The road back to you - 1D

Valerie Hudgers er en normal pige som bor hos sine plejeforældre Lemona, og luke. Hendes mor døde ved fødslen, og hendes far forlod hende, troede hun ihvertfald. En dag for hun et brev fra Lemona, og luke. De havde gemt et brev fra hendes far som bevidste han ikke frivilligt havde efterladt hende, og der blev hun sikker. Hun måtte ud og finde ham. Tale med ham, og på rejsen møder hun de sjove dejlige drenge Louis, Zayn, Harry, Niall og Liam. Vil de hjælpe hende med at finde hendes far? bygger de et venskab op, og for nogen af dem følelser for hinanden?

8Likes
7Kommentarer
2279Visninger
AA

4. I cry because of my mom

 

Jeg vågnede næste morgen ved at solen stod lige ind af vinduet, og ind på mit ansigt.

Mit ansigt trak sig sammen i en træt grimasse, og jeg åbnede mine øjne langsomt for at vende mig til lyset.

Alt fra igår kom frem i min hukommelse. Jeg kunne huske jeg var kommet til england for at finde min far som nu boede her i England.

Jeg gabte kort, og satte mig op.

Mit blik kastede sig træt rundt på det store hvide værelse før jeg sløvt rejste mig fra sengen der ellers så så indbydende ud lige nu.

Mine ben tvang mig til at tøffe hen til walk-in-closet, og se efter noget tøj.

Endnu et gab trængte på, og fik lov til at komme ud.

Min hånd gled træt igennem mit hår, og som i sikkert har regnet ud, er jeg ’ikke’ a menneske.

Mit trætte blik gled igen rundt, og fik så øje på min elskede blomstrede blazer som jeg hurtigt satte sammen med endnu et par hvide shorts, og en sort t-shirt(Billede i den kommentar)

Den Blazer var virkelig en af mine ynglings, Jeg havde set den i en butik og var straks faldet for den.

Jeg skiftede sløvt fra nattøj til min blazer, t-shirten, og shortsne og satte derefter mit hår op i en rodet knold for så at se rundt på værelset igen.

Mit blik endte på min hvide iphone så lå med skærmen ned mod det lyse natbord med det flotte cover omkring den.

Det var en farvet elg på et hvidt omslag, og det passede rigtig godt til det.

Efter at have kigget på min iphone i lidt tid besluttede jeg mig så for at få noget morgenmad så jeg tog min Iphone, og gik hen imod hoveddøren.

Jeg tog kortet til hoveddøren hvilket fik alt lys til at lukke ned, og fik så mine sorte converse på, og gik ud af døren, som jeg lukkede efter mig så det sagde klik.

Mine skridt var hurtige så jeg var hurtigt nede af gangen, og havde trykket på knappen med en pil der pegede ned af så den lyste ud med et svagt guligt lys.

Plinget kom, og dørene åbnede sig som om de var trætte.

I elevatoren stod der en lille pige sammen med sin storebror der sikkert kun var en smule ældrere en mig.

Jeg trådte ind i elevatoren og kunne mærke drenges blik mod min nakke da jeg kiggede på dørene der lukkede, og elevatoren begyndte at kører igen.

Da hans blik ikke stoppede med at stirre på min ryg vendte jeg mig om og så på ham.

Han sendte mig et tandpastasmil da han så jeg kiggede på ham, og jeg smilede meget kort tilbage.

Han var nu egentlig rimelig lækker.

Brunt pjusket hår som så ud til at være morgenhår, Nogle tiltrækkende brune øjne som man kunne svømme i, og et smil man ikke kunne stå for.

Gad vide om han godt kunne lide farven brun.

Sære tanker Val!

Smid dem væk på et bord, og efterlad dem der!

Det var godt Valerie!

Suk jeg var sær på nogle tidsunkter... Men hey hvem er ikke bare lidt sær?

Jeg smilede kort, og så ned mod gulvet da plinget lød, og jeg gik ud igen med drengen, og hans lillesøster lige i hælene.

Jeg gik hen til resturanten og fik en bord.

Jeg fik det beeedste bord i verden!

Seriøst!

Bordet skulle åbenbart være det lige ved siden af de fem drenge jeg havde prøvet at undgå.

Kunne de give mig et bord hvor de fem personer ikke sad lige ved siden af mig?

De havde allerede fniset af mig, og vækket mig mens jeg sov.

Det er så.. urrgh irriterede.

Man skal ikke vække mig når jeg sover men jeg skal jo spille den søde pige i flyveren ikke!

Det tog lidt tid men så fik jeg endelig bestemt mig for Jeg bestilte nemlig en god gammeldags engelsk morgenmad.

Uhm jeg elsker allerede englands mad.

Hvad med deres butikker?

Jeg fik rimelig hurtigt den mad jeg havde bestilt og de drikkevarer der hørte til.

Man kunne vælge imellem juice, og kaffe eller kakao og juice og hvis jeg skulle overleve denne her dag skulle jeg have kaffe!

Jeg tog en slurk af den cappochino jeg havde bestilt til det.

Jeg sad og spiste da jeg begynder at smuglytte på hvad de fem drenge taler om.

Et eller andet band, og den pige i lufthavnen de mødte.

Erhm.. Kan drenge ikke kende en piges ansigt... eller hendes navn for den sags skyld.

Suk.. Forhelvede da.

Drenge er umulige.

Og nej det kommer jeg aldrig til at tage i mig.

På ære.

Jeg kunne mærke de så på mig, og sendte dem så et irriteret blik.

”Undskyld men du tabte det her i elevatoren igår”

Kommer det fra blondie som sidder som en af de tætteste på mig.

Jeg ser på det han har i hånden.

Det er et billede af min mor, og min far.

Min mor var højgravid, og havde sit hår oppe i en løs sillebensfletning, og hendes blå øjne lyste mens hendes kastanje brune hår var glansfyldt, og smukt.

Min far har lysere, og kortere hår end min mor, og hans øjne er mørkegrønne mens han ser på hende med stort smil på læberne mens hans blik er fuld af kærlighed.

Et svagt smil gled frem på mine læber.

Hvordan kunne lægerne have vidst at min mor havde en sjælden sygdom i livmorderen så jeg skulle skæres ud?

Hvordan kunne de vide at min mor var nød til at dø for at jeg kunne leve.

Lige pludselig blev mit syn sløret, og jeg vidste at tårene var sat igang.

Det billede fik så mange følelser frem i mig at jeg fik helt ondt indeni.

”Hey ikke græde”

Kommer det hurtigt fra blondie igen mens han hurtigt slår armene omkring mig.

En pige han knapt nok kender græder lægger han bare sådan lige armene om.

Jeg så helt underlig ud, og min svage mascara var sikkert allerede helt nede af mine kinder.

Tårene kunne bare ikke blive inde, og et svagt hulk kom ud.

På en eller anden måde hjalp det at Den blonde dreng sad og vuggede mig frem og tilbage med armene om mig.

De fire andre begyndte at beskylde hinanden for hvem der fik mig til at græde.

Men det var ingen af deres skyld.

Det var min egen.

Det var mig der fik min mor til at dø, og det var mig der absolut skulle overleve.

Jeg ville hellere dø end at min far skulle miste sin helt store kærlighed.

Jeg bebrejdede mig selv selvom jeg hele tiden fik afvide det ikke var min skyld.

Jeg tørrede mine øjne hurtigt men tårene blev ved, og hulkene blev langsomt flere, og flere, og det endte med at blondie flyttede sig for at et par arme løftede mig op, og bar mig hen imod elevatoren.

Eller det var mit gæt for jeg græd bare ind imod personens skulder.

Forhelvede da en tudeprinsesse du er Vallie.

Hold kæft du er svag Valerie!

Sagde en stemme inden i mig.

Ja jeg var svag.

Men jeg følte jeg havde brug for det.

Jeg havde brug for at komme ud med tårene, ud med følelserne.

Jeg kunne høre plinget i det fjerne samt svage stemmer.

Jeg kunne hører en dør blive åbnet, og derefter lagt ned på noget blødt.

Jeg græd stadig svagt, og kunne mærke noget blive lagt over mig inden jeg faldt helt i søvn.

 

 

 

Jeg vågnede med en stor hovedpine da jeg åbnede mine øjne.

Jeg satte mig langsomt op for ikke at gøre min hovedpine værre.

Jeg så langsomt rundt, og så et glas vand stå på natbordet ved siden af mig.

Jeg så videre på det lille bord, og der lå en panodil ved siden af glasset.

Jeg tog forsigtigt panodilen i munden, og drak vandet så jeg samtidig sank panodilen.

Jeg kunne hører en rømme sig henne ved døren, og jeg så derhen.

Lia...Louis stod henne i døren, og sendte mig et svagt smil.

”Har du det bedre?”

Jeg kom pludselig i tanke om hvor jeg var.

Jeg var ikke på mit eget hotelværelse.

Jeg var i et andet hotelværelse.

Det her lignede mere en lejlighed end et hotelværelse.

Idet går det op for mig hvorfor jeg er her.

Jeg havde grædt.

Foran de drenge endda.

Jeg sukkede kort, og nikkede så før jeg svang benene ud over kanten.

”Du har sovet i et par timer. De andre drenge er ude i stuen”

De andre drenge.

Selfølgelig var de her også.

Jeg nikkede meget langsomt, og så op på ham før jeg åbnede min mund.

”Undskyld”

Sagde jeg hæst, og kunne mærke min stemme var svag, og skrøbelig.

”For hvad dog?”

Spørger han roligt.

”for.. For at blive sur i elevatoren, og at jeg har været til besvær her i morges. Det billede... Det mindede mig bare om noget jeg ikke vil mindes om”

Svarede jeg har langsomt og, og svagt.

Jeg sank en klump, og så ned i mit skød hvor jeg pillede usikkert ved mine negle.

Jeg kunne mærke han satte sig ved siden af mig, mens han tøvede lidt.

”Det er helt okay hvis du ikke vil fortælle det men jeg er meget nysgerrig over hvad det billede mindede dig om, og hvor jeg mener jeg har set dig før”

Jeg smilede svagt.

Han kunne da genkende mig en smule hvis man kunne sige det.

”Jeg er Valerie... Hende fra Lufthavnen...”

Starter jeg ud, og kan mærke han kigger længe på mig.

”Seriøst... Valerie fra lufthavnen virker meget anderledes end dig..”

Kommer det fra ham.

Jeg griner meget kort, og svagt.

”Jeg... Det syntes jeg også selv... Men jeg har et temprament der er værre end satan...”

Jeg ser langsomt op på ham, og ser ham smile svagt.

”Og det med billedet?”

Lyder det fra ham.

Jeg synker en klump, og tager en dyb indånding.

”Min mor døede ved min fødsel da hun havde en sjælden sygdom i livmorderen og hun valgte at dø for at jeg kunne leve. Min far forlod mig da jeg var... 3 år. Min far gik i krig, og jeg kom i plejefamilie hos mine nyværende ’forældre’”

Jeg så igen ned.

”Jeg er den i klassen der ikke siger så meget. Jeg holder mig mest til mig selv og de mennesker jeg lukkede ind.. Kom hurtigt ind i kliken på min skole. ’kliken’ mente at min far forlod mig fordi han syntes jeg var grim, og de troede at min mor døede da hun ikke kunne holde ud at se på mig... Jeg fik nogle venner udenfor skolen, og de lovede at de ikke ville komme med i kliken. De er ikke længere ved min side. De var tvillinger, og bor nu i sverige. Min Far havde ikke forladt mig som jeg længe havde troet. Og det billede mindede mig om at det var min skyld hun døede. Min skyld at min far mistede sin kone, og min skyld at hun forlod ham alene med mig. Hvad du nu hedder... Jeg er kommet til england for at finde min far igen... Jeg fik et brev fra mine plejeforældre forleden dag. Jeg vil finde min far da jeg har fundet ud af at han bor her i england...”

Afsluttede jeg det så, og udfra hans ansigtsudtryk kunne jeg tyde irritiation, overraskelse, og medlidenhed.

Jeg sukkede.

”Ikke medlidenhed igen.. Jeg har forstået!”

Flyver det ud af min mund selvom det skulle have været en tanke.

Han blik forandres til forvirret.

Jeg svarer ham dog ikke.

Efter en lang akavet stilhed bryder han den.

”Kom med ud til de andre Valerie... De har lavet aftensmad”

Aftensmad... Da jeg var vågen sidst spiste jeg morgenmad.

”Hvad er klokken?”

Spørger jeg da han står i døren.

Han vender sig mod mig, og svarer.

”klokken er halv otte. Drengene... Rettere sagt harry lavede sen aftensmad for at du kunne spise med... Det gik ikke så godt... Nia”

”Blondie”

Retter jeg uden grund på ham selvom han sikkert sagde hans navn som det skulle.

Jeg kendte ham bare som Blondie.

Og Harry som Snorkedyr.

Jeg fnes meget lavt.

”Jaja Blondie altså han har allerede spist, og brokker sig allerede igen over han er sulten”

Jeg så op på ham.

”Hvornår spiste han da?”

”ehmm... hmmm han spiste klokken 10.. halv elleve... igen klokken 12.. også var der også hans sandwich klokken halv 1...hmmm”

Jeg stirrer på ham.

”ehm... Jeg tror jeg har forstået... Hvordan kan han blive ved med at spise?”

Kommer det fra mig.

Han griner kort.

”Det ved vi andre heller ikke... Han spiser bare når han har lyst til...”

Jeg ser kort på ham inden jeg ser rundt for at rejse mig op.

Panodilen virkede vist rimelig godt.

Jeg følte mig lidt gladere, og det var som om en byrde blev løftet fra mine skuldre.

Jeg gik hen til ham i døren, og fulgte efter ham ud i stuen hvor det lignede et slåskamp om nogle chips var igen.

Louis Fløjtede højt, og så lå to drenge helt stille, og lignede nogen der havde lavet ballade inden de kiggede hen på mig, og så fløj de op, og blondie rødmede lidt.

”Hvor er Liam?”

Spurgte Louis drengene, og Den sorthårede lavede en telefon med sin hånd mens han vist mimede 'blablabla' med sin mund, og lagde himmelvendte øjne for derefter et hjerte hvor to af hans fingre pegede hen på en dør.

Louis grinede over Det den sorthårede.

Hvad fanden hed de?!

Pludselig grinede de tre drenge meget så jeg opdagede jeg havde sagt det andet højt.

Pisse lorte dumme tanker.

Blondie havde en sjov latter hvilket fik mig til at smile en smule.

Den sorthårede var den første der stoppede med at grine.

”Mit navn er Zayn”

Sagde han, og jeg gav ham et kort elevator blik.

Han var rimelig lækker hvis jeg skulle sige noget.

Louis var den næste til at stoppe, og så gloede han ellers på Blondie.

”Og det er Niall”

Endte det med at Louis måtte svarer mig.

Liam kom ind i stuen mens han havde et stort smil på læberne, og det blev endnu større da han så på mig.

”Så du er vågnet!”

Sagde han, og kom hen til os.

Louis lændede sig ned mod mit øre.

”Og det der er Daddyen af os”

Hviskede han i mit øre.

Faren af dem? Huh?

Lidt efter kunne jeg dufte mexikansk.

Mmh.. Min livret.

Jeg så rundt på dem.

”Mexikansk!”

Udbryder jeg hurtigt, og kan hurtigt hører en hæs latter bag os.

Jeg vender mig om, og Snorkers grønne øjne smiler til mig.

Jeg smiler svagt.

”Davs snorkedyr der irriterer gamle ægtepar”

Siger jeg, og han ser helt forvirret ud.

Efter han har sat maden på bordet går han hen til mig, og rykker rundt på mit ansigt så jeg ser mange steder rundt.

”hvaaa’ hvad leder du efter Haz?”

Lyder det fra Liam henne fra bordet.

”Valerie?”

Jeg himler med øjnene.

”Jeg skifter tøj, lægger lidt make-up, og sætter mit hår op og ingen af jeg kan genkende mig!”

Siger jeg en smule irriteret men sjovt.

”Vi foretrækker dig uden make-up!”

Kommer det fra dem alle i kor.

Jeg forskrækket på dem inden jeg bare smiler kort, og ryster på hovedet af dem.

Jeg går hen, og sætter mig forsigtigt ved bordet ved dem, og begynder stille at spise, og det ender med at være mig der er sidst færdig.

Niall fik min ene madpandekage da han mente han stadig var sulten.

De var alle meget sjove, og pludseligt kommer det fra Louis.

”Jeg tror vi alle gerne vil hjælpe dig med at finde din far!”

Mit blik er ligeså forvirret som alle de andres.

”Hvad mener du lou?”

Spørger de andre.

”Hun er kommet til England for at finde sin rigtige far. Han..”

”Louis!”

Kommer det hurtigt fra mig.

”Min far forlod mig da jeg var lille, og jeg har ikke kendt min mor. Jeg vil gerne finde min far så derfor er jeg i england!”

Siger jeg hurtigt, og giver Louis et irretesættende blik til Louis som så holder kæft.

De ande drenge nikker hurtigt, og bliver enig med Louis.

De ville gerne hjælpe mig.

Der var nogle der ville hjælpe mig.

De kendte sikkert også byen bedre end mig.

Det her skulle nok blive let.

____________________________________________________________________

Her er næste kapitel, og nu prøver jeg fremover at skrive oftere. :D LEAVE A COMMENT AND A LIKE ;D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...