Dear Blue Sky

Dette her er mit liv. Ingen overdrivelser, ingen underdrivelser. Hver en begivenhed og følelse har udspillet sig i det hul, jeg tillader mig selv at kalde mit liv. Ingen kender denne side af mig, hverken min familie, veninder eller noget andet menneske på jorden end jer, læsere. Dette er et typisk teenageliv. Typisk for mig i hvert fald. I denne historie vil du kunne følge min rejse gennem teenage årene, opturene, nedturene, drenge, druk og alle de problemer der er i en teenagers lorteliv.

3Likes
1Kommentarer
442Visninger

1. Fortid

Morgen. Jeg indåndede den tunge lugt, fra det fugtige værelse. Sommeren havde sat sine spor på mit værelse, og jeg lå helt fugtig i min seng. Varmen havde lært mig at vende dynen, så den kolde side vendte mod min varme hud og min krop fik en behagelig temperatur igen. Sommerferien havde ikke været noget specielt for mig i år. Men alligevel følte jeg mig som verdens lykkeligste pige, at have fået tildelt en tid væk fra skolen. Selv hvis det betød at jeg sad hele dagen på mit værelse og gemte mig, mens jeg hørte musik og spiste, mens sommersolen bagte på de andre børn der løb rundt ude på vejen og havde det sjovt og var lykkelige. Jeg så ned på mine fødder, der tittede op af dynen, der var blevet en tand for lille til min krop. Varmen var ubærlig, og jeg satte mine varme fødder ned på det lyse trægulv mens jeg fumlede mig frem til mine briller der lå på bordet. Jeg stilte mig foran spejlet, og stirrede intenst på mit ansigt. Og lavede den daglige morgenrutine. Jeg mindede mig selv om alle de fejl, jeg havde. En pige med skæve briller, klasket hår og buttet pige kiggede tilbage på mig, med et bedrøvet blik. "Dine briller sidder altid så skævt, Laura" sagde jeg og vendte kinden til og studerede den modsatte side af mit ansigt. "Dine rander er så dybe... det helt vildt. Og den lille røde plet, irriterer mig. Så meget. Dine øjenbryn eksisterer ikke? Din ansigtsform... det jo en kasse! Du fandme så skide grim, Laura... det ikke noget ubesvaret spørgsmål at du ingen venner har, at ingen drenge kan lide dig, at din familie hader dig. Du er jo en skændsel" sagde jeg til mig selv. Jeg satte mit leverpostejsfarvede op i en hestehale uden at fjerne blikket fra mit mislykkede ansigt, i spejlet. I dag var på en måde en speciel dag, og på en måde ikke. I morgen skulle jeg starte i skole, og vende tilbage til alle de velkendte ansigter. Men til gengæld følte jeg at jeg havde spildt hele ferien... Imens alle andre havde det sjovt, spiste is, var sammen med vennerne, blev jagtet af alle drengene... der sad lille Laura med brillerne på sit værelse og spillede kort med sig selv og forblev lige så bleg, som der hvor andres bikini-dele havde siddet. Var det virkelig det her liv, jeg ville leve? Bestemt ikke... Når men jeg skulle starte på den nye skole, så skulle det hele nok ændre sig. Det hele ville blive okay igen, jeg ville leve livet som alle de andre. Drengene skulle gå efter mig. Pigerne skal alle ville hænge ud med mig! Jeg vil være perfekt. Tanken gjorde mig helt glad. Jeg satte mig på computeren med min mave boblende af håb og glæde, og så at min chat-veninde Caroline var online. Jeg elskede hende af hele mit hjerte, for hun var den eneste veninde jeg rigtig havde og som forstod mig og mit liv som ingen andre, hun kendte alt til mine venner, familie, problemer og drenge i mit liv. Jeg fortalte hende alt, og hun var som en søster for mig. - Jeg skrev til hende, at jeg havde tænkt mig at det hele skulle gå sådan, det hele skulle blive okay. Det hele skulle blive okay igen. "Du ved godt, du ikke kan se sådan ud og få sådan et liv ik'?" skrev hun og mit hjerte dumpede ned i maven på mig, den følelse der fulgte mig med lykke var blevet til en kæmpe blyklump der faldt ned med et brag i min mave. "Hvad skal jeg ændre?" spurgte jeg med en ny opstået nysgerrighed, og mærkede mine fingre brænde af desperation. Hun forklarede mig at jeg skulle droppe brillerne, få kontaktlinser. Farve mit hår blond, for det var det drengene gik efter! Droppe mit lidt punker-agtige tøj... Gå med push-up! Bruge make-up!" Hun kom nærmest med en hel roman om, hvordan jeg skulle ændre mig for at tilpasse sig de såkaldte normales verden. Den nat faldt jeg i søvn med en million tanker, og med en milliard håb i mine drømme. Jeg glædede mig som sagt, slet ikke til at begynde i skolen igen. Alle drengene var nogen rigtige svin, ærligtalt. Jeg husker at de alle kom med bemærkninger om min urene hud, om jeg var emo, klam, grim og med alle mulige væmmelige ting om mine forældre. Jeg husker ligeså tydeligt at sidde i klasseværelset, og lave mine lektier. Mens jeg havde mit hvide head-set på, og hørte igennem min heavy-metal at de kaldte mig alle mulige grimme ting og grinte hånligt af mig i mens jeg skraverede løs på mine engelsk opgave, med et eneste håb at få tiden til at gå, så jeg kunne komme væk. Væk fra det her her. Så det her er en kort udgave af mit såkaldte liv i årene 2.-6. klasse. Men så vendte tingene 180 grader, og alt ændrede sig mere end jeg nogensinde havde kunne forestille mig som den lille bebrillede pige der sad alene på sit værelse med nudler og så Harry Potter jeg engang var. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...