydning.

 

”Alicia, vi har haft et langt meningsfyldt forhold.” Jeg sank en klump. Jeg havde på fornemmelsen, at hun fnyste. Men det ville jeg ikke tænke på. ”Og jeg har været irriteret på dig tit, meget tit.” Jeg så væk fra hende.

”Alt skulle være spændende, alt skulle være sjovt. Du skulle altid være så fucking kæphøj, og nogle gange gjorde det mit liv til et helvede.” Jeg tog et hjerteslag af gangen. Det her måtte ikke ryge ud, som noget useriøst.

”Men jeg synes bare, du skulle vide, at jeg gerne vil have.. at du skal..” Mine håndflader var svedige, og mit uglede hår var helt vådt. Mundvandet svømmede rundt inde i min mund, men så slugte jeg det, og det røg ned i min hals. Det var lunkent, og lidt tykt. Lidt vammelt, ja. Jeg knyttede næven.

 

”Gå.”

 

Alicia spærrede øjnene op. Tilsyneladende overrasket. Hun havde måske forventet jeg skulle svine hende mere til. Men jeg var ikke som hende. Og det ønskede jeg heller aldrig at blive.

 

”Virkelig? Det er slutningen? Det er dine sidste ord til bedsteveninde?” sagde hun, som om hun prøvede at forstå. Jeg nikkede.

 

”I så fald.. Fuck dig.” Så tog hun sin jakke og gik. Hun lukkede ikke døren, så jeg kunne høre hendes fjerlette trin på vej ud til elevatoren. Jeg hørte også, hvordan hun gik ind i den, og forsvandt. Så overvejede jeg, om jeg gjorde det rigtige.

Skulle jeg løbe ned og stoppe hende? Nej, det var ikke spørgsmålet. Ville hun gøre det for mig? Jeg smækkede døren i. Gik hen, og faldt sammen i sofaen.

 

Ville hun gøre det for mig?

 

Jeg indså, at jeg knapt kendte denne pige. Trods vores små skænderier, og hyggelige stunder, havde vi nogensinde snakket seriøst? Vi kendte hinanden, ja. Vi kendte yndlings sang, mad og farve. Var vores forældre til stede, var opførelsen ren rutine, så de ikke tog os fra hinanden. Men hvad vidste jeg egentlig om hende?

Og var det for sent, eller for tidligt, at jeg gjorde det forbi?

 

Jeg skulle ringe til nogen. Jeg skulle snakke med nogen. Jeg fandt telefonen frem. Tastede et nummer ind. Og ringede op. Måske var det en dum idé.. Mine to stemmer diskuterede igen, men jeg så ingen som den fornuftige. Så jeg lyttede til min værdighed, og ringede ikke til Alicia. Men..

 

”Hej, det er Matthew.” sagde mandestemmen fra nogle aftner forinden.

 

Matthew? Oh shit..

 

”Hej Matthew, det er mig, Madison. Hende fra i lørdags? Du fik vidst aldrig fat i mit navn..” mumlede jeg. Havde Alicia bare faket hele sammentalen?

 

”Oh, hej Madison.” sagde han overrasket. Jeg sank en klump.. Hvad skulle jeg svare ham? Jeg måtte virkelig være en smule socialt hæmmet.

 

”Ja, hej. Jeg tænkte på.. om du ville.. du ved..” stammede jeg.

 

Vis Alicia, at du ikke er en tøsepige!

 

”Tage en smoothie eller sådan noget på Joe's ” sagde jeg, så selvsikkert som jeg kunne. Forhold dig roligt.

”Jo, jeg har skam ikke travlt, hvornår?” spurgte han. ”Har du tid 13.30?” spurgte jeg flirtende.

”Tjo, det har jeg vel.” Han reagerede ikke på det.

”Så ses vi der.” sagde jeg irriteret.

 

”Hej.” svarede han tørt. Så lagde han på.

 

Hvad fanden havde jeg gang i? Prøvede jeg at gøre Alicia sur? Det ville være virkelig barnligt.. Måske var det også det jeg var?

 

Barnlig.

 

Jeg smagte på det. Måske var det dét, jeg var.. Lige nu, var jeg meget forvirret. Barnlig. Det kunne da godt være?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...