Who....are you?

Det er første dag i sommerferien og alt er fedt. Eller er det? Ikke ifølge Sara Phillips. Hendes mor og nye ’far’ har nemlig valgt at flytte sammen, hvilket betyder at de alle tre flytter ind til storbyen. Sara glæder sig på ingen måde og det ligger hun ikke skjul på. Ikke nok med at hun nu skal have en mand i huset, men hun skal simpelthen flytte, og så endda væk fra sin bedste ven Patrick. Hele Saras verden syntes at være forfærdelig, lige indtil hun møder Liam ved et voldsomt uheld. Straks mærker de begge en kemi sammen som de aldrig har følt før. Men da Sara så opsøger Liam afviser han hende blankt og hårdt. Ja, det er næsten som om han ikke kan huske hende? Saras sommer viser sig at være helt anderledes end hvad hun havde forestillet sig.

6Likes
9Kommentarer
824Visninger

1. Goodbye

 

Det er hans skyld at jeg nu har siddet i en bil næsten 12 timer. Fly er totalt udelukket i hans verden. Hvorfor skulle man også gøre livet lettere for sig selv? Tsk..! Hadet skyllede gennem min krop. Jeps, jeg hader ham. Min mors nye kæreste. Michael, Michael, Michael, Michael, Micheal, MICHAEL!!! Bare hans hans navn giver mig lyst til at slå et eller andet. Det ville ikke undre mig hvis de giftede sig og fik et barn. Michaels barn. Jeg tvang mine tanker væk ved at fokusere på omgivelserne uden for ruden. En endeløs vej. Af ren kedsomhed åndede jeg på ruden så den duggede i en lille cirkel. Smertefulde tanker dukkede op.

Patrick.

 

"Heeey rolig nu Sasser" sagde han imens han gav mig et stort kram. "Jeg overlever det aldrig.. Kan jeg ikke bare bo hos dig?" spurgte jeg. Tårerne løb ned af mine kinder som om døden var nær. "Shshhshshyy"trøstede han imens hans hånd aede mig på hovedet. Modvilligt måtte jeg slippe ham da han trak sig tilbage og så på mig med de velkendte brune øjne. "Jeg kommer og besøger dig når jeg kan" lovede han.

 

"Hallo!? Er du døv eller hvad?" spurgte Michael pludseligt, hvilket rev mig ud af mine tanker om Patrick. Hvad bildte han sig ind? At tale sådan til mig?  Det var jo ikke ligefrem overraskende at min mor ikke sagde noget til det. Jeg rullede bare med øjnene af ham. Han skulle ikke tro at han var noget.

"Jeg forstår simpelthen ikke hvad du har lavet de sidste 17 år Mia! Den pige er jo på ingen måde opdraget" brokkede han sig endeløst. "Så så, rolig nu Michael. Hun er jo bare teenager" prøvede min mor at berolige ham. Igen talte de om mig, som om jeg ikke var der. Et højt suk kom fra mig da jeg igen vendte blikket ud af ruden. Gid hun aldrig havde mødt ham.

 

"SE!" udbrød min mor pludseligt, hvilket nærmest fik mig til at hoppe op i taget på bilen. Der havde været stille i bilen så længe, især nu hvor Michael ikke var tilhænger af en radio. Efter at have samlet mig lidt fulgte mit blik hendes finger hen på et blåt hus med to etager. Skulle jeg bo der? Altså det var jo ikke fordi der var noget galt med huset, det var i sig selv fint nok. Men altså, hvis man så rundt på de andre huse kunne man straks se problemet. Eller jeg kunne. Det hele var bare så perfekt. Og når jeg siger perfekt er det altså ikke positivt ment. Alting var malet i glade, men rolige farver, børnene legede fredeligt på vejen og naboerne hilste pænt. Det var som en porcelæns vej med porcelæns dukker. Den mindste fejl ville lave en stor sprække porcelænen. Nu hvor vi flyttede til vejen skulle de nok regne med flere sprækker lavet personligt af mig. For efter alt jeg havde været igennem, kunne de godt glemme alt om det der lykkelig familie pis. Det var ikke engang en mulighed mere. 

 

Michael parkerede bilen i den asfalterede indkørsel med blomsterbede langs siderne. Jeg kunne allerede mærke hvordan jeg ikke ville passe ind. Like I give a shit!... Mit blik scannede nabohuset og fik heldigvis ikke øje på nogen. "Få hende dog til at lette sig og hjælpe lidt til. Jeg bærer ikke det hele ind" sagde Michael efterfuldt af min mor der nu nervøst vimsede hen til bildøren. Hun bankede på ruden og prøvede at få øjenkontakt med mig, hvilket ikke lige lykkedes. "Kommer du og hjælper Saramus?" spurgte hun entusiastisk. Jeg åbnede bildøren hvilket tvang hende til at rykke sig. Mit kropssprog fortalte tydeligt at jeg var imod det. "Godt skat. Du kan jo bare bære dine ting op på dit værelse... Ja altså, Michael syntes du skulle have værelset ovenpå nede for enden." sagde hun inden hun forsvandt hen til traileren. Mit blik gled igen hen på huset. Selvfølgelig bestemte Michael hvilket værelse jeg skulle have. Alt skulle gå efter hans hoved.

                                                                           

 

                                                                                      

Godt nok var huset allerede møbleret, men jeg havde insisteret på at få mine møbler og seng med. Det passede selvfølgelig ikke Michael, men efter at have spillet den søde steddatter i et par dage gav han sig. Bare tanken om de dage, fik kvalmen frem i mig.

Surmulende traskede jeg hen foran facaden af mit nye sukkersøde hjem. Det var ligesom om jeg var trådt ind i en film. Huset var jo perfekt. For perfekt. Ikke et eneste søm var slået forkert i og alle brædder var lige. Min mor gik smilende forbi mig og ind gennem den kridhvide dør ind til huset. En høj råben kom pludseligt fra husets indre. Nu vidste jeg hvad huset mindede mig om. Det mindede mig om de piger som er perfekte. De piger der ingen fejl har. Inde bag de piger er der en dyb ondskab. Min mor vimsede nervøst ud til mig. Sådan blev hun altid når Michael råbte af hende. "Kom så Sara. Alt skal være inde før mørket falder på" sagde hendes nervøse stemme, inden hun igen vimsede ind. Istedet for at lukke den spydige kommentar, som lå på min tunge ud så forholdte jeg mig tavs, og gik ind med en flyttekasse i favnen.  

Der lugtede ekstremt at rengøringsmiddel i hele huset. Derudover lignede det at en blomstereng var eksploderet ud over alt indhold. Alle møbler var på en eller anden måde polstret med blomster og i hvert rum stod der mindst 3 vaser med blomster i. Mit greb strammede sig om flyttekassen for at holde fast i virkeligheden, for det dér var virkelig urrealistisk. Det var på ingen måde til at holde ud. Derfor skyndte jeg mig op af trapperne og ned for enden af gangen. Selvfølgelig ville Michael have at jeg skulle have værelset i enden. Det var jo længest væk fra deres soveværelset.

 

Med lidt besvær fik  jeg åbnet døren med min albue. Hell no! Værelset lignede det jeg frygtede. En. STOR. BLOMSTERENG! "For fuck sake" mumlede jeg opgivende, lige inden flyttekassen gled ud af mine hænder. "AV for satan!!" skreg jeg da den selvfølgelig landte på min fødder. Nærmest på randen til at tude, humpede jeg over til min seng. "Sara vi spiser om 20 minutter" råbte min mor fra stuen. Vi skulle formentlig bare have take away. Forsigtigt lagde jeg mig ned på den blomsterbetrukkede seng og sukkede.

 

 

                                                                                           ***

 

"Hvorfor spiser du ikke noget tøs?"

Michaels grimme øjne borede sig ind i mine. Jeg stirrede trodsigt tilbage. "Fordi der er oliven på alle pizzaerne" svarede jeg spydigt igen. "Du skal ikke tale til mig i det tonefald!" snerrede Michael inden han tog en stor bid af sit pizzastykke. "Kom nu skat, bare smag et stykke" prøvede min mor nervøst. Hendes blik flakkede mellem mig og Michael. Det var næsten som om vi havde en stirrekonkurrance i gang. Til sidst måtte jeg tvinge mit blik væk fra hans grimme øjne. Derudover var han så 'charmerende' at man nærmest kunne se alt maden når han tyggede. Jeg væmmedes ved ham og lagde ikke skjul på det. "Hvad var det?!" råbte han med munden fuld at pizza. "Hva-hvad?" spurgte min mor der tydeligvis ikke helt var med. Jeg vidste udemærket hvad han mente. Jeg havde rynket på næsen af ham.

 

"Svar mig så din møgunge!" råbte han. Pludseligt bankede han så hårdt i bordet at selv jeg fik et et chok. 

Da jeg så endelig kom mig over chokket, så jeg vredt på min mor. "Hvordan kan du lade den idiot tale sådan til mig?!" spurgte jeg med gråd i stemmen. Det var ikke meningen jeg ville græde, men jeg kunne bare ikke holde tårerene tilbage.

"Ja-jamen Sara mus altså.."

SLASK!

Noget hårdt smadrede ind i hovedet på mig, før jeg kunne nå at se mig om. Min første reaktion var at tage hånden op til min kind og stirre på Michael. Min mor var blevet tavs. Der var pludseligt helt stille. Dét der ville jeg altså ikke finde mig i! Jeg rejste mig mig op uden at kunne stoppe tårerene der strømmede ud af mine vredefyldte øjne. "I kan begge to rende mig!" råbte jeg, lige inden jeg tog en hel pizza og kastede i hovedet på Michael. Før han kunne nå at reagere løb jeg ud i gangen og ud af hoveddøren. Jeg nåede lige at høre et vredesbrøl inden jeg var et godt stykke væk.

 

Efter fem minutters tid kunne jeg mærke kulden. Det måtte have været chokket der havde holdt den væk. Jeg stoppede med at løbe, kun for at se mig omkring. Jeg var kommet et godt stykke væk fra min vej og jeg var egentlig ikke sikker på hvor jeg var. For fanden altså! Det var jo ikke fordi jeg jeg lige havde taget en jakke med i farten. Jeg viftede irriteret mit chokoladebrune hår væk fra mit ansigt. Jeg skulle på ingen måde tilbage til det forfærdelige hus.. Det hus der skulle forstille sig at være mit hjem. Jaerh right...

Et dybt suk kom fra mig da jeg frysende gik videre på det forladte fortov. Mit blik lå på jorden der var dækket af uberørt sne. Det var nok kommet indenfor den sidste times tid.

 

Et skrig undslap mine læber uden jeg kunne stoppe det. Jeg så forvirret rundt. Prøvede at fokusere. Jeg så det hele fra siden. Forsigtigt prøvede jeg at rykke på mig, men stoppede straks da en smerte jagede gennem mig. En genkendelig lyd fortsatte ud i den mørke aftenluft. Først nu gik det op for mig at jeg var blevet kørt ned.

Et forskrækket skrig lød. "LIAAAM! " græd en pige hysterisk. De måtte have bakket ind i mig fra en indkørsel. Mit blik gled ned af mig selv. En blodpøl dannede sig omkring mit ben, og gjorde sneen rød. Den anden bildør blev åbnet og en fyr kom hurtigt gående hen til mig. "Vi har kørt hende ned" hylede pigen hysterisk. Gid hun holdte kæft. Det var ikke fordi hun gjorde det meget bedre. "Ring nu bare 112" sagde en hæs stemme. Fyren satte sig på hug og så ned på mit ansigt. "Hey, du skal nok klare den. Vi får en ambulance herhen" sagde han med et stort smil. Jeg blinkede et par gange, rimelig i tvivl om han var ægte. Det måtte da være ulovligt at være så lækker. Hans blik betragtede mig, formentlig bare for at se hvor skadet jeg var.  

Smerten i mit ben bragte mig tilbage til virkeligheden. Et øjeblik lukkede jeg øjnene. "Hey ikke lukke øjnene" sagde fyren. "Hvad hedder du?" spurgte han, sikkert for at holde mig ved bevidsthed. "Sara" pev jeg ynkeligt. Et lille sæt gik gennem mig da han strøg mig over hovedet. Det var alligevel meget rart. "Rart at møde dig Sara, jeg er Liam" sagde han med sin perfekte hæse stemme. Nej vent! Hvem troede han lige at han var? Ikke nok med at han lige havde kørt mig ned, så prøvede at han tale udenom! "Du ... kørte mig ned" stønnede jeg.

En mild latter undslap hans læber. Det var begyndt at sne, lagde jeg underligt nok mærke til. Nok mest fordi små snefnug landte i Liams sorte hår, som det stod stærkt i kontrast til. "Ja det.. det må du sgu undskylde" små lo han. Nå ja! Virkelig sjovt. Her lå jeg bare med blod over det hele og så lo han?! Forfanden, jeg kunne kun tilgive ham fordi han var så pokkers lækker. Pigen kom hen til os efter at have lagt mobilen i lommen. "Shit er hun okay?!" spurgte hun panikslagent.

 

"Hun skal nok klare sig" svarede Liam helt roligt. Jeg lukkede træt mine øjne. Kulden var forsvundet og kun smerten i mit ben var tilbage.

"Er det ikke meningen at hun skal blive ved bevidsthed?" lød det fra pigen.

"Sara? ... Sara??" spurgte Lækre Liam.

Jeg var jo bare så forbandet træt. Kunne han ikke bare lade mig sove?

"Forfanden?!"

Lyden af sirener kunne svagt høres.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...