Jeg lovede hende......

Hans søster bliver udsat for det værste han kan forestille sig, og der er intet han kan gøre ved det.. Hun bliver tvunget til at forlade dem hun elsker, tvunget ud i en ny verden. Han ved hun ikke har en chance, alt han kan gøre er at håbe. Håbe på at det går hurtigt. Hun er bange skræmt for livet alt hun kan tænke på er at komme hjem, men det kommer hun nok ikke. Det her er historien om Cari og Carter Miller... (Det er en hunger games fan fiction men der er ingen af de ''Kendte'' figurer med)

9Likes
0Kommentarer
1349Visninger
AA

3. Kapitel 2 - Farvel - Cari

 

Hej, nu er det The Little Angel der skriver, mit bliver skrevet i datid, så er i advaret. (:

 

"Cari Miller!" Hvad! Sig det er løgn? Men Carter lovede, at det ikke vil være mig. Gjorde han ikke? Alle de tossede spørgsmål gjorde mig helt ør i hovedet. Kort efter kom der et kæmpe råb, som kun kunne tilhører Carter. Jeg vendte blikket mod ham. Han var faldet ned på knæ. ”Carter,” min stemme var svag og rystende. Den grimme kvinde Feridia sagde i mikrofonen, ”kom her op Cari Miller,” hendes pinke læber var trukket op i et grimt smil. Med tøvende skridt gik jeg op mod scenen. Da jeg nåede trappen, vendte jeg kort om mod folkemængden. Mine øjne søgte en bestemt person, nemlig Carter. Min Carter. Efter som mine øjne ikke fandt ham, måtte han stadig sidde på hans knæ. ”kom så her op barn!” lød en ret skræmmende stemme, som kun kunne tilhører Feridia. Jeg tog tøvende et skridt op på det første trappetrin, så det næste, og så blev jeg ved med de tre sidste trin. Altid med et tøvende skridt først. Jeg trådte op på scenekanten hen til Feridia. Hun stank af en forfærdelig parfumestank. Hun rakte hendes hånd ud efter mig og træk mig hen til sig. ”Nå lad os finde den sidste deltager,” sagde Feridia ind i mikrofonen. Hun gik hen til den anden runde tingst. Der i lå Carters navn på 20 sedler. Hun stak hånden ned efter en. Hun træk hånden til sig, da hun fik en op. Hun gik tilbage til midten af scenen. Gud jeg beder dig, det må ikke være Carters navn! Mine fingre krydsede, på den ene hånd. Hvis man krydser med begge giver det ikke held, men uheld. Forsigtigt åbnede Feridia papiret. Hun foldede det fint ud og rømmede sig. ”Carlos Simonsen!” Et lettede lydløst suk forlod mine læber. Hellere mig end min bror. Carlos er en femten årig dreng. Han er rimelig stærk, og så er han høj. Han er en modsætning af mig. Jeg er lille og spinkel. Han er stor og stærk. Han trådte ud af rækken. Hans ene hånd rodede i hans lyse pjuskede hår. Hans klare blå øjne fokuserer på mig og ikke Feridia. Hans skridt var ikke tøvende, som mine var, men mere bestemt og villigt. Vil han virkelig det her? Det vil jeg ikke! Carlos kom op på scenen, med bestemte skridt gik han hen til Feridia og mig. ”Cari Miller og Carlos Simonsen, giv hinanden hånden og ønsk hinanden held og lykke!” Sagde Feridia, som havde vendt sig mod os. Carlos, rakte sin store hånd frem mod mig, forsigtigt tog jeg fat i den. ”Held og lykke,” sagde vi i munden på hinanden. To hvidklædte mænd kom mod os. Den ene tog fat i Carlos og den anden i mig. Forsigtigt førte de os ind i huset bag scenen. Bag mig kunne jeg høre Carter råbe mit navn. Mine øjne lukkede sig i, derefter lod jeg vagten fører mig ind i det rum jeg kunne sige farvel til familie og venner.

 

Mit blik lå på den grimme grønne væg. Lige nu sad jeg og ventede på Carter. Hvor blev han af? Han er vel ikke kommet til skade. Gud jeg beder dig, bare han ikke er kommet til skade. Ikke min elskede bror. En del larm lød ude for min dør og efter fem sekunder blev den smækkede op og Carter kom flyvende ind af den. ”I har ti minutter og så er det ud!” lød vagtens sure stemme. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...