The road back to you - 1D

Valerie Hudgers er en normal pige som bor hos sine plejeforældre Lemona, og luke. Hendes mor døde ved fødslen, og hendes far forlod hende, troede hun ihvertfald. En dag for hun et brev fra Lemona, og luke. De havde gemt et brev fra hendes far som bevidste han ikke frivilligt havde efterladt hende, og der blev hun sikker. Hun måtte ud og finde ham. Tale med ham, og på rejsen møder hun de sjove dejlige drenge Louis, Zayn, Harry, Niall og Liam. Vil de hjælpe hende med at finde hendes far? bygger de et venskab op, og for nogen af dem følelser for hinanden?

8Likes
7Kommentarer
2270Visninger
AA

2. Decision

 

Jeg sad i min seng da min ’mor’ kom op på mit værelse.

 Hun var ikke min rigtige mor. Det havde jeg altid vist.

 Men min rigtige mor var død ved min fødsel, og min far have efterladt mig her i Danmark  sammen med Lemona som var hende jeg kaldte for min ’mor’.

 Jeg havde hadet min far for det han gjorde. Han efterlod mig, uden en eneste forælder.

 Han sørgede idet mindste for jeg havde en slags familie.

 Lemona, og hendes mand Luke var et par han var venner med som godt ville have et barn men at blive efterladt var ikke altid det letteste.

Mine tanker omkring min far forlod mig da Lemona rømmede sig henne ved døren.

Jeg kunne se hun tøvede inden hun bare sendte mig et kort smil inden hun åbnede munden.

”Der er mad søde”

Jeg svarede ikke, istedet nikkede jeg bare kort, og sendte hende et smil.

Hun gav et kort suk fra sig inden hun vendte om og gik igen.

Hun havde noget i hånden, Hvad var det? Et papir?

Jeg endte med bare at stirre efter hende da jeg altid blev ved med at være den stille pige.

Luke mente jeg havde det fra min mor da hun, og Luke havde et tæt forhold.

Min far var bare en bekendt, og for mig var han en fremmed nar.

 

 

Jeg kom ned af trappen efter at have siddet på mit værelse i lidt tid.

De vidste godt man ikke skulle sige det til mig mere end en gang.

Lemona og Luke sad og sendte hinanden blikke hvilket jeg bemærkede men jeg sagde intet til det.

Det kunne de beholde for sig selv.

”Val”

Jeg kiggede op på Luke da Havde sagt noget.

Lemona sad igen med det samme papir.

Hun så på en måde lidt ked ud af det.

Hvorfor gjorde hun det?

Hun plejede aldrig at være en der var ked af det.

Mere den der altid var glad.

Men nu sad hun der og havde et trist blik.

”Val. Din far...”

Begyndte Luke igen.

Jeg ville allerede ikke hører mere.

Det handlede om min far, og jeg ville ikke have noget med ham at gøre.

”Val!”

Sagde han bestemt.

Jeg så på ham med et irriteret blik.

”Val din far... Din far ville have givet dig dette”

Jeg så ned, og begyndte at nedstirre det papir Lemona havde siddet med under maden.

”Hvad er det?”

Kom det lavt fra mig.

Jeg ville egentlig ikke høre det men jeg skulle nok se det før eller siden.

”Læs det”

Svarede Lemona meget lavt, Næsten så jeg ikke kunne hører det.

Jeg åbnede stille det lidt kryllede papir Lemona havde knuget i sin hånd.

Det var stadig lidt varmt fra hendes hånd.

Jeg så kort på dem begge to inden jeg igen sænkede blikket, og så på papiret.

 

Hej Vali

Jeg ville gerne have blevet ved dig men din mor var væk, og jeg havde intet valg. Jeg skulle til afganistan og der kunne jeg jo ikke tage mig af dig. Jeg er meget ked af det, og jeg ville ønske jeg kunne se dig vokse op. Jeg er sikker på Lemona, og Luke vil tage sig godt af dig.

Jeg elsker dig min lille prinssese

Knus far.

 

Jeg så op på Lemona.

Tårene spruglede frem, og de var umulige at stoppe.

De havde intet sagt til mig.

De lod mig forblive i en uvished omkring min far.

Alle de år hvor jeg havde troet han var en nar.

Men det var han ikke.

Han ville passe på mig.

Han skulle i krig, og jeg var bare et lille barn, og nu var jeg så 17 år.

Et næsten lydløst hulk lød fra mig.

”Kan jeg besøge ham?”

En lille stemme i mig mente selfølgelig ikke jeg kunne men jeg ville prøve.

”Lille skat...”

Startede Lemona.

”Jeg tror ikke det er en god idé”

Da hun havde sagt det havde jeg knuget brevet ind til mig, skubbet stolen ud under mig, og bare styrtet op på min rydelige værelse igen.

Tårene strømmede ned af mine kinder, og ikke en ting kunne gøre mig glad.

Ikke engang min lille hund tiko kunne Lige meget hvor meget hun prøvede.

 

 

Jeg vågnede næste morgen med den værste hovedpine jeg længe har prøvet.

Selv Tiko var træt.

Jeg sukkede meget træt, og så ned på min lille sheltie.

Jeg brugte meget langsomme bevægelser for at komme op, og sidde i min seng.

Jeg så langsomt, og træt hen på mit ur.

Klokken var ni hvilket betød Lemona, og luke var gået.

De tog altid på arbejde halv 8, og mente jeg selv kunne holde styr på hvornår jeg kom i skole.

Jeg fandt langsomt ned til køkkenet.

Jeg burde være i skole men min plan var blevet ændret.

Jeg fandt hurtigt en panodil, og proppede den i munden, og tog et glas vand.

Jeg drak vandet hvilket fik mig til at sluge pillen. Jeg lavede noget morgenmad imens jeg ventede på panodilens virkning.

Det tog ikke lang tid før virkningen var begyndt, og jeg kunne spise min mad normalt istedet for langsomt.

Da jeg fik spist min mad, skyndte jeg mig op på mit værelse.

Jeg tændte min computer, og gik ind på Facebook.

Jeg kendte hans navn.

Josh.

Hans navn var Josh.

Min fars navn var Josh, og jeg vidste det for da Lemona, og Luke igår aftens troede jeg sov kunne jeg hører dem tale om min far.

Josh.

Jeg søgte på Josh, og så mit efternavn. Det var min mors, og heldigvis fandt jeg ham.

Jeg gik ind på hans profil, og så et billede af en mand i slutningen af 30’erne med mørkebrunt strittende hår. Der gik et ar ned over hans pande, og han holdte en baby i armene.

Det var mig.

Det var jeg sikker på.

Samme mørkebrune hår.

Samme meget mørke blå øjne, og det samme smil.

Jeg lignede min far meget, og mere end jeg troede.

Jeg ville rigtig gerne se ham men hvordan?

Jeg så mig lidt omkring på hans profil, og fandt ud af at han boede i storbyen london.

Heldigt for mig at jeg kunne flydende engelsk.

Jeg printede hans profil billede ud, og tjekkede min konto på nettet.

Jeg havde massere af penge da jeg ikke var typen der bare gik ud, og brugte alle pengene på en gang.

Jeg Klappede min computer sammen efter at have bestilt en fly billet til london samt et værelse på et hotel.

Det var lidt dyrt men det værd.

Jeg skulle finde min far, og det måtte gerne gå hurtigt.

Jeg fandt min gamle slidte kuffert frem, og pakkede noget tøj, osv.

Jeg blev endelig færdig med pakningen, og gik videre til elektroniske ting.

Min computer havde jeg puttet i computer tasken.

Min hvide iphone lå sikkert i min store mørkeblå oversize trøje mens laderen var pakket ned sammen med alt mit tøj.

Musen, og computerens lader lå sammen med mobil laderen i kufferten.

Jeg smilte kort for mig selv inden jeg sukkede træt.

Jeg så hen imod mit ur.

Klokken var blevet 1, og jeg skulle være i lufthavnen klokken 3.

En time inden Lemona, og Luke kom hjem.

Jeg skulle helst gerne nå flyet så jeg pakkede de sidste nødvendige ting ned, og mine 4 ynglings converse lå i sin egen lille kuffert.

Jeg tog de ting jeg havde, med nedenunder hvor jeg tog mine mørkeblå converse på så det passede til trøjen.

Det var vinter så jeg havde et par mørkeblå jeans på så hele mit tøj matchede.

Jeg så mig kort i det lange spejl der hang på væggen i gangen.

Det kastanje brune hår hang løst ned over mine skuldre i deres store bløde slangekrøller.

De blå øjne var meget mørke som i så kan gætte var min ynglingsfarve mørkeblå.

Mine øjne var så mørke som det dybe hav, og Lemona plejede at sige at man kunne svømme i dem.

Jeg så på uret igen.

Halv 2.

Jeg måtte nok til at afsted.

Jeg fiskede min iphone frem, og ringede efter en taxa.

Jeg ventede tålmodigt på taxen som kort efter kom.

Manden der kørte taxaen hjalp mig med min baggage.

Han havde set lidt underligt på mig da han sikkert mente jeg ikke var gammel nok til at tage på ferie.

Jeg sendte ham et smil, og sagde jeg skulle til lufthavnen.

Han gav et kort nik fra sig, og satte bilen i gear inden han begyndte at køre.

Jeg havde husket at låse, Skrive en besked til Lemona, og Luke selvom de sikkert blev sure, og i sidste øjeblik havde jeg taget mine høretelefoner.

Jeg satte dem i mine øre, og skruede op på musikken, inden jeg lukkede mine øjne i, og faldt i en drømmeløs søvn.

 

 

Jeg blev vækket af en der blidt ruskede i mig.

Det var manden fra taxaen.

Jeg smilte som tak, og betalte ham inden jeg steg ud af bilen, og gik om til baggage rummet.

Jeg tog mine ting, og Takkede ham igen for køreturen inden jeg satte kurs mod der hvor man chekkede ind.

Jeg ventede roligt i køen, og så hvordan køen blev mindre, og mindre.

Familien foran mig fjernede sig, og lod mig komme til.

Damen var venlig, og hjalp mig lidt med hvad jeg skulle gøre.

Jeg valgte at få min store kuffert ind i flyveren altså der hvor alle andres ting også kom til at være.

Jeg fik min billet, og så hvornår flyet kom.

Halvanden time.

Der var lang tid til.

Der stod bare hvornår jeg skulle chekke ind.

Jeg så mig kort omkring inden jeg igen måtte sætte min kurs.

Mod det sted hvor man blev chekket.

 

 

Efter at have ledt i noget tid fandt jeg det ved hjælp fra en engelsk familie der skulle hjem.

De var nu rimelig søde, og havde to små børn.

Nå men jeg var nået frem, og havde lagt alle mine ting på båndet selv den lille mini kuffert med mine converse.

Jeg gik igennem metaldetekteren, og fortsatte hen til mine ting hvor jeg startede med af kysse min mini kuffert.

Kald mig skør men jeg elsker bare mine converse sko.

Jeg tog mine ting, og gik så hen i én kæmpe butik.

 Jeg så mig kort omkring for derefter at gå imod en kiosk.

 Jeg tog en cola ned fra en hyle, og gik hen, og tog en af de der pakker med to sandwitches.

 Jeg gik mod kassen og betalte for tingene.

Jeg lagde sandwitchesne ned i den pose jeg havde fået med mens jeg tog en slurk af min cola.

En lettelse gik igennem mig da colaen blidt forkælede mine smagsløg.

Jeg nåede kun lige at sætte prop på da en eller anden idiot støtte ind i mig så jeg faldt.

Og der lå jeg.

På gulvet med en underlig fornemmelse af smerte i min røv.

Dog var der et ansigt foran mit, og jeg trak mig væk.

Personens hoved var omringet af store krøller som var dækket med en stor hættetrøje.

Personen var en dreng, og han havde nogle meget dybe grønne øjne der skinnede blidt i lyset fra de mange lamper men jeg kunne kun se hans øjne da han havde trukket sine solbriller lidt ned over næsen.

Han hjalp mig op, og stå men ikke et ord lød fra mig men derimod kom der massere af ord fra ham.

”Det må du virkelig undskylde men mine venner er bare gået fra mig så jeg skulle finde dem, og så skete det her!”

Sagde han en smule paniskt med en meget... hmm britisk? Accent.

Jeg nikkede bare kort.

Skulle han mon også til london?

”øøh... Ja ’han’ skal også til london? Og han hedder Harry”

Tænkte jeg virkeligt så højt?

Mine kinder skiftede farve, og jeg sukkede.

En typisk fejl ved mig.

Jeg tænkte altid højt.

”Skal vi følges til flyet? Der kommer mine venner vel på et eller andet tidspunkt”

Han flåede mig ud af mine tanker, og jeg nikkede kort, og usikkert.

Han sendt mig et varmt smil som hurtigt fik mine tanker væk fra usikkert.

Han sendte mig et kort underligt blik indtil han opdagede jeg kiggede på ham så byttede han det ud med et stort varmt smil.

Jeg så ligeså underligt på ham.

Hvorfor hulen så han sådan på mig?

Jeg var bare mig.

En okay køn pige der atter går med mørkeblå.

Okay jeg er IKKE egoistisk jeg er bare ikke typen der mener jeg er grim.

Jeg tog min kuffert, og svingede min computertaske over skulderen inden jeg så på ham, og vi begyndte at gå mod det sted vi skulle på flyveren.

Harry var helt opsat på sin telefon, og jeg måtte nød til at flytte ham før han blev kørt ned af de der vogne der hjælper handicappede til det fly de skal med.

Jeg prøvede at se ham over skulderen på hans mobil men han var alt for høj.

Jeg sukke utilfredst.

Jeg var rimelig lavt af min alder.

Sådan ca. 1.65 højest.

Jeg tog endnu en slurk af min cola, og ventede på at han blev færdig.

”Harry?!”

Mumlede jeg dog uden held.

Jeg endte med at sukke, og tage fat omkring hans håndled, og slæbe ham afsted.

Lidt utålmodig var jeg da.

Jeg skulle finde min far, og det måtte gerne gå hurtigt.

 

 

Vi kom endelig derhen, og jeg smilte kort.

Jeg trak Harry hen at sidde da han stadig ikke havde fjernet sit fjæs fra sin mobil.

Jeg satte mig ved siden af ham, og fandt så selv efter lidt til min mobil frem.

Jeg begyndte at spille temple run, og som altid kom jeg meget langt.

Jeg var efterhånden blevet nørd til det med min meget gode specialitet med min lærenemhed.

Et rusk i armen, og jeg var ikke længere på flugt fra dødninge aber.

Mit blik gled op, og der stod der fire andre drenge og så på mig, og derefter Harry.

”Vi kan se du er god til at passe på mennesker”

Kom det fra en høj dreng måske lidt ældre end mig med brunt hår.

Jeg flyttede mit blik hen på Harry der sad og sov.

Et mildt fnis brød frem da han egentlig snorkede så et par gamle mennesker der skulle hjem til England gloede på ham.

De andre drenge sendte kort hinanden nogle blikke inden jeg næsten fik en hånd i fjæset.

”Jeg er Louis”

Kom det fra den højeste af de fem drenge hvis man tager Harry med.

Ellers ville det kun være ud af fire drenge.

Okay.

Nu må mine tanker gerne stoppe.

Jeg så kort op på dem inden jeg rejste mig op for ikke at ligne en eller anden gnom selvom jeg var det.

Selv da jeg stod op var de meget højere end mig undtagen blondie.

Undskyld men nu er du blondie!

Sådan er det bare!

”Hvorfor er jeg nu blondie?”

Spurgte en anderledes engelsk stemme.

Jeg kunne slå mig selv i hovedet lige nu!

"Nej lad dog være med det!"

Kom det igen fra den Blondie.

Jeg kunne ikke sætte en finger på hvor accenten kom fra men jeg skulle nok finde ud af det.

”Nårh men jeg er Zayn, Det der er Liam”

Han pegede hen på en anden høj dreng, og jeg krympede mig en smule med deres højder.

”Og Blondie hedder Niall”

Fortalte ham der var sorthåret videre.

Jeg vil nu stadig helst kalde ham blondie.

Jeg trak kort på skuldrende.

Blondie var et meget pænt navn.

Ikke?

Det syntes jeg.

”øøhm... Er du der?”

Blev der spurgt lidt senere.

Jeg sank en klump.

Hold da ferie jeg kunne blive uopmærksom.

”nårh ja... Jeg er Valerie”

Svarede jeg endeligt med mit engelske.

Jeg rettede kort mit blik hen på Harry der stadig snorkede som en ’jeg-ved-ikke-hvad’

”og.... Hvordan får vi ham til at stoppe?”

Spurgte jeg lavt.

En kort latter lød fra dem alle.

Mens lille mig ikke forstod en bjælde af det de grinte af.

”Du giver ham bare en mavepuster”

Svarede Blondie mig.

Jeg skar en grimasse.

”Vågner han så ikke?”

Kom det fra min mund.

Jeg burde holde bøtte for de brød bare ud i grin igen.

”Nope... Han sover som en sten”

Lidt efter han havde sagt det blev der meddelt at vi skulle til at gøre os klar til at komme op i flyet.

De så rimelig forvirrede ud da det blev sagt på dansk, og ikke på engelsk.

Jeg undrede mig en smule.

Ingen engelsk?

Lorte lufthavn.

Jeg måtte nød til at fortælle drengene hvad de sagde, og lidt efter kunne jeg se Louis som jeg mener han hed.

Det var ihvertfald ham da var ved at slå mig i ansigtet med sin hånd.

Jeg lyttede på hvad han sagde til Harry.

”Hazza søde... Der står lækkerier ude i køkkenet”

Kunne jeg hører, og et lavt fnis lød fra Blondie.

Harry vågnede lidt efter.

”Hvor står de Lou?”

Kunne jeg hører ham mumle.

Hvor står de?

Jeg tænkte mig om, og fandt så ud af hvad han mente, så jeg udstødte et lille meget piget fnis hvilket fik mig til at fnyse over mig selv.

Jeg var normalt ikke den der tøsede pige.

Nok mere den lidt usikre drengede pige, selvom drenge normalt ikke var usikre.

Jeg sukkede kort over mine tanker inden jeg tog mine ting, proppede min mobil i lommen, og tog med den anden hånd min billet frem.

Jeg gav den til damen, og blev lukket ind til den der gang op til flyet.

Jeg fulgte gangen, og kom til indgangen af flyet. Piloten hilste kort på mig, og jeg gik ned mod min plads.

Hmm sæde a række 7? Tror jeg da der stod.

Jeg læste det igen, og ganske rigtig.

Række 7.

Jeg lagde den lille kuffert med mine converse op i rummet over række syv hvor jeg derefter lagde min lille taske der op sammen med den.

Jeg beholdte min computer under sædet foran da det sikkert var bedst.

Jeg fik endelig sat mig ind på sædet som heldigvis var udtil vinduet.

Så kunne jeg sidde og drømme mig væk.

Jeg tog mine høretelefoner i ørene, og satte musik på.

Min mobil var på fly tilstand, og gjort så jeg kun kunne hører musik.

En special ting Luke fik lavet til mig da han vidste jeg ikke kunne undvære musik.

Jeg forsvandt væk i min egen verden mens jeg sagtens kunne mærke nogle sætte sig ved siden af mig men inden jeg kunne opdage hvem var jeg i drømmeland.

--------------------------------------------------------------------------------------

Første kapitel! :D

Hvad syntes i?

Leave a like and a comment!

And i would be very happy :3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...