Cursed

16 årige Lily har altid været en normal pige, indtil hun en dag bliver angrebet af en flok aggressive ulve inde i skoven. Efter den dag har hun ændret sig meget... både udenpå og indeni og hun finder snart ud af at hun ikke er helt den samme som hun var før... Samtidigt dukker en mystisk dreng op ved navn Justin. Hun har en mistanke om at han ikke er som han ser ud. Men alligevel virker han sød og tiltrækkende... Han beder om hendes hjælp til noget hun aldrig selv ville kunnet klare... tror hun. Alligevel har hun besluttet sig for at hjælpe ham, hvilket roder hende ind i en helt anden verden fyldt med farer og hemmeligheder.

12Likes
13Kommentarer
1439Visninger
AA

6. Skoven

Døren smækkede i da min mor var trådt ud af døren. Jeg smed straks min taske, på gulvet i gangen og gik ud imod bagdøren. Jeg havde mine krykker under armen. Såret var begyndt at hele, så jeg kunne godt støtte på foden nu, men jeg tog dem med overalt for en sikkerheds skyld. Jeg havde besluttet mig for ikke at tage i skole idag. Jeg må finde ud af hvad der er sket med mig først. Jeg åbnede skydedøren  til baghaven og trådte ud i sneen. Døren lukkede og jeg låste den efter mig. Jeg gik hen og kastede mine krykker over hegnet inden jeg selv klatrede over. Jeg landede på en snedækket mark på den anden side. Jeg samlede krykkerne op og gik hen over marken. Hen imod skoven. Sneen knagede under mine støvler. De mørkegrønne grantræer tornede sig op foran mig. Der lå en dyne af sne hen over toppene på dem. Det så helt blødt ud... Det varede ikke længe før jeg ikke stod mere end et par meter væk fra skovbrynet. Der var mørkt derinde. Jeg skælvede da jeg tænkte tilbage på angrebet, men rystede hurtigt tanken af mig igen. Træerne stod så tæt at man kun kunne se et par meter derind. Den friske duft af gran og sne fyldte mine næsebor da jeg trådte ind imellem de tætte træer. Jeg gik i slalom rundt om træerne og dybere ind i skoven. Træerne blev mindre og mindre tætte jo længere man kom ind i skoven. Skovbunden var frossen og hård men der var næsten ingen sne. Da jeg havde gået i lidt tid fik jeg øje på nogen store sten der lå ikke så langt væk. Jeg gik hen til dem og satte mig på en af dem. Okay så... Jeg vidste ikke rigtigt hvad jeg skulle. Jeg ville gerne finde ud af hvad der var sket med mig, men det var jo lidt svært når jeg ikke vidste, hvordan jeg overhovedet fik min ulv frem igen. Jeg tænkte mig godt om. Hvad gjorde jeg den første gang? Jeg sad og spekulerede lidt over det. Pludselig kom jeg i tanke om at jeg engang så en film omkring varulve. Måske er det sådan det fungerer?! I filmen skulle de bare koncentrere sig, meget om at tænke på sig selv i ulve skikkelse. Jeg lukkede øjnene og koncentrerede mig så meget jeg kunne. Jeg sad i flere minutter og koncentrerede mig før der endelig skete noget. Jeg mærkede et hurtigt jag i hele kroppen og jeg åbnede øjnene op i et sæt og faldt ned fra stenen og ramte jorden med et bump. Jeg snerrede og rystede på hovedet. Det gav et sæt i mig, da det gik op for mig at det var lykkedes mig at skifte skikkelse. Jeg kiggede lidt ned af mig selv og betragtede min logrende hale. Igen var mine forbindinger der ikke længere, men mine sår var der stadig. Mine krykker stod lænet op imod en af stenene. Jeg kommer tilbage efter dem senere. Jeg luntede afsted igennem skoven og kiggede mig omkring. Der var så mange dufte og lyde som jeg aldrig havde bemærket før nu. Jeg indåndede den is kolde luft og pustede den ud i små damp skyer. Pludselig stoppede jeg op da jeg fik færten af noget bekendt. Jeg skælvede og kiggede ind imellem træerne. Der lå en hule der borede sig dybt ned i jorden og var næsten dækket fulstændigt til med sne og grene. En bjørne hule... Jeg begyndte at lunte den anden vej. Jeg vil helst ikke støde på flere bjørne lige foreløbigt, hvis jeg kan undgå det. Der lød puslen overalt i skoven. Der var liv overalt. Min ulve skikkelse føltes så naturlig. Som om den altid havde været en del af mig. Jeg løftede snuden op imod himlen i et langt hyl fyldt med glæde. I min ulveskikkelse følte jeg mig fri. Det var rart. Der var intet at bekymre sig om! Jeg sprang afsted igennem træerne. Mine poter fik sneen til at hvirvle op omkring mig. Men pludselig stoppede jeg op i et sæt. nej! Jeg drejede hovedet og så hans øjne. Øjnene på den store han ulv. Den grå ulv med de dybblå øjne...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...