13+ Breathe for me. {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 aug. 2012
  • Opdateret: 12 aug. 2013
  • Status: Igang
Toribelle er seksten, og bor i Londons midte med sin travle mor og sin ordblinde lillesøster Macy. Hun har et fantastisk godt forhold til sin far, som er soldat i Afghanistan, men har ikke mere end ti minutter om ugen at snakke med ham i, hvilket også er derfor at Toribelle (Tori), bruger sin sorg, og vrede på at være klassens overhoved. Hun ved alt om alle. Hun kan bruge den mindste hemmelighed, og er derfor også kåret som ballets dronning to år i træk. Hvad der ikke er nogen der ved, er at Tori lider af Leukæmi (kræft) , og har kæmpet med det siden hun var tolv. Hun har gjort alt for at holde sin hemmelighed hemmelig, men det ændre sig da hun efter en koncert, med det verdensberømte band, One Direction, begynder at føle noget for en af fyrene.

155Likes
147Kommentarer
12769Visninger
AA

4. You're beautiful.

 

Jeg vågnede ved at mit vækkeur bippede. Jeg skyndte mig at slukke det, for ikke at vække Macy, der endelig var faldet i søvn. Hun havde flere gange i løbet af natten, hulket, så jeg blev nødt til at vugge hende frem og tilbage i mine arme. Jeg hadede tanken om at hun ikke stolede på mig, når jeg sagde at jeg ikke ville forlade hende. Jeg glimtede et par gange, med øjnene, inden jeg lagde min arm tilbage om hende, hvilket fik hende til at smile.

Jeg vidste ikke om hun var vågnet, eller om hun endelig drømte sødt, i stedet for de mareridt hun altid fortalte mig at hun havde haft. ”Sover du?” viskede jeg blidt. Jeg kunne mærke at hun rykkede på sig, og hun vendte hovedet imod mig, så hendes græsgrønne øjne, kiggede ind i mine. ”Nej” hendes smilehuller viste sig. ”Skal du til kor i dag?” jeg satte mig forsigtigt op, og jeg strøg hende hen over håret. Hun rystede på hovedet, og lagde sig tilbage på puden.

Jeg smilede og rejste mig fra sengen. ”Se at få lidt mere søvn, ellers bliver du muggen”, hun lukkede med det samme øjnene, og trak dynen helt op over hovedet. Jeg fik min hættetrøje på, og gik over mod døren.

Jeg gik med tunge øjne, ind i køkkenet, hvor lugten af pizzaen fra i går ramte mine næsebor. Jeg rullede med øjnene og smed bakken i skraldespanden. Hun opførte sig mere som en teenager end jeg gjorde. Jeg begyndte at rydde op i køkkenet, for derefter at lave Macys morgenmad. Klokken var ikke mere end syv, men når jeg først havde åbnet mine øjne, var de svære at lukke igen. Desuden skulle jeg have gjort alt klar inden koncerten. Lektier skulle laves. Ikke at det betød noget for mig. Men jeg var tvangs bundet, hvis jeg ville bestå eksamenen i slutningen af året.

”Macy der er morgenmad” jeg bankede let på døren, og så at hun allerede stod i fuld beklædning. ”Hov hov hvor skal du hen?” hun vendte sig, med et stort smil på læben, og kiggede beundrende på mig. ”Jeg skal til One Direction koncert” sagde hun og tog et skridt hen af gulvet i de høje guld sko hun havde fundet bagerst i skabet. ”I den der beklædning? Ej det tror jeg ikke lige” hun kiggede ned i jorden, og jeg var med et ovre ved hende. ”Det er jo slet ikke dig! Hvis du vil have Niall til at kysse dig på kinden, skal du være dig selv min skat” hendes øjne lyste op og hun satte sig på sengen. ”Kom her” jeg tog en renseserviet fra bordet, og tørrede makeuppen af hendes ansigt. 

Jeg fik hjulpet hende i hendes skole nederdel, og hendes fine sommerfugle mønstret top. ”Så nu er du fin!” jeg kyssede hende på panden, og tog hendes hånd for at få hende ud i køkkenet.

Jeg satte bacon og æg foran hende, og hun begyndte straks at grov æde af æggende, hvilket betød at jeg ikke kunne være helt dårlig til at lave mad. Jeg smilede tilfredst og gik tilbage mod værelset, for selv at få tøj på. Da det ikke var specielt praktisk at gå rundt i underbukser og en lang T-shirt, der kun lige dækkede røven.

Jeg tog elastikken ud og lod mit hår falde tilbage på min ryg. Jeg lagde et stort lag mascara, en flydende eyeliner over øjet, og en smule ruche på kinderne, inden jeg tilfredst kunne kigge mig selv i spejlet. Mit smil forandrede sig til et suk, og jeg trådte et skridt tættere på. Hvorfor var jeg så selvglad? Hvorfor synes jeg at jeg fortjente bedre end andre? Hvorfor havde jeg ondt af mig selv?

Jeg redte mit hår en gang igennem, inden jeg fik et par højtaljede bukser, og en løs top på. Det var bare mig. Jeg ville ønske at jeg kunne ændre mig selv. At begynde at have ondt af folk, men rollen havde ligesom steget mig til hovedet. Jeg var ikke engang sikker på at der var andre end Macy, der så mig som andet end dullen.

”Jeg ville ønske at jeg var ligeså smuk som dig” jeg vendte forskrækket hovedet mod døren, hvor Macy stod med sit bacon i hånden, og betragtede mig. Jeg smilede let og trådte et skridt tættere på hende. ”Og jeg ville ønske at jeg var lige så smuk som dig” hun smilede selvsikkert, men kiggede alligevel væk. Jeg kunne se at hendes kinder blussede op. ”Men jeg taler sandt prinsesse, du er den smukkeste niårige pige jeg kender” jeg tog hendes hånd, og trak hende hen mod spejlet.

”Se pigen der” jeg pegede ind i spejlet, og hun smilede let til sig selv. ”Den lille pige der, er det smukkeste jeg nogensinde har set, og hvis hun ikke tror på det græder jeg” jeg blinkede med det ene øje. Men hun så pludselig bekymret ud, og gav min hånd et klem. ”Du må ikke græde” hun kiggede mig i øjnene, gennem spejlet og jeg kunne se at hun havde fået tårer i øjnene. ”Hey hey” jeg tørrede tårerne væk, og sendte hende et beroligende smil. ”Jeg græder kun hvis du græder” jeg trak hende ind til et kram, og hun lagde straks armene om min hals.

Jeg bar hende ud i stuen og satte hende i sofaen. Der var stadigvæk lang tid til koncerten, men jeg havde lovet mig selv at jeg rent faktisk for en gang skyld, ville nå de ting jeg havde sat på min weekends liste.

Jeg satte mig ved køkkenbordet, og låste min bærbar op. Jeg var lidt bange for at kigge i min indbakke, efter at jeg bare havde lagt på i går. Men alligevel tjekkede jeg om han havde skrevet.  Hvis han var klog nok til at vide at jeg kun lagde på fordi jeg var bange, for at starte behandlingerne uden at han stod ved min side. Jeg ville ikke kunne klare mig igennem det, uden hjælp. Ikke denne gang.

 

”Hvad tid skal vi af sted?” kunne jeg svagt hører Macy råbe inde fra stuen, da jeg sad med musikken højt skruet op. Jeg kiggede rundt efter uret og så at klokken var ved at blive mange. Jeg smækkede min bærbar i, og gik med hurtige skridt ind for at få hende op på benene. ”Nu” Macys smil blev større, og jeg behøvede ikke engang at bære hende som jeg plejede, når hun ikke gad rejse sig. Hun hoppede op fra sofa stolen, og løb smilende ud til døren for at tage sko på.

Et smil vidste sig på mine læber, og jeg gik med tunge skridt ud i gangen. Jeg havde ikke tænkt på hvordan vi skulle komme derover, og jeg vidste at mor ikke havde tænkt sig at køre os, som en normal mor havde gjort for at være sikker på at de kom uskadte derover.

Der gik ikke lang tid før jeg havde fået Laurens søster til at køre os, og havde lovet min mor at Macy nok skulle komme sikkert hjem. Igen var hun det eneste mor tænkte på.

 

Macys smil lyste hele rummet op, så snart vi ankom. Der var mange mennesker, og selvfølgelig skubbede alle for at kunne komme ind, så jeg stod med Macys rystende hånd i min, da vi kom længere og længere frem.

”Macy hvis klokken er otte og koncerten starter tyve minutter i ni, hvor lang tid er der så til at den begynder?” hendes smilehuller blev tydeligere, og hun tog sin hånd op til sin pande får at vise at hun tænkte. ”Er der ikke fyrre minutter?” hun så lidt usikker ud, men da jeg nikkede, blev hendes smil større, og hun begyndte at klappe i hænderne.

Mor havde aldrig hjulpet Macy, når hun havde problemer i skolen, og efter far var taget af sted havde Macy givet op. Godt nok havde hun ikke lært at læse den gang, men når mine forældre spurgte hende om noget, begyndte hun at græde, fordi hun aldrig var sikker på svaret. Det gjorde så ondt at se på at jeg til sidst selv var nødt til at tage initiativet til at oplære hende.

Vi kom ind i salen, og jeg var virkelig taknemlig for at vi var på første række, da Macy ellers ikke villa havde kunnet se pga. de mange mennesker.

Macy begyndte at hoppe op og ned, og jeg kunne se at hun var ved at sprænges af spænding. Endelig var jeg grunden til at hun var så spændt. Så glad. Jeg kunne hører at musikken gik i gang, så jeg skyndte mig at tage min mobil op af lommen, jeg rettede den op mod scenen, og i samme øjeblik, trådte fem drenge frem på scenen. Macy skreg så højt, at det næsten gjorde ondt, men hun havde lov til at skrige, hun havde fortjent det her øjeblik, mere end nogen anden. Alle havde deres historie, til hvorfor de var her. Nogle var måske deres største fans, mens andre bare synes at deres musik var fed. Men grunden til at jeg tog Macy med var at jeg ikke havde set hende være RIGTIG glad siden far tog af sted. Hun havde haft så svært ved alting og vidste sikkert ikke hvad bandet hed, hvis hun ikke havde snakket så meget og hørt så meget om dem.

Jeg kiggede rundt på de fem drenge for at få øje på ham Macy så godt kunne lide. Den lyshårede måtte være Niall. Hans stod med et stort smil på læben, ved siden af ham Macy havde fortalt var Zayn. Hun havde også fortalt om Louis og Harrys bromance, som hun forhåbentlig ikke vidste hvad betød. De stod hele tiden ved siden af hinanden, slog hinanden på røven, og kiggede på hinanden når det ikke var dem der sang.

Jeg pegede mobilen over på ham der sang mest. Han havde en blågrå skjorte på, håret sat, ret drenget, og en genert smil på læben. Han så dog ikke så glad ud, som han burde. Godt nok kendte jeg ikke meget til hvordan han plejede at se ud når han optrådte, men hans øjne så ret tårefyldte ud, og jeg lagde også mærke til at han vendte sig om, for at tørre dem væk.

Jeg var begyndt ligeså stille at mime med på sangene, da Macy havde hørt dem så mange gange, og da det kom til det nummer hun hørte mest, var jeg ligeved at skråle med.

“I wanna stay up all nigth and jump around until we see the sun” ham jeg havde fået til var Liam, trådte ned ved vores række, og kørte sin hånd ud mod publikum. Jeg kunne mærke at jeg havde stukket mobilen helt op i ansigtet på ham, for han stod pludselig foran mig, og smilede til min mobil. Han rakte ud efter min hånd, og da hans hånd ramte min, gik der en varm følelse gennem mig.  Jeg kiggede op fra mobilen og med et havde han taget min Iphone, og var på vej op på scenen.

”Hey!” jeg vidste at han ikke ville kunne høre mig, men jeg blev bekymret for om jeg ville få den tilbage. Der var så mange mennesker, og hvordan skulle han kunne huske at det var min?

Han gik rundt på scenen, og filmede ud over publikum, mens han sang. Macy stod med et forvirret udtryk i ansigtet men begyndte pludselig at smile. ”Hey Tori” hun trak mig ned til sig, og hendes øjne lyste op i det halvmørke rum. ”Liam har det samme mobilcover som dig!” råbte hun, hvilket fik mig til at smile. ”Macy det er min mobil” hun gik pludselig i stå, og kiggede tilbage op mod scenen, hvor Liam filmede lige ind i ansigtet på Niall. ”OH MY GOD!” Hun satte sin rystende hånd op for munden, og jeg kunne se at hun var ved at skrige. Jeg tog hendes hånd og gav den et beroligende klem.

”Alle sammen skrig!” han pegede ud mod os, og alle begyndte straks at skrige. Jeg trak på skuldrende og skreg sammen med Macy, der stadigvæk stod rystet over at han havde min mobil.

Jeg kunne mærke at jeg var begyndt at få hoved pine, da sangen var færdig, og drengene begyndte at snakke. ”Wow ny mobil hva?” Niall puffede til Liam, der pludselig stod med et stort smil på læben, og kiggede ud mod salen. ”Hvis mobil er det her?” jeg rakte hånden op, men jeg var selvfølgelig ikke til at se, da pigerne begyndte at skrige. ”Så må vi jo hellere se om der står et navn på den. Jeg fnes let, men kom så i tanke om at jeg ikke havde nogen lås på. ”Uhh.. hun har billeder af sig selv på” jeg stoppede helt op, da jeg kom i tanke om at jeg havde virkelig mange billeder af mig der stod foran spejlet i mit nye tøj. Jeg måtte have set vildt dum ud.

”Hun er da lækker” Harry smilede, og kiggede rundt på de mange blinkende lys, der kom fra alle blitzene.  ”Hov her har vi et navn” Liam havde hovedet nede i mobilen, og tog så mikrofonen op til munden. ”Hvor er du Tori?” jeg sukkede og kiggede ned på Macy der straks begyndte at skrige, ligesom de mange andre piger også gjorde. Jeg vidste at jeg ikke ville få den tilbage når jeg ikke kunne blive hørt, så jeg valgte at lade vær. ”Øhm Tori du har fået en besked” Niall grinede stort, og jeg begyndte at smile, indtil jeg fandt ud af at det jo egentlig var mig der havde fået en besked. ”Den er fra din far”. Jeg mærkede pludselig et stik i hjertet. Min far. Jeg havde fået en besked fra min far. Hvilket betød at han endelig havde svaret. ”Arg det er synd hvis vi kigger” Louis smilede, og rettede ryggen. ”Så må vi jo tage den med” grinede Zayn, og tog mobilen ud af hånden på Liam, der så ud til at være meget koncentreret angående mine ting.

Det gik pludselig op for mig at de rent faktisk gik væk fra scenen, og Liam vendte sig mod os, for at sige at vi havde været et fantastisk publikum. ”Hov nej Stop!” råbte jeg forgæves, og blev stående med Macy der fik mig ned på hug. Hun tørrede en tåre jeg ikke vidste, var der, væk fra min kind, og lagde sin hånd på min.

 

En sikkerheds vagt gik forbi, og jeg hev med det samme fat i hans trøje. Han kiggede gnavent på kig, og lagde armene over kors. ”Jaer?”  Jeg prøvede at smile, men så sikkert helt smadret ud. ”Ja altså Liam tog min mobil. Det var min mobil, og jeg vil gerne have den tilbage” jeg tørrede en tåre væk, og han nikkede hårdt, og hjalp mig over hegnet. ”Kom med”.

Jeg tog Macy i hånden, og hjalp hende med, hvilket jeg kunne se at sikkerhedsvagten, skulle til at kommentere. ”Det er min lillesøster, jeg kan ikke lade hende være alene”. Lige nu var jeg ligeglade med om de var kendte, de skulle ikke tage min mobil, og specielt ikke når en besked fra min far var på. Hvis han virkelig havde skrevet var det alvorligt, for han havde kun én sms om året.

Macys holdte hårdt fat i min hånd, og jeg kunne se at hun var nervøs. ”Rolig nu, vi skal bare lige have min mobil og så bliver vi hentet”. Vi blev sat ude på en gang, og vagten gik derefter ind i et rum, jeg regner med var opbevarings rummet.

Macys øjne så ud til at være helt våde, og hun begyndte pludselig at hulke ned i sine hænder. ”Macy hvad sker der?” hun hulkede højere, og jeg blev nødt til at tysse på hende da scene folket var begyndt at stirre på os.

”Macy rolig nu, rolig, slap af” jeg prøvede at trække hende ind til et kram, men i stedet begyndte hun at løbe ned af gangen. ”Macy!” jeg kiggede mig forvirret rundt, og rejste mig på benene.

”Macy?” jeg kiggede rundt bag alle hjørnerne af gangene, og stoppede forpustet op, foran en dør der stod på klem. Jeg kunne høre hendes skrig inde fra, og spurtede ind til en brunhåret dreng der stod med hende i sin favn.

Jeg så først helt forvirret ud, men da jeg kunne se at Macy havde fået et smil på læben, kunne jeg pludselig genkende ham. ”Det er jeg altså ked af, hun stod bare på gangen og græd, jeg ville bare se hvem det var” jeg rystede på hovedet mens jeg smilede taknemligt. Han satte hende ned, og hun løb med det samme tilbage i mine arme. Liam rakte sin hånd frem, og jeg tog tøvende imod den. ”Liam” sagde han smilende og, lige i det hans hånd ramte min, kom varmen fra før tilbage til min krop. ”Tori” jeg smilede genert og han gengældte det hurtigt. ”Hey så må det da være din mobil jeg fik med, vent her” han blinkede med det ene øje, og gik hen til en dør. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...