Cursed

16 årige Lily har altid været en normal pige, indtil hun en dag bliver angrebet af en flok aggressive ulve inde i skoven. Efter den dag har hun ændret sig meget... både udenpå og indeni og hun finder snart ud af at hun ikke er helt den samme som hun var før... Samtidigt dukker en mystisk dreng op ved navn Justin. Hun har en mistanke om at han ikke er som han ser ud. Men alligevel virker han sød og tiltrækkende... Han beder om hendes hjælp til noget hun aldrig selv ville kunnet klare... tror hun. Alligevel har hun besluttet sig for at hjælpe ham, hvilket roder hende ind i en helt anden verden fyldt med farer og hemmeligheder.

12Likes
13Kommentarer
1447Visninger
AA

7. Skiftet

Jeg stirrede chokeret ind i de dybblå øjne på den grå ulv. Den kiggede afslappet på mig med hævet hoved. Jeg bakkede skræmt og forvirret væk fra ulven, så hurtigt jeg nu kunne uden at falde. Den begyndte langsomt at træde hen imod mig, i langsomt tempo med et fast blik i øjnene.

-Hvad vil du?! Jeg skreg indvendigt imens jeg snublede baglens væk fra ulven. 

-Du behøver ikke at flygte. Den velkendte stemme lød i mit sind. Næsten som om det var min egen tanke... men det var det ikke. Jeg stoppede op og kiggede chokeret på ulven foran mig.

-Hvor... Hvordan i? Mine øjne flakkede rundt for at finde en udvej. Ulven svarede ikke, men fortsatte langsomt og roligt hen imod mig. Jeg vidste jo godt det var Justin. Inderst inde vidste jeg det.

-Hold dig fra mig! Jeg blottede mine tænder imod ham og knurrede advarende. Han stoppede op og kiggede på mig. Han lagde sit hoved på skrå.

-Jeg har ikke tænkt mig at gøre dig noget. Hans stemme var rolig og afslappet. Hvilket gjorde mig meget utryg. Han sænkede sit hovede ned imod jorden og lagde sine ører fladt ned. -Stol på mig.  Min knurren blev lavere i et kort øjeblik. Jeg ville gerne stole på ham. Jeg ville være tæt på ham. Men pludselig kom jeg i tanke om angrebet. På den nat han angreb mig. I samme øjeblik hævede jeg min knurren endnu højere.

-Hvordan skulle jeg kunne stole på dig efter det du har gjort imod mig?! Jeg nærmest skreg det invændigt. Han peb, men hævede hovedet igen. Han trådte et enkelt skridt hen imod mig igen. 

-Lad mig forklare. Jeg rystede på hovedet og vendte mig om. Jeg hoppede ud i skoven og løb væk fra ham. Jeg havde ikke lyst til at høre hans forklaring. Jeg havde ikke lyst til at høre hans undskyldninger. Jeg lukkede øjnene et kort øjeblik imens jeg løb. Så snart jeg åbnede dem igen blev jeg ramt hårdt i siden af noget det fik mig til at vælte omkuld og rulle om på jorden. Jeg kiggede forvirret rundt og fik øje på Justin igen. Han gik hastigt hen imod mig og satte beslutsomt sin ene forpote hårdt ned på mit skulderblad. Jeg snerrede og snappede efter hans pote, men kunne ikke nå. 

-Du lod mig ikke tale ud. Sagde han hårdt og stirrede ned på mig. Jeg stoppede min snerren og kiggede op på ham.

-Fint. Kom med dine latterlige undskyldninger. Snerrede jeg. Han knurrede og blottede sine tænder imod mig.

-Lyt nu bare! Jeg sukkede og lagde mit hoved ned på jorden. Han åndede dybt ud og blæste en stor damp sky ud i luften. Hans ånde ramte mit ansigt. 

-Det var ikke min mening at skade dig så meget som jeg gjorde. Sagde han og sukkede. Altså. Lily. Du er... var.. ikke et normalt menneske... Det har du aldrig været. Ellers ville jeg ikke have kunnet skifte dig..

-Hey vent. Skifte mig? Spurgte jeg forvirret og lagde mit hovede på skrå.

-Ja. Jeg prøvede ikke slå dig ihjel. Det er bare sådan man skifter andre. Sagde han og virkede en smule mere lettet. -Jeg har gjort dig til en ulv ved at bide dig. Han lettede sin pote lidt så den ikke pressede så hårdt ned imod mig. -Jeg har givet dig en gave.

-En gave?! Jeg stirrede vredt på ham. -Tror du virkelig jeg er glad for at være sådan et uhyre? Jeg rev mig løs af hans greb og rejste mig op foran ham.

-Vent! Lily! Han trådte hen imod mig. -Vi har brug for din hjælp! Det var derfor vi skiftede dig. Jeg stoppede brat op og stirrede vredt på ham. 

-Vi? Min kæbe spændtes og jeg begyndte at snerre lavt. Hans ører drejede nervøst frem og tilbage.

-Ja. Mig og min flok. I det han sagde ordet flok tænkte jeg tilbage. Omkring mig kunne jeg høre det rasle i buskadset. Jeg så konstant skikkelser løbe bag mig og imellem træerne. Engang imellem hørte jeg lavmælte bjæf og korte hyl fra skikkelserne. Jeg skælvede over hele kroppen bare ved tanken.

-Ligemeget hvad dig og din flok vil have fra mig så hjælper jeg jer ikke! Jeg har og vil aldrig have noget med jeres verden at gøre! Sagde jeg bestemt stadig knurrende. -Vi ses i skolen. Jeg vendte mig om  og gik roligt væk fra ham. Jeg tog et sidste kig tilbage på ham inden jeg løb afsted hjemad. 

Han har ingen ret til at bestemme hvad jeg skal! Jeg løb ud af skoven og ind i mit hus. Det tog hurtigere tid i ulveskikkelse end i menneske skikkelse. Ligesom da jeg skiftede til ulveskikkelse skiftede jeg også til menneske skikkelse og gik ind i huset da det endelig lykkedes. Jeg var udmattet så jeg gik direkte op på værelset og smed mig på sengen. Jeg lukkede øjnene og det varede ikke længe før jeg faldt i en dyb søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...