Who....are you?

Det er første dag i sommerferien og alt er fedt. Eller er det? Ikke ifølge Sara Phillips. Hendes mor og nye ’far’ har nemlig valgt at flytte sammen, hvilket betyder at de alle tre flytter ind til storbyen. Sara glæder sig på ingen måde og det ligger hun ikke skjul på. Ikke nok med at hun nu skal have en mand i huset, men hun skal simpelthen flytte, og så endda væk fra sin bedste ven Patrick. Hele Saras verden syntes at være forfærdelig, lige indtil hun møder Liam ved et voldsomt uheld. Straks mærker de begge en kemi sammen som de aldrig har følt før. Men da Sara så opsøger Liam afviser han hende blankt og hårdt. Ja, det er næsten som om han ikke kan huske hende? Saras sommer viser sig at være helt anderledes end hvad hun havde forestillet sig.

6Likes
9Kommentarer
827Visninger

2. Auch..

 

Lyden af stemmer gav genlyd i mit hoved, hvilket forsagede en syg smerte i mit hoved. Hvad skete der? I takt med at jeg kom til bevidsthed begyndte jeg at mærke min krop. Av. Et lille smertestøn kom fra mine læber da jeg slog øjnene op. Woow... alt var sløret og lyset var meget skarpt. "SARA?" udbrød en lys kvindestemme. Seriøst.. Ikke så højt. Nu begyndte alle i rummet at snakke. Hvor mange der var havde jeg ingen anelse om men det virkede fandme som et helt publikum. Underligt nok blev der pludseligt stille. "Sara? Har du ondt nogen steder? " spurgte en mand. Mit blik kørte forvirret rundt. Smerten var overvældende, jeg vidste ikke hvor jeg var og så kunne jeg næsten ikke se. "Bare slap af og sov. Vi giver dig noget morfin" sagde stemmen igen. Få minutter efter gik jeg ud som et lys. 

 

***

Næste gang jeg vågnede var der helt stille. Der var kun få lyde og ellers intet. Jeg slog forsigtigt øjnene op, måske lidt bange for ikke at kunne se? Til min lettelse var mit syn helt normalt. Hele min krop var øm men toppen af smerten var ligesom væk. Forvirret gled mit blik rundt i rummet. Først der gik det op for mig at jeg var på et hospital. Minderne fra i går slog mig pludseligt som en dør i hovedet. Jeg var blevet kørt ned. "Heey, du er vågen" sagde en lækker stemme. VENT. Det var stemmen fra i går. Mit blik gled hen til den ene væg hvor 2 stole stod. På en af dem sad en fyr. En fyr med kulsort hår og skønne blå øjne. Mon de havde givet mig for meget morfin? Jeg blinkede et par gange for at se om han forsvandt. Fyren rejste sig op og gik hen til min seng. Hold da kæft. Kom der mandemodeller og besøgte syge på hospitalet i dag? 

 

Jeg løftede min ene hånd og mærkede på mit hoved. Der var en stor forbinding om det. "Auuuv" udbrød jeg da jeg rørte ved noget det føltes som en syning lige i krydderen på mig. Åh nej.. Jeg måtte virkelig ligne lort. Mit blik fløj lidt nervøst hen på fyren der bare så smilende på mig. Jeg kunne kun huske små bidder af episoden i går. "Jeg blev... kørt ned ikk?" spurgte jeg lidt hæst. Fyren satte sig på sengekanten og nikkede lidt. "Jeg tror nu at du startede med at falde" sagde han med et drilsk smil. "men til dit forsvar ramte vi dig vidst en smule" tilføjede han bagefter. Hvor pinligt. Jeg var ikke engang blevet kørt ned. Nææh nej, jeg faldt da bare. Men.. hvem var 'vi'? Hvem var han overhovedet? "Kender jeg dig?" spurgte jeg ligeud. Fyren klukkede lidt imens han rystede på hovedet, som om jeg havde sagt noget dumt. "Jeg er skam lige flyttet til byen. Faktisk så bor jeg skråt overfor dig" svarede han. Okaaay, ville han så præsentere sig eller hvad? "Jeg henter lige dine forældre" sagde han opmuntrende og rejste sig derved op. "Du mener mor. Michael er ikke min far" rettede jeg ham. Det var ikke for at være sur men Michael ville aldrig blive noget i nærheden af en far for mig. Fyren gav et nik fra sig inden han smuttede ud af døren. 

 

Jeg blev dog ikke efterladt alene i lang tid. Faktisk så kom der en lav pige gående ind lige efter at fyre var gået ud. Det var lidt svært at gætte hendes alder. På en måde virkede hun ikke som en pige men heller ikke som en kvinde. "Har du det godt? Min bror sagde lige at du var vågnet" sagde hun glad. Hendes stemme var sød og næsten pibende. "Øhhh fint nok" svarede jeg. Meget intelligent svar Sara.

 

Den lave pige lod sine fingre køre igennem hendes kortklippede hår. Faktisk så havde hun sidecut på højre side af hovedet. Det så nice ud. "Han har slet ikke præsenteret sig, vel?" spurgte hun efter at have stillet et glas vand til mig. Jeg tog koppen op til munden og drak lidt. Til min overraskelse virkede jeg pludseligt tørstig og derfor drak jeg resten. Da jeg løftede blikket mødte jeg, en smule forskrækkende, hendes. Hun stirrede altså. Havde hun spurgt mig om noget? Jeg løftede mit ene øjenbryn. Nåårh hun spurgte om han havde præsenteret sig. Jeg rystede på hovedet, stillede koppen tilbage på bordet og så opmærksomt på hende. 

 

Det var sådan lidt akavet. Jeg kendte hende jo ikke. "Det er min bror Liam der lige har været herinde. Jeg er Lexie" sagde hun glad. "Vi kom til at bumpe ind i dig da du faldt på vejen" sagde hun ligeud. Jeg fornemmede lidt at hun var en type der snakkede vildt meget. "Vi er nemlig lige flyttet til byen. Ja altså vi bor i nr. 34. Og i går var vi lige blevet færdige med at pakke ud så vi kørte ud for at få noget mad. Det endte så med kantine mad herovre" plaprede hun løs. Ikke fordi jeg havde noget imod det. Det var fantastisk ikke at skulle sige noget men bare lytte. Desuden ville jeg tusinde gange hellere være sammen med hende end Michael der sikkert var på vej med min mor. Mit blik gled op på uret. Hold da helt fest. Klokken var allerede ni om aftenen.

 

Døren blev åbnet og Liam trådte ind. "Dine forældre er på vej" sagde han med medlidenhed i stemmen. HVAD? De var på vej? Var de ikke på hospitalet? Et øjeblik så jeg såret ud men skjulte det hurtigt. Det var noget at det jeg var bedst til. Altså at skjule mine følelser. Tænk at min mor var taget hjem og nogle vildt fremmede uden relationer til mig blev. Det var sikkert den nar til Michael der havde overtalt hende. Men alligevel, hun burde have sagt ham imod.Vreden boblede hastigt inde i mig. Det gav et sæt i mig da madrassen gav efter. Liam havde sat sig i fodenden igen. Jeg bed mig i læben ved synet af ham. Det burde være ulovligt at være så hammer lækker. "Jeg har en herre god ide! Når du får det godt igen kan du jo komme og besøge os. Det bliver fedt at lære nogle naboer at kende" foreslog Liam. 

 

Jeg tøvede lidt med at svare men til sidst nikkede jeg alligevel. Mit blik gled over til Lexie der pludseligt virkede tavs. Hun stirrede på Liam måske med et bekymret blik. Var det da en dårlig ting? Nu følte jeg mig virkelig velkommen.. Liam vendte hovedet mod Lexie der lynhurtigt skiftede udtryk til det mere positive. "Er det ikke en god ide?" spurgte han Lexie. Lexie smilte og nikkede så optimistisk hun kunne. Jeg kunne stadig ikke glemme hvordan hun først havde reageret. 

 

***

 

Jeg kan ikke tro det! Der gik en hel time før min mor kom. Uheldigvis var Michael med. I mellemtiden havde Liam og Lexie hentet noget mad til mig, der smagte virkelig hæsligt. Hospitaler burde virkelig forbedre den mad. "Saramus!" sagde min mor med en bekymret stemme imens hendes blik granskede mig. Jeg mødte hende bare med et koldt blik. "Det er da ligefør tøsen skal gå rundt med hjelm på" sagde Michael og gryntede. HA HA.. han syntes rigtigt at han var sjov. Liam og Lexie så på hinanden og gik hen mod døren. Jeg dømmer dem virkelig ikke. Det ville jeg også gøre hvis jeg kunne. "Er der noget galt mus?" spurgte min mor prøvende. Jeg trak på skulderne og så lidt væk. Ja gu fanden er der da noget galt. Jeg blev jo bare efterladt til nogen komplet fremmede imens du sad derhjemme og modtog ordrer fra den dumme ***frdgkdmglgdgederg. 

 

"Lægen sagde at du sagtens kan blive udskrevet nu. Så kan du komme hjem og måske så kan vi købe noget slik" sagde hun opmuntrende. Mit blik vendte sig ned på dynen der lå over mig som hvid sne. "Sig dog tak når nu din mor tilbyder dig det" lød det fra Michael, der havde sat sig ned i stolen Liam havde siddet i tidligere. Han lignede en der kedede sig. Så skrid dog. "Så luk dog " mumlede jeg irriteret. Lige nu havde jeg altså en ret kort lunte, så han skulle bare prøve på noget. "Hvad sagde du?" spurgte han truende imens hans blik borede sig ind i mig. Jeg så trodsigt på ham. "Hvad med at du går ned og henter hendes smertestillende og starter bilen skat?" spurgte min mor. Michael nikkede lidt efter og forsvandt.

 

"Prøv nu og tale pænt til ham Sara" sagde hun bebrejdende. Jeg rynkede panden inden jeg svang mine ben ud over kanten på sengen. "Bare tag det roligt" sagde min mor lavt. Det skulle hun da ikke bestemme. Jeg hoppede den fra sengen og gik et par skridt. Wooow,.. Det hele sejlede for mig og mine ben forsvandt under mig. "SARA" råbte min mor. Jeg gik ud som et lys

 

Næste gang jeg slog øjnene op lå jeg i min seng derhjemme. 

 

Så fik jeg endelig taget mig sammen til at skrive et kapitel til :). Håber i syntes om det. Giv gerne en kommentar eller et like! :) 

 

ENJOY! :D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...