2. Verdenskrig

Det her er en idé jeg har fået da jeg så ´Hvidstensgruppen´ Jeg har lavet den om men navne osv indgår måske!:) Håber i vil tage jer tid til at læse den!:)<3 ENJOY!;) Xxxx

0Likes
1Kommentarer
358Visninger
AA

1. Nogle skal dø for at andre kan leve

 

Smerte. Alt hvad jeg kan føle er smerte. Og så selvfølgelig håb. Håb om at en eller anden tosse får den vanvittige idé at løbe ud foran mig idet de tyske soldater skyder. Et håb om at min lille dreng en dag bliver voksen og god og vil ære sin far. Vil huske ham som noget godt. En helt. Et håb om at jeg ikke står her med blodet løbende ned over det sår i min hånd, som en tysker gav mig før, men at dette blot er en drøm og jeg lige om lidt vågner ved lyden af min søns stemme. Jeg ved det er umuligt, men jeg kan altid håbe. Jeg kigger over på min kone som står med rædslen malet i øjnene og tårerne løbende ned ad kinderne. Hun giver mig et kram og kysser mig inden de tyske soldater tager hende og min søn, Niels på 3 år, med ud. De skal ikke se når jeg skal dø, her sammen med de andre 6 fra min grupper. Min sabotage gruppe som blev opdaget og dømt til døden alle sammen.

 

 

 

Jeg hører min søn græde og se han vrider sig fri af min kones greb, Finder balancen og styrter over til mig. Jeg holder ham tæt en sidste gang inden tyskerne begynder at flå i mig. Jeg skynder mig at sætte Niels ned inden der sker ham noget og rejser mig op og skjuler de tårer der sidder i mine øjne. Nu er blodet for alvor begyndt at løbe men det kan være lige meget om 2 minutter. Jeg ser min kone og mit barn blive genet ud ad døre og pludselig falder et par tårer. Jeg kaster mig på knæ og beder bøfaldene og nådighed. De bander bare af mig på tysk, hiver mig op og hænger mine hådjern fast i en pæl så jeg ikke kan røre mig særligt meget.

 

 

Jeg kigger hen på den skytte der står overfor mig og idét farer en underlig tanke igennem mig. Hvorfor henretter de os indenfor. Og hvorfor med pistoler og ikke bare med gas som de andre? Igen kan jeg mærke håbet fare igennem mig, men kun indtil jeg hører den tyske officer råbe ordrer og jeg kan se tyskere stille sig op med pistolerne klar.Nogle skal dø for at andre kan leve. Den sætning har jeg beroliget mig selv med op til flere gange nu, og jeg kan mærke den ikke hjælper mere. Jeg kan bare håbe at min søn kommer til at vokse op i et godt samfund i modsætningen til os. Hvis jeg skal dø for at min søn kan vokse op i en bedre verden hvor folk ved det er dumt at dræbe, så skal jeg være den faste til at skyde mig selv. Jeg fælder nogle tårer ved tanken om min son. Jeg ville ønske jeg kunne se ham vokse op og  være sammen med ham. Være der ved hans første skole dag, hans første kæreste, hente ham når han står som 17-årig og har drukket for meget, hjælpe ham med at få kørekort og vigtigst af alt. Være der og se hans børn vokse op.

 

 

 

Mine tanker bliver afbrudt af officeren der siger:''Eins, zwei, DREI!'' Og idet samme kan jeg høre en høj lyd efter fulgt af en stor smerte lige præcis der hvor mit ''Tørklæde'' hænger. Jeg tager et sidste kig på min søster på jorden hvorefter jeg falder om og ryger ned på gulvet med min nabo over mig. Jeg kan høre nogle høje stemmer og så begynder min krop at gå amok. Det føles som om der i et par sekunder er smerte over det hele. Min hals, lunger, ben, arme ja bare min krop i det hele taget brænder, men fryser alligevel på samme tid. Og så...Intet. Ingen smerter kun sød musik og engle stemmer. Så lukker jeg øjnene for sidste gang.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...