Cursed

16 årige Lily har altid været en normal pige, indtil hun en dag bliver angrebet af en flok aggressive ulve inde i skoven. Efter den dag har hun ændret sig meget... både udenpå og indeni og hun finder snart ud af at hun ikke er helt den samme som hun var før... Samtidigt dukker en mystisk dreng op ved navn Justin. Hun har en mistanke om at han ikke er som han ser ud. Men alligevel virker han sød og tiltrækkende... Han beder om hendes hjælp til noget hun aldrig selv ville kunnet klare... tror hun. Alligevel har hun besluttet sig for at hjælpe ham, hvilket roder hende ind i en helt anden verden fyldt med farer og hemmeligheder.

12Likes
13Kommentarer
1436Visninger
AA

9. Tæmmes

Alle vendte deres hoveder imod mig da jeg trådte ind i klasse lokalet. Pis! Jeg var kommet mindst en halv time forsent. Jeg slog blikket ned og gik hen til min plads. Justin var der ikke. Jeg undrede mig lidt, men lod som om jeg ikke tænkte over det. Alle i klassen vendte igen hovederne væk og kiggede op imod tavlen. Hvorfor er Justin her ikke? Jeg regnede med at det bare var fordi han var blevet syg, eller noget. Jeg rystede tanken af mig og prøvede at følge med i timen. Det lykkedes ikke specielt godt. Jeg blev ved med at tænke på det som Justin havde sagt. Fandtes der virkeligt vampyrer? Altså jeg mener der er jo meget skov og sådan, men burde vi ikke have lagt mærke til dem? De drikker jo blod. Folk dør vel af det? Man burde da have opdaget at folk er forsvundet så? Jeg vågnede op og kiggede igen ud i klasselokalet og opdagede at folk var ved at pakke bøgerne sammen. Jeg rejste mig hurtigt op og begyndte selv at pakke sammen. April kom over og satte sig på mit bord. 

"Hej Lily." Hun smilede til mig. "Vi nåede slet ikke at være sammen i weekenden." Hun sukkede.

"Ja det er jeg ked af. Jeg kunne ikke i lørdags og jeg sov næsten hele søndagen." Jeg kiggede undskyldene på hende. 

"Så det er derfor du ikke har svaret på mine sms'er?" 

"Jep." Hun sukkede, men grinede lidt bag efter. Jeg grinede med. 

"Hvad har du så lavet i weekenden?" Hun kiggede nysgerrigt på mig, mens jeg pakkede mine bøger ned i tasken og samlede noget papirer sammen. 

"Tjaaa. Lidt forskelligt." Sagde jeg og trak på skuldrene. 

"Ej kom nu fortæææl!" Jeg kiggede over på hende og så hendes drilske smil. Jeg sukkede.

"Hvad har du nu hørt fra Stacy?" Stacy boede på den samme gade som mig og April fik altid at vide fra hende hvis jeg havde lavet noget interesant. Stacy gik et klassetrin under os, men hende og April snakkede tit sammen.

"Hun siger at hun så Justin gå ind i dit hus i lørdags." Hun puffede drilsk til min arm og fnisede.

"Tør det smil af. Vi snakkede bare sammen." Hun smilede stadig.

"Ja ja så siger vi da det." Hun hoppede ned fra bordet og gik hen imod døren. Jeg fulgte med hende ud på gangen hvor vi sad på en bænk og snakkede, men det varede ikke længe før vi skulle til time igen. Lige så snart jeg satte mig på min stol og læreren begyndte at snakke, faldt mine tanker igen tilbage til mig og Justins samtale. Selv hvis der findes vampyrer så vil jeg jo aldrig overleve et møde med en. Justin nævnte også at han ville have mig til at kæmpe. Jeg ved godt at jeg nedlagde en bjørn mens jeg haltede på både forben og bagben, men jeg vidste altså heller ikke hvad der skete der. Det var vel automatisk? Hvad nu hvis jeg ikke reagerer sådan når jeg møder en? Hvis jeg bare bliver lammet af frygt? Jeg ville dø på stedet. Der dukkede billeder op af mig få flået struben op af en vampyr. Om og om igen. Blod over det hele. Jeg ville ikke tænke på det, men jeg kunne ikke lade være. Billederne blev ved med at dukke op i mit sind. Før jeg vidste af det var timen over igen.

"Hey Lily er du vågen?" April viftede sin hånd foran min ansigt. Jeg smilede irriteret til hende og hun grinede. "Skal vi gå ned i kantinen?" Jeg nikkede og tog min rygsæk over skuldrene. Vi skulle op i biologi lokalet efter frokost så jeg tog min taske med derned. April gad ikke slæbe den så hun gjorde det ikke. Vi gik ned i kantinen og satte os ved vores sædvanelige bord. Jeg gik op og købte en sandwich hos kantinedamen. Jeg tror aldrig kantinedamen har kunnet lide mig. Hun har altid stirret mærkeligt på mig og vendt øjne ad mig hvis jeg skiftede mening om hvad jeg ville have. Jeg ignorerede hendes dybe suk og gik ned til mit bord igen. April var dybt koncentreret omkring sin cupcake. Hun plejede altid at slikke krymmelet af før hun spiste den helt. Cupcakes var en ting som hun bare skulle have mindst en af hver dag. Jeg rejste mit hovede op i et sæt da jeg fik færten af noget bekendt. Det duftede af gran og fugtigt gras. Justin. Jeg vændte mig om og fik øje på Justin der stod og lænede sig op af en væg og kiggede på mig. Jeg skubbede min stol ud og rejste mig op for at gå hen til Justin. April udstødte en lille tilfreds lyd. Jeg vendte mig om og kiggede lidt halv irriteret på hende, da hun smilede drilsk til mig. Jeg smilede og vendte øjne ad hende inden jeg gik ned imod Justin. Han nikkede med hovedet i retning af døren og gik ud. Jeg fulgte langsomt efter. Han stoppede op hende ved en mur ude ved vejen. 

"Hej Lily." Hans stemme var lidt hæs. Jeg lavede et hurtigt nik som svar.

"Hvorfor er du her? Du har ikke taske på eller noget." Jeg kiggede op og ned ad ham han havde en t-shirt og nogen løstsiddende jeans på, men ingen rygsæk eller jakke. Det var mindst -10 grader udenfor. Han måtte fryse en del. 

"Du sagde jo ja til at hjælpe os ikk'?" Han kiggede på mig og smilede.

"Jo, men skal det være lige midt i skole tiden?" Jeg rynkede brynene. Han nikkede.

"Vi bliver nød til at tæmme din ulv." Jeg kiggede undrende på ham. Tæmme mig? "Ellers kan du være til fare for menneskerne omkring dig." Jeg lagde hovedet lidt på skrå.

"Jeg synes nu ikke jeg har haft noget besvær med at styre min ulv." 

"Nej ikke endnu. Men selv hvis en i nærheden får den mindste lille rift i fingeren så der flyder blod ud vil du miste kontrollen." Sagde han. "Du kan risikere at slå et eller flere mennesker ihjel." Jeg havde lidt svært ved at tænke på at det kunne gå så galt. Jeg kunne da godt kontrollere mig selv. Ikke? 

"Du skal med ud og jage idag." Sagde han og begyndte at gå. 

"Vent. Nu?" Sagde jeg lidt halv forskrækket. "Hvad med min taske? Og hvad med April?"

"Løb ind og hent dine ting og kom her tilbage." Sagde han og nikkede med hovedet i retning af døren. Jeg nikkede og løb ind i kantinen igen. April sad stadig og spiste sin cupcake da jeg kom ind. Hun kiggede op på mig da jeg tog min taske over skulderen. Hun tog en indånding for at sige noget, men jeg afbrød hende.

"Jeg bilver nød til at gå April. Sig til vores lærer at jeg er taget hjem, fordi jeg havde det dårligt." Hun lukkede munden igen og nikkede mens hun smilede. Jeg løb ud igen og gik hen til Justin. Så snart jeg kom hen til han begyndte han at løbe. Jeg løb efter ham. Han drejede ind i en gyde hvor der stod en masse skralde containere. Der stank forfærdeligt. 

"Vi kan komme hurtigere hen til skoven hvis vi skifter skikkelse." Sagde han da vi var stoppet inde i gyden. "Her, lad mig vise dig hvordan du gør." Han gik lidt tættere på mig. "Du skal forstille dig hvordan din krop ændrer sig til en ulv. Forstil dig hvordan pelsen vokser ud igennem din hud. Hvordan dine hjørnetænder bliver størrer. Alt det din krop gør når den skifter." Han trådte igen væk fra mig. "Du vil blive hurtigere med tiden." Jeg lukkede øjnene og forstillede mig det han havde sagt. Pelsen der voksede ud igennem min hud. Ørerne der bevægede sig op på hovedet og blev længere. Før jeg vidste af det sad jeg i ulveskikkelse på jorden. Justin skiftede også skikkelse. Det virkede lidt nemmere for ham. 

-Kom. Han satte i løb ud af gyden. Jeg løb efter. Vi løb utroligt hurtigt uden at blive trætte. Jeg følte at jeg kunne blive ved med at løbe hele dagen uden at blive træt. Det føltes som om der kun var gået et par minutter før vi allerede trådte ind i skovbrynet.

-Skal jeg møde flokken nu? Jeg var spændt på at møde de andre ulve fra Justins flok.

-Nej ikke endnu. Idag er det bare dig og mig der jager. Vi løb ind i skoven og det varede ikke længe før Justin fik færten af noget. Vi løb imod færten og fik øje på en hjort der stod i en lille lysning os spiste af en plante. Jeg begyndte at ryste bare af spænding. Vi bevægede og lydløst igennem skyggerne for at finde det rette sted hvor vinden blæste imod os så hjorten ikke kunne lugte os. Med et sprang vi frem imod hjorten. Den løb alt hvad den kunne ind i skoven. Vi fulgte efter. Det varede lidt tid hvor vi løb. Pludselig hoppede justin ned fra en bakke ved siden af hjorten. Jeg havde været så optaget af at jage at jeg ikke havde opdaget at han var drejet af. Hans kæber lukkede sig sammen omkring hjortens hals. De væltede omkuld på jorden og jeg kunne høre hjortens smerte skrig. Med et lød der et højt knæk og hjorten faldt sammen. Justins pels rundt om munden var rød af blod. Vi begyndte at spise af hjorten. Aldrig havde jeg forestillet mig at råt kød skulle smage så godt. Jeg havde det som om jeg altid havde været en ulv. Jeg var født til at være ulv.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...