13+ Breathe for me. {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 aug. 2012
  • Opdateret: 12 aug. 2013
  • Status: Igang
Toribelle er seksten, og bor i Londons midte med sin travle mor og sin ordblinde lillesøster Macy. Hun har et fantastisk godt forhold til sin far, som er soldat i Afghanistan, men har ikke mere end ti minutter om ugen at snakke med ham i, hvilket også er derfor at Toribelle (Tori), bruger sin sorg, og vrede på at være klassens overhoved. Hun ved alt om alle. Hun kan bruge den mindste hemmelighed, og er derfor også kåret som ballets dronning to år i træk. Hvad der ikke er nogen der ved, er at Tori lider af Leukæmi (kræft) , og har kæmpet med det siden hun var tolv. Hun har gjort alt for at holde sin hemmelighed hemmelig, men det ændre sig da hun efter en koncert, med det verdensberømte band, One Direction, begynder at føle noget for en af fyrene.

155Likes
147Kommentarer
12769Visninger
AA

5. You don’t know me.

 

 

Da han kom tilbage have han Niall ved sin side, og Macy begyndte straks at skrige. Niall kiggede skræmt på Liam, men satte sig derefter ned på hug, og åbnede sine arme, med et genert smil på læben. Macy kiggede bedende på mig, så jeg slap hende forsigtigt, og hun løb direkte ind i Nialls arme.

”Jamen dog, hvem er dog denne lille prinsesse?” Macy fniste og smilede stort, så man kunne se hendes smilehuller. ”Macy” hun lagde armene om hans hals, og Niall rejste sig, og tog fat om hende.

Jeg smilede stort, og kom så i tanke om at Liam stod og rakte min mobil frem til mig. ”Tak” jeg kiggede hurtigt væk, men kunne ikke lade hver med at smile.

Mens Macy havde travlt med at stille Niall spørgsmål, var jeg i fuld gang med at finde beskeden, fra min far. Et chok gik igennem mig, da jeg så at den var blevet åbnet. Jeg kiggede måbende ned, og læste rædselsslagen beskeden, der uheldigvis sagde nok, til at Liam gav tegn til at jeg skulle gå med udenfor.

Han havde et halvskræmt udtryk i ansigtet, da han lukkede døren i, og stillede sig overfor mig. ”Hvem skal til kemobehandling?” jeg stirrede forvirret på ham, men gik så ud fra at det var ham der havde åbnet beskeden. ”Ved du ikke at det er uhøfligt at kigge i andres beskeder?” snerrede jeg og skulle til at åbne døren, da han tøvende greb fat i min arm. Jeg lagde armene over kors, og gav ham et halvirriteret blik.

”Kan du ikke bare svare?” mumlede han, mens han kløede sig i håret. Jeg rullede med øjnene, og mærkede tårerne presse sig på. ”Kan du ikke bare være ligeglad, du kender mig ikke” snerrede jeg, og spurtede gennem døren, og hen til Macy, der sad på Nialls skød. ”Macy hjem nu” jeg tog hendes hånd, men kunne mærke at hun gjorde modstand.

”Må jeg ikke godt blive lidt?” jeg kiggede hurtigt over på Niall, da det måtte være dødirriterende at have en lille pige rendende, men han smilede bare stort, og satte sig på huk. Jeg kunne mærke at jeg skulle ud med mine frustrationer, så jeg rystede på hovedet, og gik mod døren, Liam i samme sekund kom ind af.

Macy løb tilbage i armene på Niall, og viskede noget i hans øre. Jeg rullede med øjnene, og mærke pludselig en stor trang til at lave en dramatisk exit. Men Macy havde fortjent dette øjeblik, så jeg lod hende kramme færdig, og holdte derefter døren for hende.

Jeg nåede lige at se Liams bekymrede ansigts udtryk, inden jeg tog Macy i hånden, og lukkede døren i.

Jeg forstod ikke hvorfor han spurgte. Han kendte mig ikke, og jeg var jo bare en almindelig pige, blandt publikum, der havde været så helt igennem lykkelig over at han havde filmet oppe fra scenen, med min mobil. Hvorfor skulle han bekymre sig om mig? Han var jo verdens kendt, og jeg var bare endnu en fan. Hvis man overhoved kunne kalde mig det.

 

Der var ligeså stille begyndt at være tomt i forhallen, hvilket for min synsvinkel sikkert ville hjælpe på min hovedpine. Med Macys stadigvæk rystende hånd i min, fik jeg trukket hende forbi de sidste vagter og ud på vejen.

Jeg havde mest lyst til at glemme denne aften, og håbede på at i morgen kunne vågne med en ro i kroppen, men jeg vidste at Macy ville snakke om den her aften det næste lange stykke tid.

Jeg trådte, træt ind af døren, mens jeg slap Macy fri, der med det samme løb ind og fortalte om aftenen til mor. Hun sad som sædvandeligt med fødderne oppe på bordet, og så fjernsyn. Jeg var ved at være træt af at skulle være den voksne men jeg gad virkelig ikke lade hende opfører sig sådan. Specielt ikke når hun helst skulle være et godt forbillede for Macy.

Jeg traskede ind på mit værelse, og smed mig i sengen med det samme. Jeg havde virkelig ikke lyst til at lave noget resten af weekenden men uheldigvis havde jeg kun én dag tilbage at slappe af i.

Jeg lukkede langsomt mine øjne i, og tænkte ikke på at gøre mig klar, eller at sige godnat. Jeg ville bare glemme aftenen, og glemme alt om at Liam havde læst min fars besked.

***

Jeg vågnede med et sæt, og var ved at falde ned fra sengen, da tårerne pludselig strømmede ud. Det gik først op for mig nu at han mente det. Han kom virkelig ikke hjem. Han kunne ikke være der og sige at det nok skulle gå. Jeg satte mig på knæene og kiggede hen på spejlet. Jeg skulle miste mit hår. Jeg ville ikke komme igennem det. Det var slemt nok første gang og der slap jeg med et par ugers sygdom. Jeg følte mig ikke stærk nok til det. Jeg turde ikke.

Jeg rejste mig hurtigt og kiggede på klokken. Den var heldigvis allerede otte, så jeg valgte at gå ud og lave morgenmad. Jeg havde brug for at tænke på noget andet. Men at vide at jeg var dødsdømt.. ”God morgen” Macys fik mig ud af mine tanker, og satte sig ved køkkenbordet. Jeg smilede forsigtigt og tørrede en tåre væk, mens jeg satte en skål foran hende.

Jeg hældte forsigtigt hendes havregryn op i skålen, og hun følte sig stor nok til selv at vælge mængden af mælk. Jeg smilede stolt, og lod hende bære mælkekartonen.

Jeg tøvede lidt, men endte så med at kigge kærligt på hende. ”Macy?” hun løftede hovedet, og nikkede. ”Jeg tænkte på om du ville tage med mig ind til byen i dag?”, eftersom jeg ikke vidste hvor lang tid jeg ville være rask, ville jeg gerne vise hende mine ynglings steder i byen, så hun forhåbentlig kunne nyde, når jeg en dag ikke var der mere.

Hendes ansigt lyste op i et smil, og hun nikkede hurtigt. Jeg smilede forsigtigt, og tog et æble fra bordet. Jeg ville vise hende alt. Alt som mor aldrig kunne overveje at vise hende.

***

”En kop varm kakao” jeg smilede til servitricen der straks smilede tilbage, dog falskt, og fandt en slikkepind frem til Macy. Hun kiggede sig fascineret rundt og endte til sidst at smile. ”Hvorfor viser du mig egentlig det her?”, hun smilede stort, hvilket fik mig til at få dårlig samvittighed, over at jeg ikke havde fortalt hende det.

Jeg sukkede og åbnede munden, men kunne ikke få noget ord ud. Hun kiggede afventende på mig, og i samme sekund trådte Laila og Lauren ind af døren. ”Hey!” jeg smilede falskt og rejste mig fra stolen. ”Hey” jeg gav hende et luftkram, og de satte sig ved vores bord. ”Nåh er i så ude og kigge på drenge?” Laila satte det ene ben over det andet, og puffede blidt til Macy der for første gang i lang tid rullede med øjnene. ”Nej Macy har sin Niall” fnes jeg let, og lagde mit ben over kors. ”Som om hun ville have en chance” Lauren grinede højt og gjorde tegn til at hun gerne ville bestille. Jeg grinede højt med, men kiggede så på Macy, der havde fået tårer i øjnene.

Hun skubbede stolen tilbage og løb mod døren i fuld fart. ”Åh nej ikke igen.” jeg rejste mig fra stolen, og skulle til at gå da jeg kom i tanke om hendes kakao. Jeg fik øjenkontakt med tjeneren, og lagde pengene så hun kunne se dem.

Jeg løb ud på gaden, og fik øje på det lille lyserøde skørt, mellem alle de mange mennesker. ”Undskyld, jeg skal forbi” jeg fik mig mast igennem de fleste, men endte med at blive skubbet ned og sidde på jorden.

Jeg sukkede irriteret, og kiggede op i det jeg så det skrigende lyserøde skørt, tæt ved big ben, jeg selv stod ti meter fra. Jeg fik humpet over til hende, i det hun blev taget op af en lyshåret dreng, der straks sendte mig en venligt smil.

Jeg stoppede op, og lagde irriteret armene over kors, og sukkede igen. ”Seriøst?” Liam vendte sig om, og smilede genert, mens han vist prøvede at få Niall til at slippe Macy, der med alle kræfter prøvede holde sig med armene om hans hals.

”Så Macy, jeg tror at det er på tide at du tager med Tori” Liam tog forsigtigt Macys hånd, men hun nægtede at slippe grebet om Nialls hals. ”Jeg vil ikke med hende” snerrede hun surt, mens en tåre gled ned af hende kind. Jeg kiggede hurtigt væk, og fik dårlig samvittighed igen. Jeg havde aldrig grinet af hendes drøm.

Hun havde aldrig set mig på den her måde, og jeg ville ønske at hun aldrig havde set mig sådan.

”Jeg vil med jer hjem” hun smilede genert til Niall, der derefter gav hvalpeblikket til Liam. ”Må jeg godt beholde hende?” spurgte han halvgrinene, mens Liam derefter kiggede spørgende på mig. Jeg kiggede først irriteret på dem, men vidste godt at jeg efter den lille episode, ikke ville kunne få hende med hjem foreløbigt. ”Fint, men jeg tager med” Liam lyste op i et smil, og Niall fik straks Macy om så hun sad på hans ryg, og gik mod hotellet jeg regnede med at de boede på.

Liam gik ved siden af mig, og jeg blev ved med at mærke han blik i nakken. Kunne han ikke bare lade mig være? Jeg havde lyst til alt andet end at forklare ham hvad der foregik i mit liv.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...