13+ Breathe for me. {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 aug. 2012
  • Opdateret: 12 aug. 2013
  • Status: Igang
Toribelle er seksten, og bor i Londons midte med sin travle mor og sin ordblinde lillesøster Macy. Hun har et fantastisk godt forhold til sin far, som er soldat i Afghanistan, men har ikke mere end ti minutter om ugen at snakke med ham i, hvilket også er derfor at Toribelle (Tori), bruger sin sorg, og vrede på at være klassens overhoved. Hun ved alt om alle. Hun kan bruge den mindste hemmelighed, og er derfor også kåret som ballets dronning to år i træk. Hvad der ikke er nogen der ved, er at Tori lider af Leukæmi (kræft) , og har kæmpet med det siden hun var tolv. Hun har gjort alt for at holde sin hemmelighed hemmelig, men det ændre sig da hun efter en koncert, med det verdensberømte band, One Direction, begynder at føle noget for en af fyrene.

155Likes
147Kommentarer
12785Visninger
AA

6. You smile I smile.

 

 

Jeg gik med hænderne i lommen og begyndte at synes mindre og mindre om ideen med at tage med dem hjem. Men hvad jeg vidste af, var det kun Liam der kendte til min hemmelighed. Eller det gjorde han vel egentlig ikke. Han vidste ikke at det var mig, men måske kunne han regne det ud når jeg ikke havde lyst til at snakke om det.

Det så ud til at Niall var ved at blive træt, efter at have båret Macy hele vejen, men alligevel satte han hende ikke ned. Han måtte have fundet ud af hvor meget han betød for hende.

Jeg blev straks mindet om, hvor hård jeg havde været overfor Macy, og fik straks dårlig samvittighed. Det var ikke en følelse jeg var specielt vant til, men når emnet handlede om Macy, kunne jeg få dårlig samvittighed over det mindste.

Liam havde stadigvæk blikket klistret på mig, da vi trådte ind i den pyntede elevator. Jeg kiggede mig forundret rundt, og tænkte vidst højt. ”Man skal da være millionær for at bo her” jeg fik øjenkontakt med Niall der sendte mig et stort smil, og nikkede.

Jeg smilede for mig selv, men fik derefter øjenkontakt med Macy der stadigvæk så ret såret ud. Jeg skyldte hende virkelig en undskyldning.

Jeg blev revet ud af mine egne tanker, da døren foran mig åbnede og jeg som den første blidt blev skubbet ud på den store gang. Jeg sørgede for at holde mine øjne på Macy, der endelig blev sat ned, men straks styrtede ind af døren, man tydeligt kunne se tilhørte dem.

Liam holdte døren for mig, som den gentleman han ville have mig til at se at han var, men jeg var ved at blive træt af al dette. Jeg ville bare hjem og tænke på hvad jeg kunne gøre for at få Macy til at tilgive mig, for selvom hendes humør så ud til at være i top efter dette lille ’tilfældige’ møde, var hun stadigvæk for vred til at tage med hjem.

Jeg stillede forsigtigt mine sko ved siden af Liams, og gik med hurtige skridt ind til Macy der skreg af begejstring.

”Nej hvor er hun sød!”, Harry satte sig på hug, og åbnede armene, Macy med det samme løb ind i. Hun hoppede op og ned, og det så ikke ligefrem ud til at irritere dem. ”Har du nu kidnappet en lille pige igen?” Zayn fniste og prikkede til Louis der først nu havde lagt mærke til at Macy sad på Harrys skød.

”Nej jeg fik lov” Niall smilede, og drejede hovedet mod mig, der stille stod i døråbningen til stuen. Harry rejste sig med det samme, og kløede sig i håret, inden han rakte hånden frem. ”Harry” hans store flirtende smil, gik mig allerede på nerverne og jeg gik direkte forbi ham og hen til Macy der ’overraskende nok’ var hoppet op på Nialls skød igen.

”Nåh så I har fundet jer en vildbasse hva?” Harry puffede blidt til Liams skulder, hvilket fik ham til at rødme. Jeg rullede med øjnene og smed mit hår til den ene side. ”Jeg kan da se hvor hun har fået sin skønhed fra” Louis smilede og gjorde plads til mig i sofaen.

Jeg satte mig modvilligt, og nåede lige at se Liam gå ind i det der måtte være køkkenet, før min opmærksomhed blev rettet mod Niall og Macy.

Jeg sukkede irriteret og begyndte at lege med mit hår. Jeg måtte have set herrens ud, siden mit hår pludselig ikke var så glat mere. ”Hvad bringer så jer her til?” Harry satte sig på sofaen overfor, med blikket klistret mod mig. Jeg rullede igen med øjnene, af ren refleks og lænede mig forover.

”Tjo jeg har en lillesøster der ikke vil med hjem”, jeg lagde mine flettede fingre på mine lår, og kiggede strengt på Macy, der straks gav mig et surt blik. ”Det er jo din skyld, hvorfor ændrede du dig?” hun begyndte langsomt at hidse sig op, mens hun stædigt lagde armene over kors. ”Rolig nu prinsesse” Niall lagde armene om hende, og trak hende tilbage i sofaen sammen med sig.

Jeg pustede irriteret ud, og lænede mig tilbage, mens Louis spørgende kiggede på Macy. ”Hvordan ændrede hun sig?” hun holdte blikket på mig, hvilket måtte betyde at hun virkelig var ked af det. Ellers havde hun med det samme kigget på Louis, mens et smil ville bryde frem, fra hendes sure facade, der åbenbart var ægte. ”Hun grinte af min drøm, og hun var ond overfor mig. Hun plejer at beskytte mig. Men nu?” jeg kunne mærke en tåre glide ned langs min næse, og et snøft ødelagde min ellers så ligeglade facade. "Hvad er din drøm?" Niall lagde en tot af Macys hår om bag hendes øre, hvilket fik hende til at rødme. ”At være din prinsesse” sagde jeg forsigtigt, inden hun selv nåede at svare. Hun nikkede bekræftende og i samme sekund løb endnu en tåre ned af min kind.

”Du er da allerede min prinsesse” Niall smilede opmuntrende, og jeg kunne lidt mærke at han sagde det for at få min skyldfølelse længere frem i hovedet. Hvilket virkede.

Jeg rejste mig af ren refleks og vidste med det samme at jeg ikke havde lyst til at være her mere. Jeg spurtede ud af stuen, og efterlod en masse tomme blikke, mens jeg med et havde åbnet en dør, og begivet mig ind på et soveværelse.

Jeg smækkede døren i efter mig, og gik med det samme over til det store vindue, der var for enden af det store værelse. Jeg kiggede ud over gaden, og i samme sekund faldt en tåre ned på min håndflade jeg så omhyggeligt havde placeret i vindueskarmen.

Jeg hørte en lyd bag mig og følte straks trang til at råbe, men da jeg ikke vidste hvem det var, lod jeg være. Personen lukkede forsigtigt døren i efter sig, så jeg kunne hurtigt regne ud at det ikke var Macy, men hvorfor skulle det også være det?

”Er du okay?” en halv hæs stemme fyldte mit øre, og jeg sukkede irriteret mens jeg vendte mig om til et par gyldenbrune øjne jeg først nu havde lagt mærke til hvor flotte var.

Jeg trak på skuldrende og satte mig ned langs væggen. ”Det er jeg vel”. Han satte sig tøvende ned ved siden af mig, og smilede forsigtigt. ”Vil du forklare mig hvad der skete?” jeg sukkede dybt og lagde hovedet på skrå. ”Hvorfor? Det er ikke specielt spændende” jeg tørrede en tåre væk, og lagde armene om mine ben.
”Tja du ser ikke ud til at være i det bedste humør. Jeg tænkte bare at jeg ville hjælpe”, jeg kunne tydeligt mærke at han gik efter øjenkontakt, hvilket for første gang rent faktisk lykkedes ham. Han så til gengæld også glad ud da det skete.

Jeg trak igen på skuldrende, og lod hans øjne finde mine. ”Jeg ved ikke hvor jeg skal begynde” sagde jeg forsigtigt, og følte mig pludselig svag. Tænk at jeg rent faktisk var ved at forklare min livs historie overfor en jeg ikke havde kendt i mere end et par timer til sammen. Og jeg ville ikke engang sige at vi kendte hinanden, ikke engang en lille smule.

”Du kan starte med at fortælle mig om sms’en” hans smil blev erstattet med et bekymret ansigt, der straks gik ind under huden på mig. Jeg pustede ud, og tog derefter en dyb indånding. ”Det er mig der skal til kemobehandling” jeg kunne mærke en tåre løbe ned af min kind, men til min store overraskelse, nåede den ikke langt, før Liam havde fjernet den.

”Ved Macy det?” spurgte han forsigtigt, mens han kløede sig i håret. Jeg rystede langsomt på hovedet og lod derefter en hånd køre gennem mit hår, og trække det tilbage. ”Jeg har haft lyst til at sige det.. men..” jeg stoppede op, og kunne mærke at ordene ikke ville forlade min mund. Det var som om jeg var bange for at fortælle ham mere. Men hvorfor var jeg det? Lige der føltes det mest som om jeg var til psykolog, hvilket tidligere har været en af de værste perioder af mit liv.

”Det er okay. Hun har ikke brug for at vide det. Ikke endnu” han lagde forsigtigt en hånd på min skulder, som om han rent faktisk bekymrede sig om mig. Jeg smilede forvirret, og nikkede taknemligt.

”Måske skulle vi gå en tur?” han rejste sig og rakte med det samme hånden ned til mig. Jeg tog straks imod hånden og nikkede. ”Men hvad gør jeg med Macy?” jeg trådte som den første ud af døren, og skulle til at gå hen mod stuen da jeg kom i tanke om hvorfor jeg gik i første omgang.

”Jeg tror nok hun klare den” han smilede forsigtigt, og pegede hen mod stuen, hvor man tydeligt kunne se at hun havde det sjovt, siddende på Nialls ryg. Jeg trak på skuldrende, og tog mine sko på.

 

”Er du okay?” Liam lagde sin hånd tilbage på min skulder, hvilket for første gang faktisk ikke gjorde noget. Det var som at varmen fra før kom tilbage. Da vi så hinanden i øjnene til koncerten. Da hans hånd ramte min. Følelsen var tilbage. Om den var god eller dårlig vidste jeg ikke. Men den sendte signaler gennem mig.

Det gik først nu op for mig, at jeg stadigvæk havde tårer løbende ned af mine kinder, så jeg nikkede hurtigt og tørrede dem væk. ”Ja det.. Det tror jeg”. Der var noget helt galt. Det var første gang at jeg rent faktisk var genert. Første gang at jeg kunne mærke at jeg rødmede. Første gang jeg rent faktisk kunne smile ægte til en dreng. Hvad var der sket? Hvad var der galt med mig?

 

Hvorfor tror I at hun begynder at føle sig genert? Er hun allerede begyndt at føle noget for Liam? Tusind tak til alle jer fantastiske personer, der har kommenteret, sat på favoritliste, liket, og gjort mig super glad! Jeg er frygtelig ked af at jeg ikke er specielt aktiv, men som man siger "Lektier først".

Endnu en gang Tak! 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...