Cursed

16 årige Lily har altid været en normal pige, indtil hun en dag bliver angrebet af en flok aggressive ulve inde i skoven. Efter den dag har hun ændret sig meget... både udenpå og indeni og hun finder snart ud af at hun ikke er helt den samme som hun var før... Samtidigt dukker en mystisk dreng op ved navn Justin. Hun har en mistanke om at han ikke er som han ser ud. Men alligevel virker han sød og tiltrækkende... Han beder om hendes hjælp til noget hun aldrig selv ville kunnet klare... tror hun. Alligevel har hun besluttet sig for at hjælpe ham, hvilket roder hende ind i en helt anden verden fyldt med farer og hemmeligheder.

12Likes
13Kommentarer
1444Visninger
AA

8. Andre væsener

"Lily?!" Min mors stemme lød nede fra stuen. Jeg lå stadig i sengen. Der havde jeg ligget og oset i ret lang tid. Det var jo endelig blevet weekend, så hvorfor ikke nyde det? Jeg kunne høre min mor snakke med en eller anden nede i stuen. Hun gik op ad trappen og åbnede døren ind til mit værelse. 

"Der er en dreng nede i stuen der gerne vil tale med dig." Justin. Så snart hun sagde det lød navnet i mit sind. "Han siger at i går på den samme skole." 

"Ja, jeg tager lige noget tøj på. Jeg kommer ned bag efter." Sagde jeg og satte mig op i sengen. Hun nikkede og gik ned i stuen igen. Jeg gned mine øjne og gik hen til mit klædeskab. Hvad vil han mon nu? Jeg vidste jo enligt godt hvad det var han ville snakke med mig om, men jeg var for træt til at tage stilling til det. Jeg trak en alt for stor T-shirt og et par jogging bukser ud fra skabet og tog det på. Det var jo trods alt weekend. Jeg traskede ned ad trappen og fik øje på Justin der stod i døråbningen og snakkede med min mor. Jeg stoppede op lidt fra dem og kiggede skiftevis på dem. Min mor smilede til mig og gik roligt ud i køkkenet og væk fra os.

"Hvad laver du her Justin?" Min stemme var hæs og lød lidt halvirriteret. 

"Vi bliver nød til at tale sammen." Sagde han og kiggede hen på mig. Jeg havde ikke opdaget hvor høj han enligt var i forhold til mig før nu. Han var mindst et halvt hoved højere end mig. 

"Kom vi kan snakke ovenpå." Jeg begyndte at gå op ad trappen med Justin i hælene. Jeg gik ind på mit værelse og satte mig på sengen. Justin stoppede i døråbningen og kiggede over på mig. Han sagde intet. Det varede lidt tid inden jeg endelig brød stilheden.

"Du ville tale?" Sagde jeg og kiggede op på ham. Han nikkede.

"Som jeg sagde igår. Så har vi brug for din hjælp."

"Jeg gider ikke rodes ind i et eller andet lort. Ok?" Jeg nåede knapt nok at lade ham tale ud før jeg svarede. 

"Lily." Sagde han beroligende. "Bare lad mig fortælle hvad vi gerne vil have hjælp til før du beslutter dig fuldstændigt. Okay?" Hans blik var afslappet. Der var stille et lille stykke tid inden jeg brød stilheden igen.

"Jeg skal tænke over det når du har fortalt mig det." Svarede jeg. Han spændte kæben og kiggede alvorligt på mig.

"Ser du." Begyndte han, med rolig stemme. "Varulve er ikke det eneste væsen mennesker ikke kender til. Der er også vampyrer ude i naturen." Jeg kiggede chokeret på ham. Vampyrer?! 

"Der er kommet flere og flere vampyrer og vi kan snart ikke holde dem på afstand fra menneske verdenen længere... Det var derfor vi skiftede dig. Vi havde brug for flere krigere til at holde dem væk." 

"Vent, vent, vent. Kriger? Skal jeg kæmpe?" Det hele var meget overvældene. "Det kan du godt glemme. Jeg kan ikke kæmpe! Jeg er... var bare en helt normal menneske pige." Han rystede på hovedet.

"Du er ikke normal. Det har du aldrig været. Ved du ikke hvor sjælden du er?" Jeg kiggede forvirret på ham. "Det er kun dig og din slags der kan blive skiftet. Hvis vampyrerne havde fået fat i dig før os ville de også have bidt dig." Det hele lød så mærkeligt. Men alligevel også virkeligt spændene. Hele min krop ville sige ja til at hjælpe dem, og min indre ulv skreg efter at komme ud. 

"Jeg vil gerne hjælpe jer." I det samme jeg sagde det lyste hele Justins ansigt op. "Men... Først må du lære mig hvordan i alverden jeg skifter skikkelse hurtigere end det jeg gør nu." Han smilede og nikkede.

"Ja det må vi lige arbejde lidt på." Jeg smilede tilbage til ham. Han rakte hånden ud imod mig. 

"Aftale?" Jeg tøvede lidt og kiggede på hånden i et kort øjeblik.

"Aftale."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...